Vi var på vej til en anden fest, min ven Emil og jeg.
Her var ellers hyggeligt, godt selskab og blød, begavet musik, men vi var rastløse. Vi ville finde nogle piger. Men før den lange cykeltur skulle jeg lige på toilettet. Emil havde smækket hoveddøren og forladt festen, mens jeg var smuttet ind på toilettet i entréen. Det var et af de toiletter på under en kvadratmeter, som der er så mange af på Nørrebro, og som minder om en opretstående kiste. Jeg låste med den lille metalslå, der sad på trædøren over toiletpapirholderen.
Jeg stod længe og kiggede på den dør. Jeg skulle ellers bare slå en streg og så videre. Emil stod nede på gaden, i vinterkulden, og ventede på mig. Musikken spillede, men ikke særligt højt. Jeg lyttede. Jeg kunne tydeligt høre samtalen inde ved bordet, alt for tydeligt.
De sad og bagtalte mig.
Som 12-årig var jeg vild med filmen ”Grease”. Jeg var lige dele forelsket i Sandy Olsson og Danny Zuko og sang med på sangene.
Men det var en dialog, der for mig var filmens højdepunkt, gjorde mig fuldstændig frydefuld og fik mig til at spole vhs-båndet tilbage igen og igen.
Scenen er dén, hvor Danny og Sandy – der tror, at de har mistet hinanden – genforenes. De spærrer øjnene op i uforstilt gensynsglæde: Sandy!? Danny!? Men så kommer Danny i tanke om sit slæng, der står bagved, han skruer op for sin coolness, og Sandy kan ikke genkende ham:
Deres ordveksling er en fægtekamp, som Zuko umiddelbart vinder, da han vittigt parerer anklagerne og opretholder sin attitude, mens Sandy taber ansigt og må forlade scenen i vrede efter at have kylet sine cheerleader-pompomer i jorden.
Ganske få år og et par teaterversioner senere kom jeg til at afsky ”Grease” og alt, hvad den stod for, og i de to følgende årtier så jeg slet ikke filmen.
Men det var netop denne dialog, der dukkede op i min bevidsthed, da jeg stod på det lille Nørrebro-toilet og overvejede mine udveje.
Gruppen omkring bordet troede, jeg havde forladt lejligheden sammen med Emil. Og så snart yderdøren var smækket i, var Nikolaj gået i gang med at nedgøre mig. Nikolaj, som jeg få minutter tidligere havde talt med om Leonard Cohen, vi var blevet enige om, at ”New Skin for the Old Ceremony” var det næstbedste af de tidlige album. Nikolaj, som jeg havde regnet for en ven, men som nu sad og talte hadefuldt om mig, mens han søgte opbakning til sine ord blandt de andre, der nu sad og vejede for og imod – for og imod mig.
Jeg lagde panden mod døren. Samtalen fortsatte og fortsatte. Som om den endelig havde fundet sit vante omdrejningspunkt. Jeg ville flygte, men kunne ikke. De ville se mig på vejen ud, gruppen omkring stuebordet, mig selv i entréen. De ville afbryde samtalen og se op, gøre store øjne, og jeg ville ikke kunne se dem i øjnene. Slet ikke ham, krænkeren.
Derfor blev jeg stående, imens jeg forestillede mig, hvilken scene der kunne opstå på den anden side af døren. Jeg gennemspillede lange replikskifter og forsøgte som en skakspiller at forberede mig på de mest oplagte modtræk. Jeg stod på toilettet og fantaserede om mig selv som John Travolta.
Jeg spildte med andre ord min tid. For imens verbale slagudvekslinger med tre, fire eller flere modsvar ofte optræder i film, sitcoms og romaner, findes de stort set ikke uden for fiktionen. Her dukker det rammende modsvar som regel kun op med en fatal forsinkelse og er derfor kun en kilde til ærgrelse. Ærgrelsen uden for eksamensdøren, i toget på vej hjem fra mødet eller på vej ned ad trappen efter festen.
