FOR DE MANGE Ingmar Bergman-fans, der beundrer den verdensberømte svenske film-, teater- og tv-instruktør, er det en dybtfølt skuffelse at besøge det sted på Fårö få kilometer nord for Gotland, hvor han boede i mange år, hvor han følte sig hjemme midt i sin permanente rodløshed, og hvor flere af hans film er iscenesat og indspillet.
Det var Ingmar Bergmans datter, Linn Ullmann, der bragte mig på sporet af hans nære forhold til den forrevne klippeø Fårö. I sin bog ”De urolige” skildrer Linn Ullmann med en sjælden litterær nerve de mange gange, hun besøgte sin far i hans komfortable, men meget afsides beliggende hus nær det stenede, fyrrestræsbeplantede strandareal Hammars få kilometer nordøst for Fårösund.
Hendes skildring af sit samvær med sin far, specielt sommerdagene på Hammars, er fascinerende læsning. Linn Ullmann tog en hel stribe båndoptagelser af samtaler med sin far for at skrive en interviewbog. Planen var, at de skulle skrive bogen sammen og således dokumentere alderdommens årsager og virkninger, men de var for sent ude. Ingmar Bergman var de seneste år stærkt svækket med blandt andet hukommelsestab, og optagelserne kunne ikke gennemføres. De blev for uforudsigelige og løsrevne. Han døde i 2007, inden båndoptagelserne var afsluttet. Han blev 89 år.
TRANGEN TIL SELV AT SE og indfange det sted, hvor Ingmar Bergman levede så mange år af sit liv, og som også prægede hans forfatterskab, udløste rejsen til Fårö. Ønsket var at opleve bare lidt af det miljø, som Ingmar Bergman elskede mere end noget andet sted i verden, og som Linn Ulmann så nærværende har skildret det i sin roman.
Færgesejladsen fra nordspidsen af Gotland var overstået på få minutter. Et såkaldt Bergman-center nogle kilometer inde på øen skærpede vore sanser. Her må der da være noget stort i vente. Udefra mindede det grå træbeklædte hus dog mest af alt om en dagligvarebutik. Det var en lukket dør, vi tog i. Centeret ville først åbne klokken 12, altså en længere ventetid ved en støvet, trafikeret landevej.
Da centeret omsider blev åbnet, stod to tavse kvinder klar i receptionen. Den ene mere tilknappet og fåmælt end den anden. De var tilsyneladende kun interesseret i én ting: at få solgt nogle billetter. De stod helt uforstående over for mit spørgsmål, om det var her eller lige i nærheden af centeret, at Ingmar Bergmans bolig lå.
”Nej, det er det ikke. Ingmar Bergmans privatbolig ligger inde i en plantage nær Hammars,” og så føjede hun til:
”Men I kan inta åka hit. Det är forbjudet.”
”Hvorfor det?”.
”Det vet jag inte, men I kan inta åke hit,” lød det gentagne, fåmælte svar.
Det var alt.
Bergman-centeret var en hurtig overstået seance. Det bar til mindste detalje præg af et museum fra en tid, der var engang. Mildest talt. Med ” ordnung muss sein ” som det centrale element i indretningen, forudsigeligt og gabende kedsommeligt: let støvede filmplakater på væggene. En snurrende gammel videomaskine stablet op i et lille mørkt lokale bag et falmet gardin viste nogle slørede optagelser med Bergman som arbejdende filminstruktør. På nogle reolhylder lå forskelligt materiale såsom bøger og hæfter specielt fra hans instruktioner på Fårö. Det var alt, hvad det museum havde at byde på.
TUREN TIL HAMMARS var knap nok afmærket. Bergmans familie og pårørende må have gjort, hvad muligt er for at besværliggøre tilkørslen til plantagen, hvor privatboligen findes. Der var mangelfuld skiltning og en grusvej med så store huller og skarpe sten i vejbanen, at det faktisk var uforsvarligt at køre på den vej med almindelige biler. Man måtte snegle sig frem med risiko for, at et knækket hjulnav eller et punkteret dæk ville hindre videre kørsel. Alle veje på Fårö er ellers fint asfalterede, men denne var nærmest ufremkommelig at køre på.
