Skønsomhedens tidsalder

100 ÅRSKRONIKKER:Trods de uomtvistelige goder, den tekniske udvikling har givet menneskene, har den indtil videre ikke styrket fællesskabsfølelsen, men skabt en hidtil ukendt fornemmelse af angst og utryghed, skriver Bodil Koch i denne kronik,

For et par måneder siden sad et lille dansk rejseselskab - deriblandt jeg - på flyvepladsen i Peking og ventede på den jetmaskine, der ufattelig hurtigt skulle bringe os hjem til Danmark. Det er ikke til at få ind i sit hoved, at man nu om stunder kan drikke morgenkaffe i Peking og samme dag ved sekstiden - efter at have drejet viserne på sit lommeur en rundelig halv omgang - kan sætte sig til middagsbordet i København. Men det er en kendsgerning, og det siger i et glimt et og andet om vor tid, dens tekniske udvikling, dens pres på menneskesindet og dens muligheder på godt og ondt. Den store danske naturvidenskabsmand, H.C. Ørsted, sagde engang i forrige århundrede, at når menneskene engang opfandt flyvemaskinen, ville der blive eet fællesskab på jorden uden krige. Og forudsætningerne for et sådant fællesskab mellem mennesker er sandelig skabt: en-to-tre - kan folk komme fra den ene ende af kloden til den anden, lære hinandens levevilkår at kende og få chancen for at forstå hinanden. Det kunne være så godt altsammen. Men desværre var Ørsteds optimistiske fremtidssyn temmelig uvirkeligt. Ludvig Holberg, der levede et århundrede før, beskæftigede sig også med spekulationer over, hvad der ville hænde, hvis menneskene lærte af flyve. Han havde et mere pessimistisk syn på menneskenaturen og skrev i en af sine epistler, at når først menneskene opfandt flyvemaskinen, ville de blive nødt til at grave huller i jorden og gemme sig for hinanden. Han forudså med genial intuition de tider, som er kommet, hvor bombemaskiner kan kaste deres dødbringende last og dræbe tusindvis, ja hundredetusindvis af mennesker på én gang. Hiroshimabombens udløsning, som kostede mere end 200.000 mennesker livet og skadede andre tusinder ubodeligt, er jo nu kun en forsmag på de nyere våbenarters langt større ødelæggelsesevne. Trods de uomtvistelige goder, den tekniske udvikling har givet menneskene, har den indtil videre ikke styrket fællesskabsfølelsen jorden over, men tværtimod skabt en hidtil ukendt fornemmelse af afmagt, angst og utryghed. Arthur Koestler har i et foredrag, som han kalder: »Skønsomhedens tidsalder - femten år efter Hiroshima« fremsat nogle betragtninger over menneskets situation under de i vore dage givne vilkår. For femten år siden skabtes en ny kultur, som langsomt vil gennemtrænge menneskets erkendelse og forvandle dets åndelige og sjælelige habitus. Før den tid havde mennesket været nødt til at leve i bevidstheden om sin død som individ: fra nu af må menneskeheden leve i bevidstheden om sin død som art. Det er en helt ny udsigt, men ikke nødvendigvis en trist udsigt, mener Koestler. For at forstå, hvad den indebærer, må vi prøve at huske, at vi ikke har at gøre med abstraktioner, men med hårde og stædige kendsgerninger. Vi må med andre ord prøve at nå frem til - psykologisk talt - at bryde igennem de mange røgskærme, vort åndelige selvforsvar har skabt mod virkelighden. Nødvendigheden af at forsone sig med tanken og slægtens mulige uddøen vil måske afføde en ny ydmyghed og befri mennesket for den biologiske lokalpatriotisme, der har fået det til at betragte sig selv som skabningens krone. Den tanke, at verden vil gå videre, selvom menneskeheden ikke lever videre, kan vise sig at være modgift mod den kosmiske angst, der har grebet os siden Hiroshimabomben faldt, har forvrænget vor værdisans og undermineret vor værdighed. Såvidt Koestler. Hans foredrag lå på mit bord ved hjemkomsten fra Kinarejsen med opfordring til at give mit besyv med i diskussionen. De kan ikke forestille Dem, hvor uvirkelige og besynderlige disse betragtninger måtte forekomme den, der vendte tilbage fra den hårde og stædige kendsgerning, som hedder Kina i dag. Ved et mærkeligt tilfælde blev et af de sidste ord, jeg hørte derude, og et af de første, der gennem Koestlers foredrag mødte mig herhjemme, ordet: Hiroshima. Mens vi, som sagt, sad i Peking og ventede på flyvemaskinen, omgivet af vore venlige kinesiske værtsfolk, gav en af dem til at fortælle om sine børnebørn, bedstemødre er sig selv lig over hele kloden, og denne bedstemor så så veltilpas og glad ud, at det var en fornøjelse. Til sidste gav hun sig til at synge nogle af børnenes sange. Tolken kom til og oversatte. Naturligvis kan jeg ikke huske ordret, men helt galt er det ikke at gengive teksten: »Amerikanerne har kastet Hiroshimabomben; USA har besat Taiwan (Formosa); vi skal bekæmpe dem, vi skal nok smide dem ud. Sovjets sputnik stiger mod himlen; USA's raketter falder i havet«. For den, der havde disse kinesiske børnesange i frisk erindring, blev Koestlers åndrige Hiroshima-betragtninger ligesom hængende tomt i luften. De husker måske, at Koestler i sit foredrag sagde, at han havde