Prøv avisen
Kronik

Slut på Islamisk Stat – start på en ny, kristen bevægelse?

Trods de mange tragedier i kølvandet på terrorgruppen Islamisk Stat kan det vise sig at være det bedste, som er sket i Mellemøsten med henblik på at gøre Jesus Kristus kendt for de millioner af muslimer, der er i regionen, skriver dagens kronikør

Otte måneder har det taget den irakiske regeringshær at generobre byen Mosul, der ligger ved den bibelske by Ninive, der indtil for cirka 2600 år siden i århundreder var verdens største by. Mosul, nærmere bestemt den 850 år gamle al-Nuri-moské, var stedet, hvor Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, den 29. juni 2014 udråbte kalifatet med sig selv som kalif.

Kalifatet var dermed ifølge Islamisk Stat genskabt efter at have været afskaffet siden 1922, da den sidste sultan i det tyrkiske Osmanniske Rige blev afsat. Senere forsøg på at genoplive kalifatet er alle løbet ud i sandet. Lederne i den muslimske verden mener nok, at de klarer sig fint uden kalif.

Meget passende var datoen den 29. juni 2017, præcis tre år efter udråbelsen af kalifatet, da det irakiske militærs talsmand på det statslige irakiske tv erklærede om Islamisk Stat: ”Deres fiktive stat er faldet.”

At Islamisk Stat ikke har den ringeste respekt for hverken historie eller kulturelle værdier, viste de, da de et par dage inden sprængte stedet for udråbelsen af de nye kalifat, den historiske moské, i luften. Forunderligt nok nåede de ikke at sprænge den nærliggende kaldæiske Sankt Thomas-katedral i luften.

Apropos datoen den 29. juni: Kunne det tænkes, at ”kaliffen” valgte den som en bevidst provokation mod de kristne kirker, for hvilke netop denne dato er reserveret fejringen af de hellige apostle Peter og Paulus?

Kaliffen har i islams historie traditionelt haft et embede, der overfladisk kan minde om pavens Peters-embede i den katolske kirke.

Dertil kommer, at Paulus traditionelt af muslimer påstås at være den, der har forvansket evangeliet. Den 29. juni 2014 skulle altså, foruden at være datoen for udråbelsen af den islamiske stat med genskabelsen af kalifatet, proklamere islam som den tro, der skal triumfere over kristendommen.

Lyder det langt ude? Ikke når man hører, hvordan Islamisk Stat ellers har ført sig frem med en hidtil uset grumhed og kulturel vandalisme, som ikke har noget sidestykke i islams historie, hvor førislamiske helligdomme for israelitiske og kristne hellige personer generelt er blevet respekteret – dog i nogle tilfælde lavet om til moskéer. Islamisk Stat, derimod, ødelagde for eksempel profeten Jonas’ grav ved Ninive, som ellers har været et helligt sted for jøder, kristne og muslimer i over et årtusinde.

Jeg talte med en irakisk kristen ven forleden om netop det, at Islamisk Stat eller Daesh, som man ofte kalder det på arabisk, var faldet.

”Nu, hvor Daesh er faldet,” sagde jeg, ”må det være tid for de fordrevne at vende tilbage, ikke?”.”Ha, ja, Daesh er faldet, men det betyder ingenting. Nu kommer der i stedet hundrede Daesh’er!”, svarede han.

Og han har jo ret. Ideologien har overlevet, og der er hundreder af små grupper og enkeltpersoner, der er parat til at begå terrorhandlinger i Mellemøsten og i Vesten i denne ideologis navn.

Han taler af den bitre erfaring, som han og især den del af hans familie, der er blevet i Irak, har. Med støtte fra USA og andre vestlige magter er organisationen Islamisk Stat blevet nedkæmpet, men den ideologi og de holdninger, som Islamisk Stat står for, udrydder man ikke uden videre.

Også inden Islamisk Stat begyndte at gøre sig gældende som ekstrem, islamistisk milits, led de kristne i Mosul under en kraftig diskrimination fra magtfulde islamistiske kredse i byen. Disse blev opmuntret af prædikanter i moskéerne til at undertrykke de kristne, til tider med vold, sådan at de kristne hellere ville flygte end blive og udholde chikane og forfølgelse.

