Prøv avisen

Solen står stille: en historikers trosbekendelse

Vi ved alle, at vi skal dø, og vi bruger en stor del af livet til at komme overens med denne tanke. Men denne proces har en mening, først i erkendelsen af, at den finder sted, og bagefter i glæden over, at der er noget, der fornyer sig

FORLEDEN, DA JEG SKULLE holde foredrag på Jelling Sognegård, blev jeg spurgt af den venlige organist, hvilken sang jeg ønskede at bruge fra Højskolesangbogen. Aftenens emne var Danmarks kristning, og derfor var det oplagt at bruge en sang om historiens gang: Jørgen Bukdahls Solen står stille i Gibeons dal. Organisten kendte ikke sangen og kunne heller ikke finde den i sangbogen. Den må være faldet ud, konstaterede han. Den var heller ikke at finde i melodibogen, og vi måtte bruge noget andet.

Jeg følte, som om nogen havde slået mig hårdt i maven. Siden Olga Bartholdy som bibliotekar på Løgumkloster Højskole i 1970erne havde præsenteret sangen for mig, er det blevet min opgave i Danmark at sikre, at sangen bruges. Den er ikke nem at synge, og normalt kræver den klaver, men ordene er både poetiske og rammende, en eksistentiel bekendelse af livets og historiens gang. Derfor er det for mig et stort kulturtab, at sangen nu forsvinder fra Højskolesangbogen:

Solen står stille i Gibeons dal, tiden er løftet af hængsel, hjertet det har sin lønlige kval, higer kun ud af sit fængsel, lytter til blodets søde røst, ved den ej læger for livets brøst, mens tiderne skifter med tider.

Jørgen Bukdahl begynder med en henvisning til Josvabogen (kapitel 10, vers 12), hvor solen standser sin gang for at muliggøre, at israelitterne kan sejre i deres kamp. Den første vers handler dog ikke om sejr, men om tristhed og depression. Hjertet er fanget i sin hemmelige sorg, og man kan kun høre sig selv og ikke andre. Derfor er tiden gået i stå: Mennesket er lammet af en indre smerte. Denne oplevelse beskrives i forhold til historiens gang: mens tiderne skifter med tider, som bliver sangens omkvæd.

Tiden den drejer sit tung hjul, dagene svinder som skygger, håbet det finder sit fattige skjul, modet må vandre på krykker; sjælen er syg i sin fangevrå, mindes alle de himle blå, mens tiderne skifter med tider.

Nogle, der kender sangen, kalder den for pessimistisk, og denne tone er muligvis en grund til, at sangen nu forsvinder.

Vi kan ikke tåle at se de tider i livet i øjnene, hvor alt bliver sort, og sjælen bliver syg. Bukdahl, der skrev sangen i 1936, må helt klart have været igennem en nedtur, inden han skrev disse linjer. Han ville frygtelig gerne tænke på bedre tider, men 1930ernes fanatiske ideologier som nazisme har tydeligvis mærket ham.

Menneskeværk skal finde sin dom, bliver til sidst til ruiner; livet der gik og livet der kom, alt hvad der glæder og piner, alt skal det glemmes og smuldre hen, jærtegn på ånd skal blive igen, mens tiderne skifter med tider.

BUKDAHL SKREV SIN SANG efter et møde for Askovs nordiske lærerforening, som foregik på en folkehøjskole ved Bergen i Norge. Ikke langt herfra er ruinen af Lyse Kloster, et cistercienserkloster grundlagt fra England i 1100-tallet. Bukdahl må have set disse smukke, men melankolske ruiner midt i en dal, et vidnesbyrd om århundreders bestræbelser for at bede og arbejde, men nu reduceret til nogle få stenmonumenter. I Lyse Kloster så Bukdahl historiens dom over alle menneskelige forsøg på at skabe noget vedvarende: Det kan ikke lade sig gøre, fordi alt forgår.

Drue jeg var og perset jeg er, vin jeg vel bliver omsider, blomstre skal alle de abildtræer, klædes skal fjeldenes sider, håbet skal fylde helt mit sind, nu skal jeg fange min sommer ind, lad tiderne skifte med tider.

Her i sangens sidste vers accepterer Bukdahl, at historiens forvandling af mennesket kan skabe noget godt. Han bliver til vin, som kan drikkes med glæde.

