Folkekirken er stadig i stand til at mønstre over 80 procent af den danske befolkning. Trods en lille afvandring er udviklingen ikke alarmerende. Men det burde vække til eftertanke, at afvandringen ikke kun finder sted blandt folk, som vender kirken og kristendommen ryggen.
Det er også de kirkelige aktivister og initiativrige idealister, som forlader folkekirken til fordel for friere og mere uafhængige menigheder. Imens ruster folkekirken sig tilsyneladende til fremtiden ved at fastholde et stramt teologisk og rituelt greb om menighederne og simulere et trosfællesskab, som i virkelighedens verden bliver mindre og mindre.
Jeg hører til blandt dem, som helst vil regne folkekirken for en bekendelseskirke, et fællesskab, som bygger på en fælles tro. Sådan en kirke udviser fasthed i lærespørgsmål. Men jeg er blevet anfægtet i det syn. Ikke mindst på grund af udfaldet af tre meget forskellige "sager" om folkekirkens lære og ritualer.
Sognepræst Thorkild Grosbøll vandt gennem sin sag retten til at hævde en antimetafysisk teologi i folkekirken. Denne teologi er ganske vist i klar modstrid med kirkens bekendelse, men den har vundet hævd i folkekirken og hører derfor hjemme inden for dens rammer, hævdes det.
Kirketjener Steen Ribers vandt gennem sin sag retten til at være medlem af folkekirken, samtidig med at han missionerer for en "kristelig" variant af reinkarnationslæren. Endelig er der sagen omkring sognepræst Bent Feldbæk Nielsens rettelse i dåbsritualet. Ved at insistere på at døbe "til" og ikke "i" Faderens og Sønnens og Helligåndens navn tabte han retten til fortsat at virke som præst i folkekirken.
Skulle man forsøge at uddrage en lære af de tre sager isoleret, må det være, at der nok er dogmefrihed, men ikke ritualfrihed i folkekirken. Det er egentlig naturligt. Hjerter og tanker kan man ikke fælde dom over. Og det talte og skrevne ord er åbent for fortolkning. Men ritualet, det kan man objektivt forholde sig til. Derfor bliver ritualet i praksis det, der trækker grænsen. Det er min anfægtelse. Hvis bekendelseskirke betyder fasthed i ritualerne og frihed i dogmerne, så vil jeg for min del hellere have en fri og rummelig kirkeordning. Her er Grundtvigs proces frem mod sin kirkelige anskuelse lærerig.
For Grundtvig, som for mange bibeltro kristne i dag, var udgangspunktet kirkens læremæssige forfald. Således indledtes hans personlige kirkeforståelse med et stridsskrift, "Kirkens Gienmæle", som er ét langt, polemisk udfald mod daværende universitetslektor (senere professor) Clausen, der i "Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus" ifølge Grundtvig havde indført et "eksege-
tisk pavedømme" ved at tale om Bibelen som en bog, der kunne fortolkes forskelligt til forskellige tider.
Grundtvigs krav var, at Clausen
enten måtte frasige sig sin falske lære eller aflægge embede og kristennavn. Ville han ingen af delene, måtte han erklæres for falsk lærer og menighedsforfører.
Dette var Grundtvigs standpunkt i 1825, efter at han havde gjort den "mageløse opdagelse", at kirkens grundlag var den apostolske trosbekendelse, Fadervor og sakramenteteksterne, og at der altså bestod en enhed i kirken, fædrenetroen, som strakte sig gennem århundrederne og bandt kristne sammen til alle tider. Konklusionen var: Rationalisterne måtte ud af kirken. Det er den snævre folkekirkeordnings ene alternativ: Ud med kætterne!
Clausen værdigede ikke Grundtvig andet svar end en injuriesag, og reaktionerne fra kirken gik langt fra i retning af at følge Grundtvigs krav. Derfor førtes Grundtvig i de følgende par år over i den løsning, at når rationalisterne ikke ville forlade kirken, så måtte de gammeltroende gå ud og danne deres egen kirke. Det var i denne periode, Grundtvig nedlagde sit embede. Det er den snævre folkekirkeordnings andet alternativ: Kætterne bliver, jeg går!
Fra denne anden fase bevægede Grundtvig sig langsomt frem til sit endelige syn på statskirken som en rammeordning, der ikke skulle være forpligtet på bestemte dogmer og ritualer, men blot skulle tjene som en borgerlig ramme om forskellige slags menighedsliv.
