Skal jeg aflevere nøglen nu?

Undervisningsminister Margrethe Vestager har fremsat lovforslag om at lade lærer-, pædagogseminarier og andre mellemlange videregående uddannelser sammenlægge til såkaldte Centre for Videregående Uddannelser (CVU). Tanken er, at der skal være 8-10 af sådanne centre i Danmark. Nu funderer seminariebestyrelsen på Holbæk Seminarium og jeg over, om vi skal aflevere nøglen til seminariet den 1. juli i år eller snarest herefter. Vort problem er på den ene side, om den særlige danske læreruddannelsestradition kan overleve i et CVU og på den anden side, om institutionens interesse i fortsat at kunne uddanne lærere til det nordvestsjællandske område vil være sikret. Ordet seminarium betyder egentlig planteskole. Over det tema er der holdt mange festtaler i tiden løb. Ordet seminarium antyder noget om en form og et indhold båret af nogle grundlæggende værdier. Mon det også vil gælde for CVU'er? Dansk læreruddannelse har sin basis i et bestemt uddannelsessyn. For det første skal der være en sammenhæng mellem det faglige, det pædagogiske og det praktiske. Uden denne treklang er der ikke tale om læreruddannelse. Lærerens profession er undervisning. Her ligger f.eks. den afgørende forskel på gymnasielærerens uddannelse, hvor det faglige indlæres uafhængigt af og før det pædagogiske og det praktiske. For det andet har læreruddannelsen »dannelse« som mål. Det vil slagordsagtigt sige, at undervisning og opdragelse sigter mod menneskelivet i alle dets facetter og ikke kun en forberedelse til arbejdslivet. De to aspekter seminariefagligheden og dannelsen bør være læreruddannelsens kendetegn. Jeg vil personligt gerne føje et tredje aspekt til, nemlig at vejen til dannelse går gennem oplevelse. Den gamle Grundtvig-Koldske tanke, at mennesket skal gribes, før det kan begribe, er en sandhed, som dansk uddannelsestradition ikke bør lade gå i glemmebogen i disse IT-fikserede tider. De hjertelige erfaringer går forud for den rationelle tilegnelse af tilværelsen. Du skal lære at glæde dig over livet, før du skal begynde at ændre på det. Uden oplevelse af blomstens skønhed er der ikke meget ved at vide alt om støvdrager, kronblade og bægerblade. Begge dele skal vel at mærke med. Det logiske og faglige er ikke i modsætning til det oplevede. Fornuftens herredømme fører til snæversyn, men følelsernes eneråden ender lukt i virkelighedsflugt. På et seminarium skal man erfare, at »den har ej levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kært«. For nu at henvise til den gamle folkeopdrager endnu en gang. I mere end 200 år har uddannelsen af folkeskolelærere fundet sted ved seminarier. Men nu skal lærerseminarierne og i første række pædagogseminarierne sammenlægges til større enheder. Undervisningsministeriets embedsmænd og med dem ministeren har erfaret, at sådan noget som seminarier, sygeplejeskoler, sociale højskoler - de såkaldte mellemlange videregående uddannelser - er alt for små enheder, som kun har overlevet i Danmark. Alle andre lande som Norge, Sverige, Tyskland og Holland har for længst samlet disse institutioner i uddannelsescentre. I vort fædreland er der 195 videregående uddannelsesinstitutioner. I Norge har man 30, i Sverige 34, i Holland findes der 82. Tilsyneladende er vi håbløst bagefter. Norge er, som broderlandets undervisningsminister konkluderede efter et dansk norsk møde for uddannelsesledere på Schæfergården, lysår foran Danmark, når det gælder udvikling af de videregående uddannelser. Det kan vi jo ikke have, især ikke hvis væksten i nationalproduktet derved kan bringes i fare - og det kniber jo med børns læseindlæring i skolerne, hører man. Nu er undervisningsministeren trådt i karakter. Nu skal der ske noget. Lige netop i disse uger drøfter Folketingets medlemmer hele tre lovforslag om DPU, MVU og CVU. Disse betegnelser dækker ikke over nedlagte politbureauer i østlandene eller moderne svineslagterifusioner. Nej, ministeren foreslår, at der etableres et Danmarks Pædagogiske Universitet, at der vedtages en lov for de Mellemlange Videregående Uddannelser, og at der etableres Centre for Videregående Uddannelser. Det er et virkeligt stort projekt, som virker både ambitiøst og fremadrettet. Danmarks Pædagogiske Universitet skal være en helt ny institution, væsentligt bygget på Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagoghøjskole og Danmarks Pædagogiske Institut; men der er vel og mærke lagt op til noget helt andet. Det skal være et forskningstungt universitet, der skal ligge på et højt internationalt niveau. Her skal undervises på kandidat- og masterniveau samt gennemføres ph.d.