VI MÅ HAVE OPMÆRKSOMHED på vores kropsholdning og åndedræt foran skærmene. Hvordan ”taler” kroppen til os, og lytter vi til den og samarbejder? Mange ønsker at mærke mere glæde i livet. De fleste af os har overaktivitet i vores hoved og er for lidt til stede i kroppen. Vi kan ikke bare tænke os til glæde, den må føles og sanses i kroppen.
I takt med øget digitalt brug hører jeg som psykolog flere tale om indre uro, spændinger og smerte i kroppen samt angst og depressive tendenser. Forældre henvender sig i øget omfang med børn og unges dårlige humør og tristhed.
Vores accelerationssamfund forplanter sig let i vores krop og sind, hvis vi ikke er opmærksomme. Vi ved ikke altid, hvordan vi har det. Eller også ved vi det, men tager det ikke alvorligt nok. Hvem kender ikke til, at kroppen ”fortæller” os, at den har siddet stille for længe foran skærmen, men at vi bliver siddende?
HVAD SKER DER I KROPPEN foran skærmen? Vi bøjer os forover, og overkroppen hænger. Vores hoved vejer, og vi har på kort tid udløst nok stresshormon til en mindre depression. Der er en sammenhæng mellem kropsholdning og fysisk og psykisk trivsel. Kropsholdningen indvirker på åndedræt, tanker, følelser og adfærd.
Vores kropsholdning, åndedræt og tanker påvirker os konstant, ofte uden at vi tænker på det. Stivhed, spændinger, smerter i kroppen og dårligt humør kan relateres til et begrænset og tilbageholdt åndedræt. Sidder man meget foran skærme, er der risiko for et holdt åndedræt, der kun trækkes øverst i brystkassen. Børn og unge, der spiller meget, hvor det kan føles som ”liv og død”, er ofte anspændte. De holder vejret og spænder i kroppen. Hvis denne ophobede energi ikke forløses rent fysisk, har vi det dårlige humør, uro og rastløshed.
Der kan hos nogle børn og unge observeres et mindre knæk i nakken, smartphoneknæk. Det er vigtigt at rette ryggen og holde hovedet højt, når vi ser på mobilen. Ikke bøje hovedet, men løfte mobilen og ikke skuldrene for meget frem. En foroverbøjet stilling medfører, at vi lukker af for vores vigtigste muskel, åndedrætsmusklen i mellemgulvet. Den kan have trange kår i en digital verden.
CIRKA 90 PROCENT af vores energi kommer fra åndedrættet. Vores vejrtrækning viser, hvordan vi har det, og hvordan vi har det, afslører vores vejrtrækning. Vi kan øge kvaliteten af vores vejrtrækning. Alle vores kropsdele og kropsfunktioner er afhængige af vores åndedræt, hvor meget ilt vi via indåndingen får sendt rundt i kroppen.
Vi trækker i gennemsnit vejret cirka 20.000 gange om dagen. Ved indåndingen øges vores puls, og ved udåndingen sænkes vores puls. Des mere balance der er mellem ind- og udåndingen, des mere ro og balance skaber vi i os.
Åndedrættet er under vores viljes kontrol, når vi er opmærksomme på det. En livgivende indånding kommer helt ned i maven, så den både udvider sig fortil, i siderne og bagtil.
De fleste af os holder vejret for meget og får ikke tømt os selv ordentligt for luft. Udåndingen er vigtig, da cirka 70 procent af kroppens affaldsstoffer udskilles via udåndingsluften.
Uro, spændinger, smerte og manglende energi har ofte rod i en overfladisk vejrtrækning. Åndedrættet forbinder krop og bevidsthed, hjerne og hjerte. Når vores åndedræt er aktivt og i harmoni, kan vi tænke, føle og sanse samtidig.
VI BLIVER OVER TID AFHÆNGIGE af alt, hvad vi foretager os. Vi gentager automatisk adfærd, der belønnes. Vi har både et bevidst og et ubevidst sind, hvor vi størstedelen af tiden er i vores ubevidste, automatiske system. Her er det vores vaner, der styrer, hvilket er udmærket, hvis de er gode og gavnlige.
