Prøv avisen

Skriften, kirken og homoseksualitet

Synet på homoseksualitet i Det Nye Testamente er mere nuanceret end som så. Jesus siger intet om homoseksualitet. Det gør kun Paulus i sin egen tolkning af kristendommen, skriver sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen

Synet på homoseksualitet i Det Nye Testamente er mere nuanceret end som så. Jesus siger intet om homoseksualitet. Det gør kun Paulus i sin egen tolkning af kristendommen, skriver sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen

DEBATTEN OMKRING velsignelse af homoseksuelle forhold er på ny blusset op, efter at kirkeministerens nedsatte udvalg har sendt en rapport på gaden, hvor en form for velsignelse anbefales.

Kirkens højrefløj har engageret sig stærkt i debatten med trusler om at gå, hvilket ville være overordentlig kedeligt, men også med anklager om brud på det lutherske skriftsyn, hvilket er alvorligt.

Det lutherske skriftsyn grunder sig på Martin Luthers forståelse af skriften, hvor det ikke er skriften som sådan, der er hellig, men om skriften forkynder og maler den korsfæstede og opstandne frelser for det læsende og hørende menneske. Luther sagde, at Skriften skulle "drive på Kristus", og først når den gør det, kan den kaldes hellig skrift.

I hele Det Nye Testamente er det kun Paulus, der omtaler homoseksualitet (Rom. 1, 26-27; 1. Kor. 6, 9 og 1. Tim. 1, 10), og her kun som hans egen tolkning af kristendommen. Alle tre steder, hvor Paulus omtaler homoseksualitet, er det negativt. Omtalen af homoseksualitet hos Paulus er hans tydning og tolkning af kristendommen. En tydning og tolkning, som han fandt kunne beskrive sider af kristendommen på den tid. Men hvad med Jesus selv?

Jesus har ifølge evangelierne ingen udsagn om homoseksualitet. Men der findes utallige udsagn og handlinger, hvor Jesus rækker hånden ud til de udstødte og stigmatiserede (for eksempel Matt. 8, 1-4, 9, 20-22; Mark. 5, 25-34, 7, 24-30; Luk. 8, 27-36, 9, 46-48, 10, 25-37, 14, 15-24, 15, 1-10, 15, 11-32, 17, 11-19, 19, 1-10; Johs. 4, 1-26, 5, 1-18, 8, 1-11, 15, 9-17).

Jesus overskrider mange af disse steder en klar grænse for borgerlig anstændighed. Det er ikke så ganske ligetil at finde en fællesnævner for Det Nye Testamentes holdning til homoseksuelle. De tre steder hos Paulus er hans personlige tolkning af evangeliet, med mindre man da tror på verbalinspiration, altså at Gud skulle være den egentlige forfatter til Det Nye Testamente, men så er man overordentlig langt væk fra det klassiske lutherske skriftsyn.

Men hvis vi skiftede ordet "homoseksuelle" ud med ordet "spedalske", ville Jesu holdning til emnet være ganske klar.

Paulus er kirkens første teolog, og hans tolkning af evangeliet om Jesus Kristus må og skal tydes og tolkes, hvis kirken vil vedblive med at være en levende kirke. Paulus' tale om homoseksualitet kan i øvrigt fjernes, uden at hans teologi ændres af den grund. Det er altså ikke en central del af hans forkyndelse.

I brevet til romerne finder vi det mest fremhævede sted, hvor homoseksualitet omtales (Rom. 1, 26-27). Her benytter Paulus homoseksualitet til at illustrere konsekvensen af ikke at kende Gud. Det afgørende er det ikke at kende Gud. Er vi parate til at hævde, at homoseksualitet er en nødvendig konsekvens af ikke at kende Gud?

Paulus taler endog om "skamløs" homoseksualitet. Men kan heteroseksualitet ikke også være skamløs, hvor man udnytter sin partner? Ægteskabet er en god ramme om næsten til beskyttelse af næsten. Kan det homoseksuelle parforhold ikke også være en god ramme til at beskytte næsten?

DET ER IKKE GODT for mennesket at være ene (1. Mos. 1 ,18). Men hvad nu, hvis man ikke kan leve sammen med et menneske af andet køn, men kun med et menneske af samme køn? Skal man så være ene? Skal man bevidst gå imod Guds råd? Hvad er det for en position at stille vores homoseksuelle medmennesker i?

