Prøv avisen
Kronik

To slags martyrer – to slags tro

Der er slående paralleller mellem nutidens islamister og dem, Martin Luther kaldte for sværmerne. For begge gælder det, at der intet filter er mellem Guds ord og den menneskelige magtanvendelse, intet skel mellem religion og politik, skriver dagens kronikør

Tirsdag den 26. juli brød to muslimske mænd ind i en kirke i Nordfrankrig under en gudstjeneste.

De kom ind ad en bagdør og angreb præsten, fader Jacques Hamel, og menigheden. De skar halsen over på præsten og holdt fire medlemmer af menigheden som gidsler. To af dem blev såret, inden politiet skød og dræbte gidseltagerne.

Endnu en uhyggelig og forfærdende terrorhandling blandt flere i denne sommer.

Episoden udstiller med slående tydelighed forskellen på en kristen martyr og en muslimsk martyr. Den kristne martyr blev slået ihjel, mens han var i færd med at prædike evangeliet. Den muslimske martyr blev slået ihjel, da han netop havde dræbt en for ham vantro.

Koranen er gennemtrukket af udsagn, der understreger forskellen på troende og vantro. Mens vi har hørt en del om, at kristne, jøder og muslimer dybest set tror på den samme gud, og at der blot er tale om forskellige veje til Gud, så er der i Koranen ingen tvivl om, at udelukkende de, der holder sig til Muhammed og hans åbenbaringer, er de troende, og at alle andre, medregnet kristne og jøder, er vantro.

Det morderiske angreb på en kristen gudstjeneste og dens præst og menighed kommer altså ikke på tværs af Koranens skelnen mellem troende og vantro. Men ligger i lige forlængelse af den.

Der er nogle slående paralleller til dem, Martin Luther kaldte for sværmerne. Han gav dem navnet, fordi de som en bisværm tilsyneladende retningsløst for hid og did og gjorde skade.

Det karakteristiske for sværmerne, som var på den evangeliske side mod pavekirken, var, at de var utålmodige. De ville se reformer straks. De ville have evangeliet direkte omsat til handling, politisk handling. Desuden mente de, at de var en særligt udvalgt flok, som skulle lede andre kristne. De gjorde Bibelen til en lovbog, som de udvalgte kunne slå op i og se, hvad der skulle gøres.

En af dem hed Thomas Müntzer. I 1524 holdt han en prædiken for hertug Johann, bror til kurfyrsten Frederik den Vise, hvori han gjorde rede for sine synspunkter: Heri opfordrede han blandt andet hertugen og øvrigheden i det hele taget til at lade sig lede af de udvalgte, herunder naturligvis ikke mindst ham selv, i de urolige tider, de levede i.

Hvis de ville være Guds tjenere og ikke Djævelens, skulle de ”udrydde og udskille de onde, der står evangeliet imod”. For som han sagde med en bibelhenvisning:

”Man må rive ukrudtet ud af Guds vingård (…). Thi et gudløst menneske har ikke ret til at leve, hvor han står de fromme i vejen (…) i Femte Mosebog siger Gud: I er et helligt folk, I skal ikke forbarme jer over afgudsdyrkerne, deres altre skal I nedbryde (…) deres gudebilleder skal I opbrænde, for at jeg ikke skal vredes på jer. Dette ord har Kristus ikke ophævet, men han vil hjælpe os med at opfylde det.”

Således talte Thomas Müntzer. Lignende ord fra ham havde allerede gjort deres virkning på folk, som havde stillet sig bag ham og hærget et kapel og brændt det ned. Et hemmeligt forbund blev dannet, der skulle ødelægge og fordrive munke og nonner. Hertugen rådførte sig med Luther, der tog kraftigt afstand fra Müntzer og hans ligesindede.

Dels opfordrede han øvrigheden til at slå ned på mændene bag disse voldshandlinger, sådan som det jo altid er øvrighedens pligt at holde ro og orden og beskytte de svage, dels stod han fast på, at evangeliet kun virker ved ordet.

Bibelen er ikke en lovbog, endsige et politisk program, hvorefter man kan føre politik og administrere et land. Evangeliet taler med sit ord til hjerterne. Det trøster den ængstede samvittighed og skænker den åndelige frihed. Således tager evangeliet hjerterne til fange, og først derigennem vil forandringerne ske.

