Skjolder på den kirkelige enheds vej

I 2013 er det 65 år siden, repræsentanter fra folkekirken var med til at etablere Kirkernes Verdensråd, som siden da har arbejdet med at bringe kirkefamilier og teologiske traditioner sammen under det bibelske motto At de alle må være ét. Dagens kronikør tvivler på enhedstanken, men tror på den mellemkirkelige samtale

"Efter århundreder med kirkesplittelser blev der i begyndelsen af det 20. århundrede fokuseret på det, der samlede, og i 1948 blev Kirkernes Verdensråd skabt som et mellemkirkeligt samtaleforum. Men meget har ændret sig siden da," skriver Jørgen Skov Sørensen i dagens kronik.
"Efter århundreder med kirkesplittelser blev der i begyndelsen af det 20. århundrede fokuseret på det, der samlede, og i 1948 blev Kirkernes Verdensråd skabt som et mellemkirkeligt samtaleforum. Men meget har ændret sig siden da," skriver Jørgen Skov Sørensen i dagens kronik.

Schweiz. Genève. Vi er til konference i Kirkernes Verdensråd og sidder i det store centrale konferencelokale midt i Det Økumeniske Center, bygningen, hvor de fleste af de internationale mellemkirkelige organisationer, folkekirken er medlem af, har administrativt hovedkvarter.

Her er højt til loftet. Her er langt fra væg til væg. Her er summepause. Et babylonsk virvar af sprog og stemmer fylder lokalet. Lyset strømmer ind gennem to store glaspartier, som udgør en betragtelig del af én af de fire vægge.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens internationale øjne

På gulvet ved runde konferenceborde sidder mænd og kvinder i et sandt festfyrværkeri af afrikanske klædedragter side om side med lutherske præster fra Nordeuropa, mange af dem stiligt påklædt, iført præsteskjorter i afdæmpede mørke farver, der sammen med den hvide flip står som tegnet på præstelig ordination. De folkekirkelige deltagere har, skønt der er et par præster imellem, almindeligt civilt tøj på.

På et gigantisk vægtæppe mellem de to glaspartier er der i den sirlige vævning afbilledet konturer af kirkebygninger fra hele verden. En hvid dansk savtakket landsbykirke. En afrikansk stråhyttekirke. En hinduismeinspireret kirkebygning fra Indien.

Midt i det hele træder Jesus frem af billedet, og under ham står ordene fra Johannesevangeliet (17, 21) gengivet på græsk: Jeg beder for, at de alle må være ét. Kunstneren spiller naturligvis på kontrasten mellem på den ene side de mange kulturelle sammenhænge, som kirkebygningerne repræsenterer, og på den anden side Jesu fromme ønske om enhed blandt verdens kristne: at de alle må være ét. Jesu ord, der om noget er blevet til den økumeniske bevægelses mellemkirkelige motto, står tydeligt som symbolsk overskrift også for det aktuelle møde som for adskillige møder, der i årenes løb er blevet afholdt her.

Konferencesalen i Det Økumeniske Center er ud over højden, vidden, stemmerne og lyset fra glaspartierne karakteriseret ved et i sagens natur meget stort smukt, højluvet, beigefarvet, ja, næsten hvidt væg til væg-tæppe.

Indretningsarkitekten har sikkert valgt den farve, fordi det er med til at gøre salen indbydende og lys i kontrast med det mørke træ på væggene.

Måske bærer den lyse farve også inspiration fra idéen om det rene, det uspolerede, det ubrudte, det perfekte. Enhedens vej fra væg til væg og samtidig den lige vej på kryds og tværs af alle de forskellige kirkesamfund, som mødes her i Genève. Vi ved det ikke. Men tanken ligger nær, når man træder ind i det store konferencelokale.

Hvad vi ved, er imidlertid, at samme beigefarvede tæppe er ualmindelig sart over for mødet med farvede væsker. Centrets tekniske ledelse har da også af den grund monteret forbudsskilte på strategiske steder såvel udenfor som indenfor i salen.

På Kirkernes Verdensråds fem officielle sprog engelsk, tysk, fransk, spansk og russisk kan man læse, at kaffe og te, to af de mest almindelige økumeniske drikkevarer, ikke må medbringes i salen. Alligevel er det med al mulig tydelighed synligt for enhver besøgende, at mennesket er et brødefuldt væsen, der nok har viljen til det gode og sande, men som alligevel gør det forkerte.

Flere store skjolder på det beige tæppe og der bliver flere som årene går minder deltagerne om, at hvor der er mennesker indblandet, er ikke alt sådan, som der bliver bedt om det. Kaffe- og teskjolderne fremtræder symbolsk på det beige tæppe som huller på enhedens vej.