Grundtvig ville så at sige pille det kirkelige ud af statskirkeordningen og lade det være op til de enkelte menigheder at være kirke med fælles bekendelse, Fadervor og sakramenter. Grundt-vigs syn kan studeres i "Den Danske Statskirke upartisk betragtet" fra 1834. Grundtvigs betragtninger har i nogen grad påvirket folkekirken frem til vore dage i form af de forskellige frihedsordninger. Men så radikalt som
Grundtvig har ingen endnu turdet gå til værks.
I øjeblikket synes udviklingen i folkekirken at gå imod mindre rummelighed. Flere initiativer i folkekirken bygger på en uudtalt forudsætning om, at folkekirken er en enhed – også teologisk. Det gælder for eksempel præsternes stigende forpligtelser til at afløse hinanden og samarbejde. Den slags forudsætter en høj grad af teologisk og rituel enighed. Det gælder også centraliseringen af magten hos biskopperne.
Udgiverne bag bogen "Kirkens mund og mæle" i 1992 talte om et demokratisk underskud i folkekirken og efterlyste et kirkeråd og regionale stiftsråd, hvor lægfolk fik reel indflydelse på folkekirken. 10 år efter kunne Kaj Bollmann, generalsekretær i Kirkefondet, i sin årsberetning konstatere, at biskopperne får større og større magt i kirken. En tendens, der er uforandret gennem de seneste fire år. Selvom menighedsrådene nu skal administrere en større del af kirkens budget, får rådene ikke større indflydelse på det lokale kirkeliv. De gøres blot medansvarlige for nødvendige besparelser i folkekirken.
I stedet burde man give de lokale menigheder muligheden for en langt højere grad af selvstyre. Lad mig pege på tre initiativer, der kunne fremme dette.
1. Den eksisterende valgmenighedslov kunne liberaliseres og gøres til en slags frimenighedsordning inden for folkekirkens ramme. Målet skulle være at give en sognemenighed mulighed for at indrette sig som en fri menighed med fuld økonomisk og åndelig selvbestemmelse. Det ville give mange nye muligheder. For eksempel at man organiserer sig, som man måtte ønske med eksempelvis et frivilligt præsteskab og en ansat administrator, evangelist eller ungdomsmedarbejder. Og at menigheden havde direkte indflydelse på menighedens gudstjeneste.
2. For de menigheder, som vælger at blive frie menigheder, afskaffes biskoppernes teologiske og åndelige tilsyn. Det kan tilbydes menighederne under frivillighedens fortegn, menighederne kan klare sig uden tilsyn, eller de kan indgå i et samarbejde med andre frie menigheder om at organisere eget tilsyn. Herunder kan de frie menigheder selv beslutte, hvordan man ordinerer og indvier sine præster og andre ansatte.
3. Endelige må de frie menigheder stilles frit i forhold til kirkens autoriserede bøger: ritualbog, salmebog og alterbog.
I sogne med flere ansatte præster tilstræber man i dag at imødekomme forskellige ønsker fra menigheden, når der ansættes præster. Derefter beder man præsterne om at arbejde tæt sammen om gudstjenester og kirkelige tiltag. Så har man da bedt om samarbejdsproblemer! Hvorfor ikke organisere arbejdet i disse sogne som to eller tre selvstændige menigheder? Hver for sig kan de så organisere sig, som de ønsker og gøre kirken nærværende lokalt.
Det vil være en logisk konsekvens, hvis man mener noget med, at folkekirken skal være rummelig. Det vil naturligvis kræve, at der gives lige ret til at benytte kirkebygningen til gudstjenester og kirkelige handlinger. Med mindre en af menighederne beslutter sig for at fejre gudstjeneste i et ikke-indviet lokale.
Mulighederne er mange, hvis folkekirken decentraliseres og virkeliggøres som en rummelig kirke. Men det vigtigste er, at græsrødderne gives frihed til at virke, så folkekirken ikke drænes for initiativrige idealister.
Robert Bladt er valgmenighedspræst i Fjellerup, formand for foreningen ELUVA og sekretær i Evangelisk Luthersk Netværk
Læs kronikken i morgen:
"Det danske selvhad" af lektor,
antropolog Gunnar Lind Haase
Svendsen