Skuespiller: Skab arbejdsglæde ved at lære børn teater i folkeskolen

Vi prioriterer allerede nu kroppens muskler via sport. Men hvorfor ikke åndens? Vi må udvikle den næste generation til kærlige, kloge, medlevende mennesker med hjertets visdom, skriver Lone Hertz, som vil have faget teater på skoleskemaet

Brug venligst min barndomserfaring og indfør faget teater i folkeskolen, skriver skuespiller Lone Hertz. Arkivfoto.
Brug venligst min barndomserfaring og indfør faget teater i folkeskolen, skriver skuespiller Lone Hertz. Arkivfoto. Foto: Søren Staal.

Vores statsminister vil være børnenes minister. Det stoler jeg på. Vores undervisningsminister vil revolutionen. Det håber jeg på. Vores kulturminister vil ingenting endnu. Derfor sender jeg her lidt inspiration til trekløverministrene omkring et sjældent set samarbejde.

I 1760 skrev den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau:

”At leve er ikke kun at ånde. Det er at handle. Det er at bruge vore organer, vore sanser, vore evner, alle de dele af os selv, som giver os en følelse af at være til. Det menneske, som har levet mest, er ikke ham, der har flest år bag sig, men ham, der har følt livet med den største intensitet. Se på naturen og følg den vej den viser os. Den uddanner stadig børnene; den hærder deres gemyt gennem prøvelser af enhver art; den lærer dem tidligt, hvad møje og smerte er.

Opøv dem derfor i de genvordigheder, de en dag kommer ud for. Gradvist og omsorgsfuldt gør man mennesket og barnet uforfærdet over for alt. Enhver ondskab stammer fra svaghed. Barnet er kun ondt, fordi det er svagt. Gør det stærkt, så bliver det godt.”

Ja, Rousseau, godhed og sjælsstyrke, det har vi brug for. Og selvværd. Og dannelse. Især i vore børns fremtidsverden.

For eget vedkommende blev mit liv ”rousseausk” som otteårigt balletbarn på Det Kongelige Teater.

Her blev jeg til. Det var som at betræde en Aladdins hule. En overdådighed af farver, mystik, dufte, musik, bevægelse og ånd. Ens fantasi galopperede. Jubel og hengivelse flammede i krop og sind. Kunstens magi opsluger et barn. Men kravene var enorme. Den hårde disciplin. Og en selvdisciplin indtil udmattelse. Mantraet var ”aldrig at springe over, hvor gærdet er lavest”.

I denne vidunderlige heldagsskole var dagsplanen: træning i balletsalen klokken 8.30. Efter to timers dans: frokost og forbudt leg i teatrets magasiner fyldt med rekvisitter og kulisser. En vitaminsprøjte for fantasien. Derefter læseskole eller forestillingsprøver i fire timer. Bussen hjem klokken 16.30. Og måske så retur til aftenforestillingen, enten som medvirkende på scenen eller som tilskuer til opera, skuespil eller ballet. Hele den musiske palet. Mine teaterår blev prægning for livet.

Jeg kunne unde alle børn samme mulighed for at lege og leve deres talenter frem. Uden konkurrenceræs og professionel præstationstvang.

Kunstens væsen giver rige muligheder for at udvikle kulturen gennem kreativitet, viden og dannelse opnået i glæde. Arbejdsglæde. Brug venligst min barndomserfaring og indfør faget teater i folkeskolen.

Vi prioriterer allerede nu kroppens muskler via sport. Men hvorfor ikke åndens? Vi må udvikle den næste generation til kærlige, kloge, medlevende mennesker med hjertets visdom. Finkultur bliver folkekultur gennem en sådan menneskelig ”produktudvikling”.

I en tid, hvor børn og unge konfronteres psykisk med trusler af enhver art og størrelse, og hvor de ofte fremstår som små voksne tynget af ansvar og angst, må vi give dem sindsro og åndelige muskler.

Vi må give dem barneglæden og ungdomstroen, troen på sig selv og fremtiden, tilbage. Men hvor begynder vi? I frøet, selvfølgelig. Et ældgammelt skriftsted siger: ”Som du sår, høster du.”

Vi begynder med begyndelsen. Som skuespiller, tidligere teaterleder, rektor for Statens Teaterskole, og en del andet, foreslår jeg, at teater bliver et videns- og udfoldelsesfag i folkeskolen.