Men vi har alle indøvet vaner, der er dårlige for os, og også nogle, der er direkte skadelige.
Digital afhængighed er i år kommet på WHO’s liste over diagnoser. Det, der kendetegner afhængighed, er, at vi kan fortsætte med det, vi har vænnet os til, på trods af ubehag og negative konsekvenser.
Mange lider af aktivitetsafhængighed. En ukontrollabel trang til at gøre noget af frygt for bare være alene med sig selv uden stimulation udefra. Det er så let at gribe mobilen, aflede og dulme os, hvis vi føler indre uro. Vores skærme kan både stresse os og berolige os.
Vores krop holder af, at vi lytter til, hvad den har brug for. Gør vi ikke det, forsøger den at fortælle os tydeligere, at den ikke har det godt. De små signaler bliver så til større advarselstegn, hvis vi ikke tager dem alvorligt. Kroppens sidste udvej kan være at udvise smerte og sygdomssymptomer for at få os til at vågne op.
Kroppen kaldes også for bevægeapparatet. Det betyder, at den er skabt til at være i bevægelse. Vi er skabt til at være fysisk aktive. Krop og psyke hænger uløseligt sammen og påvirker gensidigt hinanden. Vi påvirker konstant os selv ofte uden at registrere, om det er en kærlig eller ukærlig påvirkning.
VI KAN I VORES ELEKTRONISKE tidsalder komme for langt væk fra at mærke os selv og vores dybere behov. Det digitale kan let ”vælge og fange” os, og vi kan miste evnen til vores indre styring.
Vi udsættes for og kan udsætte os selv for mange distraktioner. Hjernen programmeres så til at blive mere distraheret, hvis vi ikke arbejder bevidst med at skabe det fokus, vi ønsker. En vigtig kvalifikation i dag er at kunne holde fokus og at kunne modstå distraktioner.
Er det os, der vælger, eller lader vi os vælge? En smartphone har adgang til den elektroniske verden 24 timer i døgnet. Det kræver disciplin. Vi er udsat for fristelser overalt, der er hektisk kamp om vores opmærksomhed.
Hjernen bliver hurtig beslutningstræt, og så vælger vi ikke bevidst, at det, der viser sig på skærmen, vælger vores opmærksomhed.
Når det digitale styrer os, er vores krop i en alarmtilstand. Der er noget, der har taget over. Mere vil have mere, og hvornår skal jeg stoppe? Det stresser og belaster vores system, og det er så nærliggende at dulme os med mere digitalt eller søge trøst i at putte noget i munden, eller hvad vi hver især kan dulme os med. En ond cirkel er i gang.
Børn og unge har ikke samme bevidsthed som vi voksne. Det er svært for dem at stoppe af sig selv foran skærmene, der er hele tiden noget nyt, der lokker. De har ofte tilbageholdt åndedræt grundet iver, nysgerrighed, spænding og koncentration.
Vi må hjælpe dem med at holde pauser, puste ud, rette ryggen, lave øvelser, danse, strække og ryste sig. Til at komme af med de stresshormoner, der ophobes i kroppen, som kun kan udskilles fysisk. Vi må hjælpe dem til at lytte til deres krop og til at handle på, hvad den har brug for.
VI VOKSNE KAN HAVE SVÆRT VED at få os selv fra skærmen, men vi må blive gode modeller. Afmægtighed og opgivelse kan melde sig, det dur ikke.
Børn og unge har brug for støtte til at kunne stoppe, når de ikke selv kan. Noget af det vigtigste er at lære dem at kunne stole på sig selv, kunne lede sig selv og at kunne udholde frustration.
Børn og unge ved ofte godt, hvad de har lyst til, men ikke altid, hvad de har godt af. De kan ikke på samme måde som vi voksne selv mærke, når skærmbrug gør dem urolige og i dårligt humør.
De har brug for voksne, som registrerer det, og som hjælper dem fra skærmen til gode alternativer.