-uddannelser. Til DPU skal knyttes et Learning Lab, Danmark (det kaldes det virkeligt), så har man også understreget det internationale pift endnu en gang. For første gang skal vi have en rammelov for den Mellemlange Videregående Uddannelser som lærer- og pædagoguddannelsen, socialrådgiveruddannelsen, sygepleje- samt ergo- og fysioterapeutuddannelsen. Vigtigt er, at disse uddannelser skal have forskningstilknytning. Det vil sige, at der skal udvikles en levende forbindelse mellem disse uddannelser og forskningen med universiteterne. Fra hovedsageligt at være orienteret mod praksis er den ideale tanke nu, at de mellemlange videregående uddannelser skal have et kvalitativt løft - ikke ved selv at blive universitetsuddannelser med forskning, men ved at få en nærmere tilknytning til forskningsverdenen. Endelig skal der dannes 8-10 Centre for Videregående Uddannelser. Det vil sige, at de nuværende seminarier skal sammenlægges i regionale centre. Meningen er ikke, at de nuværende uddannelsessteder i en region skal samles i et stort center, som man har gjort i de fleste andre lande. Ministerens vision er, at institutionerne forbliver, hvor de er; men indgår i et nærmere samvirke, herunder løsning af nye opgaver inden for grund-, efter- og videreuddannelser. Fra at være monoinstitutioner med en enkelt uddannelse som f.eks. lærer, pædagog eller sygeplejerske, så skal de nye CVU'er rumme mange forskellige uddannelser. Hovedargumentet for dannelsen af CVU'er er, at moderne uddannelser skal være udviklingsbaserede. Det vil sige, at der konstant skal arbejdes med fornyelse og udvikling af de faglige og pædagogiske miljøer, som de nuværende institutioner kan have svært ved at mestre alene. Der skal skabes bæredygtige læringsmiljøer med tilknytning til forskningen. Der skal arbejdes på tværs af uddannelserne i forskellige faglige og pædagogiske netværk. Der skal også skabes nye uddannelser, som kræver en vis økonomisk bæredygtighed. I dag stilles der store krav om konstant omstilling inden for alle erhverv. Det kræver stærke efter- og videreuddannelsesmiljøer, som de nuværende institutioner er for små til at løse. Den moderne teknologi stiller store krav om nye undervisningsformer, som kræver stor ekspertise. Endelig kan nævnes hele internationaliseringen, hvor de små institutioner har svært ved at klare det store udviklingsarbejde, som der er i den henseende. Der er med andre ord meget, som taler for, at ministeren har fat i noget rigtigt, når hun med sit lovforslag lægger op til sammenlægning af de mellemlange videregående uddannelser. Men det kan jo også være, at hun tager gruelig fejl. Lovgivningen bygger ikke på nogle forsøg eller tilbundsgående analyse af, hvordan de nye CVU'er kan komme til at fungere - og man har stort set ingen erfaringer med den specielt danske variation med mange geografisk spredte institutioner i CVU'er. Spørger man i de andre lande, som har været igennem fusioner, om de er glade for den nye udvikling, får man forskellige svar. Nogle ledere og medarbejdere er meget begejstrede for udviklingen, som har åbnet for nye muligheder især vedrørende forskning. Andre er mere skeptiske og oplever, at der ikke længere er den nære kontakt mellem lærere og studerende, som der var på de mindre overskuelige uddannelsesmiljøer. En nordmand udtrykte det på den måde: »Vi har fået mere uddannelse og mindre dannelse i læreruddannelsen. I Danmark tør man fortsat vægte dannelsen ved at opretholde lærerseminarierne; men I har jo også haft Grundtvig.« Selv om man har samlet forskellige uddannelser på et sted, så er der relativ lidt samvirke mellem disse. Sådan er det jo også ofte på universiteterne, hvor mange institutter lever deres eget isolerede liv. En ting er man dog enige om overalt: Bureaukratiet vokser. Forslaget om etablering af CVU'er er i bund og grund et stort visionært eksperiment, som ingen aner, om det kan realiseres. Mange rektorer og bestyrelser har det nok ligesom jeg, at de gerne vil være med i dette spændende eksperiment; men at de nødigt vil aflevere nøglen lige her og nu. Tænk hvis eksperimentet ikke lykkes. Så er man en del af et center uden mulighed for at tage vare på læreruddannelsen og den institution, som medarbejdere, ledelse og bestyrelse føler et stort ansvar for. Undervisningsministerens lovforslag bygger på, at de kommende CVU'er etableres ved, at de nuværende institutioner sammenlægges, enten øjeblikkeligt eller efter en treårig prøvetid. Hele idéen, som CVU'et bygger på, kunne lige så vel etableres som en formaliseret aftale mellem institutionerne i et område som ved sammenlægning. Men det vil ministeriet ikke. Forhåbentlig vil Folketinget. Vi er en del seminarier, der gerne vil åbne dørene for de visioner, som ligger i tankerne om CVU; men vi vil gerne beholde nøglen i første omgang. n ph.d., rektor for Holbæk seminarium