Prøv avisen
Kronik

Skal jeg arbejde mig selv halvt ihjel i ligestillingens navn?

Siff Marie Sahlholdt, Tidligere årsvikar som gymnasielærer, nu på barsel

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har lyst til at gå hjemme med min nyfødte søn i en periode. Så jeg passer ikke ind i Sofie Carsten Nielsens (R) kvindeformel. Men vi er efterhånden mange, der ønsker et andet liv, mens børnene er små, end det, som er tilrettelagt af staten, skriver kronikøren

KÆRE SOFIE CARSTEN NIELSEN (R). I søndags fødte jeg vores søn Ezra, og alligevel bruger jeg krudt på at skrive til dig nu, for der er nogle perspektiver, jeg har brug for, at du ser.

Ser du, jeg passer ikke ind i din kvindeformel, for jeg har lyst til at gå hjemme for en periode. Jeg har også lyst til at arbejde, bare ikke de næste par år. Bare ikke mens mit barn har så meget brug for mig.

Men ifølge dit indlæg er det enten- eller. Vælge enten at gå hjem til ”kødgryderne” eller at arbejde for ligestillingens skyld. Men kære Sofie Carsten Nielsen, så unuanceret er vores verden i 2019 jo ikke.

Du skriver: ”Vores frihed er (stadig) under angreb.” Jeg er helt enig. Min frihed til at vælge omsorgsform for mit barn er nemlig allerede politisk set ”besluttet” for mig. Dagtilbudslovens paragraf 32 siger, at tilskud ”til forældre med børn i (…) daginstitutioner (…) skal udgøre mindst 75 procent og forældrenes egenbetaling højst 25 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter”. På jævnt dansk: Staten betaler langt størstedelen af udgiften for børns institutioner.

Dette er godt, for ellers ville næsten ingen have råd til at sende deres børn af sted. Desværre er der bare ikke noget frit valg, for skulle du have lyst til selv at drage den primære omsorg for dine børn, mens de er små, så får du ikke noget af staten. Eller jo, måske gør du – hvis du er heldig at bo i en kommune, der tilbyder tilskud.

Det gør cirka halvdelen af kommunerne med et tilskud mellem 1800 og 7400 kroner før skat. Så når du i en kommentar på Facebook siger, det står forældrene frit for at varetage pasningen, så melder jeg mig meget uenig.

Du siger, at Dansk Folkeparti vil ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid”. Vi kan godt forenes i vores grundlæggende skepsis over for Dansk Folkeparti, men jeg er bange for, at du overdriver gevaldigt. Hvordan kan det være et skridt tilbage for kvinders rettigheder, at moderen (hvis det overhovedet er hende, der vælger at gå hjemme) bliver økonomisk anerkendt for det omsorgsarbejde, hun udfører?

LIGE NU ER DER FLERE OG FLERE familier, der overvejer og vælger hjemmepasning frem for institutioner. Mange gør det uden nødvendigvis at få tilskud af nogen art, men fordi de mener, det er det bedste for deres familie, og fordi de har lyst. Men det virker til, at dén frihed ikke er acceptabel hos Radikale Venstre. Man skal have frihed – men kun frihed til at vælge at arbejde, selvom børnene er små. Ellers bliver man økonomisk straffet.

I dit snævre billede af, hvad kvinder bør, er der ikke plads til en statslig støttet frihed til at gå hjemme. Jeg skal have lyst til at arbejde mig selv halvt ihjel, mens jeg har små børn, for så kan jeg bilde mig ind, at jeg både kan blæse og have mel i munden. Hurra for ligestillingen! Bare ærgerligt, at hverken jeg eller mine børn trives i det.

Du kommer til at fremstå noget tvetydig i din klumme, for det virker til at frustrere dig, at beboere i socialt belastede boligområder ikke får ret til tilskud hos Dansk Folkeparti.

