Ord kan misbruges, og det er ikke kun tegninger, der kan gøre skade. Det er historisk misbrug af ordet ”ytringsfrihed”, at det nu er lig med hån, spot og latterliggørelse og idealiseres som islamofobisk redskab i diskriminationens tjeneste.
Med alt, hvad ordet ”nødret” rummer af mindelser om retstilstanden i Danmark i 1940'erne, er det lige så hovedløst nu at bruge det ord som et krav om skærpede sikkerhedsregler efter tragedien i Frankrig.
Og endelig er det mildt sagt problematisk at bruge ordet ”nødløgn”, uanset om det sker i en retlig afgørelse som begrundelse for frikendelse, eller når sognepræst Per Ramsdal skal forklare, hvordan han over for sin menighed dækker over, at han ikke selv kan tro på en fysisk opstandelse.
Det kompromitterende for Ramsdal er ikke de forestillinger, han gør sig om opstandelsestro - det er hans brug af ordet ”nødløgn”. Det alene er nok til, at hans biskop må kalde ham til samtale. At han i tilgift påberåber sig trosfrihed, understreger indtrykket af en mand, der ikke helt har styr på sit embedes forudsætninger.
Det er et disciplinært problem, og det må der i disciplinær forstand tages stilling til. Men det vedrører ikke hverken tro eller troslære, og derfor er der ikke grund til prompte at tale om læresag og præsteret eller til at rasle ildevarslende med retsteologiske regler og med brask og bram kræve afskedigelse.
Biskopperne i Roskilde og Helsingør har klogeligt afvist at kalde de præster i deres stifter til samtale, som har erklæret, at de heller ikke tror på en fysisk opstandelse. Københavns biskop er næppe hverken mindre klog eller mere reaktionær end sine sjællandske kolleger, og jeg kan ikke forestille mig, at nogen af landets biskopper ønsker en gentagelse af den famøse Grosbøll-sag.
De mange tilkendegivelser i kølvandet på Ramsdals udtalelser afslører en vis usikkerhed med hensyn til, hvad præsteløftet pålægger præsten af opgaver, og hvad opstandelsestro er og ikke er ifølge den tradition, som grundlægges med Det Nye Testamente. Med det følgende håber jeg at bidrage til en afklaring af nogle hovedpunkter.
Præsteløftet forpligter præsten til flittigt og alvorligt at granske ”Guds ord og troens hellige lærdomme” - ikke alene for at kunne forkynde ”rent og purt”, men også for kunne oplyse og vejlede unge mennesker om kristendommen.
Dette fokus på formidlingen til unge mennesker understreger, at præstens arbejde med bibeltekster og bekendelsesskrifter ikke er gjort med at lære udenad for blot at kunne gentage. Det, der kræves, er et fortsat studium med kritisk reflekteret besindelse på, hvad fortidens tekster betyder, og hvordan denne betydning kan gøres vedkommende og begribelig i en stadig ny kontekst.
De antikke bevidsthedsformer og symbolske værdibegreber, som præger Kristus-fortolkningen i de nytestamentlige tekster, må gennemskues og forklares, for at troens forestillings- og billedverden kan formidles på ny. Ikke ved at troens metafysiske dimension reduceres eller rationaliseres; heller ikke ved at opstandelseshåbets eskatologiske perspektiv bortforklares, som det sker i de nye, dagligsproglige bibeloversættelser, og som det sker i prædikener, når Kristus-fortolkning erstattes af den jesuanisme, hvormed Jesus personificeres i vores eget billede - bare bedre.
Hvordan Kristus-fortolkning kan ajourføres og videregives, uden at troens betydningsindhold kompromitteres, illustreres dels af forholdet mellem Paulus' ægte breve og evangelierne, dels af evangeliernes indbyrdes afhængighed.
I Paulus' breve fra 50'erne er opstandelsen en del af Kristus-bekendelsen, men han forklarer også, til trøst og belæring, hvad opstandelseshåbet indebærer for de troende selv. I evangelierne, med Markusevangeliet som det første fra kort efter år 70 og Lukasevangeliet som det sidste godt 60 år senere, drejer det sig om at anskueliggøre troens himmelske Kristus i skikkelse af Jesus på jorden. Ved at narrativisere Jesus som Kristus-troens fortolkningsfigur på fire forskellige måder giver evangelierne bekræftelse og moralsk vejledning til fire menighedssamfund i hver sin sociale og politiske situation.
