Fra 1815 til 1853 var der ikke krig i Europa. Derefter fulgte 18 år med fem store krige: Krimkrigen, den italienske krig mellem Frankrig, Piemont-Sardinien og Østrig (1859), den dansk-tyske krig, den tyske krig mod Østrig og den fransk-tyske krig, 1871. Så fulgte 43 år med fred i et Europa i øvrigt uden fælles institutioner. Mange stater var nationalstater, og den slags lever i fred med hinanden, selvom dogmet i dag lyder, at nationalstater er krigeriske.
LÆS OGSÅ: Per Stig Møller: Afghanistan-krig har udvisket traumet fra Dybbøl
Den 19. november 1864 underskrev Christian IX en fredstraktat, og dermed blev Danmark en nationalstat. Det markerede samtidig afslutningen på alle drømmene om et samlet Norden. Nordmændene og svenskerne kom os ikke til hjælp i krigen. Det fik Henrik Ibsen til i vrede at skrive Peer Gynt, hvori nordmændene bliver anklaget for at være sig selv nok.
Herefter begyndte den nordiske småstatsnationalisme. Tendensen var ellers den modsatte, nemlig at samle små stater til større unioner. Mens danskerne kæmpede ved Dybbøl, var der borgerkrig i USA. Den sluttede i 1865 med en række forenede stater. Herefter blev den store nationalstat et ideal. Danmark, Norge og Sverige forblev derimod småstater. På den måde er vi anderledes i Norden. Vi blev småstatsnationalister. Småt er godt, synes vi, og små folk går ikke i krig med store folk.
Danmark har siden 1864 lidt af et krigstraume, som vi har bearbejdet ved hjælp af politisk, kulturel og kunstnerisk nationalisme. Det bedste billede af dette krigstraume finder vi i Herman Bangs roman Tine. Dette krigstraume er blevet opretholdt med Tom Buk-Swientys krigsromaner Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. I disse romaner er helstatsmændene helte og de nationalliberale skurke. De første ville ikke krig, de andre ville. Gå aldrig i krig, er budskabet.
EFTER 43 ÅRS FRED I EUROPA kom Første Verdenskrig. Danmark var udenfor. Vi kom forholdsvis fredeligt igennem Anden Verdenskrig, og det er upassende at sige, at vi skulle have kæmpet ligesom nordmændene.
Efter krigen sendte vi Jutlandia til Korea. Holdningen til den danske hær i 1960erne beskrives bedst i en af de film, jeg så som dreng: Soldaterkammerater. Krig var virtuel. Hæren skulle vi forbinde med FN og fred, og soldaterkammeraterne bevarede freden i Gaza og på Cypern. Vi levede trygt med forestillingen om Danmark som et lille land, og vi vedligeholdt krigstraumet. Det fik os til at glemme både Island, Færøerne og Grønland. Danmark er i forestillingen en lille nation, men er i virkeligheden et stort kongedømme.
En nationalstat hviler på to søjler: folk og fjende. Forsvinder fjenden, forsvinder folket. Vi synger om det ved sankthans, hvis vi kan, at vi især ved midsommer elsker vort land. Og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende!.
Fra 1864, og indtil vi blev medlem af EF i 1972, var tyskerne fjenden, skønt de ikke var de eneste, for under den kolde krig blev det russerne. Nu er vi medlem af EU, og derfor kan tyskerne ikke være fjender. Så faldt Muren, og Sovjet-imperiet blev opløst, og dermed forsvandt den sidste fjende. Samme år blev Danmark krigsførende. Vores fred varede fra 1864 til 1990. En ny tid var begyndt. Hæren kunne igen bruges i krig.
Sent på sommeren 1990 sendte vi korvetten Olfert Fischer af sted til Den Persiske Golf efter et ønske fra emiren i Kuwait. Socialdemokraterne ville supplere korvetten med et hospitalsskib. Mange morede sig lidt over korvetten. Vi levede endnu med nederlaget fra 1864 i erindring. Det var en symbolsk handling, der viste tilbage til Jutlandia, og som bidrog til at genopfinde et nyt billede af danskerne som sømænd, der står støt. Vi skulle ikke være bønder længere som på Grundtvigs tid. Bønder er bosiddende, sømænd er rejsende.
