Prøv avisen

Folkekirken har en udfordring med alt for mange kirker i landdistrikterne

En af folkekirkens helt store udfordringer lige nu er, hvem der skal bruge de mange kirker i landets yderområder.

Susanne Møller, Formand for Vejleby Menighedsråd, stiftsrådsformand i Lolland-Falsters Stift og formand i distriktsforeningen

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Besøger du den nærmeste kirke på Lolland-Falster, sker det, at du kan læse på infotavlen, at der går tre uger, før der er en gudstjeneste igen. I øvrigt er kirken aflåst

Set udefra har folkekirken i Lolland-Falsters Stift det fint. Der bor præster i præstegårdene, og de velholdte middelalderkirker ligger tæt ud over landskabet, næsten alle omgivet af en gammel og velpasset kirkegård.

Stiftet har 108 kirker, og omkring 80 procent af befolkningen er medlem af folkekirken. Næsten alle børn bliver døbt, og vi har nogenlunde balance mellem udmeldelser og indmeldelser. Der er netop blevet valgt nye medlemmer ind i menighedsrådene, så nu fortsætter arbejdet med at lave lokal kirke.

Eller gør det?

Besøger du den nærmeste kirke, sker det, at du ved kirkegårdslågen kan læse på infotavlen, at der er gudstjeneste i nabokirken den følgende søndag, mens der ifølge planen går tre uger, før denne kirke skal rumme en gudstjeneste igen. I øvrigt er kirken aflåst af hensyn til eventuelt tyveri, men selvfølgelig kan du få lov at se kirken, hvis du kan træffe personalet på kirkegården.

Denne oplevelse illustrerer meget godt kirkens udfordring med alt for mange kirker i landdistrikterne. Data fra kommunerne og Danmarks Statistik viser, at der i disse år sker en demografisk bevægelse fra de yderste landområder og ind mod de større byer i stiftet. Mangel på uddannelsesmuligheder og arbejdspladser ændrer befolkningssammensætningen, og gennemsnitsalderen stiger på Lolland-Falster. Der er længere mellem de unge familier og barnevognene, og det medfører desværre også et faldende skattegrundlag. Som eksempel på denne tendens kan jeg nævne, at der i mit lokalområde ved Vejleby på Lolland på blot 12 år er forsvundet 79 ud af 660 husstande, fordi husene er revet ned. Landskabet blev kønnere, men der blev længere til naboen!

Den 3. oktober udkom en bog, som jeg er medforfatter til. Den har titlen ”Vel mødt under sky på kirkesti”. Bogen er summen af stemmer, der er engageret i folkekirkens liv i stiftet, og det er et forsøg på at formulere en strategi for, hvilken retning vi som stift skal bevæge os i i de kommende år.

Grundlaget for bogen er de besøg hos alle stiftets menighedsråd, som biskoppen foretog det første år i embedet. Her spurgte hun os: Hvordan er situationen i jeres sogn? Hvilke udfordringer har I, og hvilke ressourcer og drømme for fremtiden har I? Svarene blev der taget referater af, og disse data er blevet sammenfattet og analyseret af bogens bidragsydere. Mit bidrag er set fra dels stiftsrådets, dels menighedsrådenes synsvinkel. Her vil jeg gerne trække en tendens frem, som stod klart for mig under arbejdet med denne bog:

En af folkekirkens helt store udfordringer lige nu er, hvem der skal bruge de mange kirker i landets yderområder. For de nyvalgte menighedsråd er der mere udsigt til at arbejde med mursten end med mennesker. Så hvordan kan vi fremadrettet skaffe penge og menighedsrådsmedlemmer nok til at vedligeholde kirkebygningerne som en vigtig del af vores fælles danske kulturarv?

Det er menighedsrådets opgave at arbejde for menighedens liv og vækst, og det er vores ansvar at få enderne til at nå sammen økonomisk. Vi er arbejdsgivere for det ansatte personale, og sammen med præsten vurderer vi efterspørgsel og behov for gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter. Og det er menighedsrådene, der kan søge biskoppen om tilladelse til at ændre gudstjenestefrekvensen i sognet. Det kan være klogt at lægge menighedsråd sammen for at forene kræfterne. Men til gengæld får man flere bygninger, som skal vedligeholdes – og det tærer på vores økonomiske og menneskelige ressourcer.

