Sjælesorgens historie

Den europæiske middelalder var opmærksom på de samme bibelfortællinger, som vi er. Hver præst i middelalderens kristne kirke og mange lægfolk havde kendskab til fortællingen om Jesus og samaritanerkvinden. Her får en tørstig Jesus en fremmed og usikker kvinde til at give ham vand, mens han til gengæld fortæller hende om livets vand. Hans åndelige vejledning eller sjælesorg består både af det intime og personlige (kvindens mange ægteskaber) og af det teologiske og belærende (Gud er ånd, og de som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed (Johs. 4.24). I middelalderen som i dag stiller præster og andre sjælesorgere sig det spørgsmål, hvordan de kan finde ord, som kan vejlede de mennesker, der kommer til dem med et behov for forløsende trøst. Middelalderens erfaringer begynder allerede i 300- og 400-tallene i de ægyptiske og syriske ørkener, da fromme mænd og kvinder bliver opsøgt af folk, der beder om deres støtte. »Giv mig et ord, fader (eller moder)« siges der. Ørkenfaderen (eller moderen) kunne svare: »Gå tilbage til din celle, og der vil du lære alt«, eller han kunne indlede en lang og indgående samtale, hvor de fleste ord kom fra disciplen og ikke fra den åndelige vejleder. Flere generationer opstod af munke, både mænd og kvinder, der forvandlede ørkenen til små bysamfund, under store lederskikkelser som Pachomius (d. 346) og Basilius (d. 379). Disse skrev detaljerede regler, som lovgav om alt i hverdagen. En af deres store bekymringer lå i en frygt for, at intense åndelige bånd mellem brødrene kunne udvikle sig også til noget fysisk. Derfor skulle brødrene holde sig på afstand af hinanden. De skulle ikke sidde i nærheden af hinanden eller ride til landsbyen på samme æsel! Da klostervæsenet i 400-tallet ankom til den vestlige del af Romerriget, var frygten for tætte fysiske bånd ikke længere så udpræget. Det blev accepteret, at kvinder eller mænd, der dannede åndelige fællesskaber, havde brug for en fader eller en moderskikkelse for at give deres liv en fast struktur og deres sjæl en nødvendig vejledning. Benedikt af Nursia (c. 480-550) skrev en »Regel for munke«, der tager det for givet, at abbeden skal være munkenes åndelige fader. Denne skal have indsigt i de enkeltes anliggender og være tilgængelig, idet abbeden på dommedag skal svare for alle sine munke. Benedikt anså sjælesorg som en del af klosterlivet: hverdagens krav skal altid vige for behovet for åndelig vejledning. Den samme holdning findes også hos middelalderens første store paveskikkelse, Gregor I (d. 604), der først havde levet som munk i et romersk kloster. Gregor understregede, at sjælesorg var af betydning ikke alene i klosteret, men også hos de verdslige præster i Rom, som han som pave blev fader for. Gregor skrev værket »Cura pastoralis«, om pastoral omsorg, for at give vejledning i sjælesorg til bisper og præster. Gregor ønskede at kombinere det aktive og det kontemplative liv. Ingen præst kunne øse af spiritualitet, hvis han selv var åndelig bankerot. Derfor brugte Gregor, som så mange andre, bibelfortællingen om Lazarus' søstre, Martha og Maria. Maria, den kontemplative skikkelse, har »den bedste rolle«, men en god præst må også være en aktiv Martha og tage sig af andres behov. I højmiddelalderen, den store åndelige og materielle ekspansion af Vesteuropa fra ca år 1000-1300, uddybes, hvad vi kan kalde de to klassiske kristne traditioner for sjælesorg. Den første kan kaldes en søgen efter frelsen gennem en mester, hvor den enkelte går i kloster for at forsage verden og dermed redde sin sjæl. Her finder man åndelige fædre (eller mødre). Den anden tradition kan kaldes en søgen efter frelsen gennem udbredelsen af frelsen til andre. Her bliver man sekulær præst for at gå ud i verden og prædike evangeliet. En del af denne prædiken består i at give åndelig vejledning, først til ens sognebørn, men i princippet til alle, der beder om hjælp. De to traditioner, frelsen gennem klosterlivet og frelsen gennem pastoralomsorg, er ikke hinandens modsætninger. Munke tilbyder hinanden - og i visse tilfælde ikke-munke - deres omsorg, og sekulære præster kan i perioder leve i fællesskaber, hvor de får åndelig vejledning fra hinanden. Middelalderens kirke er præget af stor åbenhed og fleksibilitet, og der er en udbredt erkendelse af, at kirkens mænd og kvinder har brug for både et kontemplativt og et aktivt indhold i deres liv. En munk, der bliver specielt beundret for sin evne til at vejlede andre munke, er Anselm af Canterbury (1033-1109). Som prior og derefter abbed af reformklostret Bec indtil han ender som ærkebiskop af Canterbury, bliver Anselm efterspurgt af mange, der gerne vil høre hans ord. Når en ung munk i et andet kloster plages af seksuel angst, tilkaldes Anselm. I en samtale, hvor en ældre munk er til stede, beroliger Anselm den unge mand: hans angst