Olfert Fischer var begyndelsen til den aktivistiske udenrigspolitik, som vi har ført lige siden og endda mere og mere aktivt. Og det synes at være sådan, at der er stor konsensus om denne politik. Det tyder på, at mange danskere har forvundet krigstraumet.
Efter 1991 gik det hurtigt. Vi kæmpede og vandt i Kroatien, og der blev sendt kampvogne af sted. SF og Fremskridtspartiet var imod. Vi bombede serbere endda under en radikal udenrigsminister og uden FN-mandat. Vi var sammen med USA, England, Australien, Polen, Spanien, Japan, de baltiske lande og mange andre med til at fjerne Saddam Hussein.
Vi er i Afghanistan endnu. Og behøver jeg nævne søværnet ud for Somalias kyster eller flyvevåbnet i Libyen? Danske soldater vinder slag og slår ihjel, tager krigsfanger og dør for fædrelandet. Det næste satsningsområde bliver Østafrika og Arktis eller hvem ved? Syrien?
Hvordan skal vi tale om alt det? For hvem er fjenden? Og hvem er folket? Vi tør ikke kalde fjenden ved hans rette navn, og derfor bliver fjenden et spøgelse. Selvom danskerne i det store og hele går ind for krigen, tales der ikke så meget om den, fordi vi mangler et sprog. Vi ved ikke, hvad vi skal eller må sige. Det er en rite uden en myte, men myterne er på vej.
En hel del er nok enige med historikeren Søren Mørch, der i Politiken den 4. februar skrev om, hvor absurd det er, at et lille land som Danmark er i krig. Han er en røst fra fortidens småstatsnationalistiske kulturradikalisme med dens automatiske hang til pacifisme.
Også inden for folkekirken er krigene blevet diskuteret. Biskop Karsten Nissen fordømte på et møde i Berlin, at Danmark deltog i koalitionen i Irak. Og på det seneste har der været kritikken af en enkelt feltpræst eller to.
DE KIRKEPOLITISKE ANGREB på disse to feltpræster handler dog heller ikke om krigen.
De kritiseres, fordi man mistænker dem for at tilhøre Tidehverv, og så kommer de pastorale automatpistoler frem. Kan det være, at vanskelighederne ved at sige noget skyldes, at vi ikke rigtig ved, hvorfor vi kæmper? Soldater går ikke i døden for at forbedre infrastrukturen i Helmand-provinsen, for FN eller for at skaffe olie fra Irak.
Biskop Peter Skov-Jakobsen anklagede i en kommentar i Berlingske den 25. januar feltpræsterne for at foregøgle fædrelandskærlighed og at romantisere krigen. Det er en kynisk anklage.
Teologen Hans Vium Mikkelsen gentog i Kristeligt Dagblad den 4. februar det samme. Præsterne romantiserer, og deres handlinger er indlejret i et neokonservativt forsvar for nationalstaten. Mikkelsen har reduceret teologi, krig og død til partipolitik. Hvad er han selv indlejret i? Et neosocialistisk forsvar for EU?
De kirkelige krigskritikere skylder os et svar på spørgsmålet om, hvorfor danske soldater skal dø om så det gælder i en ørken i Afghanistan. De må ikke gøre det for Gud. Slet ikke for fædrelandet. Overhovedet ikke for Danmark. Kunne disse teologer ikke komme med et svar?
De udskældte feltpræster har forsøgt at få overensstemmelse mellem teologi og krig, mellem folkekirken og den aktivistiske udenrigspolitik. Det er en robust teologi, der har måttet tage mytologien og digtningen til hjælp. De har hentet inspiration i anglo-katolsk teologi. Engelske præster og teologer har en lang tradition for at være i krig og at tale om det. Tyske teologer har kun oplevet at tabe krige.
Det er derfor helt naturligt, at disse danske teologer går i Grundtvigs fodspor og får idéer fra England. Det er ganske enkelt evangelisk og bedre for soldaterne end skrivebordsteologernes affortryllende tale om regler, paragraffer og konventioner.
Soldaterne kæmper for Danmark, hvad ellers?