Man behøvede kun at slå nogle få kristne ihjel, bortføre et par unge piger eller en præst, så ville det opskræmme hele den kristne befolkning og få en del af dem til at flygte. Islamisk Stats magtovertagelse var blot kulminationen på en forfølgelse, der havde været støt stigende i en periode på 20-25 år.

Selvom en del kristne familier, der indtil nu har levet som internt fordrevne i den kurdiske selvstyreregion i Nordirak, er i gang med at vende tilbage til især de byer og landsbyer, hvor de før udgjorde flertallet af befolkningen, er der allerede mange, der er søgt udenlands, fordi der ikke var arbejde at finde i Nordirak.

Nogle vil, især hvis de har været heldige at finde et eksistensgrundlag i Nordirak, blive, hvor de er, sørge for at lære kurdisk og i øvrigt indstille sig på den nye virkelighed, som måske vil følge efter en planlagt folkeafstemning om selvstændighed for den kurdiske region, en afstemning, som både Iran, Tyrkiet, de vestlige stormagter og ikke mindst den irakiske centralregering i Bagdad har talt kraftigt imod.

Jeg kender dog også kristne, som egentlig befandt sig godt i det kurdiske selvstyreområde og havde arbejde, men som alligevel valgte at udvandre til USA.

Mange kristne har da også udtrykt tvivl om, hvorvidt de nu kan leve i fred og sikkerhed i et selvstændigt Kurdistan. De ser på kurderne med blandede følelser. Ganske vist er de blevet budt velkomne i den kurdiske selvstyreregion, men de glemmer som folkefærd ikke så let kurdernes aktive rolle i folkemordet på de kristne minoritetsfolk i Det Osmanniske Rige, armenierne og assyrerne, i 1915-1917.

Mange kristne glemmer heldigvis ikke Jesu bud om, at de skal elske deres fjender.

Når kristne, der har oplevet forfølgelse i Irak og Syrien, sørger for nødhjælp til alle, uanset deres religiøse baggrund – også til dem, som de ved har været blandt deres forfølgere – så er det en øjenåbner for mange ikke-kristne, især når de får at vide, at Jesus selv har påbudt det. Det får dem til at sætte spørgsmålstegn ved deres egen religion.

Der er kristne, som vil mene, at Islamisk Stat, hvor den yderste konsekvens af islam er blevet åbenbar, trods de mange tragedier, der er fulgt i dens kølvand, kan vise sig at være det bedste, som er sket i Mellemøsten med henblik på at gøre Jesus Kristus kendt for de millioner af muslimer, der er i regionen. Erfaringer fra kirke- og missionshistorien viser, at forfølgelse ofte har fremmet evangeliets udbredelse.

På en af mine rejser til Irak mødte jeg en mand, der som voksen var blevet kristen, men han kom egentlig fra en ikke-kristen baggrund – fra en etnisk minoritet, der heller ikke anerkendes som muslimsk. Han havde selv oplevet forfølgelse, da han blev kristen. Han blev frosset ud af sit etnisk-religiøse fællesskab og måtte ty til kirken som alternativ familie.

Han er nu lokal leder i det nødhjælpsarbejde, som Dansk Europamission støtter i Irak, og som retter sig mod kristne såvel som muslimer og de andre etnisk-religiøse mindretal: yazidier, kakaier og shabaker.

Nu er de mennesker, inklusive hans egen familie, der havde frosset ham ud, fulde af lovord over, at han vovede at møde dem for at gøre godt mod dem, selvom de havde gjort ondt mod ham.

De studerer nu Det Nye Testamente for at lære den Jesus at kende, der siger: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!”.

Når evangeliet på den måde udtrykkes konkret i handling, opstår forsoning, uden at nogen føler, at en fremmed religion påtvinges dem. Men de erfarer at Gud er kommet dem nær og heler deres brudte relationer, både til Gud og til deres næste.