for nogensinde at røre ved sine kønsorganer er overdrevet, siger Anselm. Den unge mand falder til ro; hans angst forsvinder. Anselms åndelige efterfølgere i sjælesorg for munke er cisterciensere som Bernard af Clairvaux (d. 1153) og Aelred af Rievaulx (d. 1167), der kaldte sig selv for munkenes fædre og mødre. Disse abbeder var tilgængelige for munke, der i et traditionelt kloster ville have været tilbageholdende over for en traditionel abbedskikkelse. For Bernard og for Aelred var det ønskværdigt, at abbeden åbenlys viste, hvor meget han holdt af sine munke, som brødre og ligefrem som venner. Klosterlivets store venskaber i 1100-tallets Vesteuropa er udtryk for en åbning til individuelle følelser og en tillid til nære bånd, specielt mellem en åndelig vejleder og hans discipel. Ørkenfædrenes tilbageholdenhed over for disse venskaber forsvinder, og disse forhold skaber grundlaget for klostervæsenets enorme vækst i denne periode. Uden for klostrene var den sekulære kirke også optaget af spørgsmålet om åndelig vejldning, men her gik udfordringen ud på at tilbyde den som pastoral omsorg for alle. Dette krav blev taget mere og mere alvorligt, som det kan ses i beslutninger fra 1100-tallets kirkemøder. I 1215 Ved Det fjerde Laterankoncilium i Rom blev det vedtaget, at enhver kristen mindst én gang om året skulle indtage nadveren, efter at han eller hun havde skriftet. Under skriftemålet skal præsten optræde som en kyndig læge, der »omhyggeligt spørger angående omstændigheder for synderen og synden, hvorved han vil kunne forstå, hvilken rådgivning at tilbyde og hvilke remedier at bruge« Konciliefædrene tog det for givet, at der er forskellige midler for at helbrede den syge. For at sikre, at præsten var vidende om disse, understregede kanon 27, at sjælesorg er kunstnernes kunst (ars artium). Derfor skal bisperne sørge for, at kandidaterne til præstegerningen er veluddannede. »Det er bedre at have nogle få gode ministre (præster) end mange, der slet ikke duer, for hvis den blinde fører den blinde, vil de begge falde i hullet (Mat. 15)«. Disse beslutninger viser, at den monastiske elite ikke længere var hovedmålet for åndelig vejledning. Nu var det bispernes og sognepræsternes ansvar at sikre, at enhver kristen havde adgang til de samtaler, der var en nødvendig del af skriftemålet. Laterankonciliet kan ses som udgangspunkt for høj- og senmiddelalderens kirkebyggeri, hvor de små romanske kirker bl.a. blev udvidet med større skibe med plads til flere mennesker. Alle i sognet skulle kunne være til stede under søndagsmesserne. Samtidig skulle de kunne henvende sig til præstens kyndige omsorg som deres »sjælelæge«. I senmiddelalderen, indtil 1500-tallets protestantiske og katolske reformationer, forsøgte den kristne kirke at sikre præsternes uddannelse og vilje til at nå ud til alle sognebørn. Men i de vejledninger, der blev skrevet til skriftefædre, blev der lagt mest vægt på, at folk skriftede alle deres synder. Det blev et spørgsmål om at finde en teknik til at tage de bodfærdige på deres egne ord og at få dem til at afsløre ting, som de helst ikke ville tale om. Her finder vi den store kirkereformator, teologen Jean Gerson (1363-1429) med et skrift om skriftemålet. Gerson var specielt optaget af præstens pligt til at sørge for, at sognebørn skriftede alle seksuelle gerninger, som var forbudt af kirken. Desværre blev Gersons metoder den foretrukne fremgangsmåde efter 1500-tallet, da den moderne katolske kirke blev grundlagt. Sjælesorg blev for verdslige præster et spørgsmål om at afsløre, frem for om at solidarisere sig med deres sognebørn. I flere protestantiske trosretninger blev præsten en embedsmand, der havde alt muligt at tage sig af. Den brede middelaldertradition for sjælesorg forsvandt: selv i katolsk klosterliv blev det ofte mest et spørgsmål om at trænge ind i brødrenes eventuelle seksuelle problemer. I dag er den moderne tids besættelse med seksualitet måske på retur, og vi kan se tilbage på højmiddelalderens interesse for hele mennesket inden for et netværk af arbejde, venskaber og fællesskaber. Men sjælesorg er alligevel ikke i høj kurs i den danske folkekirke. Der er en udpræget angst for sjælens terapeuter, der manipulerer de svage og udsatte. Præster er bange for at optræde som amatørpsykologer og måske også bange for at miste deres egen identitet og rolle i samfundet. Jeg tror dog, at tiden for sjælesorg og åndelig vejledning igen er kommet. Hvis folkekirkens enorme apparat er til nogen nytte, må det være til rådighed for at sikre, at præsternes sjælesorg også kan omfatte åndelig vejledning. »Giv mig et ord, fader!«. »Giv mig et ord, moder!« Ord kan forløse. Hvis kristendommen ikke er til for at give forløsende ord, har nutiden tabt forbindelsen til ikke alene evangeliet, men også til en rig og frugtbar fortid. n professor i middelalderhistorie