Prøv avisen

Skilsmisser er et undervurderet samfundsproblem

Kvinder dropper ægtepagten - Det er så yndigtat følges ad, men.... Mange kvinder sikrer sig ikke del i mandens pension med en ægtepagt, selv om de kender konsekvensen, viser ny undersøgelse. Det undrer en familieadvokat. Selv om mange kvinder risikerer en grim overraskelse på pensionsfronten ved en skilsmisse, er det få ægtepar, der har sikret ligedeling af pensionerne. Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt medlemmer af Pensionskassernes Administration, PKA, hvor 90 procent af medlemmerne er kvinder. Kun lidt over hver tiende har lavet en ægtepagt selv om 7 ud af 10 godt ved, at det koster dyrt ikke at have indgået en ægtepagt, hvis de skulle blive skilt. Den 1. januar 2007 blev reglerne nemlig ændret, så pensionerne ikke længere deles ved skilsmisse. Foto: Rune Evensen

Et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning, og moderne forældres selvrealiseringsprojekter med nye partnere efterlader stribevis af børn i det blodfyldte kølvand

Skilsmisser er i dag mere undtagelsen end reglen. Aviser, film, bøger og tv flyder over af emnet, fordi de eksploderende skilsmissetal skaber megaproblemer – og af en meget enkel grund: Et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning. Dannelsen af de nye generationer tabes tungt på gulvet, og stadig flere sårbare og livsuduelige unge mennesker flagrer rundt i universet for at finde fodfæste.

Først en diagnose af de ulykker, som familiernes sammenbrud fører med sig. Om skilsmissens anatomi er der sagt og skrevet mange både kloge og klargørende ord. Desværre bliver sandhederne som oftest overhalet indenom af floskler og skønmalende mytologi skåret over læsten: Hvad der er godt for mor og far, er godt for lille Frederik. Og voksne mennesker skal da ikke holde sammen i et forhold, hvor følelserne er stagneret, og kedsommeligheden er blevet dagligdag.

De voksnes rettigheds- og selvrealiseringsprojekter med nye partnere efterlader stribevis af børn i det blodfyldte kølvand. Det kan dokumenteres massivt i dag. Skilsmissebørn ender hyppigt i specialundervisning, og de har langt større risiko for ikke at få en uddannelse end børn i ubrudte parfamilier. Ikke underligt svigter koncentrationen i skolen, når mor og far går fra hinanden. Skilsmissebørn har oftere problemer med deres skolegang end andre jævnaldrende, fordi barnet selvfølgelig bruger en masse energi på alt andet end skolen. Det skal forholde sig til et delt hjem, til fars og mors nye kærester og til at finde ud af, "hvor hører jeg egentlig til?"

Skilsmissen betyder, at forældrene har mindre overskud til at støtte børnene i dagligdagen. Ikke mindst den forladte part, der kæmper for at holde sammen på sig selv. Men der skal overskud til at lave sund morgenmad og smøre nærende frokostmad, se til, at barnets skoletaske bliver pakket med de rigtige bøger og lektierne lavet. Og i dag er det alment kendt, at børn, der springer morgenmaden over, oftere er overvægtige end børn, der spiser morgenmad regelmæssigt.

Den nye familietrend, der går ud på, at skilsmissebørn bor syv dage på skift hos far og mor, har konsekvenser for opdragelsen.

Ud over at det er en skizofren tilværelse at bo to forskellige steder, betyder modellen, at forældrene typisk vil vige tilbage fra at tage de konflikter, der skal til for at opdrage børnene og gøre dem klart, at de skal passe deres pligter, herunder skolen.

For tænk, hvis lille Søren synes, der er mere spændende ovre hos far, fordi han har bedre råd til at forkæle med mærkevarer og det sidste nye computerspil, og tænk, hvis lille Susanne bedre kan lide at være hos mor, så når hun er hos far, så skal han sandelig ikke ødelægge den gode stemning ved at sætte grænser og stille krav.

Børns sorg i forbindelse med skilsmisse er nærmest tabu. Samtidig er børn grænseløst loyale over for deres ansvarsforflygtigende, egoistiske forældre, der ikke har forstået, at det at sætte et barn i verden er et mindst 18-årigt projekt.

TIL TRODS FOR, at børnenes fundament sprænges væk under dem, til trods for, at den mor eller far, som burde være deres støtte og beskytter, er den, som fører kniven – ja, så elsker Peter og Susanne alligevel mor og far og påtager sig ofte ligefrem skylden for bruddet. Lidt større børn går sågar tit ind i en totalt urimelig funktion som trøster og fortrolig for den forladte part, hvis liv også ligger smadret.

Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at indsylte sig i lystløgne om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for Lille Peter, frem for at han hører på mors og fars eventuelle skænderier. Skilsmisser er en katastrofe, hvor der er børn involveret.

Men hvorfor dog ikke bare glæde sig over den udstrakte frihed, lystprincippets sejrsgang og den fantastiske individualisme, der ligger i ikke bare at skifte bilen ud med jævne mellemrum, men også partneren? Svaret – og knasten – er igen-igen børnene, der skal beskyttes ved at bevare familien intakt – i hvert fald indtil afkommet har nået skelsår og alder. Dertil kommer, at skilsmisser er dyre for samfundet i tabt arbejdsfortjeneste, sygdom, forhøjede børnepenge, psykologhjælp og sværmen af u(til)passede børn.

Efter min bedste overbevisning hænger miseren et langt stykke ad vejen sammen med, at de fleste yngre kvinder og mænd nægter at acceptere, at familien reduceres til arbejdsplads, når der kommer børn. Drømmen om familien som ramme for romantisk kærlighed, nærvær, ressourceopladning, følelsesmæssig omsorg, fravær af spændetrøjer og ubehagelige pligter får et grundskud, når der først kommer børn.

DAGLIGDAGEN VISER SIG at være lysår fra den mytologi, som reklamernes og tv-seriernes familieidyller pumper ud i æteren, hvor mor aldrig er gladere, end når lille Peter kommer ind og har møget sine nye bukser fuldstændigt til i pløre, så hun kan få lov til at afprøve sit supervaskepulver. Og far aldrig har det sjovere, end når han fodrer lille-Bebs med Beauvais? babymos.

En mytologi, som den enkelte familie yderligere nærer ved at køre et facade-rytteri, der lader antyde, at hjemme hos os står den på honeypunch og sugarmousse fra morgen til aften, for vi ææælsker bare hinanden og vores børn og vores liv. Altså lige indtil skilsmissen.

Tanken om "hjemmet som arbejdsplads" er selvfølgelig ubærlig. Tilmed en arbejdsplads uden faste frikvarterer og kaffepauser. Uden en urban omgangstone.

Uden prestige og – allerværst – uden aflønning. Først har man været af sted på sit mindst syv en halv times lønarbejde, hvortil kommer transporten, og nu går turen så direkte til Hjemmevej og fuldtidsarbejde nummer to. Og det på et tidspunkt, hvor ens eneste lyst er at slå stængerne fra og dejse om på sofaen med et ugeblad, avisen eller fjernbetjeningen.

I stedet for et godt glas rødvin og en lille lur står den på børneafhentning, indkøb, madlavning, opvask, oprydning, lektielæsning, natning og tøjvask. Weekenderne er heller ikke fredfyldte oaser – men det stik modsatte, for lørdag-søndag skal alle de gøremål, ugens fem første dage ikke rakte til, gerne effektueres. Ellers må ferierne tages til hjælp, hvor lille Betty og Benny så passende kan komme i børnehave og fritidsordning, mens far bygger carport, og mor maler badeværelse.

Appel til dårlig forældresamvittighed har vist sig utilstrækkelig som motivation til at få mor og far til at drosle ned på arbejdsmarkedet. Derfor er det nødvendigt at ty til andre midler. Recepten til gavn for erkendelse af pligter og ansvarlighed lyder på følgende piller:

1) De første 18 måneder af et barns liv er der ingen offentlige pasningstilbud. Normale børn under 18 måneder har ingen interesse i vuggestuer. De har brug for en tilstedeværende mor m/k, der er leveringsdygtig i ro, renlighed og regelmæssighed.

2) Intet barn mellem 18 måneder og seks år må være længere i institution end 30 timer om ugen.

3) Børnepengene afskaffes de første 18 måneder af et barns liv.

Med disse rammer for familieforøgelsen vil kommende forældre være nødt til langt grundigere at overveje, om deres fuldtidsarbejde og aktuelle levestandard nu også kan forenes med at drage omsorg for et barn og med de summer, et barn koster.

Og hvis svaret er: Ja, vi vil stadigvæk gerne have et barn, så vil det deltidsarbejde, mor og/eller far bliver nødt til at skaffe sig, være vidnesbyrdet om, at barneønsket er andet og mere end anskaffelse af nok et forbrugsgode.

Helt ærligt: Hvor svært kan det være?

Lone Nørgaard er lektor og cand.mag.