KRONIK: Da revselsesretten definitivt blev afskaffet i Danmark i 1997 var det et klart signal om, at man ikke længere på nogen måde ville acceptere, at fysisk og psykisk afstraffelse blev anvendt som et opdragelsesmiddel. Der måtte en anden form for autoritet til i opdragelsesarbejdet, både hos forældre og hos lærere og pædagoger med videre. Og godt for det.
Men med mine 71 år på bagen og med en mangeårig erfaring som socialrådgiver kan jeg ikke lade være med at gøre mig nogle tanker om, hvad der rent faktisk er sket i kølvandet af revselsesrettens afskaffelse. Historien om revselsesretten og dens afskaffelse er i korte træk følgende:
Revselsesretten har aner tilbage til 1683, hvor Christian den Femtes Danske Lov (stk. 6-5-5, 6-5-6 og 6-9-4) har udtrykkelige bestemmelser. Her angives det at, ”Husbond maa refse sine Børn og Tyende med Kæp eller Vond, og ej med Vaaben”.
De gamle lovbestemmelser blev ophævet med straffeloven af 1866, men dermed var revselsesretten som sådan ikke afskaffet. Det skete kun lidt efter lidt og i forskellig takt på de forskellige områder. I 1911 ophævede man retten til at prygle volds- og seksualforbrydere. '
I 1921 blev med medhjælperloven mandens ret til at slå sin hustru og sit tyende endeligt ophævet. Mesters ret til at revse lærlinge blev ophævet i 1937. I 1951 blev legemlig afstraffelse ophævet i de københavnske kommuneskoler, men først i 1967 afskaffede man med spanskrørscirkulæret læreres ret til overhovedet at slå elever.
I de følgende årtier, hvor de andre nordiske lande afskaffede forældres revselsesret, indførtes i Danmark i 1985 en bestemmelse i myndighedsloven, der lød: ”Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.”
Den formulering blev siden opfattet som tvetydig, fordi der kunne rejses tvivl om, hvorvidt pligten til at beskytte barnet også medfører, at den pågældende forælder har pligt til ikke selv at volde barnet skade. I 1997 fandt Folketinget efter længere tids politisk debat derfor behov for at tydeliggøre formuleringen og på den måde utvetydigt afskaffe den sidste rest af revselsesretten.
Konkret skete lovændringen ved at ændre ovenstående formulering i det, der nu hed lov om forældremyndighed og samvær, til: ”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”
Denne formulering er senere videreført i forældreansvarsloven (§ 2 stk. 2), som pr. 1. oktober 2007 erstattede lov om forældremyndighed og samvær.
Efter afskaffelsen af revselsesretten er vold mod børn strafbart efter straffeloven i samme omfang som vold mod andre.
Hvad blev der så i det pædagogiske arbejde, både i hjemmene, i skolerne og institutionerne sat i stedet for revselse som en primitiv magtdemonstration? Min oplevelse er, at der – lidt firkantet sagt – opstod ”et magt-tomrum”. Hvem skulle bestemme, børn eller voksne ?
Stadig mere blev til forhandling, selv med helt små børn fra tre til fem år. Hvad vil du gerne have til morgenmad? Hvilket tøj vil du gerne have på i dag? Og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at børn også skal opdrages til at kunne vælge. Men forhandlingspædagogikken har udviklet sig med stigende styrke. Det er blevet stadig sværere for mange voksne at ”træde i karakter”.
Der er næppe tvivl om, at børnenes mulighed for at vælge selvfølgelig skal afpasses efter deres alder. Men at være fritaget for selv at skulle vælge i forskellige situationer kan på forskellige alderstrin også give en øget tryghed hos barnet. Men når der er travlt i en stresset hverdag for børnefamilierne, og latente konflikter lurer under overfladen, hvad gør man så? Også forældre har jo en mental grænse for, hvad man magter.