Som bekendt blev det Martin Luthers forståelse af evangeliet, der slog igennem og blev normen. I DDR hyldede man ganske vist Thomas Müntzer som en forløber for den socialistiske revolution, og i 1970’erne havde han også i vesteuropæiske, protestantiske lande en høj stjerne hos de såkaldte politiske teologer, der søgte at spænde evangeliet for deres socialistiske vogn.

Det kristne evangelium har ikke og skal ikke have nogen anden magt end ordet. Vil man hjælpe evangeliet og dets ord lidt på vej med magtanvendelse, så slipper man Djævelen løs. Der findes ikke nogen værre magtanvendelse end den, der er religiøst begrundet, for den kender ikke til nogen tvivl om sin egen retfærdighed, og derfor kender den ikke noget mådehold.

Der er ikke og må ikke være nogen direkte linje fra evangeliets ord til handling og lovgivning. Evangeliet taler, som Luther sagde, til hjertet. Herfra og fra samvittigheden skal handlingerne udgå.

Man kan sige, at vi mennesker er det filter, som ordet går igennem, inden det omsættes til handling. Således er vores handlinger og vores politik helt og holdent vores eget ansvar. Vi kan aldrig undskylde os med, at sådan sagde evangeliet. Hvad vi får ud af det, vi hører, er vores ansvar.

Det betyder også, at der ingen garanti er for, at vores politik, vores handlinger er retfærdige. De er i det højeste vores bestræbelse på retfærdighed. I grunden er de ufuldkomne, behæftede med synd. Og netop derfor, fordi vi er klar over vores ufuldkommenhed, vores uretfærdighed, vores synd, så har vi efter bedste evne indrettet os med forskellige mekanismer, der skal korrigere fejl.

Domstolene skal lade tvivlen komme den anklagede til gode, politik skal afgøres på baggrund af fri meningsudveksling, og politikerne kan udskiftes ved valg. Politi og militær er underlagt en lang række bestemmelser, der sætter grænser for deres magtudøvelse. Og almindelig god opførsel kræver, at man ikke fører sig for selvsikkert frem.

Med islam står vi over for en religion, der har alle de mildest talt problematiske kendetegn, som sværmerne havde. Der er intet filter mellem Guds ord og den menneskelige magtanvendelse, intet skel mellem religion og politik, deres helligskrift er en lovbog, de skelner mellem troende og vantro, ligesom sværmerne skelnede mellem gudløse og fromme.

Historien gentager sig, siger man, omend altid på nye måder og under en ny form. Så det er på tide at lære af historien.

Desværre fik 1970’ernes progressive og venstreorienterede kørt Martin Luther ud på et sidespor, eller man udvalgte sig nogle dele af hans teologi. Men generelt har der været en tendens til at anse Luther for én, der svigtede de undertrykte og holdt med fyrsterne – hvilket i øvrigt er ukorrekt, og derfor blev han set som en bagstræberisk, konservativ type, som vi ikke længere kan lære ret meget af.

Det er de samme progressive, der nu i lang tid har vægret sig ved at se i øjnene, hvad islam står for.

Allerede Muhammed selv var i én og samme person religiøs og politisk leder, og ikke blot i én og samme person, men de to funktioner var heller ikke adskilte. Islam skelner ikke mellem religion og politik på den måde, vi gør. Koranen er en lovbog, der foreskriver, hvordan man skal leve, hvordan man skal indrette samfundet.

Derfor er den rette islamiske politik ikke syndig, som vores altid er det. Det vil sige: Det er den selvfølgelig, men ikke i muslimers øjne. For den er retfærdiggjort af Koranen og hadith. Derfor bliver den totalitær og behøver ikke mekanismer, der skal opfange fejl.

Derfor kan den enkelte muslim handle og vide, at han er retfærdig. Derfor er der ingen mådehold i magtanvendelsen og voldsudøvelsen, for det er retfærdiggjort. Derfor er der så stor forskel på den kristne martyr, fader Jacques Hamel, og de muslimske martyrer, hans drabsmænd.

Det er forskellen på islam og kristendom, når den trækkes skarpest op.

Morten Brøgger er sognepræst i Kirke Stillinge