Professor: Skal den lutherske reformation fortsættes?

Grundtvig stillede sig selv det spørgsmål tilbage i 1831 og svarede selv: Ja, naturligvis – men på Grundtvigs manér! Derfor stormede han frem med idéer om folkeånd og folkesuverænitet. Dette er et uddrag af bog om Grundtvig, som udkommer i dag

For at forstå, hvorfor Grundtvig fik behov for at markere afstand til sin store helt Luther, er det vigtigt at have for øje, at den danske stat før Grundloven 1849 ikke var en sekulær stat, men en evangelisk-luthersk stat, skriver professor Ove Korsgaard.
For at forstå, hvorfor Grundtvig fik behov for at markere afstand til sin store helt Luther, er det vigtigt at have for øje, at den danske stat før Grundloven 1849 ikke var en sekulær stat, men en evangelisk-luthersk stat, skriver professor Ove Korsgaard. Foto: Leif Tuxen.

FOR GRUNDTVIG BLEV DET et varsel og en kilde til stor inspiration, at han var født præcis 300 år efter Luther – i 1783. Han betragtede nemlig sig selv som en, der talte Luthers sag i en ny tid. Allerede i 1831 stillede han det retoriske spørgsmål: Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes? Og han svarede selv i skriftet med samme titel: Ja, naturligvis skal reformationen fortsættes – men på Grundtvigs manér! Som et af ”Luthers ægte Børn” var han overbevist om, at han skulle føre den lutherske reformation videre, og at ”Morten Luther slet intet har imod sådanne efterfølgere som jeg er”. Grundtvig var uhyre bevidst om, at det var nødvendigt at gøre op med flere af Luthers synspunkter og ikke mindst med Luthers virkningshistorie. ”Efter nu i trehundrede år at have prøvet denne lutherske oplysning og set dens virkninger,” er der ingen grund til at imponeres.

I EN ”MINDETALE OVER LUTHER” i 1842 gjorde Grundtvig det klart, at nok var Luther stor, men historien ikke statisk. ”Ja, mine venner, jeg er ingenlunde af dem, der mener, at vi skal stå stille ved, hvad Martin Luther gjorde for 300 år siden, thi kun døden står stille, livet er altid i bevægelse (…). Men jeg vil ikke stå stille ved nogen grav, ikke selv ved Herrens, og mange siger derfor om mig, at jeg er ingen ægte lutheraner.” Hvad han heller ikke var, altså ægte lutheraner.

I 1834 tog Grundtvig et skridt, der uden tvivl ville have rystet Luther, idet han i afhandlingen ”Den danske Statskirke” upartisk betragtet argumenterede for, at statskirken skulle være en konfes

sionsløs kirke, det vil sige en kirke uden tilknytning til et bestemt trossamfund. Statskirken skulle indrettes som en juridisk-økonomisk ramme om selvstændige frie menigheder, herunder fremmede trossamfund såsom ”calvinister, katolikker, jøder” og ”kvækere”. Nogle år senere gentog Grundtvig i ”Talen til Folkeraadet om Dansk Kirkefrihed” sit forslag om en fri kirkeordning, idet han understregede, at statskirken var et aldeles verdsligt begreb, der omfattede enhver trosretning – ”kristelig, jødisk, tyrkisk eller hedensk”.

HVOR RADIKALE GRUNDTVIGS synspunkter var, kan illustreres ved at inddrage myndighedernes fremfærd over for baptisterne, der var kommet til Danmark via Tyskland og havde oprettet Nordens første baptistmenighed i København 1839. Baptisternes praksis med voksendåb udfordrede det danske politisk-religiøse system i en sådan grad, at Kancelliet i 1842 opfordrede til at gennemføre tvangsdåb af baptisternes børn, inden de blev otte år. At regeringen fastholdt krav om barnedåb, hænger sammen med, at borgerne i Danmark juridisk var defineret som luthersk kristne og dermed medlem af en evangelisk-luthersk stat. Grundlaget var Danske Lov, 1683.

Præsterne gjorde i betragtelig grad fælles sag med landets politi og tvangsdøbte udøbte børn af baptistforældre. I første halvdel af 1840’erne blev cirka 30 baptistbørn døbt enten i kirkerne eller ved hjemmedåb, mens forældrene passivt så til. Baptisternes leder, P.C. Mønster, blev fængslet fem gange i løbet af fire år og sad inde to år i alt.

Grundtvig tog skarpt afstand fra den forfølgelse, statsmagten iværksatte mod baptisterne, og vendte sig ligeledes mod tvangsdåb. Det var der også andre gejstlige, der gjorde. Men da Grundtvig i 1842 foreslog, at baptisterne skulle sikres en plads inden for statskirkens rammer, stod han ret alene med det synspunkt.