På fransk findes endda udtrykket l’esprit de l’escalier – ånden på trappen – der efter sigende er opfundet af oplysningsfilosoffen Denis Diderot. Diderot havde en aften i 1770’erne selv erfaret fænomenet efter et middagsselskab hos statsmanden Jacques Necker, hvor den verbale kamp havde været så heftig, at Diderot ”var blevet forvirret og først atter kunne tænke klart, da han nåede til bunden af trappen”.
Midt i det sociale livs forfærdende utilregnelighed har de få personer, der tilsyneladende altid har en hurtig replik parat – og tør levere den – altid været et mysterium for mig. Virkelighedens Danny Zukoer vil i kraft af denne ene, nærmest magiske, egenskab altid besidde en uforholdsmæssig høj social status. Alle andre opdager først ude på trappen den åndfulde bemærkning, der kunne have reddet én. Alene dette forhold er grund nok til at holde sig fra det sociale liv og fordømme det som overfladisk. Ensomhedens stille lykke er derimod tilregnelig, langsom. Den sociale verden skaber selvoptagede, neurotiske monstre.
Selvom jeg nu for en gangs skyld havde tiden og udspillet, mens jeg stod med panden mod døren og lyttede til samtalen på den anden side, kunne jeg ikke finde de rigtige ord.
Jeg vidste ikke engang, hvilken grimasse jeg skulle vælge, og det forekom mig virkelig at være et valg. Og allerhelst ville jeg bare flygte – længe leve ånden på trappen – men jeg kunne ikke engang komme ud til trappen uden at blive set.
Jeg blev mere og mere vred over, at det var mig, den krænkede, der havde udspillet. At det var mig, der skulle træde ud fra toilettet som en spedalsk med en klokke om benet. At jeg var tvunget til at konfrontere min krænker, der nu gentagne gange havde omtalt mig som et arrogant røvhul, der er totalt ligeglad med andre mennesker. Men da min bevidsthed nu for tiende eller tyvende gang gav sig til at simulere nogle lange Danny Zuko-agtige ordudvekslinger, forstod jeg endelig, at disse scener var både urealistiske og ubrugelige.
Han ville skamme sig. Så snart jeg åbnede døren, og min krænker så mig, ville han skamme sig. Han ville holde sin mund, og jeg ville heller ikke selv have noget at sige. Så snart jeg forstod dette, følte jeg selv skammen. Jeg følte skammen på hans vegne, allerede inden han selv havde mærket den. For jeg havde ikke grund til at tro, at han skulle være fundamentalt anderledes end mig. Tværtimod. Jeg kunne være ham, og han mig. Vi ville være fælles om skammen, ikke kun os to, men hele selskabet.
Jeg lagde hånden på dørhåndtaget.
Efter ordvekslingen med Sandy Olsson træder Danny Zuko et par skridt væk fra sit slæng og slår blikket ned. Han skammer sig, og dette er grundhændelsen, afgørelsen falder her. Ikke bare i Første Mosebog, men også i ”Grease”. Zuko er allerede nu på vej til at forlade sit slæng og blive et individ. Læderjakker, bilvæddeløb og jitterbug er kun tilfældig staffage. Selv kærligheden er – shup-a-debop – lige ud ad landevejen, når Zuko først har følt skammens spotlight brænde mod sin pande.
Det er ikke moderne at skamme sig, men vi gør det alligevel. Hele tiden. Skammen sætter os på plads, så snart vi er sammen, så snart vi bare tænker på hinanden. Der er ingen menneskelig erfaring, hvor vi er dybere forbundet med hinanden, ikke engang kærligheden.
Det summede fra min baglomme. Det måtte være Emil, der ringede. Der opstod en pause i samtalen i stuen, og et øjeblik var der kun lyden af musikken.
Lidt efter var der nogen, der tog i håndtaget, og min hånd blev ført ned og op. Ned og op. Så blev der banket på. Jeg åbnede ikke.
Jeg blev bare stående.
Viggo Bjerring er forfatter og idéhistoriker