Sommerferien lakker mod enden. Snart ringer klokkerne ind. For nogle er det den allerførste skoledag. Den allerførste skoledag i en lang række af skoledage. De glæder sig til at se, hvad alt det nye bringer af venskaber og udfordringer
Alle følelser vil komme i spil. Både glæde, håb, angst og håbløshed. Ikke underligt, at skoletiden bliver kaldt for livets skole. For i skolen sættes alt det på spil, som gør os til mennesker og er med til at forme os som de individer, vi bliver. Ingen ser tilbage på deres skoletid med neutrale følelser. Forhåbentlig ser de fleste tilbage på en tid, hvor hjerte og hjerne var sat i sving på en overvejende positiv måde.
Med årets skolestart står en ny generation klar på tærsklen til den kultur, de nu skal socialiseres ind i. En præstationskultur kaldes det. Så spids ikke kun blyanterne, men også albuerne. For krav og forventninger er en del af skolelivet. Kravene vil accelerere hele vejen op gennem uddannelsessystemet. Men stop et øjeblik. Hvem bekymrer sig om det på en første skoledag, hvor solen skinner i det vandkæmmede hår.
Da min bonusdatter i sin tid skulle begynde i børnehaveklassen på den lokale skole, kom hun naturligvis gående i sit fineste puds med sine stolte forældre i hånden. En på hver side og med den nyindkøbte skoletaske på ryggen. Efter at have fremsagt sit navn kunne klasselæreren meddele den kommende elev, at hun skulle gå i B-klassen. ”Så skal du ikke regne med mig!”, var hendes overrumplende svar. ”Jeg vil kun gå i A-klassen.”
Den historie har vi grinet af mange gange i familien, for den siger ret meget om hende som person. Hun er ikke den, der vil nøjes med at være på B-holdet. Kun A-holdet er godt nok.
Nu ved jeg godt, at gå i B-klassen ikke betyder, at man går på et B-hold. Hvor skulle hun imidlertid vide det fra? Hendes erfaring havde hun fra håndboldholdet i Hasle, hvor hun udfoldede sit talent og hver weekend krydsede fingre for, at træneren ringede til forældrene med besked om, at hun var udtaget til kamp for A-holdet.
Hele livet bliver vi delt ind i A- og B-hold. Man skal ikke være ret gammel, inden man forstår, hvor det er sjovest og mest prestigefyldt at være. Når det er sagt, så møder jeg faktisk i min konsultation af og til børn og unge, der foretrækker at spille på B-holdet i håndbold eller fodbold, fordi de ikke kan klare presset på førsteholdet, som det så sigende kaldes i folkemunde.
Men de siger det ofte undskyldende, for de har lært, at de burde skrue op for den indre motivation og kæmpe sig frem og op. Hurtigere og bedre. Eller de har måske talentet, men er indrettet sådan, at de ikke kan klare at skulle præstere ved hver kamp og risikere kritik, hvis de ikke lever op til forventningerne. Han er særligt sensitiv, forklarer forældrene og prøver at bære over.
For det er da ærgerligt, når nu han er så dygtig, siger de videre, mens barnet sender mig et undskyldende blik. Og til sidst ender det med, at kroppen siger fra.
Jeg møder dem i min konsultation, når de reagerer med hovedpine og mavepine og andre fysiske smerter fra kroppen som reaktion på det vedvarende pres, de oplever.
Jeg plejer at sige, at de har en klog krop, der fortæller, at de simpelthen ikke kan magte at skulle måles og vejes hele tiden. Og når man ikke får sagt fra og givet udtryk for, at man altså er mere til hygge på B-holdet, så er det godt, at kroppen kan sige stop.
Nu vil jeg helst ikke bruge ordet særligt sensitiv, men blot konstatere, at vi mennesker er forskellige og ikke alle har samme behov eller forudsætninger for at være den bedste.