en fornemmelse af, at alt hvad der skete før 1945, så at sige tilhører en forhistorisk periode. Men De kan være evig forvisset om, at sådan føler man det ikke i Kina. Der er tværtimod erindringen om det sidste århundrede syren og saltet i folkets liv. Det var den periode, hvor Kina mødte den vestlige verden, den såkaldte kristne kulturkreds. Lederen af den første kinesiske revolution dr. Sun Yat sen var oprindelig indstillet på at samarbejde og lære af det demokratiske Vesten, men endte med i sit testamente at opfordre sit folk til ikke at henvende sig til de imperialistiske lande om hjælp, for de behandlede ikke Kina som en ligeberettiget nation. Fortidens misgreb er nutid i dag i Kina. Hiroshimabomben blev ikke kastet over Kina. Det ved vi alle. Men alligevel står den altså i dag som symbol på truslen fra Vesten. Den uheldsvangre ved denne Hiroshimabombe var jo nemlig - bortset fra dens øjeblikkelige og frygtelige virkninger - at den blev brugt uden nogen militær begrundelse. Japan havde allerede inden det skete erklæret sig rede til overgivelse. Men de militære sagkyndige i Vesten ønskede at afprøve det nye våben, der få dage efter fik en følgesvend i Nagasakibomben, der kostede 70.000 mennesker livet, og hvis nedkastning i endnu grellere grad var uden militær nødvendighed. Derved kom den til at virke som en fremtidstrusel i et eventuelt kommende opgør mellem den kommunistiske og ikke kommunistiske verden. Og i de to bombers kølvand fulgte så kap-fremstillingen af stadig nyere og mere frygtindgydende våben både i USA og Sovjetunionen. Ikke uden grund taler Koestler om, at siden Hiroshima holder den kosmiske angst menneske i sit jerngreb. Men jeg tror ikke det mindste på, at der skulle være nogen modgift mod denne angst i, at vi - som Koestler siger - affinder os med tanken om menneskehedens mulige uddøen og hengiver os i pseudofilosofiske betragtninger om det uendelige rum og de uendelige klodesystemer med eventuelle andre kulturer, som kan overleve, hvis menneskeheden skulle uddød. Den tanke, at vi på nok så langt sigt skulle finde mere fred derved, forekommer mig uden forbindelse med virkeligheden. Den siger ikke os almindelige mennesker noget som helst. Vort liv er her og nu, som vor angst og vort håb er det. Og også vor uudryddelige fornemmelse af ansvar. Nu ved jeg nok, at man kan løbe den risiko at tale uansvarligt om ansvar: De kender historien om pigen, der følte ansvar for negerbørnene i Sudan, men ikke ville gnide sin gamle bedstemors gigtsvage ryg. Ikke desto mindre er der et uafkortet ansvar ved det at være menneske. Den mand, der i sin tid, bare 26 år gammel, kastede Hiroshimabomben lever i dag, skyldhærget i et nervehospital. Snak, siger man. Skulle han være skyldig. Han havde jo intet ansvar. Han gjorde blot, hvad han fik ordre til; han var et led i en militær funktion. Om han nu bør eller ikke bør føle sig skyldig får stå hen. Derom kan der være mange meninger. Han selv føler sig, uanset andre meninger, skyldig den dag i dag, forfulgt af 200.000 døde. Han ved noget om, hvad det er at være menneske og om menneskets uafrystelige ansvar. Modgiften er - og her må vi forstå vort ansvar som de vesterlændinge vi er - at vi befrier os fra den vestlige lokalpatriotisme, fra vore fordomme, vore stivnede idealer, og at vi uforfærdet lever i erkendelsen af skyld og ansvar både individuelt og kollektivt. På samme måde vi som enkeltmennesker erfarer, at vort medmenneske på godt og ondt er afhængigt af os, må vi lære at se, at også som kollektive enheder, som lande og grupper af lande er vi indfiltreret i hinanden med skyld og ansvar. Den overbevisning gav Kinarejsen mig en sviende bekræftelse på. Derfor måtte jeg sætte de kinesiske børnesanges Hiroshimamotiv op mod det Kostlerske. Måske fik det nogle af læserne til at føle fornyet frygt og at tænke i de kendte forenklede tankebaner: »ja men er det da ikke forfærdeligt at lære børn had og hævn; er der da ikke al mulig grund til at nære angst for kommunismen. Det er jo den, der skaber al uroen og striden.« Heroverfor er der kun at sige, at hvis vi vedblivende betragter, hvad der sker i Kina, gennem den vestlige propagandas briller med frygt, mistillid, eller hadefuldhed alt efter temperament, så vil den kinesiske uforsonlighed over for Vesten ikke aftage, der for tiden kommer så tydeligt til kende i de sovjetisk-kinesiske forhandlinger om muligheden eller ikke mulighed for sameksistens mellem landene. Vi må ned under overfladen og lære at se, at bag nok så stride historiske, geografisk og økonomisk betingede modsætningsforhold mellem Øst og Vest er mennesket jorden over ét og det samme, og dets fremtidshåb og længsel det samme: frihed, fred og rimelige levevilkår. Bodil Koch (1903-72), cand.theol., politiker og debattør. Fra 1947 medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Landets første kvindelige kirkeminister september-oktober 1950. Kirkeminister igen 1953-66 og kulturminister 1966-68. kirkeminister