I folkekirken er man klar over denne situation, som nu foranlediger en seriøs diskussion om, hvorvidt folkekirken skal skabe sit eget logo
Ifølge avisoverskrifterne skal folkekirken nu have et logo, og det er der som med alt andet vedrørende folkekirken delte meninger om. Folkekirken har som institution aldrig har haft et logo, men den har som kristen kirke et symbol, som den deler med resten af den kristne verden på tværs af tid, sted og kirkelig retning. Nemlig korset.
LÆS OGSÅ: Logo skal give folkekirken visuel identitet
Nok optræder korset med særegne udformninger, med eller uden den korsfæstede, med ekstra tværbjælke eller ornamenter. Men selve korset som kristendommens kernefigur har der sjældent været uenighed om.
Og der har heller ikke været tale om et nyt symbol for kirken som sådan. Men om en visuel identitet og en genkendelig ramme om den danske institution, der kaldes folkekirken.
Engang havde kirken sit eget medie, et af de store og dominerende, endda. Kirkebygningen var byens største forsamlingssted med talerstol og udvalgte talere. Ingen var i tvivl om, hvem der var afsender. Tilstanden kunne nærmest sammenlignes med de gode gamle monopoldage, hvor den trykte presse og statsradiofonien havde kronede tider. Hvor det at få adgang til massemedierne var lige så vanskeligt som at bygge sin egen kirke med tårn og klokker.
Men tiderne har ændret sig.
Adgangen til medierne er med internet, sociale medier og et væld af platforme blevet demokratiseret. Og i en vis grad decentraliseret.
Man kan være til stede på mange platforme på én gang blandt et hav af stemmer i mediestrømmen, og alle kan komme til orde. Der er talerstole alle vegne, og afsender og platform er ikke længere synonymer.
Afsender identificeres via farver, former og lyde med en signalværdi på linje med navnet og produktet. Som det store gule M i McDonalds.
Tendensen har sat sig igennem også uden for det kommercielle marked. Institutioner, der ikke tidligere har skullet forhandle deres position i det danske samfund, fordi de var en del af staten, har i det postmoderne samfund måttet agere på markedets vilkår og gøre reklame for sig selv gennem en klar visuel identitet.
Relanceringen af Told og Skat som bare Skat med bløde former og en smilende kongekrone er et godt eksempel. Kommunerne får tegnet nye værdiladede våbenskjolde, mens DRs koncerthus fik ændret sine Eer til 3-taller for at vise, at dets public service-forpligtelse nu også favner den unge koncertgænger.
Nu er turen så kommet til folkekirken. Dens position i det danske samfund er sat til forhandling, og dens økonomiske grundlag er truet. I den sammenhæng kan det kan virke som ren oprustning at ville lancere en visuel identitet.
Nogle vil mene, at det er bedre at lade være. For mens en visuel identitet i positiv forstand kan være udtryk for en anerkendelse af, at der er andre agenter på markedet, man skal kunne skelnes fra, så kan den i negativ forstand virke som en markedsgørelse af sig selv.
Som at gå fra at være det vand, som forskellige kommunale og lokale vandværker hiver op af jorden og leverer til borgerne, til at være en sodavand blandt mange andre på supermarkedets hylde.
Men med det sekulariserede samfund og opgøret med de store monopolinstitutioner som en realitet nytter det ikke at fastholde, at folkekirken som institution er det rene, naturlige vand og som sådant ikke behøver mærkat eller varebetegnelse.
Begrebet den evangelisk-lutherske kirke og betegnelsen folkekirken er jo varebetegnelser, og bygningerne, organisationen og de opgaver, som institutionen løser i samfundet, kan sagtens betragtes som produkter, man kan brande og give en visuel identitet.
Men skal man så det? Skal rustvog-ne, vielsesringe og dåbskjoler have et folkekirkeligt logo, så alle kan se, at de får noget for pengene? Skal alle kirkeblade være ens, og alle kirkegårde have samme indgangsportal, og skal folkekirken annoncere i dagspressen for det gode budskab?
Man må indrømme, at med en fælles visuel identitet og et logo kommer denne mulighed til at findes, mens man nu kun kan bruge korset eller den lokale kirkes navnetræk.
Ligeledes opstår muligheden for at bestemme, hvem der må anvende designet. Må Folkekirkens Nødhjælp? Må valgmenigheder? Må sognepræsten i sin annonce for privat psykologhjælp?
Folkekirken får med et logo og et visuelt design muligheden for at opruste og centralisere sin kommunikation og for at genskabe sin egen monopoliserede medieplatform som i de gode gamle dage. Hvis man vil det.
Men man kunne også forestille sig en helt anden tilgang til projektet. En tilgang, der ligger langt mere i tråd med både den medievirkelighed, som omgiver os i dag, og med den selvforståelse, som kirken har fået igennem det seneste århundrede. En selvforståelse, der netop hylder det decentrale og det lokale initiativ.
Folkekirken kunne vælge at brande sig selv som den myriade af forskellige stemmer, som den udgøres af, ligesom den kunne vælge at lade den visuelle identitet være et åbent tilbud om en ramme, der giver mulighed for identifikation, når man synes, at det er nødvendigt. For det kan være nødvendigt.
Skønheden ved, at de lokale kirker bærer kommunikationen hver for sig, har den svaghed, at synergien mellem folkekirkens mange kirker og menigheder ikke træder tydeligt frem.
I folks bevidsthed bliver det netop deres kirke, der tilbyder babysalmesang, netop deres præst, der er mægtig god, mens andre menigheders gøren og laden kun tegnes ved de historier, der rammer medierne. Og mediernes logik gør, at det er politiske sager, lokale konflikter eller de markante holdninger, der får mest opmærksomhed.
Her vil en fælles visuel identitet kunne styrke indtrykket af, at der er en sammenhæng mellem det lokale og det nationale, og skabe en genkendelighed omkring alt det, som også er folkekirken, og lokale og frivillige initiativer blive tilbudt en enkel og tilgængelig visuel ramme, der forhåbentlig vil signalere kvalitet og troværdighed.
Ordet folkekirke har længe været kendt som en sproglig markør, og en visuel ramme kan være en visualisering af dette begreb og en måde at forholde sig på til de vilkår, som mediernes måde at fungere på skaber.
Firmaet Jacob Jensen Design er efter en EU-udbudsrunde blevet valgt til at udarbejde en visuel identitet for folkekirken, og man regner med at kunne offentliggøre et koncept i slutningen af året.
De folkekirkelige organisationer, repræsentanter fra stifterne og fra Landsforeningen af Menighedsråd er inviteret til at deltage i den arbejdsgruppe, der i de kommende måneder skal beslutte, hvordan en sådan identitet skal udarbejdes, og hvilke behov den skal kunne opfylde.
Jeg håber for arbejdet, der nu går i gang, at det vil blive mødt af et bredt engagement, sådan som der lægges op til.
Det vil kunne sikre, at der udvikles en visuel identitet, der kan rumme de lokale forskelle, og understøtte den lokale kommunikation uden at overdøve eller ensrette. Og at den værktøjskasse, der udvikles, kommer til at svare til de behov, der er, og derfor vil blive brugt.
Personligt vil jeg mene, at man i processen med fordel kan skelne mellem det at ville brande folkekirken, og det at ville brande kristendommen. For mon ikke korset, Guds Ord og forkyndelsen i al sin forskellighed gør arbejdet så ganske glimrende?
På www.kendetegn.folkekirken.dk og på Facebook kan man indsende billeder og tegninger, og materialet vil indgå i den kreative proces hos Jacob Jensen Design. Projektet støttes af omprioriteringspuljen.