Prøv avisen
Kronik

Skal forsagelsen ud af trosbekendelsen?

Djævelen på prædikestolen i Vejerslev Kirke på Mors. Rød og med stramme balder, hale, tryne og flotte kløer. Sådan så præstens søn ham i 1945 fra første bænkerække, mens hans far prædikede.

Danmark er det eneste luthersk-evangeliske land, som har forsagelsen i trosbekendelsen. Professor og billedhugger Hein Heinsen mener, at det er på tide, at vi fjerner forsagelsen af Djævelen, og kommer her med sit bud på en ny trosbekendelse

Danmarks Radio P1 har i udsendelsen ”Tidsånd” bedt om forslag til nye formuleringer af trosbekendelsen. Jeg blev også inviteret. Jeg syntes, det var en fin idé at overveje den gamle tekst og forsøge at gøre den forståelig for nutidens mennesker. Men jeg nåede hurtigt frem til, at jeg ikke ville lægge vægt på forståeligheden, men tænke over, hvorfor der i bekendelsen står, hvad der gør.

Trosbekendelsernes mening historisk er, som jeg forstår dem, at afgrænse kirkens og menighedens tro fra kætterier især af idealistisk og udialektisk art. Den vigtigste kamp står om filioque: Udgår Helligånden fra både Gudfader og Gudsøn eller kun fra Gudfader?

Det faldt mig straks i øjnene, at den apostolske trosbekendelse her i landet begynder med en forsagelse af Djævelen. Det skyldes blandt andet Grundtvig, som udtrykker sig således:

”Kirken beraaber sig herved udtrykkelig paa Herrens Befaling, at alle de, som vil høre ham til, være Christne, skal døbes i Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn, men i sit eget Navn forlanger Kirken af alle, som vil døbes, sin Troes høitidelige Bekjendelse, og en ligesaa høitidelig Krigs-Erklæring mod Djævelen, alle hans Gierninger og alt hans Væsen.” (Grundtvig, Theologisk Maanedsskrift, 1826, bd. 6, s. 117-19).

Men først med Biskoppernes Vejledning 1949 bliver trosbekendelsen, sammen med forsagelsen, et fast led i gudstjenesten.

Forsagelsen er “en ligesaa høitidelig Krigs-Erklæring mod Djævelen, alle hans Gierninger og alt hans Væsen”, siger Grundtvig. Det er herren, som befaler bekendelsen, men kirken som befaler forsagelsen. Så selv hos Grundtvig er bekendelse og forsagelse ikke vægtet lige. Men er forsagelse en ”krigserklæring”, og er Djævelen et brugbart udtryk for det, vi forsager?

I Fadervor står “Fri os fra det onde”. Kunne vi selv forsage det onde, havde Jesus næppe lært os at bede Gud om at fri os og slet ikke om ikke at lede os i fristelse. Her regner vi med, at Gud ved, hvad vi beder om. Havde første led i trosbekendelsen været en bøn, “Fri os fra Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”, kunne jeg til nød forstå det.

Ordet Djævelen har ikke begrebslig dybde, størrelse, kraft eller bevægelse til at være Guds modstander.

Ondskabens mysterium er i forsagelsen netop ikke udfoldet, som kærligheden er i den treenige Gud. Vi kan ikke forsage det, vi ikke kan forholde os til eller forstå.

Vi ved kun, hvem Gud er, fordi han har vist sig i Jesu ord og handlinger.

Uden bevægelserne i treenigheden er der ingen kristen Gud. Det er den handlende Gud, vi bekender os til. Det er Gud i tiden – derfor filioque. Det vil sige at Guds ånd, Helligånden både udgår fra Far og Søn.

Forsagelsen optræder som et fjerde element i trosbekendelsen, og dette svækker både enheden og bevægelsen i den treenige Gud. Djævelen er i bekendelsen ikke en dialektisk figur, der som Gud udfolder sig i tiden. Han er en statue – en totalitær skikkelse. En stengæst. Kan han være det?

Det tror jeg ikke. I så fald ville Djævelen måske svare til Gud i den “immanente trinitet”. Han, som ifølge Luther “ikke kommer os ved”. En sådan djævel kan vi ikke udfolde og slet ikke forsage.

Eller tænk mere nutidigt; Djævelen som den store tomme kapitalboble, der kredser om jorden og med mellemrum lander og skaber lidelse, død, sult, krig, bankerot og arbejdsløshed og samtidig umådelig rigdom. Hvis boblen er djævel, hvordan forsage den? Kommunisme? Socialisme? Eller Adolf Eichmanns ingeniørkunst (jævnfør Hannah Arendt, ”Eichmann i Jerusalem”). Hvordan forsage den?

Eller forskningen, som førte til atombomben. Hvordan forsage den?

Eller de tusinder af kemiske forbindelser, vi har ledt ud i den gudskabte natur. Hvordan forsage dem?

Eller hvordan forsage massemorderen Breiviks selvskabte computerhjerne. To psykiatere kunne over mange hundreder af sider ikke finde mening i hans ondskab.

Og vigtigst! Hvordan kan den danske folkekirke indføre en forsagelse i gudstjenestens trosbekendelse i 1949, når Luther ikke har forsagelsen med i sin store eller lille Katekismus, som hører til folkekirkens bekendelsesskrifter? Danmark er det eneste luthersk-evangeliske land, som har forsagelsen i trosbekendelsen.

I samtalerne i radioen om de nye formuleringer af trosbekendelsen, berørte ingen forsagelsen. Ja, den blev øjensynligt ikke opfattet som et problem af debattørerne: Biskop Marianne Christiansen, forfatteren Jens Smærup, professor i teologi Niels Henrik Gregersen og P1-vært Christoffer Emil Bruun.

Jeg mener, forsagelsen skal ud af trosbekendelsen. Og så kunne den måske se sådan ud, begrundet i det, jeg har lagt vægt på ovenfor:

1

Vi tror på een sand Gud

lys af lys

plastisk og trefoldig

som var, er og bliver.

2

Vi tror på

Gudfader, Gudsøn og Gudhelligånd,

der udfolder Gud

sammen og forskelligt.

3

Vi tror på

Jesus fra Nazaret, sand Gud, og sandt menneske.

Vi tror, at

Gud viser kærligheden til de mislykkede og urene som mening med livet.

4

Vi tror,

at Gudsøn i sin død på korset og i sin opstandelse af graven skaber et nyt liv fri for død og ondskab.

5

Vi tror på

Gudfader, der før universet, tiden og sproget

skaber himmel og jord

som en kiasme i rummet

det største i det mindste og det mindste i det største

i uendelig skønhed og gru.

6

Vi tror på

Helligånden, der udspringer af Gudfader og Gudsøn,

og som glæder, trøster og fornyer ethvert menneske hver eneste dag

og skaber samtale mellem mennesker over hele jorden.

7

Vi tror,

at Gud bliver til igen og igen i sin Helligånd og skaber nyt sprog og

kristne kirker i en verden opfyldt af penge og viden, men uden fælles horisonter.

Som han kunne have set ham i Morsø Folkeblad: Adolf Eichmann. Foto: AP