Dejlig er jorden!, synger vi i den salme, som i disse år ligger som nummer et på hitlisten over danskerens yndlingssalmer. Det er ikke til at vide hvorfor. Måske er det indledningslinjen med den helt enkle, vidunderlige påstand. Måske er det melodien. Måske er det konteksten i form af de særlige situationer, vi hver især har sunget salmen.
Mit eget gæt er, at det i hvert fald også har at gøre med ordene ”Tider skal komme,/ tider skal henrulle,/ slægt skal følge slægters gang”. Det er et grundvilkår, Ingemann her har sat ord på. At alting har en ende. Og samtidig så er der i udsagnet en form for forjættelse. En åbenhed mod det og dem, der skal komme. Fortsættelse følger!
Den norske forfatter Jan Kjærstad har åbenheden med sig i alt, hvad han skriver. Åbenheden først af alt for, at livet og tilværelsen kan tænkes at være langt større, rig og mangfoldig, end vi så ofte går og regner med. Bedst af alle steder udfoldet, vil jeg og mange andre læsere sige, i Jonas Wergeland-trilogien ”Forføreren”, ”Erobreren” og ”Opdageren” fra 1990’erne.
I et forunderligt fletværk af fortælling udfoldede Kjærstad her forestillinger om menneskelig identitet som noget, der har mere med mangfoldighed end med enhed og kerne at gøre. En fabelagtig fortællesuite om, hvordan et liv, der går i stykker og går under, kan sættes sammen igen, så at man kan dukke op og blive et nyt menneske. En anden. Som sig selv, vel at mærke.
I romanerne siden Jonas Wergeland-trilogien har Kjærstad i grunden kredset om det eller de samme fortællemotiver. Også nu i den nyudkomne roman ”Slægters gang”.
Åbenheden for, at der er ”noget mere”. I forståelsen og fortællingen herom ikke koblet til én bestemt religion eller ideologi. Tværtimod, så er der i værket en løbende modsigelse af en sådan truende indsnævring af perspektivet. Af åbenheden. Og dog, vil jeg som læser tillade mig at sige, så er det muligt at forbinde Kjærstads udfoldelser og pointer med noget af det, vil jeg sige, allerbedste af kristendommens fortællegods i retning af netop åbenheden for ”noget mere”. Noget nåde sågar.
I ”Slægters gang” med undertitlen ”Fortællinger fra et glemt land” udfoldes den norske familie, Bohre-slægtens, eller adskillige af dens medlemmers historie og skæbner op gennem det 20. århundrede. Hovedfiguren er Rita Bohre. Palæontolog. Forsker i livets historie på Jorden, af fortidens dyr (mennesket med) og planter, i form af fossiler. Med hendes eget livs historie samles en pæn del af fortælletrådene. På typisk Kjærstad-vis selvfølgelig sat ind i et langt større perspektiv. Buen spændes hårdt med romanens rammefortælling, hvor vi forstår, at vi i nutidslaget befinder os mere end tusinde år fremme i tiden i en forskergruppe bestående af tre kvinder fra Den Kinesiske Føderation under Long-dynastiet. Et nyt fund her af ”Vesle Grønns krønike” samt forståelsen af ”den såkaldte roman, en genre, der havde sin storhedstid i det 18., 19. og 20. århundrede” danner grundlaget for deres forskningsmetode ”fiktionaliseret historie”, der bygger på indlevelse samt ”en overbevisning om, at fortællinger, når de er bedst, rummer noget umisteligt: en kraft til at kunne forklare det, der ellers ikke kan forstås”. Bohre-slægtens historie bliver her set som en ”narrativ ballast”, en overlevering af kvaliteter, ikke via gener, men gennem fortællinger.
Så er vi i gang. Og så er grundlaget lagt for på nærmest palæontologisk vis at bore sig ned til fortidens liv. For så vidt dødt og fossileret men nu levendegjort ud af løsrevne stumper gennem fortælling og fiktion. Fiktionaliseret historie om slægten Bohre fra Norge.
