EN DAG KIGGEDE JEG RUNDT i vores venneflok af venner, og det gik op for mig, at over halvdelen af os – nu hvor vi nærmer os slutningen af 30’erne – har prøvet at have stress. Hvorfor? Fordi vi stræber efter perfekte måltider, sublim boligindretning og seje fritidsinteresser? Nej, i hvert fald ikke hos de stressede småbørnsfamilier, jeg kender. Problemet er nærmere, at vores arbejds- og familieliv ikke hænger sammen.
430.000 danskere, svarende til 10-12 procent, oplever ifølge Stressforeningen symptomer på alvorlig stress hver dag. Det er en virkelig dårlig samfundsmæssig prioritering. Samfundsøkonomisk er de mange stressforløb ekstremt dyre. Nogle bliver aldrig raske igen, og mange må arbejde på nedsat tid og kraft længe efter sygdommen.
Det skal vi have lavet om på. Jeg har mærket på egen krop, at stress er en alvorlig sygdom. Det bør ikke være en rite, man skal igennem i det årti, hvor børnene vokser op. Meget vil være vundet, hvis vi i stedet kan forebygge.
Min bog ”Lev for det halve – og få familieliv, forbrug og arbejde i balance” er lige udkommet. Jeg ville gerne have læst den for fem år siden – i stedet for selv at have skrevet den, efter både min mand og jeg har haft stress. Ordene ”det, der ikke slår en ihjel, gør en stærkere” er løgn. Man får stærkere værdier efter en krise, hvilket kan være en stor gave. Men man bliver ikke stærkere fysisk og mentalt af en lang sygdomsperiode. Det er bedre at undgå stress fra starten.
Mit ønske med bogen er at hjælpe flere til at tage det i den omvendte rækkefølge: Ikke ”gå ned med stress, og så lav dit liv om”. Hellere ”lav dit liv om, så du ikke går ned med stress”.
Hvad kan vi gøre som samfund for at give børnefamilierne – både børn og voksne – bedre odds for at have det godt? Skal det være alt eller intet på arbejdsmarkedet? Eller kan man gøre det muligt for både far og mor at drosle lidt ned i nogle år ud af en lang karriere uden at sige helt farvel til deres fag? Det ville komme børnene væsentligt til gode og på sigt vores samfund. Når man lægger fars og mors arbejdstid sammen, arbejder danske forældre – sammen med de svenske – mere end alle andre forældre i Europa. Tænk, hvis forældre i en periode, mens de har små børn, fik mulighed for at skrue ned for arbejdstiden. Så kunne både mor og far være en nær del af børnenes liv, bidrage økonomisk til husholdningen og få input og luft fra et arbejde uden for hjemmet.
JEG HAR HAFT forskellige jobs, siden jeg var 13 år: gjort rent, været hjemmehjælper, livredder, nyhedsjournalist og kommunikationschef. Min generation, der er i 30’erne nu, skal arbejde, til vi er 74 år.
Hvorfor skal vi så have så travlt i de få, vigtige år, hvor vi har små børn? Jeg ønsker bestemt ikke at sende kvinderne hjem til kødgryderne. Vi har som samfund brug for en ligestilling version 2.0, hvor vi udvikler videre på de værdifulde resultater, der er skabt inden for ligestilling gennem mange år, men samtidig tager højde for børnenes behov og forældrenes kapacitet i småbørnsårene.
Jeg vil gerne starte en ny mande- og kvindekamp, så man ikke skal kæmpe sig igennem årene med små børn, mens man krydser fingre for, at man ikke går ned med stress eller bliver skilt. Så man kan nyde det vidunder og den kæmpe opgave, et lille barn er, med en god balance mellem arbejds- og familieliv.
Børns Vilkår melder, at antallet af børn og unge, der mistrives her i landet, er steget drastisk i de seneste år. Menneskers adfærd, evne til at lære og til at knytte sig til andre er helt afhængig af, hvad vi møder i de første leveår. Det er en værdifuld investering for vores samfund at give børnene en god start. Også fordi det er dem, der skal tage over, når vi engang ikke selv kan bidrage længere.