Ingen af disse tekster skildrer Jesu opstandelse som fysisk. Faktisk skildres den slet ikke. Det er karakteristisk, at evangelierne netop ikke billedgør opstandelsen, men lader den tomme grav illustrere, at den har fundet sted. Det betydningsfulde er, at og hvorfor den korsfæstede blev oprejst af døde. Den tidligste Kristus-bekendelse gengives af Paulus i Første Korintherbrev 15, 3-4. Den præciserer, at Kristus døde til frelse for syndere, at han blev begravet, hvilket bekræfter, at han døde som et menneske, og at han opstod på tredjedagen. Sammenholdes dette med den hymne, som Paulus citerer i Filipperbrevet 2, 6-11, tilføjes den forklaring, at ved at give afkald på sin guddommelige status, blive menneske og lade sig korsfæste som en slave løste Kristus den frelsesopgave, som var stillet ham af Gud, hans far. Derfor belønnede Gud ham med overophøjelsen til himmelsk Herre.
Det hører med til den mosaik af opstandelsesforestillinger, som Paulus lægger grunden til, at han i Første Korintherbrev 15, 42-58 skildrer den legemlige forvandling, som skal ske ved de Kristus-troendes opstandelse. Skildringen bygger på den radikale dualisme, som præger Paulus' livs- og menneskesyn i de fleste af hans breve, og som gør kød og ånd til absolutte modsætninger.
For at forstå, hvad forvandlingen fra kødeligt til åndeligt legeme indebærer, må det medtænkes, at ånd i den antikke tankeverden var en stoflig substans. Hvad Paulus skildrer, er åndeliggørelsen af den samme legemlige skikkelse, som før var et menneske af kød og blod. Når forgængeligt kød aflægges og erstattes af uforgængelig ånd, forvandles en dødelig menneskekrop til en udødelig. Her drejer det sig tydeligvis ikke om fysisk, men om legemlig opstandelse i åndelig skikkelse.
Især to evangeliefortællinger rummer scener, som karakteriserer den opstandne Kristus som en åndelig figur, forskellig fra Jesus i kødelig og dødelig menneskekrop. I Johannesevangeliet 20, 16-17 genkender Maria Magdalene først Jesus i Kristus, da han kalder hende ved navn; derefter forbyder han hende at røre ved ham, fordi han legemligt er i mellemtilstanden mellem opstandelse og himmelfart.
Sammen med den forsinkede genkendelse illustrerer forbuddet mod berøring forfatterens ønske om at anskueliggøre forvandlingen fra kødelig til åndelig skikkelse. Og noget lignende er på spil i Lukasevangeliet 24, 28-32. De to disciple fra Emmaus genkender ikke den opstandne Kristus, da han slår følge med dem på vejen. Men da han bryder brødet ved aftensmåltidet, genkender de ham straks, og i samme øjeblik bliver han usynlig for dem. Med dette billede af et nadvermåltid anskueliggøres Kristi åndelige, men usynlige tilstedeværelse, og samtidig fastholdes forskellen mellem kød og ånd som den legemlige forskel mellem den korsfæstede Jesus og den opstandne Kristus. Som Jesus var engang, kender ingen ham mere. Det er ikke fortidens Jesus, de nytestamentlige forfattere bekender sig til og fortæller om, det er troens og opstandelseshåbets åndelige Kristus.
Det er misbrug af ord, når folkekirken bekender tro på ”kødets opstandelse” og ikke som andre kirkesamfund på ”legemets opstandelse”. En ændring fra ”kødets” til ”legemets” ville svare til de nytestamentlige opstandelsesforestillinger, gøre nødløgne overflødige og sørge for, at tro på opstandelse ikke mere skal være et spørgsmål om, hvor mange kameler man kan sluge.
Lone Fatum er tidligere lektor ved Det Teologiske Fakultet i København