Jeg husker et glimrende eksempel, som professor emeritus Per Schultz Jørgensen har i sin bog: ”Styrk dit barns karakter” (Kristeligt Dagblads Forlag 2014). En mor og hendes fireårige søn, Mathias, er på vej ud af storcentret med hver sin pose – og Mathias forlanger at blive båret. Moderen fastholder, at det kan han ikke blive og siger til ham: ”Du er træt, det er jeg også – nu sætter vi os på bænken derhenne og hviler os, og så siger du til, når du er klar.” Moderen fastholder altså Mathias i, at han skal bidrage med det, han kan.
Der er en arbejdsfordeling og en ansvarsfordeling, der skal fastholdes mellem børn på forskellige alderstrin og deres voksne. Men det er, som om der i kølvandet af revselsesrettens endelige afskaffelse har udviklet sig en modvilje hos mange voksne mod at træffe beslutninger og guide børnene og de unge i givne situationer. Eller også eksploderer voksne fuldstændig på grund af oparbejdet og undertrykt afmagt og vrede.
Der er næppe tvivl om, at der fortsat uddeles klø til ikke helt få børn i Danmark. Således viste en SFI-undersøgelse fra maj 2011, at 22 procent af alle treårige får et dask over fingrene.
Undersøgelser viser, at cirka 3000 børn udsættes for grovere vold, for eksempel slag med redskab eller slag i hovedet, som resulterer i skader eller risiko herfor. Og cirka 33.000 børn/unge lever i familier, hvor der udøves vold, hvoraf en del af børnene selv udsættes for volden.
I det magttomrum, der efter min opfattelse er opstået over en årrække mellem børn og voksne, måske som en konsekvens af revselsesrettens afskaffelse, er der meget brug for at genopdyrke en pædagogisk praksis, hvor rollefordelingen mellem børn og voksne finder et nyt leje. Og hvor den naturlige tryghed i rollefordelingen genopstår, både hos børn og voksne. Med andre ord er der nogle værdier med tilhørende pædagogisk praksis, der skal ”operationaliseres”, altså kunne omsættes til dagligdagen.
Jeg tænker, at værdier som tryghed, nærvær, udvikling, udfordring, frigørelse, selvværd og fællesskab er nogle af de helt grundlæggende i alt opdragelsesarbejde. Og selvfølgelig med et underlæggende tema om kærlighed, som har med hjerteblod at gøre.
Jeg er overbevist om, at mange, både forældre og professionelle fagpersoner bakser med håndtering af grundlæggende pædagogiske værdier. Og der er brug for al mulig støtte til de voksne til at udvikle personlige og frugtbare værdier i opdragelsesarbejdet. Og evne til at omsætte værdierne i det daglige samvær med børnene.
Også inden for området ”anbragte børn og unge” er der problemer med at finde en balance i forhold til, hvornår og hvordan magt skal anvendes over for for eksempel meget udadreagerende børn og unge. Fra ministeriel side har der været gang i et større udredningsarbejde (betænkning nummer 1551 fra marts 2015 fra Udvalget om magtanvendelse på anbringelsessteder for børn og unge). Det svære tema er, hvornår det af omsorgsmæssige grunde kan være påkrævet og tilladt at bruge fysisk magt (som selvfølgelig ikke må forveksles med fysisk afstraffelse).
Afsluttende vil jeg nævne diagnose-eksplosionen inden for børne-og ungdomspsykiatrien som en mulig konsekvens af det magttomrum, jeg har omtalt ovenfor. Børn med diagnoser er blevet en stadig større del af hverdagen i danske institutioner. I de seneste 15-20 år er der sket en voldsom stigning i antallet af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose og kommer i behandling. Den mest udbredte diagnose er ADHD, som især drenge får.
Er et stigende antal diagnoser til børn også blevet en af konsekvenserne af, at det basale opdragelsesarbejde ”sulter” efter næring og vitaminer? Måske.
Jørgen Breindahl er socialrådgiver