Du skriver i hvert fald: ”For sker det, skal dit barn omvendt tvinges i daginstitution.” Jeg synes også, det er noget møg, at bopæl skal indikere forældreevne, men egentlig tvinges de fleste børn, uanset bopæl, praktisk talt i institution, fordi forældrene ikke har råd til, at en af dem går hjemme, blandt andet fordi vores skattepolitik er bygget, så familier med to indkomster tilgodeses.

Dertil har vi så også en kultur, der nedgør den hjemmegåendes arbejde. Den bidrager du desværre til. Du skriver, lettere hånligt, at din oldefar kaldte det et fuldtidsjob at gå hjemme, og at det var noget, ”som kvinden så selvfølgelig skulle anerkendes for”.

Vi kan sagtens blive enige om, at din oldefars kvindesyn var meget problematisk, men du kommer desværre implicit til at nedgøre de kvinder, for hvem det faktisk er et fuldtidsarbejde at gå hjemme. Hvorfor må de kvinder ikke anerkendes for det arbejde, det er at drage omsorg for børn? Vi anerkender jo (i hvert fald i nogen grad, men sikkert ikke nok) det arbejde, pædagoger udfører. Ja, vi er faktisk dybt afhængige af deres omsorgsarbejde for vores børn, så vi kan gøre ”noget andet” imens.

DU SKRIVER OGSÅ, ”at det ville bombe dansk økonomi 100 år tilbage, hvis mange danske kvinder forlod arbejdsmarkedet”. Jeg tror ikke, tingene er helt så sort-hvide, som du gerne vil gøre dem til. Ser du, de færreste hjemmepassere har tænkt sig at forlade arbejdsmarkedet for altid. De færreste tænker: ”Her er min rette hylde de næste 40 år.” Nej, de fleste tænker i stedet: ”Her er min rette hylde, så længe mine børn er små og har brug for mig.”

Vi skal alle arbejde afsindigt længe, så de fem-syv år, man er ude af arbejdsmarkedet, er en brøkdel af vores arbejdsliv.

For mit eget vedkommende har jeg arbejdet to år efter endt uddannelse i 2017, inden mit barn kom til verden, og jeg skal nok vende tilbage til arbejdsmarkedet igen om få år – så bare rolig: Du skal nok få nogle skattekroner af mig, så andre kan sende deres børn af sted til daginstitutioner.

SOFIE CARSTEN NIELSEN, du sætter forslaget til økonomisk støtte til at gå hjemme i direkte relation til at miste ”retten til at arbejde. Retten til at stemme. Retten til at bestemme over sig selv og (...) egne kroppe”. Det er noget vrøvl.

Verden har været sådan, men det tilskud til hjemmepasning er slet ikke tegn på, at vi er på vej tilbage. Du siger selv, vi er i 2019.

Tror du oprigtigt på, at nogen som helst kvinde ville finde sig i den behandling i dag? I så fald undervurderer du voldsomt dine medkvinder.

Du frygter, det er kvinderne, der kommer til at stå bag kødgryderne. Hvis du kendte flere hjemmepassere, end du øjensynligt gør, ville du nok opdage, at meget lidt af den tid foregår bag nogen som helst kødgryde.

De forældre har for travlt med at opfostre deres børn i en moderne verden. Jeg kan ikke love dig, at det ikke er kvinderne, der kommer til at gå hjemme. Jeg kan ikke love dig, at det ikke er kvinderne, der har lyst til det. Men jeg kan love dig, at det bliver noget nemmere at træffe et frit valg, når det ikke er økonomien, der er afgørende for, hvem der ”bedst” kan gå hjemme.

Du skriver, at dette er er et wakeup-call. Og ja, det er det! Et wakeupcall, at vi efterhånden er mange, der ønsker et andet liv, mens børnene er små, end det, som er tilrettelagt for os af staten.

Jeg beder dig indse, at den frihed, du sådan ønsker for alle ”uanset køn, baggrund, religion eller etnicitet”, bare ikke helt gælder de forældre, der gerne vil have lov til frit at vælge omsorgsform for deres børn.

Du kalder på frihed, men frihed til hvad præcist?