HOS VORES NORDISKE NABOER er der længere barsel – også til fædre. I Norge er der kontantstøtte til deltid, når man vender tilbage fra barsel. Island og Finland er ligeledes langt fremme. I Sverige har man ret til deltid, indtil barnet er otte år, og svenske forældre har i 40 år haft lovfæstet ret til at passe syge børn, indtil børnene er raske. I Danmark afhænger det af overenskomsten, om man har en, to eller, hvis man er heldig, flere dage til at passe sit syge barn.
Samtidig er danske familier sammenlignet med tidligere ret isolerede i deres daglige kamp for at få hverdagen til at fungere. Og den digitale revolution har gjort manges arbejde grænseløst. Hvor man før havde fri, når man gik hjem, foregår en del jobfunktioner i dag inde i den ansattes hoved, og man er på arbejde, selvom man er hjemme.
Og hvad med børnenes hverdag? Debatten om minimumsnormeringer har sat vigtigt fokus på, at det er tvingende nødvendigt at skabe bedre forhold i danske vuggestuer og børnehaver. Børn skal være trygge og have det rart, når de er i institution. Det kræver, at barnet har en-to faste voksenrelationer, der kan træde i forældrenes sted, og at pædagogerne har en høj faglighed. Det er samtidig vigtigt, at antallet af timer, som barnet tilbringer i institutionen, er tilpasset barnets behov og trivsel – i stedet for primært at være tilpasset forældrenes fuldtidsarbejdsuge plus transport.
Hvordan kan man i den enkelte familie få råd til at være mere sammen med børnene? Ved at sætte forbruget ned. Jeg beskriver i min bog, hvordan vi i min egen familie har lagt vores forbrug helt om, uden at vi savner noget som helst.
Jeg er stadig forundret over, hvor let det har været at holde op med at købe alt muligt. Familier, som i forvejen lever på et meget stramt budget, hvor der kun lige er råd til mad og husleje, kan selvfølgelig ikke skære deres udgifter ned til det halve. Mange børnefamilier føler en uligevægt i hverdagen og har mulighed for at gøre noget ved det. Man behøver ikke gå lige så drastisk til værk som os: Måske vil man bare gerne justere en smule og få råd til en fridag midt på ugen eller til at komme en time tidligere hjem hver dag, mens børnene er små.
At sætte forbruget ned er samtidig afgørende for at redde vores natur og klima. Danmark ligger på en niendeplads på listen over de lande i verden, der forbruger mest pr. indbygger. Hvis hele verden levede som danskerne, ville vi ifølge WWF bruge ressourcerne for 4,2 jordkloder på ét år.
Globalt forsvinder dyrearter, insekter og naturområder med sådan en fart, at det er bydende nødvendigt for verdens lande at gå sammen om at bevare dem. Når biodiversiteten falder, kan det få store konsekvenser. Også for os mennesker, som er afhængige af, at økosystemerne fungerer, blandt andet for at planter kan blive bestøvet, og vi kan få mad på bordet.
Som privatperson kan man gøre flere ting for at mindske sit klimaaftryk: tage cyklen i hverdagen og toget på sommerferie. Spise mindre kød og mere grønt. Og holde op med at købe nye ting: Indkøb af tøj, møbler, elektronik og andre ting udgør i gennemsnit hele 41 procent af privatpersoners CO2-udledning her i landet.
Vi har et unikt velfærdssamfund i Danmark, som jeg gerne vil være med til at værne om, passe på og bidrage til både ved at arbejde og ved at betale skat.
Kvinder eller mænd skal ikke gå hjemme i mange år og modtage velfærdsgoder som gratis lægehjælp og uddannelse. Det hænger selvfølgelig ikke sammen. Men vi har brug for en bedre balance i forhold til miljø og forbrug og i forhold til vores arbejde set over et livsforløb. At opfostre børn er også et bidrag til samfundet.
Måske kan der skabes et samfund, der gør det normalt og muligt for far og mor at have familievenlige deltidsjob i bare fem år, mens børnene er helt små. Vi har ikke råd til at lade være.