Stop, siger lærerne også i skolerne. Stop lige en kende, for vi kan altså ikke rumme det hele i en samlet klasseundervisning. Så også i skolen sker der ret hurtigt en inddeling i A- og B-hold. Holddannelsen tilpasses elevernes behov og forudsætninger.
Der kan argumenteres for, at det er en fordel for nogle elever at være på hold med andre i matematik, engelsk eller dansk, der bedre matcher deres niveau frem for at sidde time efter time og føle sig dum og uvidende. Hellere være god på B-holdet, hedder argumentationen.
Og de dygtigste elever skal jo også udfordres. Er det ikke det, hele tanken bag differentieret undervisning går ud på? At ingen keder sig eller får for svære opgaver. Omvendt er der undersøgelser, der viser, at elever, der bliver set på som dårligere kognitivt fungerende end deres kammerater, ender med at blive ringere. Eller sagt på en anden måde – de bliver præcis så ringe, som læreren forventer af dem. Så det er en vedvarende diskussion, hvordan undervisningen bedst tilrettelægges for eleverne.
Nu er det min tur til at sige stop. Stop lige op et øjeblik. For en ting er at komme på B-holdet til håndbold, fodbold eller matematik. Noget helt andet er at være på B-holdet socialt set. Og meget tyder på, at har dine forældre spillet på B-holdet, så er det meget svært at få oprykningstilladelse til A-holdet. ”Kom,” siger vi lokkende. Du kan blive alt, når bare du vil det nok. Næsten som et ekko fra noget, vi har hørt omtalt som essensen i den amerikanske drøm. Er det nu også blevet vores drøm?
Som barn i dag er du født i mulighedernes tid og nutidens præstationssamfund. Stop, stop, stop for med den tænkning er der også kun en at bebrejde, hvis man oplever ikke at slå til. For hvis man har alle muligheder, er det jo ens egen skyld, hvis ikke man får succes.
Vi må ikke være blinde for ulige muligheder. Du kan være både flittig og dygtig og alligevel kæmpe en umulig kamp for at bryde de sociale mønstre.
Jeg arbejder som privatpraktiserende psykolog med speciale i sundheds- psykologi. Børn fra socialt og økonomisk trængte familier har flere sundhedsproblemer end andre børn. Alle undersøgelser viser, at børn fra de socialt ringest stillede samfundsgrupper oftere er syge, de får oftere medicin og har større bekymring og mindre tilfredshed omkring deres egen sundhed.
Og som om det ikke er alarmerende nok, så rapporterer de, at de har mindre tro på, at de som voksne får et liv med høj livstilfredshed.
Vi ved fra undersøgelser, at børn og unge fra dårligst stillede hjem har øget risiko for at udvikle angst, depression og overvægt. Selv sygdomme som diabetes og andre kroniske sygdomme, som vi tidligere har opfattet som rent somatiske sygdomme, har børn fra socialt og økonomisk trængte familier øget risiko for at udvikle. Så det fysiske er under stor påvirkning af ikke kun det psykiske, men også det sociale.
Når et nyt skoleår ringer ind, og nye poder står klar, parat og spæner af sted på start, så er der nogle, der har bedre chancer for at komme først over målstregen. Den sociale arv vejer fortsat meget tungt og er svær at bryde ud af. Når vi derfor siger til vores børn, at de har alle muligheder, negligerer vi al viden om social ulighed, og dermed kommer vi til at individualisere forskellene.
Så måske skulle vi stoppe lidt op og minde hinanden om, at alle vi, der er så heldige at være en del af A-holdet, ikke er gjort af et særligt stof. Et stof, der med flid og dygtighed har præmieret os med en plads på A-holdet. Faktisk udmærker vi os ikke ved meget mere end at være heldige med, at vi er født ind i den rigtige familie med de rette ressourcer.
Vi skal have øje for, at man ikke er uduelig, doven og umotiveret, selvom man ikke ender med karriere og drømmejob.