Udgangsforbud. Lukkede grænser. Tomme lufthavne. Afglobalisering. Vi genkender ikke vores verden. På mindre end 90 dage er der sket så markante ændringer, at ingen sammenligninger kan ske fyldest. På mindre end 90 dage er den globale verden, vi før kendte, blevet lukket om sig selv. Ikke kun på tværs af kontinenter, ikke kun på tværs af lande, men helt ind i private hjem, hvor det at gå ud ikke længere er noget, vi kan tage for givet.
Store som små kulturarrangementer er blevet aflyst. Ikke kun på nationalt plan, men også globalt. OL, EM, Eurovision – de begivenheder, der i mange år har været symbolet på, hvordan vi på tværs af grænser mødes og skaber fællesskaber, er enten blevet aflyst eller udskudt. Det samme gælder de kulturarrangementer, der over sommeren skulle fylde Danmark med musik, samhørighed og debatter.
Heldigvis har kulturlivet været kreativt, hvilket har vundet frem i form af fællessang og en masse værdifulde onlineaktiviteter. Det har bidraget til en vigtig forståelse for, hvor afgørende kunst og kultur netop er i krisesituationer. Hver og et af de initiativer, som er ført frem af det danske kulturliv, kommer til at stå som minde for, hvordan vi fælles – men hver for sig – kom igennem krisen.
Men det er ikke nok at komme igennem krisen inden for landets fysiske rammer. For da epidemien udviklede sig til at blive en pandemi, blev krisen et internationalt anliggende – ikke kun inden for sundhedssystemet, men også inden for kulturen. Fællessang fra Højskolesangbogen og fejring af Dronningens fødselsdag minder os om det trygge og det nære. Noget vi har brug for og gerne søger hen imod, når vi står i en krisesituation.
Men det trygge og det nære må ikke stå som modsætningsforhold til at bevare vores udsyn ud over egen grænse. Vi er afhængige af den verden, der er omkring os, og vi har brug for at stå sammen, både til inspiration, til vidensdeling og for at finde frem til de fælles løsninger, der er nødvendige, hvis vi igen skal komme ovenpå efter coronakrisen. Det kræver et styrket fællesskab i et større perspektiv end blot det nationale.
At Dansk Kulturinstitut er blevet, skal ikke læses om en protest mod Udenrigsministeriets anbefalinger, for det er klogt at bede folk om at rejse hjem i sikkerhed, hvilket også har gjort sig gældende for vores institut i Indien, der af sundhedsmæssige årsager ikke kunne blive i New Delhi. Det skal nærmere læses som et modsvar til den dagsorden om afglobalisering, der så småt er begyndt at summe. Vi tror ikke på, at en lukning om os selv vil få os bedre ud på den anden side af corona-krisen – tværtimod. Ligesom vi ikke tror på, at en begrænset nysgerrighed er vejen frem. Globale udfordringer kalder på globale løsninger. Coronavirussen skelner ikke mellem farven på dit pas, så det bør vi heller ikke.
Kort tid efter Anden Verdenskrig oprettede Dansk Kulturinstitut institutter i det vestlige Europa, blandt andet i Tyskland og England. Selvom lysten til at tale sammen og opbygge relationer ikke nødvendigvis var stor, blev sådanne skridt afgørende for den gensidige tillid, vi sidenhen har nydt godt af. I dag har vi ikke længere institutter placeret i det vestlige Europa.
Vi er rykket videre til de steder, hvor der nu er noget på spil, og hvor forståelsen for hinandens kulturer ikke er givet på forhånd. Vi står ikke midt i en verdenskrig, men vi står midt i en verdenskrise, og selvom forskellene er mange, er behovet for at opbygge relationer det samme.
For så længe Rusland er vores store nabo på den anden side af Østersøen, så længe Kina spiller en kæmpe rolle i verdensøkonomien, og så længe Indiens og Brasiliens aftryk på klimaet har global rækkevidde, bliver vi nødt til at forholde os til hinanden og lære hinanden godt at kende. Det er det mest fornuftige at gøre på lang sigt – økonomisk, politisk og ikke mindst for klimaet. Men vi kommer ikke særlig langt, hverken i forretningerne, forhandlingerne eller i forskningen, hvis vi ikke får følelserne med.
Og her spiller kunst og kultur en stor rolle. Kunsten er med til at bevare nysgerrigheden, lysten til at lære hinanden at kende og modet til at turde se bag de umiddelbare forskelle. Derfor har vi fortsat vores arbejde derude sammen med danske teaterfolk, arkitekter, musikgrupper og kunstnere lige fra folk i Kina i øst til i Brasilien i vest.
Vores arbejde er dog ikke urørt af coronakrisen, og lige som mange andre, har vi også fundet alternative metoder til at bringe mennesker sammen, ved hjælp af det online univers. I de dage Danmark lukkede ned, inviterede vi sammen med den fynske musikergruppe Heartbeat Group til en onlineworkshop med flere end 10.000 børn i Wuhan, der i månedsvis ikke havde været uden for husets fire vægge. Begivenheden gik viralt og blev delt af børn og voksne utallige gange på de kinesiske sociale medier. Det skabte et fællesskab og følelsen af at være en del af noget større, der voksede sig langt ud over lukkede grænser. Og netop det at være en del af noget større må siges at have afgørende karakter, når det er den fælles indsats, der bliver afgørende for længden af krisen.
Et hvert lille projekt, der kan bygge bro over forskelle, gør en forskel. Vi kan ikke vente på, at den internationale flytrafik går i gang igen. Vi er i gang nu. Blandt andet i Brasilien, hvor vi er gået sammen med andre danskere om at skaffe vand og mad til en favela i Rio. Projekterne gør lige nu en forskel for beboerne i slumkvarteret, imens vi venter på at igangsætte vores projekter om madkultur og borgerinddragende byudvikling i området, som vi har måttet udskyde indtil næste år.
Eller i Kina, hvor vi som de andre kinesiske kulturinstitutioner har omlagt alle programmer til onlineplatforme, mens vi forbereder igen at slå dørene op til vores kulturcenter i Beijing her i maj med en udstilling om mode og lokalproduktion, der skal lægge ramme om fælles samtaler i en ny tid.
Vi tror på, at dansk kunst og kultur virkelig kan gøre en forskel, når den indgår i dialoger med udlandet. Den kan være med til at skabe en platform, hvor vi kan inspirere, udfordrer og opbygge tillid til hinanden. En vigtig præmis for at løse fælles udfordringer er tillid til hinanden. Tillid til, at vi har styr på virussen. Tillid til, at vi vil hinanden det bedste.
Den begynder med, at vi forstår hinanden. Derfor kan hvert lille projekt, der kan bygge bro over forskelle, gøre en forskel. Vi kan derfor ikke vente på, at den internationale flytrafik går i gang igen. Vi er allerede i gang nu.
Med 80 års erfaring i felten er det tydeligt, at vi og andre internationale kulturaktører står foran en stor udfordring. Nemlig at insistere på at et internationalt udsyn ikke er på bekostning af det, vi kender som det trygge og det nære. Det er en præmis for at komme videre.