Ifølge Jens Kristian Krarup oplevede Bukdahl, hvordan bakkerne omkring Lyse Kloster pludselig blev forvandlet, da æbletræerne blomstrede. Hvor der havde været sorte træer, kom der nu hvide og lyserøde blomster. Han kunne komme videre i livet og undslippe den depression, som havde tynget ham.

Der kom håb, ikke fordi Bukdahl fornægtede det grimme og sorte, og heller ikke, fordi han lod, som om døden ikke er til. Men i naturens fornyelse kan mennesket også forny sig. For en kristen må dette håb forbindes med den forvandling, der sker i opstandelsen, at alt, som er dødt og borte, igen får liv og glæde.

Bukdahl udgav digtet i bogen Lyseklosteret fra 1940. Siden har mange gode forfattere som Finn Slumstrup og Poul Engberg skildret hans liv og betydning for højskolebevægelsen. I dag i en tid med kamp om værdier er det vigtigere end nogensinde at tage Bukdahls budskab alvorligt og at bruge hans ord. Mens tiderne skifter med tider: Vi ved alle, at vi skal dø, og vi bruger en stor del af livet til at komme overens med denne tanke. Men når vi ser omkring os på de mennesker, vi elsker, og de steder, der har betydning for os, er det utåleligt at forestille sig, at vi en dag ikke længere er en del af deres helhed: Alt skal glemmes og smuldre hen.

DET KAN IKKE UNDGÅS. Men denne proces har en mening, først i erkendelsen af, at den finder sted, og bagefter i glæden over, at der er noget, der fornyer sig. Den mørke tid, som kommer, bliver efterfulgt af forår og sommer, og det hele indgår i en rytme og helhed, som har mening. Ingen kunne sige det bedre end Jørgen Bukdahl, og det er derfor, hans sang skal have lov til at leve videre.

Som historiker arbejder jeg med mennesker, der har været døde i århundreder, men deres tanker og oplevelser er af betydning ikke blot for mig, men også for de mennesker, jeg møder. Nogle gange, i en tid præget af events og overfladisk underholdning, er det svært at forestille sig, at historien overhovedet har en stemme. Men så behøver jeg blot tage til sognegården i Jelling eller højskolen i Løgumkloster eller Folkeuniversitetet i Århus for at blive overbevist om, at historien lever, har det godt og betyder meget for både den gamle generation med dens erfaringer og muligvis også for den nye generation med dens åbenhed.

DET SKAL IKKE VÆRE nogen hemmelighed, at jeg ser med smerte på den verden, som har udviklet sig siden 2001: angst og fjendebilleder, polarisering og vrede, overfladiskhed og populisme. Der er meget, der begynder at ligne 1930erne. Derfor virker Bukdahl mere samtidig end nogensinde, og jeg kan som historiker nikke genkendende til tiden, der drejer sit tunge hjul.

Vi er midt i et tidehverv, og spørgsmålet er, hvad det er, der nu bliver til ruiner.

Når jeg ser tilbage på den verden, jeg har kendt, så er der meget, der er gået tabt: trofasthed, omsorg, ærlighed og åbenhed. Vi trækker os tilbage til beskyttede områder omkring familien og venner, hvor vi tør sige åbent, hvad vi mener. Mens vore arbejdspladser bliver farlige steder, hvor vi helst kun skal vise en acceptabel overflade, og hvor vi skal passe ind i det, som med et pænt udtryk kaldes for en virksomhedskultur.

Alt skal det glemmes og smuldre hen. Historiens lære er, at alt forgår. Men det betyder, at det onde også forsvinder. Som det står i en af Davids salmer, som munkene i Lyse Kloster sang: Jeg har set en uretfærdig voldsmand, der knejste som Libanons cedre; så gik jeg forbi, men han var der ikke mere (Salme 37, 35-36).

Hitler er død, men der vil komme andre, der vil ligne ham. Derfor er det vigtigt at stå frem og insistere på tro, håb og kærlighed. Fjeldenes sider vil blomstre igen, og efter den mørke tid kommer lyset. Dette er min trosbekendelse som historiker, og jeg er blevet privilegeret og beriget gennem kendskabet med Jørgen Bukdahl, hvis sang jeg hidtil har sunget på højskoler og sognegårde.

Derfor kan jeg kun håbe, at næste udgave af Højskolesangbogen tager hans uforglemmelige Solen står stille i Gibeons dal tilbage.

Brian Patrick McGuire er professor i historie ved Roskilde Universitetscenter