Vi befinder os i en overgangsfase. Coronakrisen har skabt et før, under og efter. Det er nu, vi har muligheden for at formulere det samfund, der skal være i det ”efter”, der er på vej. Der er ikke nødvendigvis tale om et fuldstændigt forandret samfund, men et, der er præget af det, vi lærte af denne altomfattende nødsituation.
Vi lærte blandt andet, at krisen skulle løses i fællesskab, og at nye former for fællesskaber voksede frem. Det skete blandt andet i den intergenerationelle omsorg, der var nødvendig.
For eksempel måtte unge give afkald på deres hverdag af hensyn til ældre aldersgrupper.
Et andet eksempel er, at generationerne på tværs mødtes til fællessang på DR 1 fredag aften.
Et tredje er, at mange af os måtte arbejde hjemmefra. Vi måtte alle bidrage til løsningen af krisen. Også selvom der ikke var en umiddelbar gevinst for den enkelte.
Det er, som om fællesskabsidéen har fået ny næring. At den er blevet revitaliseret. Det bør vi bygge vores post-corona-samfund på. Det vil være naturligt at begynde med skolen, fordi vi altid her lægger grundstenene til det samfund, vi ønsker at skabe.
Igennem mange år har fællesskabet ikke spillet en fremtrædende rolle i skoledebatten. Der har i stedet været fokus på begreber som individualisering, læringsmålstyret undervisning og det, at skolen først og fremmest skal klargøre eleverne til arbejdsmarkedet.
Læren fra coronakrisen er imidlertid, at det hverken var det individualistiske eller det målbare, der fik os igennem. Det var i meget høj grad begreber som tillid, etik, moral, fællesskab og samfundssind, vi trak på. Det var desuden nødvendigt med kreative og anderledes løsninger på mange problemer, fordi vi stod i noget, ingen havde prøvet før. Det bør vi indrette samfundet og skolen efter.
Fremtidens samfund skal være præget af engagerede, forundringsparate, empatiske, læringsvillige, ansvarsbevidste borgere med blik for en større helhed samt mere og andet end konkurrencestatstankegang og en individualiseret tilgang til alle problemstillinger.
Kunne vi derfor forandre skoletænkningen fra læringsmålstyret undervisning, uddannelse til individualisering, et ekstremt fokus på eksaminer og karakterer, målretning til et arbejdsmarked præget af konkurrence og resultater til en tankegang, der også tager højde for at danne eleverne til et tillidsbaseret samfundssind og en revitalisering af fællesskabsbegrebet?
Kunne vi tillægge undervisning og samvær, der ikke umiddelbart kan måles, større værdi, efter at det har været negligeret i en årrække?
Efterskoleformen kan bidrage til eksemplificering af dette. Den er et mikrokosmos i makrokosmos. Vi bygger et lille samfund sammen, imens det store samfund er lige ude på den anden side af hækken. Vi involverer os til stadighed i det omkringliggende samfund på mange måder, men opfattes ofte som ovenfor beskrevet.
Eleverne vælger os ofte til på baggrund af individuelle interesser. De kan for eksempel spille musik, dyrke sport, friluftsliv eller teater og tilvælger deres efterskole på baggrund af dette.
Så snart de begynder som elever, oplever de, at de får meget mere og andet med sig, end de troede og kendte til. De oplever, at fællesskab er noget, vi gør sammen.
Fællesskabet sker i undervisningen, såvel den boglige som den praktisk-kreative, de anderledes og overraskende aktiviteter, de ikke kendte til eksistensen af, i det hjemlige samvær uden for timerne og ikke mindst i de praktiske opgaver, der skal klares hver dag, som for eksempel madlavning, rengøring og oprydning.
I deres senere tilværelse, herunder studie- og arbejdsliv, er det blandt andet denne anderledeshed, de trækker på, når de skal løse krævende, uforudsete og pludselige opgaver og kriser.
Fællessang er et eksempel på denne anderledeshed. Vi synger meget på efterskolerne og ved af erfaring, hvilke særlige kvaliteter fællessang rummer. Den er en af de ting, mange elever ikke kender til på forhånd, men som langt de fleste lærer at sætte stor pris på i løbet af et skoleår, og som de sidenhen savner og opsøger i andre sammenhænge.
Derfor var det, for os, ikke så overraskende, at fællessang blev et stort folkeligt samlingspunkt på DR 1 fredag aften kort inde i nedlukningen af Danmark. Ud over det umiddelbart hyggelige, rummer fællessangen nemlig kvaliteter, der er nødvendige i et post-corona-samfund.
I sangen kan alle være med og bidrage på forskellig vis. Den er et fællesskab, vi gør sammen.
Den maner til umiddelbar samhørighed. Den skaber fælles billeder og fortællinger, vi kan handle ud fra. Den sætter ord på fællesmenneskelige erfaringer og følelser, som er stærkere end det, vi selv kan stykke sammen i situationen, og bliver på den måde et beredskab, vi kan trække på i for eksempel krisesituationer. Den minder os desuden om, at vi står på skuldrene af tidligere generationer.
Alt sammen noget værdifuldt, som ikke er målbart, og som ikke har en umiddelbar nytteeffekt, hvis man iagttager det igennem en konkurrencestatsprisme.
Det samfund, vi bør skabe efter coronakrisen, bør tillægge sådanne kvaliteter afgørende betydning.
Det betyder, at den skole, vi skal opdrage og danne børn og unge i, skal lægge vægt på at inddrage sådanne kvaliteter i undervisningen og samværet med eleverne. De skal for eksempel lære, at hensynet til andre kan begrænse deres egen frihed.
Vi skal forberede de unge på alt det, en tilværelse kan indeholde, for eksempel en krise af et omfang som denne corona-periode. Her kommer blandt andet en læringsmålstyret undervisningsideologi til kort, fordi den kun fokuserer på det, vi allerede kender til.
Skolen bør tage børn og unge i hånden og give dem noget af det, de allerede kender til, men i meget høj grad også bibringe dem det, hverken de eller vi endnu kender til.
Forundringsparathed kan ikke indgå i et læringsmålstyret undervisningsparadigme. Den kræver tid og rum for at kunne udfolde sig.
Den fordrer, at undervisningen tør gå ad nye veje uden på forhånd at kunne give klare svar på, hvad det skal føre til, og på hvilken måde den bidrager til at forberede eleverne til arbejdsmarkedet.
Skolen efter corona bør være langt mere fællesskabsorienteret end hidtil, fordi vi lærte, at det er afgørende for, at vi som samfund kan håndtere store kriser.
Her spiller efterskoleformen gerne en rolle, da vi i forvejen er familiære med at etablere fællesskaber i mikrokosmos på skolerne, som sidenhen kan komme det øvrige samfund, makrokosmos, til gavn.
Samfundet vender ikke tilbage til den tilstand, det befandt sig i før coronakrisen.
Noget er forandret for altid. Det kalder på en reformulering af det fællesskab, det samfund, vi er en del af.
Denne reformulering bør tillægge begreber som tillid og fællesskab meget større værdi end hidtil. Lad os begynde med skolen.