”Norge var”, som romanens indledningslinje siger det, ”et land i udkanten af den verdensdel, der blev kaldt Europa”. Det er alt sammen gået under, men noget er gået videre i form af fortælling. Vi forstår, at undergangen for det engang så rige olie-Norge havde ikke så lidt at gøre med specielt mændenes (hvirvelløse dyr!) fantasiløshed og manglende forestillingsevne. De havde ingen som helst anelse om, at en eftertid skulle kunne blive mere beriget gennem fortællestumper fra Norges baggrund end den olie og pengerigdom, man her og nu pumpede op fra undergrunden.
Rita Bohre, som er født i 1896, har op gennem det 20. århundrede, ved siden af sit virke som palæontolog og mor til tre med videre, en drøm om at skulle skrive et værk med titlen ”Femina erecta” – Den oprejste kvinde. I forberedelsen heraf samler hun idéer, stof og tanker, i form af notater, fotos, udklip og andet lignende i de mange smalle skuffer i et mahognimøbel kaldet Arken. Heri skal kondenserede tanker, billeder og idéer færges frem til livsværket.
Det bliver aldrig realiseret af Rita Bohre selv i form af nogen bog. Men det bliver livsværket, så på anden vis i form af Rita Bohres egen livshistorie og livsfortælling, som vi nu her får del i den i form af fiktionaliseret historie, fortællinger fra et glemt land, i romanen ”Slægters gang”.
Historierne glider fra hinanden og mod hinanden som kontinentplader, der forskubbes, og nye landskaber og nyt liv opstår. Rita Bohre, som er blevet betaget af den persiske kulturs mangfoldighed, taler om at få ”et persisk blik” – syn og sans for det mangefacetterede og modsætningsfyldte i tilværelsen.
”Et persisk blik,” siger hun, ”er også visheden om tilværelsens flygtige karakter, at intet er varigt, at alting forandrer sig”.
”Tider skal komme,/ tider skal henrulle,/ slægt skal følge slægters gang”. Dejlig er jorden!
Jeg er ikke i tvivl om, at Jan Kjærstad, ved siden af al den øvrige inspiration, ”Slægters gang” rummer, rammer et væsentligt perspektiv med betoningen af kvindernes – femina erectas – den oprejste kvindes – særlige rolle i videreførelsen af livet her på jorden.
Der er så mange fundamentalistiske livsødelæggende kræfter i gang i vores tid her på jorden, anført overalt af fantasiløse, forstenede mænd. En forestilling om krig, mure og vold som mulig løsning synes kun at være en del af problemet.
Forestil dig derimod, at undertrykte kvinder, som der findes så uhyggeligt mange af, rejser sig gennem uddannelse, indflydelse og ligestilling – gennem al den myndighed og mulige menneskelighed, der opstår, ved vi noget om fra historien, når et levende væsen rejser sig og går på to ben!
Åbenheden for sådanne tanker og forestillinger – for noget andet og mere end det, der bare ubønhørligt er og som ender i død – er umådelig vigtig. Kunsten, den fiktionaliserede historie, skønlitteraturen, som nu Kjærstads ”Slægters gang”, hjælper os hertil. Fortællingen som en ”samfundshjælper”, en oplukker for livseliksir, for ånd og næring til tanken om ”noget mere”. Noget nådefuldt måske endda.
Rita Bohre holder meget af malerier af den finske kunstner Helene Schjerfbeck. Især ”det ubeskrivelige maleri af et nøgent rum med en sort dør … en stribe lys under døren … som et bud om noget mere”, som hun nu knap hundrede år gammel sidder og tænker det en sommerdag i haven under det store gamle egetræ ved Villa Bohre.
Mennesket er et dyr. Ja. Men var mennesket ikke også noget mere? Jo. Og hun tænker på musikken – og fortællingen – og kærligheden. Og at blive genfødt herigennem: ”og hun har altid været klar over det, at det ikke sluttede med døden, at det slutter med håb.
En hvid mur med en sort dør. Under døren en glødende stribe lys.
Så går døren op”.
Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Vær og Nebel Sogne ved Horsens