Prøv avisen
Kronik

Smerten ramte, da jeg fik vores lille livløse pige i armene

Lisa Meisner Kofoed, Cand.mag. og forfatter til ”Sorg, mit barn – om at miste et ufødt barn”, som udkom på Turbine den 5. april

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Den fysiske smerte, der havde et solidt tag i mig under fødslen, skulle vise sig at være ingenting i forhold til den psykiske. Pludselig forstod jeg, hvad det egentlig betød at afbryde en graviditet. Dagens kronikør skriver om sorgen ved at miste et ufødt barn

Jeg troede, det ville være overstået, når veerne holdt op, og hun var ude. Jeg troede, jeg ville kunne tage hjem og lægge det bag mig. Leve videre. Som før. Naivt. Det ved jeg nu. For den fysiske smerte, der havde et solidt tag i mig under fødslen, skulle vise sig at være ingenting i forhold til den psykiske, der havde gemt sig i skyggen af veerne. En psykisk smerte, der som en airbag pustede sig op med et knald, det øjeblik jeg fik vores lille og alt for stille pige i armene og forstod, hvad det egentlig betød at afbryde en graviditet.

Med nutidens muligheder for fosterdiagnostik opstår der ikke sjældent et etisk dilemma, når en rutinescanning afslører, at det lille menneske i maven er sygt. Hvor naturen ville gå sin gang uden menneskelig indblanding, bliver vi nu stillet over for valg og beslutninger, vi ikke kender omfanget af – før vi står der.

Og der stod jeg sammen med min mand en sommerdag i 2012. Som så mange andre gravide havde vi takket ja til en scanning midtvejs i graviditeten og glædede os til at se den lille på monitoren og gå hjem med en strimmel af lykke printet ud i sort-hvid. Men efter scanningen stod vi for foden af dage, uger og måneders smerte, da scanningen i stedet endte med ordene: ”Den er syg. Jeres barn er meget sygt.”

Drømmen om den lykkelige familieforøgelse forsvandt med et fingerknips, og vi skulle tage stilling til, om vi ville fortsætte eller afbryde graviditeten. Og vi skulle gøre det lige nu, inden jeg var 22 fulde uger henne, og den lille i maven ville skifte status fra foster til barn. Inden for abortgrænsen.

Vi var i chok. Og det var i denne tilstand, vi skulle træffe beslutningen. På vegne af det lille menneske i maven, som vi aldrig havde set i øjnene, men som vi allerede elskede instinktivt og inderligt. Man kan sige, at vi burde have forestillet os ethvert scenarie inden scanningen. Have kigget hinanden i øjnene og taget stilling til dem alle – men det havde vi ikke. Eller havde vi – dybt inde i os selv?

Vores barn havde ikke de store overlevelseschancer, endsige udsigt til et værdigt liv, hvad det så end er, så man kan påstå, at beslutningen ikke var så svær. Men hvordan tager man sådan en beslutning? Hvilken erfaring og viden skal man som forældre hægte den op på? Hvilke argumenter skal vægte for og imod? Og hvad er konsekvensen af det ene og det andet valg?

Der var imidlertid kun os til at træffe beslutningen. Andet ville ikke give mening. Og vi var såmænd heller aldrig blevet lovet et sundt, raskt og levedygtigt barn. Men vi havde vel håbet. Og ønsket. Og haft vores drømme om fremtiden med den lille spire i maven som en del af vores familie. At stå her og beslutte, om den nu skulle leve eller dø, havde aldrig været en del af drømmen.

Hvad havde jeg gjort forkert? Var det min skyld, at hun var blevet så syg?

De fleste danskere er for fri abort. Og de fleste gravide takker ja til tilbuddet om graviditetsscanninger. De ser graferne til informationsmøderne forud for scanningerne over risici for misdannelser og glæder sig til at se barnet og kende kønnet. Men det er nok de færreste, der på forhånd forstår, hvad det indebærer, når graferne mødes i den smertelige virkelighed, at de skal tage stilling til, om deres barn skal leve eller dø.

Den graf har jeg aldrig set til informationsmøderne. Men her stod vi nu og skulle være forældre ud i det ekstreme – indtil dette øjeblik havde vi været skabere af liv og forholdt os til livet i maven. Nu kom døden forbi og lagde sig i den anden hånd og stirrede olmt på os. Hvad vælger I?