Dette foreslår jeg ikke, fordi teatrets arbejdsmetoder er mit eget liv, men fordi jeg også har været tilskuer til brugen af faget i så mange positive sammenhænge og i så mange hjørner af både voksenliv og børneliv. Ude og hjemme.

Teater er den sociale kunstart. Fællesskabets kunstart. Alle musiske udtryk rummes i teatrets ramme. Alle slags evner og intelligenser: sang, musik, dans, tegnekunst, brug af ordet, kroppens udfoldelse af enhver art, håndens arbejde, regne- og administrative færdigheder, alt det nørdede, alle vidensfag, ja, alle uddannelser, som vores samfund efterspørger, kan friktionsfrit indgå i teaterprocessen.

Alle kan deltage netop der, hvor ens lidenskab er stærkest. Ingen er overflødig. Ingen udelukkes. Solidaritet må alle selvfølgelig lære, for alle er afhængige af hinanden, hvis tæppet skal gå op på gongongens slag.

Når teaterprocessen lykkes på menneskeligt set smukkeste vis, giver det ny viden, nye indsigter, nye erkendelser og dermed også udvikling af både tankevirksomhed, bevidsthed, fantasi og idérigdom. Det giver den enkelte mulighed for at udtrykke sig ad kunstens utallige veje: gennem ordet, det talte som det skrevne. Gennem øjnenes sprog, hændernes og kroppens sprog.

Teater som fag giver synlighed til den enkelte. Ofte også selvværd, mod og håb. For alle har talent for noget. Faget teater giver glæde. Det er som skabt til heldagsskolen. For teater kræver tid. Tid til al den glæde.

Den slags glædesforvandlinger har jeg set ske for eksempel i fængsler, hvor de indsatte improviserede sig frem til et stykke dramatik om eget liv. Deltagerne opnåede en slags psykisk renselse og et nyt livssyn.

Jeg har været protektor for fangekoret i Vridsløselille, hvor jeg var tilskuer til en mirakuløs forvandling fra håbløshed og vrede til åbenhed og ny tro.

Sang, musik og kreativitet sejrede over modløshed, selvmedlidenhed og hævnlyst.

Samme forløsning oplevede jeg, da jeg var udsendt af Danmission og Folkekirkens Nødhjælp til udviklingslande. Jeg var tilskuer til teaterprojekter, hvor gadebørn, der levede i et helvede som prostituerede og narkomaner, spillede deres liv frem til renselse gennem dans, musik og ord. Til lysere barnesjæle.

I handicapverdenen har jeg overværet gribende forestillinger, hvor mennesker uden underkrop og ben dansede på deres styrketrænede arme og opnåede et helt anderledes udtryk i en grænseoverskridende koreografi. Jeg har set mennesker med dværgvækst gro og blive ”store” på scenen.

Da jeg var rektor for Statens Teaterskole gennemførte vi teaterforsøg på den meget udsatte Tingbjerg Skole. Den lille pige, der ellers altid blev mobbet, fik højstatus, fordi hun var den mest fantasifulde af alle i klassen. Hun forandrede sig, lyste i sin idérigdom. Sådan begyndte den længe ventede inkludering af et menneske. Klassen fik sammenhold. Ny fællesglæde.

Man kan så spørge: Hvem skal undervise i dette fag teater? Det skal de, der allerede kan. Kunstnere med pædagogiske evner vil uden tvivl stille sig til rådighed. Og skolelærere disponeret for kreativ udfoldelse skal blot som start have lidt efteruddannelse.

Jeg forsøgte i min rektorperiode – sammen med forstanderen for Zahles Seminarium – at kreere en ny fireårig uddannelse for skolelærere, hvor de to af årene skulle helliges Zahles faglinier. Resten af uddannelsen lå på teaterskolen sammen med eleverne der.

Alle, vi der var involveret i planlægningen, brændte for denne teaterpædagoguddannelse. Men ilden blev slukket af embedsmandsbureaukrati og magtbrynde hos smålige fuldmægtige-paver, og jeg forlod Teaterskolen i utide. Trist.

Men nu er tiden inde, hvor vi, der vil kulturen, må involvere os. Vi må sammen med trekløverministrene give vore børn og børnebørn en portion ”rousseausk” styrke, dannelse og godhed. Vi må give dem hjertets visdom.