VED ET SELSKAB for nylig fortalte en ældre lærer mig, at han derhjemme nu havde et klassesæt af højskolesangbøger.
Hans skole havde stemplet dem ”kasseret”, men det syntes han ikke om, de var langtfra slidt i stumper og stykker. En slidt højskolesangbog er en god højskolesangbog. Da jeg i 1980’erne var lærer på Krabbesholm, sled vi hårdt på sangbøgerne. Vi lærte hurtigt at benytte sangbogen i dens dybder. Der blev ikke leflet, vi holdt os ej tilbage, og lærere og elever delte sangskatten med hinanden.
Kernen var Grundtvigs salme- og sangskat, den kunne vi, og således fik vi alle foræret det, der ikke er meget tilbage af i dag, det, man sådan kalder – for nu at benytte det ord, alle kan tåle at tage i deres mund uden synkebesvær – sammenhængskraften. Således blev ”den blå” sangbog rygraden i det, der knytter os sammen, holder os sammen som folk – og det skal vi sige og gentage i disse tider, hvor ordet ”folk” synes forsvundet.
Der findes lærere i folkeskolen, der har et forhold til den danske sangskat – og tak for det og til dem: Klø på med det. Vores elever ved ikke, at de savner sammenhængskraften. De fleste lærere har dog intet eller kun ringe forhold til sagen, hvor skulle de også lige have fået det fra? Nogle få hjemmefra selvfølgelig, andre måske fra en efterskole eller en højskole, hvor stangen ligger lidt højere end ved sange som ”Linedanser” og ”God morgen, lille land” omend begge godt anvendt ikke er helt tossede. Alt for ofte kommer man bare ikke længere, men lader sig spise af. Brug dem i stedet til at komme længere ned. Find Grundtvig. Altså ham selv, hvor han er uundværlig: i hans salmer og sange. Her får man sammenhængskraften på en præsenterbakke. Bare gå i gang. Alt for mange har ikke personligt noget i klemme og har derfor heller ikke noget at miste. Her fejler folkeskolen katastrofalt. Folkets skole skulle gerne være med til at svejse folket sammen.
Ud over det med kundskaberne – eller som man i dag hellere vil tale om: kompetencer – burde folkets skole sende eleverne videre med den ballast, det er at høre sammen. Høre grundfortællingerne om menneskelivet og møde vores lange historie og synge om den. Så synker det ind. Hvad jo bestemt ikke gør livet lettere, for pludselig har man en dyrebar last, som kan mistes, hvis vi ikke passer godt på den.
Men ”tilværelsens ulidelige lethed”, den skal skolen ingenlunde stræbe efter. Derimod efter kundskaber og dannelse. Genindfør den klassiske højskole. Det giver livsmod, så man selv kan fortsætte med at læse og dygtiggøre sig. Den bedste pædagogik er altid – uagtet tiden – at læreren kender sit fag grundigt og derudover besidder stor almen viden. Man elsker at give videre af stoffet, når man selv er hjemme i det – og samtidig er på rejse i det.
Skolen er et spejl af samfundet. Klasseundervisning eksisterer næsten ikke rigtig mere. I den forstand er klassen kasseret. Heller ikke i samfundslivet springer sammenhængskraften i øjnene. Visionen om Den Europæiske Union har kostet dyrt indadtil og i dybden. Tidens skole er med til at danne eleverne, så de passer ind i denne historieløshedens forståelse af, hvor de finder deres plads. Alle er linedansere, for ordet ”folk” er antikveret – kasseret?
SKOLEN HAR MISTET FOKUS på sammenhængskraften.
Naturligvis har den teknologiske udvikling stor indvirkning på skolens hverdag, hvor det nu muliggøres, at man ikke mere bogstaveligt talt hører, lytter, sammen – men mest afgørende for sammenhængskraftens deroute er dog afkristningen af danskerne og europæerne. Hos os en udvikling, der for alvor fik vind i sejlene for en generation siden med Ritt Bjerregaards (S) skolelov.
Humanismen bød sig til af den opståede tomhed, og den blev begejstret modtaget. Den har sat sig godt fast, denne selvforgudelse af mig, af mennesket. Med alle sine idéer om, hvordan mennesket frelser sig selv. Med sin fremskridts‑ tro. Med årene forsvandt kristendommens iboende armslængdeprincip, respekten for kollegaens og næstens metode og tarv, og med den sidste reform turde det være synligt, hvilken uvurderlig skat læreren og eleven med har mistet: friheden.
