Der er et spørgsmål, som præsten ofte får – især fra mennesker, der kun sjældent går til gudstjeneste: ”Skal man gå i kirke for at være kristen?”. Og hvad skal man egentlig svare: ”Det må man da ikke håbe!”. Eller: ”Nej, det er da lige meget – bliv du bare ved med ikke at komme!”.
Eller er svaret derimod: ”Ja, man skal gå i kirke for at være kristen – ellers holdt vi da ikke gudstjeneste!”.
Spørgsmålet er så blevet endnu mere påtrængende i denne coronatid – ikke blot da der slet ikke blev holdt gudstjenester, men også nu, hvor det er tydeligt, at mange holder sig tilbage og ikke går til gudstjeneste, som de plejede. Er det nødvendigt at gå til gudstjeneste? For hvis skyld går man egentlig til gudstjeneste – for Guds skyld eller sin egen? Skal man gå i kirke for at være – eller forblive – kristen?
At spørgsmålet bliver påtrængende, har også noget med Grundtvig at gøre. Når mange præster betegner sig selv som ”grundtvigske” og skal forklare det, vil de – eller vi – ofte sige noget med, at gudstjenesten er det helt centrale. Det har vi nemlig lært af Grundtvig. For Grundtvig er gudstjenesten simpelthen det ”sted”, kristendommen ”sker”.
I løbet af 1810’erne bliver spørgsmålet, hvordan vi kan vide, hvad der er sand kristendom, påtrængende for Grundtvig. I modsætning til tidligere i sit liv er Grundtvig nemlig ikke længere så sikker på, at det er fra Bibelen, vi ved det; den har jo også sine fejl. Men det kan heller ikke passe, at det så er præsterne, der skal sortere i Bibelen og gennem deres prædikener afgøre, hvad der er sand kristendom.
Så er vi jo bare endt i et nyt pavedømme, 300 år efter vi fik gjort os fri fra det katolske pavedømme; så er vi endt i et ”eksegetisk pavedømme” – et fortolkningspavedømme, hvor præsten som tidligere paven nærmest stiller sig mellem andre mennesker og Gud.
Omkring 1825 gør Grundtvig imidlertid den ”mageløse opdagelse”, som han kalder det, at det er Bibelen – eller i al fald Det Nye Testamente – der udspringer af kirken og ikke omvendt: kirken, der hviler på Bibelen. Eller anderledes sagt: gudstjeneste først, bibel så!
De første kristne samledes om gudstjenesten, om dåb og nadver og trosbekendelse og først senere kom Det Nye Testamente til. Om de første kristne også samledes om trosbekendelsen, kan mildt sagt diskuteres, men ikke det første: Dåb og nadver har været en del af gudstjenesten fra første begyndelse.
Og for Grundtvig bliver det klart, at netop dåb og nadver er ”et ord af Herrens egen mund”. Det vil sige, at dåben og nadveren er de ”steder”, hvor evangeliet overleveres – og ikke først og fremmest gennem Bibelen eller præstens udlægning af Bibelen.
Derfor bliver gudstjenesten selvsagt uhyre vigtig i den grundtvigske kristendom, for det er som sagt ved gudstjenesten, at kristendommen ”sker”, at vi møder Guds levende ord, Kristus. Gudstjenesten er derfor selve mødestedet mellem Gud og mennesker – eller i al fald det primære mødested. Derfor er der – generelt sagt – ikke så stor en tradition i det grundtvigske for et personligt andagtsliv.
Også fordi den grundtvigske mageløse opdagelse op imod vores tid blev kombineret med det teologiske nybrud, der skete for snart 100 år siden med hele den såkaldte dialektiske teologi, der lægger vægten på, at det er Gud, der når mennesket – og ikke på nogen måde mennesket, der når Gud.
Det flugter så også med Luthers tanke om, at alt er skænket af Gud – også troen. Derfor overlod man trygt det personlige andagtsliv til de missionske. Det var alt nok at gå til gudstjeneste, for dér ”sker” evangeliet. Derefter kunne man frit gå hver til sit, stole på Guds nåde og gøre gavn i kald og stand.
Men så må det vel være en katastrofe ikke at kunne komme til gudstjeneste!? Både ja og nej. Nej, fordi det som nævnt hører til det grundtvigsk-tidehverske og lutherske i den fortolkning, at alt kommer fra Gud, ”at min nåde er dig nok”, som det hed til Paulus og hedder i en nyere salme.
Når mennesket på ingen måde skal nå Gud – gøre sig fortjent til Guds tilgivelse og kærlighed gennem gode gerninger, fromme følelser eller religiøse erfaringer – skal det naturligvis heller ikke gå i kirke for at møde en nådig Gud. Sådan må konsekvensen være.
En konsekvens, som mange i det grundtvigske landskab har taget til sig, så vi ikke rigtigt har fået lært vores børn at gå i kirke. Måske ikke engang os selv. På den måde har det grundtvigske paradoksalt nok bidraget stærkt til det traditionstab, man ofte begræder. Men i den forstand er svaret altså nej, man behøver ikke at gå i kirke for at være kristen. Man er kristen, man står – altid – i sin ”dåbs nåde”, som det hedder.
Men: Skal man ikke gå i kirke for Guds skyld, skal man gå i kirke for sin egen skyld – for at holde troen vedlige. For ”troen kommer af det, der høres”, som Paulus også skriver et sted.
Troen, det vil sige ”den levende tiltro til Gud”, som Luther kalder den et sted, bliver til, når man hører evangeliet: At Gud i Kristus er kommet til os, har taget vores skyld på sig og er død og opstanden for os. Hører man det, kan tilliden til, at det også gælder mig opstå.
Og hører man det på de forskellige måder, det ”siges” på i gudstjenesten – gennem dåb, nadver, salmer, bibeltekster, bønner, prædiken – er der større sandsynlighed for, at det vækker troen. Eller nærer den. Også fordi man ved gudstjenesten er sammen med andre i et fællesskab, hvor man ikke behøver at kende hinanden, men alligevel deler vilkår. Det forstærker budskabet. Budskabet omfatter os alle.
Også derfor har det for nogen været en svær tid – det seneste halve års tid. Fordi man ikke har kunnet gå i kirke – eller stadig må holde sig tilbage for at passe på sig selv. Og selvom mange præster har lavet digitale gudstjenester, kan det alligevel være, at vi – i den grundtvigske tradition eller den brede folkekirkelighed – skulle lære lidt af de missionske, der ofte holder daglig andagt. Og gerne sammen med nogen.
Læse et stykke i Bibelen, bede en bøn med egne ord – måske slutte med et fadervor. Og give sig en smule tid til, at ordene og stilheden synker lidt ind. Mange af os er nok lidt fremmede over for det. Blufærdige. Nøjes med et lydløst Fadervor, hvis det går højt.
Men alligevel: Det kan være godt at blive ”tanket op” undervejs i hverdagen. Man kan måske sige det sådan, at er gudstjenesten den kristnes hovedmåltid, kan der i hverdagen godt være behov for et mellemmåltid. Og nogle gange må man klare sig med mellemmåltidet.
Så jo, man kan godt være kristen uden at gå i kirke. For Guds syn på os afhænger ikke af vores gerninger. Heller ikke den gerning at gå i kirke. Men på den anden side: Troen, den menneskelige tiltro til Guds tilgivelse, kærlighed og krav, bliver nemt lidt stille, eller helt tavs, tørrer måske ud, hvis man aldrig går i kirke eller noget, der ligner lidt!