FOR AT FORSTÅ, HVORFOR GRUNDTVIG fik behov for at markere afstand til sin store helt Luther, er det vigtigt at have for øje, at den danske stat før Grundloven 1849 ikke var en sekulær stat, men en evangelisk-luthersk stat. Denne sammenvævning af stat og kirke, kronen og alteret, udgjorde en blokering for udvikling af en nationalstat. Grundtvig indså før de fleste, at enevældens statskirke blev udfordret af idéen om folkesuverænitet.

Det helt centrale spørgsmål var: Hvordan skulle den magt, som folket tilkendes i en nation og i et demokrati, forstås i forhold til den magt, Gud tilskrives i Bibelen? Er der tale om to fundamentalt forskellige former for magt, der udøves i hvert sit adskilte rum, et religiøst og et politisk? Eller er der tale om én og samme form for magt, hvor folkets magt ses som underordnet Guds magt?

Spørgsmålet har siden midten af 1800-tallet martret såvel teologer som lægfolk og givet anledning til en lang række lærde værker, der dog sjældent udmærker sig ved stringente svar på spørgsmålet.

Den mest almindelige måde at håndtere udfordringen på var at ”modernisere” Luthers opfattelse af de to regimenter – det åndelige og det verdslige – ved at etablere to adskilte rum og placere kirken i det åndelige rum og staten i det verdslige. Religion og politik blev separeret, det samme gjaldt Guds magt og folkets magt. Gud fik tildelt det åndelige rum, og demokratiet det verdslige.

Frem for at tillægge Luther synspunkter, han aldrig havde haft, gjorde Grundtvig i stedet op med flere af Luthers synspunkter. I sin afhandling ”Om Kirkehistorie” kritiserede han således Luther for ikke at have sans for folkeånden. ”Samler vi nu den kristelige oplysning hos Luther i en hovedsum, da består den deri, at kun den Helligånd, og intet menneske eller nogen stand, er Herrens statholder på Jorden.” Hvad Grundtvig savner hos Luther, er forståelse for folkeånden som Helligåndens medarbejder. Han opgiver ikke begrebet helligånd, men Helligånden skal understøttes af den folkeånd, der er indlejret i modersmålet for at røre hjertet.

DEN TEOLOGISKE DISKUSSION om folkeånd og Helligånd kan synes verdensfjern og uden samfundsmæssig relevans. Men i virkeligheden handler den om det yderst prekære spørgsmål: Hvordan skal forholdet mellem religion og politik, kirke og stat, forstås og reguleres?

Når Luther i 1500-tallet ikke opererede med begrebet folkeånd, hænger det sammen med, at han ikke funderede sine forestillinger om kultur og politik i begrebet folk. Når Grundtvig gjorde det 300 år senere, skyldes det, at han tilsluttede sig idéen om et kulturelt – og efterhånden også et politisk – system baseret på folkesuverænitet.

Langtfra alle var enige med Grundtvig og hans bestræbelser på at udvide begrebet ånd til også at omfatte folket. Ifølge præsten Kofoed-Hansen, som var Søren Kierkegaards discipel, fandtes der intet som helst i kristendommen, der støttede den nye nationalitetsidé. Kofoed-Hansen forholder sig yderst skeptisk til begrebet folkeånd. Kun hvis ”folkeånden giver sig ind under Helligåndens tugt”, kan den udrette noget frugtbart for menneskeslægten. Desværre var det ikke tidens tendens, tværtimod. Folkeånden var blevet ”den nyere tids idol”.

I Norge var modstanden mod begrebet folkeånd endnu stærkere. Den norske biskop Gisle Johnson, der var professor i teologi på Oslo Universitet, betragtede Grundtvigs syn på folket, folkeviljen og folkeånden som en trussel mod kristendommens position som identitetsdannende centrum.

At føje folkeviljen ville ifølge Gisle Johnson føre til samfundsopløsning. Den liberal-demokratiske forestilling om folkeligt selvstyre var en ukristelig vildfarelse, der på sværmerisk vis sammenstillede Helligånden med folkeånden. Gisle Johnson sørgede for, at de spirende grundtvigske tendenser i den norske statskirke blev nedkæmpet.

Selvom Grundtvig ikke var blind for de farer, der var forbundet med de fremstormende idéer om folkeånd og folkesuverænitet, valgte han at imødegå faren ved at argumentere for oprettelsen af en ny dannelsesinstitution, en folkehøjskole, der skulle sikre, at det hele ikke gik så galt, som Kofoed-Hansen og Gisle Johnson frygtede.