Inde i plantagen var vejen efterhånden skrumpet ind til en sti, hvor to biler næppe kunne passere hinanden, men vi mødte ingen modkørende trafik. Alt var tyst og stille i sommervarmen. Vi var alene om den udflugt ind i intetheden.
Mellem fyrretræerne fik vi pludselig øje på et meterhøjt ståltrådshegn med betonpæle, der snoede sig vej gennem skoven. Om der var pigtråd over hegnet, kan jeg ikke huske. Vi kørte langsomt videre med stigende forundring, og pludselig oplevede vi noget, vi ikke i vor vildeste fantasi havde forestillet os: I en rydning i plantagen så vi en tilgitret galvaniseret indkørsel, der til forveksling lignede en forladt fangelejr. Her var opsat to store, massive stålmaster med projektører. De stod ved en solid indgangs-port forsynet med store kæder og store hængelåse og det obligate skilt: ”Tilträde förbjudet”. Synet var skræmmende.
Tænk, om Rungstedlundfonden i sin tid egenrådigt havde besluttet at indhegne ikke blot godset Rungstedlund men hele parken omkring Karen Blixens smukke og seværdige bolig for at holde offentligheden borte. Det ville med garanti have udløst et nationalt ramaskrig. Det gør man bare ikke, men det skete altså i Sverige uden de store mislyde.
Forfatteren Astrid Lindgrens fødested i Vimmerby, Selma Lagerlöfs barndomshjem i Mårbacka, den tidligere FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds firlængede sommerbolig i Backåkra i Skåne og snesevis af andre kendte svenskeres private boliger er åbne for offentligheden. På den baggrund er det mere end uforståeligt, ja, idiotisk og dybt forargeligt, at Ingmar Bergmans private boligområde er hegnet ind med meterhøj ståltråd og betonpæle, så langt øjet rækker.
DET ER NU 10 ÅR SIDEN, Ingmar Bergman, mæt af dage, døde i en alder af 89 år. Han ligger begravet ved Fårö Kirke, en gravplads i et hjørne af kirkegården, han selv havde valgt, med udsigt til skov og hav. Skilte ved kirkegården viser vej til graven, der dog ikke er indhegnet, som hans private bopæl er det. Lidt har vel også ret.
Men det er og forbliver en skandale, at en af verdens største film- og teaterkunstnere med mere end 50 spillefilm og over 150 teateropsætningers eftermæle forvaltes så skandaløst.
Men hvorfor ønskede hans efterladte familie og børn dette? Hvad var deres bevæggrunde? Det vides ikke. En indirekte forklaring kunne være det officielle Sveriges holdning til Ingmar Bergman. For han var hverken populær eller afholdt i de intellektuelle kredse i Stockholm tilbage i 1970’erne, hvor specielt avisernes anmeldere så med en blanding af mistillid og nedvurderende holdninger på hans produktion.
Det såkaldte politiske etablissement lagde også afstand til ham. Helt galt gik det, da han i 1976 midt under en prøve på Dramatan pludselig blev arresteret af svensk politi. Det svenske Skatteverket anklagede ham for skattesvig. Ingmar Bergman, der fra starten nægtede ethvert kendskab til skattebedrageri, følte sig til sidst så smerteligt berørt og krænket af skattesagen, at han drog i landflygtighed. Han boede og arbejdede i flere år i München, inden han nogle år senere kunne vende hjem til sit elskede Sverige, frikendt for alle beskyldninger.
Men 10 år efter Ingmar Bergmans død er det vel stadig overkommeligt at åbne et smukt anlagt besøgscenter ved hans private strandområde i Hammars på Fårö. Det fortjener han, og det skylder Stiftelsen Bergmancenter den store internationale offentlighed, der om nogen har beundret og anerkendt Ingmar Bergman.