Skal vi have en tidspolitik?

Prioritering af tid og mål forudsætter en beslutning om, hvilke livsværdier der skal være vore. Mennesker har selv ansvar for at prioritere deres tid, men tidspolitikken er et vigtigt område, som Folketinget ikke blot kan lade ligge

Tid er blevet en mangelvare. I hvert fald oplever mange danskere, at tiden ikke slår til. Der er ganske enkelt for lidt af den, hvis det skal lykkes at realisere alle ønsker. »Jeg har ikke tid« er en sætning, vi ofte bruger. Selv om det er banalt, kan det være nyttigt at slå fast, at mængden af tid er den samme i dag, som den altid har været! Vi har hverken mere eller mindre tid til rådighed end vore forældre og bedsteforældre. Når vi alligevel har fornemmelsen af, at vi har mindre tid end dem, er det altså en subjektiv fornemmelse. Virkeligheden er, at vi vil for meget. Med andre ord: Vi magter ikke at prioritere. Det ville være en gavnlig og meget lærerig øvelse for os, hvis vi droppede talemåden: »Det har jeg ikke tid til« - og i stedet vænnede os til at sige: »Det har jeg valgt ikke at prioritere!« Det er et vigtigt element i livskvaliteten at føle, at vi har tid nok. At vi kan leve i nuet - i stedet for at opleve, at vi hele tiden halser af sted efter tiden. Det kan vi kun opnå ved, at vi prioriterer. Og for at vi kan prioritere, er det nødvendigt at være bevidst om, hvilke grundlæggende værdier vi skal prioritere ud fra. Det gælder også inden for et af de allermest påtrængende tidspolitiske problemer, nemlig forholdet mellem arbejdstid og familietid. En børnehave, der ligger på Frederiksberg, og vistnok er den første af sin art. Dronning Olga henter gerne børnene på bopælen om morgenen. Hun sørger for tøjvask og indkøb af madvarer, hvis blot bestillingsseddel og tøj indleveres inden kl. 09.30. Hun laver også gerne mad til børnene - madpakke er ikke nødvendigt. Forældrene behøver såmænd heller ikke at tænke på aftensmaden, for køkkenet tilbyder tag-mad-med-hjem. Ellers er Dronning Olga en forholdsvis almindelig børnehaveÉ Jeg er noget usikker på, om alle Dronning Olgas tilbud er et solidt bud på fremtidens børnehave. Jeg er helt med på, at indkøb, tøjvask, madlavning, transport af børnene osv. kan være utroligt tidskrævende og bøvlet. Det kender jeg godt! Det er ikke altid, der skal så meget til, for at det kommer til at koge i det lille stressede hjem. Men er det virkelig sådan et servicesamfund, vi vil have? Konsekvensen er jo, at vi skal arbejde endnu mere for at købe den service, der kan lette os i dagligdagen. Altså endnu mere arbejdstid for at få mere tid til vores børn. Det passer måske meget godt ind i regeringens arbejde-mere-strategi, men så er det mest positive vist også sagt. Jeg mener, det er en vrangforestilling at tro, at livet bliver bedre, hvis det bliver lettere - hvis vi selv skal gøre mindre. Når tiden med tøjvask, opvask, madlavning, indkøb og det at hente og bringe børn bliver en plage, så er det jo, fordi vi ikke prioriterer det. Jeg erkender, at børn kan være besværlige. Det kan godt være træls, når min lille søn meget gerne lige vil hjælpe med at slå søm i. Det er nemmere og hurtigere at gøre det selv! Men er det sjovere, og er det at udnytte barnets fulde potentiale? Næppe! I virkeligheden snyder vi vore børn, når vi bilder os ind, at det drejer sig om at tilbringe såkaldt kvalitetstid sammen med dem. At det at have tid til børnene er at lege med dem eller være sammen med dem på deres præmisser. Det, børnene har brug for, er at få lov til at være en naturlig del af en familie. Ikke at forældrene først skal gøre det praktiske arbejde færdig - og så tage sig af børnene. Men at børnene får lov til at være med i det dagligdags arbejde i et hjem og en familie, uanset hvor besværligt det ind imellem kan være. På den måde oplever barnet, at det har betydning og værdi. Lad os droppe tanken om kvalitetstid. De gode oplevelser, det nære fællesskab, de værdifulde samtaler kan ikke planlægges og plottes ind i kalenderen. De er en frugt af kvantitetstiden - at vi tilbringer mange timer sammen med vore børn. Jeg ser familien som samfundets grundpille, det kraftværk, hvorfra den enkelte og fællesskabet får energi. Det er i de nære sociale fællesskaber som familien, at tætte bånd knyttes mellem mennesker. Det er i fællesskaber, at tiden får mening og giver livet mening. Hvis familierne ikke fungerer, vil det ramme samfundet hårdt. Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvordan vi skal få passet vore børn. Mest af alt handler det om, hvordan vi får overskud af tid til at være os selv - og til at være medmennesker. Hvordan vi igen får givet nabofællesskabet et reelt indhold og får styrket omsorgen for vore ældre medborgere. For at familierne kan få dette overskud, må forældrene i det mindste have valgfrihed. De forældre, som ønsker mere tid sammen med deres børn, må gives mulighed for at få det. Småbørnsforældre, der gerne vil have deltidsarbejde, så deres børn ikke skal være i institution hele dagen, skal have ret til det. Og de forældre, som ønsker at få deres børn passet, skal være sikker på, at det sker i institutioner, hvor der er plads til fysisk udfoldelse, og hvor pædagogerne har tid til at være mere end børnepoliti, der skal forhindre de værste bøllestreger. Det er klart, at det får konsekvenser for vores samfund, hvis flere småbørnsforældre får mulighed for at vælge mere tid til børn - og faktisk gør det. Vi kan ikke bruge den samme tid to gange. De økonomiske konsekvenser er heller ikke til at komme udenom. Desuden må vi som samfund acceptere, at vi i bedsteforældre-alderen må blive længere på arbejdsmarkedet end hidtil. Naturligvis skal det fortsat være muligt for de reelt nedslidte at stoppe, inden de når pensionsalderen. Men det er hovedløst, at vi opbygger et ingen-tid-til-børn-samfund, hvor børnefamilierne presses til det yderste, fordi far og mor knokler livet af sig, mens børnene er små - for at kunne gå på efterløn eller førtidspension som 60-årige. Det tidsperspektiv - eller generationsperspektiv - lykkedes det desværre ikke for alvor at få ind i efterlønsdiskussionen i efteråret. Til syvende og sidst må vi som forældre tage ansvaret - dvs. selv træffe nogle værdivalg. Vi må prioritere vores tid. Det er jeg blot bange for, at mange af os har så svært ved, at vi lader være og i stedet forsøger at nå det hele - med travlhed, stress og mavesår som følgevirkninger. Når vi bliver stressede, skyldes det ofte, at vi har været for dårlige til at sætte os realistiske mål. Vi vil for meget. Jeg tror også, at stressen øges, når jeg ikke kan få øje på sammenhængen, meningen med det hele. Prioritering af tid og mål forudsætter en beslutning om, hvilke livsværdier der skal være mine og i et videre perspektiv samfundets. Ingen kan nemlig leve med at skulle gennemtænke for og imod helt fra grunden i alle livets valgsituationer. Vi er nødt til at reducere mængden af valg ved at »bundte« dem. Det kan vi kun gøre ved at vælge nogle overordnede principper, nogle livsværdier, som vi lader være styrende for os til daglig. Disse værdier er meget vigtige. For det er dem, der tilsammen danner vort samfunds kultur og dermed konstituerer samfundet - giver os identitet. I Danmark har samfundets værdier i generationer været bestemt af kristendommen, men navnlig i den sidste del af vort århundrede har mange opgivet kristendommen som kilde til livsværdierne. Uden overordnede værdier havner vi i en eksistenskrise med alt for mange uafklarede spørgsmål, alt for mange valgsituationer. For nogle bliver »løsningen« helt at opgive at vælge, dvs. bare lade stå til. Friheden parkeres dermed hos andre, som får lov at bestemme. Det er naturligvis ikke optimalt og faktisk heller ikke menneskeværdigt. For mig at se er løsningen genetablering af et sæt af livsværdier. Det er et af de mest centrale tidspolitiske temaer. Netop derfor har Kristeligt Folkeparti forsøgt at få nedsat en værdikommission, der efter norsk forbillede kunne sætte gang i den folkelige debat om livsværdier. Det er godt, at flere partier forstod behovet, men trist at de to store partier, Venstre og Socialdemokratiet, ikke kunne følge tankegangen. Nu gælder det om at være kreativ i forsøget på at styrke den folkelige værdidebat - trods alt. Der er også andre tidspolitiske emner, som trænger sig på. Det er oplagt, at f.eks. spørgsmål om ferielovgivning, helligdagslovgivning og lukkelov kan karakteriseres som tidspolitik. Når det gælder lukkeloven, er vi ved noget, der kan bringe sindene i kog. Spørgsmålet er, om alle dage skal være ens med hensyn til muligheden for at handle ind. Jeg husker en markant udtalelse fra biskop Jan Lindhardt. Han mener, det er udtryk for et kulturelt »hukommelsestab«, hvis vi gør alle dage ens, og ikke vil acceptere, at det er godt at afsætte en dag om ugen til noget andet end det almindelige »ræs«. Sat på spidsen handler det om at vælge mennesket frem for markedet! Vores identitet som samfund og som folk bæres i høj grad af vores historiske arv. Der er en voksende erkendelse af, at hvis vi skal klare det moderne samfunds udfordringer, skal vi have styr på vor livsværdier. Her kommer vi ikke uden om den kulturelle og historiske arv. Mange mennesker har nået grænsen for deres evne til at følge med. Alvin Toffler talte allerede for en generation siden om »fremtidschokket«. Den voldsomme forandringshastighed betyder, at kendskab til fortiden kun i meget begrænset udstrækning er nøglen til fremtiden. Erfaring opfattes ikke i den forbindelse som specielt værdifuld. Den bliver »en billet til et tog, der er kørt«. Nu er det tilpasningsevne til en ukendt fremtid, det drejer sig om. For mange er det uhyre svært at klare den stadige omstilling og tilpasning. Det betyder, at der stilles store krav til uddannelsespolitikken, og der bliver et stort behov for at få klarlagt nogle konstanter i livet - nogle faste pejlemærker i tilværelsen. Altså endnu en gang en understregning af behovet for bevidsthed om livsværdier. Tidspolitikken er et meget omfattende foretagende, som Folketinget ikke kan tillade sig at lade ligge. n partiformand (KRF)