Nogle vil kalde homoseksualitet for synd. Paulus kalder det ingen af de tre nævnte steder for synd, men syndens konsekvens. Vi er alle syndere (Rom. 3, 23), og synden er manglende tro (Rom. 14, 23).

Synd er altså ikke en gerning, men det ikke at tro på Gud. Syndens konsekvens er selvcentrerende gerninger og selvoptagethed, men det kan lige så vel findes hos heteroseksuelle som hos homoseksuelle. Hos Paulus er homoseksualitet syndens konsekvens, men kan vi virkelig sige det i dag? Er vi ikke nødt til også at være teologer i dag, som Paulus var det i sin tid?

I Kristeligt Dagblad den 19. januar skriver Peter V. Legarth fra Menighedsfakultetet en kronik om, at folkekirken er i færd med at begå selvtægt, hvis den vedtager et ritual for velsignelse af homoseksuelle.

Legarth gennemgår forskellige muligheder for at forstå Paulus, der som sagt er den eneste, der taler om homoseksualitet i Det Nye Testamente. Jesus selv er jo tavs om sagen, og siger blot, at mennesker skal komme til ham (Matt. 11, 28, jævnfør Mark. 10, 13-16).

Peter V. Legarths kronik munder dog ud i følgende sætning: "Kirken skal ikke ved behændige manøvrer fjerne de forargelige sider af Gudsordet. Hvis kirken gør det, bliver der tale om selvtægt."

Her er det, forundringen indfinder sig, for anbringer Peter V. Legarth ikke herved forargelsen i lovens bud og ikke i evangeliet? Jesus selv anbringer aldrig forargelsen i loven, men siger endog: "Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige, og salig er den, der ikke forarges på mig" (Matt. 11, 5-6, se også Luk. 2, 34).

Forargelsen er ikke i lovens bud, men i evangeliets gerning, hvilket betyder, at forargelsen er over evangeliets frihed, der lyder selv for dem, der i verdens øjne ikke er den værd. En frihed, hvor de, der er ramt af lovens skel, stilles lige med andre.

Jeg kan faktisk ikke finde et eneste sted i Det Nye Testamente, hvor forargelsen anbringes i lovens bud, som Peter V. Legarth altså finder afgørende. Forargelsen er altid over evangeliet.

Er Peter V. Legarth i virkeligheden forarget over evangeliet? Er det som de svage troende, Paulus omtaler, der ikke kan tåle den fulde kristne frihed (jævnfør 1. kor. 10, 1-33)? Spørgsmålet er jo, om kirken ved at fastholde en dom over homoseksuelle gennem loven begår selvtægt mod evangeliet? Pukker man i virkeligheden på tre skriftsteder hos Paulus over for hele Jesu helende gerning?

Jesu helende gerning er den, at han bringer dem, der er på kanten af samfundet, ind i fællesskabet igen. Alle beretninger om Jesus taler om det. Selve kernen i evangeliet: korsfæstelse og opstandelse handler om, at Jesus tager lovens skismatiserende forbandelse på sig og bliver ene og udskilt fra alle på et kors. Opstandelsen påskemorgen er både på et ganske dagligdagsplan og på et universelt plan genoprettelse af fællesskabet på tværs af alle skel.

De, der råber højt om brud på skriften og mener, at Guds vrede er over folkekirken, hvis en form for ritual indføres, må gerne overveje dette en ekstra gang. Kan afstanden til homoseksuelle være grundet i lovens skismatiske bud og ikke i evangeliets gerning? Står man i virkeligheden evangeliet imod? Måske det lutherske skriftprincip slet ikke er så brudt. Det kunne være, at tiden nu er moden til, at evangeliets forkyndelse også kan høres her.

For evangeliet er svagt og sårbart (Luk. 2, 12). Det tvinger ikke sin gerning igennem, men arbejder stille og roligt (Johs. 5, 17). Nu kan ske, at tiden endelig er moden til, at evangeliets budskab om, at selv de homoseksuelle er inkluderet i fællesskabet, kan høres.

Lad mig afslutte med en tankevækkende historie fra den estiske kirke. Den estiske kirke er en minoritetskirke. Kun 13 procent er medlem af kirken. Estland er som helhed sekulariseret. Også i Estland diskuterer man homoseksualitet og velsignelse i kirkerne.

Den estiske evangelisk-lutherske kirke er som helhed for at velsigne homoseksuelle. Men Estland som helhed er imod. Kirken er for, og det sekulariserede samfund imod! Hvor mon det sande evangelium finder udtryk?

Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst i Tversted-Uggerby i Aalborg Stift.