Skal vi kun være kustoder, eller skal vi lave kirke? Selvfølgelig vil vi ikke kun være kustoder, selvom det af og til kan føles sådan, fordi arbejdsgangen i opgaverne med bygningerne er både lang, dyr og besværlig for menighedsrådene. Noget må ændres.

Det er ikke populært at være den, der foreslår lukning af netop ”vores” sognekirke på grund af en manglende menighed. Ikke-kirkegængeren forventer som det naturligste i verden, at når han har betalt sin kirkeskat, så står kirken nykalket og med orgelbrus og venter på, at han får brug for den.

Men mon ikke det er på tide at spørge sognets beboere: Vil I jeres kirke, og hvordan vil I den? Hvis det hele foregår allerbedst udendørs eller hjemme i stuen, er der jo ikke brug for bygningen, og så burde den logisk set rives ned eller sælges.

Det er dog ikke realistiske muligheder. Alle menighedsrådsmedlemmer har skrevet under på, at de vil arbejde for ”at sikre, at der ikke sker en forringelse af de kulturværdier, der er knyttet til kirkebygninger og kirkegårde”. Det er derfor menighedsrådets ansvar at leve op til den lovgivning, uanset lokalområdets økonomi. Så hvis vi søger myndighederne, får vi ikke lov til at rive en kirkebygning ned. At sælge en kirke er heller ikke en realistisk mulighed med de krav om vedligeholdelse af kulturarven, der følger med. En middelalderlig kirkebygning er fredet med skrappe krav til brug og vedligeholdelse, hvis den sælges. Det ønsker ingen at overtage.

Samfundsudviklingen i Lolland-Falsters Stift er ikke en forfaldshistorie. Det er en udviklingshistorie. Kirken har altid formået at følge med sin tid. Nu er det tid til at følge med ind i en fremtid, hvor øget centralisering bliver en udfordring, hvis vi beholder de nuværende rammer omkring menighedsrådenes arbejde.

Lolland-Falsters Stift har sammen med fire andre stifter søgt midler til at sætte et undersøgelsesarbejde i gang med henblik på kortlægning af behovet for at vedligeholde kirkebygningerne. Vi vil undersøge, om der er mulighed for at skrue op og ned for graden af vedligeholdelse af kirkerne i et provsti. Vi kalder det ”differentieret vedligeholdelse”.

Projektet om differentieret vedligeholdelse af kirkebygninger skal give menighedsrådene og provstiudvalgene flere redskaber, ikke mindst i forhold til de krav, der stilles fra de museale konsulenter om tilstræbt originalitet i vedligeholdelsesarbejdets udførelse.

Præmissen for differentieret vedligeholdelse er den erkendelse, at ikke alle kirker nødvendigvis skal vedligeholdes på samme niveau, men at man på forsvarlig vis godt kan skrue ned for ambitionsniveauet på nogle kirker. På den måde bliver det muligt at skabe et overblik og dermed mulighed for en mere hensigtsmæssig prioritering af de økonomiske og menneskelige ressourcer.

Kort sagt skal vedligeholdelse af mursten og udvikling af kirkeliv i bedre balance. Der er samtidig også brug for en ny og for os mere gunstig udligningsordning. På Lolland-Falster har vi nogle af landets højeste kirkeskatteprocenter. Bør vi i Danmark ikke være fælles om at bevare de nationale klenodier? Kan velhavende nordkøbenhavnske kommuner overtales til at se det rimelige i, at hvis der skal være nogle smukke gamle kirkebygninger at besøge på næste cykeltur til Lolland og Falster, må der lægges flere penge i kassen?

Lolland og Falster oplever en stærk stigning i antallet af flexboliger. Turismen og antallet af sæsonbeboere stiger her i området. Kunne man politisk se på en ordning, hvor en del af boligskatten betales i den kommune, man har flexbolig?

Det ville øge skattegrundlaget og give bedre mulighed for at bevare de smukke kirker, som også sæsongæsterne nyder.Kirkelivet på Lolland-Falster har sine udfordringer, ja, men vi har også mange fordele. Vi er et lille stift med kendskab til og forståelse for hinandens vilkår og udfordringer. Det er det fællesskab, der skal give os energi og vilje til at være åbne og omstillingsparate, når det bliver nødvendigt – og det bliver det!