Det føltes så forkert. Hvem var vi at træffe beslutning om liv og død? At træde i Vorherres sted? På den anden side var det ubærligt at tænke tanken at sætte et barn i verden, som ikke ville møde andet end smerte og lidelse – blot fordi vi ikke havde modet til at træffe en svær beslutning. Hvad ville hun selv vælge, hvis hun havde muligheden?

Vi traf et valg den dag. I fællesskab. I samråd med læger og med Abortsamrådets tilladelse. Var vores valg barmhjertighed eller egoisme? Var vores valg rigtigt eller forkert? Og for hvem? Jeg ved det ikke. Måske findes svaret slet ikke så entydigt? Eller måske findes der et svar for hvert individ og hver en tid? Jeg ved dog i mit hjerte, at vi traf beslutningen i kærlighed til vores lille pige.

Fosterdiagnostikken åbner for mange muligheder. Børn med hjertesygdom kan opdages tidligt og behandling og optimalt fødested være klar til at give barnet den bedste start på livet. Behandlere og forældre til børn med mindre misdannelser kan forberede sig på den første tid efter fødslen – og forældre til svært misdannede børn får et valg.

Og det er dette valg, vi som samfund skal kunne håndtere. Vi skal være bevidste om, at den selektive abort ikke ”blot” handler om, hvad vi gør med de små i maven, men også hvad handlingen gør ved os. Som forældre, som mennesker og som samfund. Og vi skal være i stand til at håndtere det, der kommer efter sygehuset – for det er ingenlunde slut, når barnet er ude. Det er først lige begyndt.

For mig personligt var det voldsomt indgribende i min egen eksistens og selvopfattelse, som mor, som kvinde og som menneske at træffe sådan et valg. Hvad var jeg for en mor at vælge mit barn fra? Hvad var jeg for et menneske at lege Gud – herre over liv og død? Jeg afskyede min krop, at den havde fejlet, misundte andre kvinder deres gravide lykke – og følte mig så lille for at føle sådan. Jeg gemte mig bort. Lukkede mig inde. I hjemmet og i mig selv. Fortalte kun få sandheden om, hvordan vi havde mistet. Det var så ensomt.

Det ville jeg også have gjort, siger nogle. Andre ytrer, at de støtter den fri abort, men at de aldrig selv ville kunne vælge et barn fra. Men ved man egentlig rigtigt noget, før man selv har været der? Kender du dig selv så dybt, at du ved, hvilke valg du vil træffe i en given ekstrem situation?

Jeg gjorde ikke. Og jeg må sande, at en ting er at være for kvinders ret til fri abort. Noget andet er, når virkeligheden er et lille sygt menneske i din livmoder, som kun har dig at sætte sin lid til. Hvad vælger du? Hvilken logik, viden, tanker, følelser og tro bliver styrende for dit valg? Og hvordan lever du videre med dit valg – resten af livet?

Skyldfølelsen og tvivlen plagede mig i dage, uger, måneder og år. Trængte sig på som uvelkomne gæster i mit liv og fordrev sorgen til en plads i hjørnet. Kunne jeg overhovedet tillade mig at begræde mit tab? Jeg havde jo selv valgt det. Havde jeg ikke?

Jeg mødte mig selv på kanten af min eksistens, og det krævede styrke, vilje og tro at rejse mig igen og være med alt det, der (også) er mig. Se mig selv i øjnene og være villig til at favne det, jeg fik øje på. At lytte til stilheden, efter hende, jeg havde mistet. Og lære.

Det var barskt, og det var først, da jeg fire år senere begyndte at skrive om det og interviewe en række fagpersoner til min bog, at jeg begyndte at hele.

Jeg fortsætter nu min vandring i livet som et menneske, der kender flere dybder og kroge af mig selv end før – på godt og ondt. Jeg skriver om det, der skete, i stedet for at gemme det væk og håber at skabe opmærksomhed omkring livet efter det svære valg.

Jeg troede selv, det ville være overstået, når veerne holdt op, og hun var ude. Jeg troede, jeg ville kunne tage hjem og lægge det bag mig. Leve videre. Som før. Naivt. Det ved jeg nu. For intet er som før. Og det er nok præcis, som det skal være. Blot kunne jeg ønske, at der kom mere opmærksomhed på at hjælpe, favne og rumme andre forældre som os.