Man forstår det, hvis man kender til skolen, før konsekvenserne af 1975-loven begyndte at vise sig, eller hvis man bare er i besiddelse af sund fornuft og ikke for længst er blevet suget ind i det ideologiske kredsløb, der er humanismens tro følgesvend. Kristendommen blander sig udenom. Den skal ikke ind i krogene med lygten og pege på, hvad der er retfærdigt og rigtigt – eller ej. Den kaster ikke den første sten, har ikke noget for med mennesker, men lader dem i fred, lader lærerne undervise, som de nu bedst kan og vil, lader dem efter evne bringe vores arv videre til næste generation. Dette er ikke fint nok for humanismen, der blander sig, ”påtager sig en opdragerrolle”, som Charles Dickens sarkastisk siger et sted om en anmassende person.
Humanismens skole koster megen spildt tid og mange penge, kommissærer er ikke billige i drift. Humanismen bygger på dem, der for tiden har set lyset og er de højestråbende, og deres naturlov må naturligvis være ”omstillings‑ parathed” og ”innovation”, da fundament og fasthed er gift for skolens humanister.
Man skal være en kende hårdkogt for at holde ud. Eller også skal man være meget glad for de undervisningsstunder, det nu kan blive til. Mange timer forsvinder. Det skal man lære at leve med. Ofte skal eleverne et eller andet udviklende i stedet for at modtage ”gammeldags” undervisning, hvor vi kan finde på at gentage tingene af hensyn til indlæringen. Hver gang en af de gamle forlader skolen, tager de en del af mørtelen med sig. Bindemidlet for den enkelte og for vores land. Da vi bedagede, der endnu er i tjeneste, for mange år siden tog en læreruddannelse, var det for at kunne virke i frihed i en skole, hvor lærerens metodefrihed var reel og ikke stod til diskussion. Dengang, hvor Grundtvigs (og Kolds) skoletanker stadig var kendte.
Siden 1975-loven er det gået slemt tilbage med denne frihedens skole, der havde mange beundrere – også uden for landets grænser. Det begyndte med forbuddet mod at forkynde, og forbuddet sendte mange lærere til timer med selvcensuren i baghovedet: ”Vi sang en salme i dag, og nu har jeg genfortalt en af Jesu lignelser. Jamen, har jeg så ikke gjort, hvad jeg ikke må, nemlig forkynde?”. Læreren blev usikker, hvormed friheden reelt var afskaffet, og frihedsberøvelsens territorium udvides hele tiden, for vi må konstant rette ind efter de seneste sandheder, der synes inspireret af svensk eller østtysk institutionstænkning. Måske var det kun den synlige mur, der forsvandt?
VI LAVER PLANER. Hvor megen tid skal vi ikke bruge på at lave alverdens planer til ingen nytte? Da vi gik på seminariet, lavede vi planer for de timer, vi skulle stå for i praktikperioderne. Naturligvis, vi skulle lære at strukturere timerne. Siden gik man ud og lærte på dette grundlag, hvad undervisning er.
I dag laver ung og gammel lærer planer. Vi går alle sammen på seminariet igen-igen. Institutionen dikterer. Den erfaring og det overblik, mange år i branchen har givet én, stoltheden ved at leve i gerningen og faget og kunne overskue det, vide, hvor der skal sættes ind, er berøvet os.
Læreren skal sandelig ikke bilde sig noget ind, men lave planer. Være under kontrol. Når ”den blå” er væk, er mørtelen og sammenhængskraften væk, forståelsen, meningen. Siger den bedagede, for hvem åndsfriheden var og forbliver hjørnestenen.
Den unge generation ser og tænker anderledes. Hvor ordet ”frihed” for os gamle er suverænt, har frihedsbegrebet for dem en helt anden betydning, de er skolede til en anden slags frihed. Jeg er vokset op med, at den voksne skal være selvstændig, stå på egne ben. Ellers er man ikke voksen. Det går vore elever på samme måde. De unge lærere er der‑ imod vokset op med, at man netop ikke skal stå på egne ben. Så er man bagstræberisk. For dem hører friheden sammen med gruppen, teamet, ”det sociale” – en opgave løses af flere, der alle står på mål for det fremlagte. Man deles om ansvaret, man/jeg er ikke alene. I det er der en slags frihed. Frihed for friheden og fordringen.
Smider man Højskolesangbogen ud, bogstaveligt talt eller i overført betydning, så lader man hånt om sammenhængskraften.
Niels Martin Lasthein er cand.phil., lærer og organist