Og de er ikke de eneste skjolder på enhedens vej. Lytter man sig igennem drøftelserne mellem repræsentanter for de 349 medlemskirker i Kirkernes Verdensråd bare et par timer, opdager man hurtigt, at det ikke altid er enhedens toner, der slås an i denne verdens kulturelt og etnisk set mest mangfoldige mellemkirkelige organisation.

Der er uenighed om, hvordan man som kirke forvalter økonomiske midler bedst muligt. Der er uenighed om, hvor fokus skal ligge, når det gælder gudstjenestefejring og diakonale handlinger i det omliggende samfund. Der er uenighed om seksuelle minoriteters plads i og uden for kirken. Der er mange misfarvede skjolder på det internationale mellemkirkelige arbejde.

Kan det være anderledes? Nej. Den mellemkirkelige samtale adskiller sig ikke fra resten af virkeligheden i verden. Den er skjoldet og til tider ganske uskøn. Nogle gange kaotisk. Der var en gang, hvor nogle i folkekirken frygtede, at det mellemkirkelige arbejde skulle føre til ensartethed, måske sågar ensretning mellem kristne; at forskellene mellem kirker og kirkesamfund skulle udviskes i et idealistisk forsøg på at opfylde Jesu bøn om, at alle må være ét.

Og ret skal være ret: Den økumeniske bevægelse tog ikke blot sin begyndelse, men sandelig også fart på netop det grundlag. Efter århundreder med kirkesplittelser blev der i begyndelsen af det 20. århundrede fokuseret på det, der samlede, og i 1948 blev Kirkernes Verdensråd skabt som et mellemkirkeligt samtaleforum. Der var i den grad enhed på dagsordenen.

Men meget har ændret sig siden da. Kirken er blevet globaliseret den findes i dag overalt. Og af samme grund findes kirken også i alle mulige kulturelle afskygninger. Vægtæppet i Det Økumeniske Center minder os om det. Ydermere er de tidligere missionskirker blevet selvstændige.

Kirkernes Verdensråd var i bund og grund en opfindelse blandt vestlige kirkeledere. Det afslører tekster og billedmateriale fra de indledende møder, som fandt sted i Amsterdam lige efter Anden Verdenskrig. Europa var verdens centrum.

Det er anderledes i dag. Ledere fra afrikanske, asiatiske og latinamerikanske kirker taler nu med vægt og indflydelse, når repræsentanter for medlemskirkerne i Verdensrådet mødes i Genève. Som følge heraf er det blevet klart for de fleste i den økumeniske bevægelse, at der er afgrundsdybe kulturelle og teologiske skel mellem verdens kirker, og at disse skel ikke kun går mellem nord og syd, men sandelig også mellem nord og nord og syd og syd.

Skal vi så overhovedet mødes med de andre? Giver det mening, når vi kan se, at der består en meningsmæssig afgrund mellem flere af kirkerne?

Ja, det giver mening. Uden Kirkernes Verdensråd eller de andre globale og regionale fora, hvor folkekirken har medlemskab og derfor sidder med ved bordet, var det måske aldrig gået op for os (eller for de andre medlemskirker), at det nok alligevel ikke er kirken og de kirkelige, der er svaret på Kristi bøn om enhed.

Kirken og de kirkelige er lige så mangfoldige og lige så splittede i holdninger og meninger som resten af verden er det. For nok udgør vi Kristi Kirke, men vi udgør Kristi Kirke på jord på forgængelighedens og støvets præmisser og med al den skrøbelighed, det nu medfører.

Tæppet er skjoldet. Vejen er hullet. Kløften afgrundsdyb. Men selv over en afgrund kan der som bekendt bygges bro. Og det uanset, hvor dyb afgrunden er. Det giver en helt ny betydning for Jesu ord i Johannesevangeliet (17, 21). Det ville være groft fejlagtigt at påstå, at alle kristne kirker er blevet ét i den økumeniske bevægelses første århundrede. Og intet tyder på, at det vil ske i det kommende. Det bliver nok først i den næste verden, at Jesus får sin bøn opfyldt.

Men et fromt ønske om, at de alle må være ét sted, er heller ikke så dårligt. Vi mødes i Genève. Eller hvor vi nu mødes. Taler sammen og inspireres. Konfronteres, fascineres og forarges over hinandens holdninger og teologi. Bliver klogere på hinanden. På os selv. Alt imens skjolderne på det beige væg til væg- gulvtæppe minder os om både menneskers og kirkers begrænsninger og skrøbelighed.

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. og sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd