Prøv avisen
Kronik

Som 66-årig eneboermunk studerer jeg livet

I en alder af 66 år er jeg studerende på fuld tid. For det er et omfattende fag, jeg har valgt at studere: Livet. Sådan skriver Niels Erik Fischer, der er eneboermunk på Ihm Kloster. Modelfoto. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Niels Erik Fischer, eneboermunk på Ihm Kloster.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes ingen etablerede klostre, hvor jeg ville kunne passe ind. Derfor skabte jeg mit eget. Ordensfællesskaber er ikke noget for mig. Jeg er enspænder og eneboer. Men klosterets dør er åben for den vejfarende, der søger ly for en dag eller to, skriver kronikøren

Engang troede jeg, at jeg skulle studere filosofi for at blive klogere på livet. Eller teologi. Men døren var lukket for disse studier. Godt og grundigt. Og mine egne selvstudier inden for fagene gav mig kun forbigående tilfredsstillelse af mit videbegær.

Men så begyndte jeg i stedet at studere finsk. Her var døren åben. På vid gab. Alt kunne lade sig gøre. Jeg kom på intensivt sommerkursus for nordiske statsborgere i Finland med stort set alt betalt. Dernæst fulgte universitetsstudiet. Alle omkring mig spurgte, hvad jeg skulle bruge det til, og jeg blev dem svar skyldig.

Først ved studiets afslutning vidste jeg, hvorfor jeg var gået i gang. Jeg mødte Arvid Järnefelt, den finske forfatter Arvid Järnefelt (1861-1932). Jeg mødte ham under gennemgangen af den finske litteraturhistorie. Han blev mit store forbillede og er det stadig.

Også han havde et forbillede, nemlig Lev Tolstoj, som han brevvekslede med, og som han nåede at møde personligt to gange. Hvad er det ved Järnefelt, der gør, at han er mit forbillede? Det er hans måde at leve på. Hos Järnefelt er der overensstemmelse mellem værdier og levet liv. Han lever ægte, sandt.

I en afhandling om ham har jeg valgt at kalde ham et sandhedsvidne. Og som sandhedsvidne var og er han mit forbillede. Järnefelt var født adelig og som ung uddannet jurist med en lovende karriere inden for dommerstanden i udsigt.

Men efter en åndelig oplevelse, han havde som 30-årig, opgav han det hele – de adelige privilegier, juraen, alle forestillingerne om, hvad han skulle i livet. Om sit liv frem til oplevelsen, og hvad det var der skete under oplevelsen beskriver han i sin selvbekendelsesbog Heräämiseni (”Min opvågnen”) fra 1894.

Oplevelsen gjorde altså, at han umuligt kunne fortsætte sin hidtidige vej. I stedet gik han i lære som skomager. Senere også som smed. Han købte et lille stykke jord ved Lohja i det sydlige Finland, omdannede det til agerbrug, opførte en beboelsesejendom, der fik navnet Rantala, og levede her sammen med sin familie (kone og fire børn) som husmand og forfatter stort set resten af sit liv.

Når dagens hårde slid var slut, gik han om aftenen op på sit arbejdsværelse, der var indrettet på husets første sal. Her skrev han dagbog. Hver dag nedfældede han sine tanker og ”samtaler” i dagbogen. Dagbogen blev hans ”samtaleredskab”. Men han fik også tid til at skrive andet. Romaner, noveller, skuespil, pamfletter. Mere end 30 bøger er udgået fra hans hånd. Dertil en omfattende brevveksling med forskellige mennesker, der søgte hans råd.

Selv er jeg studerende. På fuld tid. I en alder af 66 år er jeg studerende på fuld tid. For det er et omfattende fag, jeg har valgt at studere: Livet. Altså det fag, jeg troede at kunne få viden om gennem eksisterende universitetsfag, men som jeg nu har forstået må studeres på en anden måde. Alt, hvad jeg foretager mig, indgår i studiet. Om jeg passer min have, skræller kartofler, færdes i naturen med min hund, taler med et menneske, jeg møder på min vej, så indgår det alt sammen i mit livsstudium. Hver dag får jeg undervisning. Teoretisk undervisning og praktiske øvelser supplerer hinanden på fuldendt vis.

Og undervisningen er ganske gratis og finder sted, hvor jeg end er. Forskellige discipliner indgår i faget, således blandt andet kemi, jura og lingvistik. Dog ikke den kemi og den jura og den lingvistik, der kan studeres på universiteterne. Det er livets kemi, livets love og livets sprog, der er tale om.

Som livsstuderende må du sætte dig grundigt ind i disse områder og forstå, hvordan de indbyrdes spiller sammen. Forstår du ikke livets sprog, kan du slet ikke modtage undervisningen. Og uden kendskab til livets love kommer du til at kollidere med dem igen og igen.

Med manglende kendskab til kemien kommer du til at blande stoffer, der ikke skulle have været blandet, med et uønsket resultat til følge. Men alle disse ”fejltrin” indgår naturligvis i undervisningen. For de giver dig erfaringer, og det er erfaringerne, der modner dig til overhovedet at være modtagelig for den teoretiske del af undervisningen.

Nu bor jeg på et kloster, Ihm Kloster. I for inderlighed, h for hellighed, m for manifestation. Samtidig er Ihm det tyske ord for ham – i ham lever, røres og er vi. Jeg har selv skabt dette sted.

Der findes ingen etablerede klostre, hvor jeg ville kunne passe ind. Derfor måtte jeg skabe mit eget. Jeg er en ITE-kunstner – fra finsk: itse tehty elämä, direkte oversat: selvgjort liv, altså betegnelsen for et menneske, der skaber sit eget liv på egne betingelser.

Ordensfællesskaber er ikke noget for mig. Jeg er enspænder og eneboer. Derfor bor der heller ikke andre end mig på Ihm Kloster. Men døren er åben for den vejfarende, der måtte søge ly for en dag eller to. Her på Ihm Kloster lever jeg et ora-et-labora -liv. Ora et labora : Bed og arbejd! Ora handler, efter min forståelse, mere om at lytte end komme med anmodninger. Er det ikke sådan Benedikt fra Nursia (cirka 480-547) indleder sin Regel?

Med ordene ”Lyt min søn, til din læremesters bud, og bøj dit hjertes øre; tag villigt imod din kærlige faders belæring, og udfør den i gerning”. For mig er ora at modtage undervisning og labora er at omsætte den. Ora et labora går som en rød tråd gennem Benedikts Regel og har været bestemmende for livet på de fleste vesterlandske klostre op gennem tiden og er det altså stadig her på Ihm Kloster.

Også for den hjemløse er klosterporten åben. Hjemløshed er vort grundlæggende problem. Det spejler sig ud i samfundet som konkret fysisk hjemløshed, men det, der spejler sig, er vor åndelige hjemløshed. Og før den forvandles til sin modsætning, vil vi blive ved med at se hjemløshed i det fysiske.

Det drejer sig altså om at komme hjem, hjem i vor sande identitet. Og dermed bort fra illusionen, illusionen om, hvem vi er (identifikationen med kroppen/det timelige). Og det er ikke nok at ”læse”, at vi er evige væsener. Vi skal selv erkende det. ”Kend dig selv” – denne opfordring står mejslet ind i væggen på Apollontemplet i Delfi. Ikke uden grund.

Hjemløshed er at være kommet bort fra sig selv, ikke længere kende sin sande identitet. Engang har vi haft viden om vor sande identitet, men den er (”tilsigtet”) gået tabt. Og nu drejer det sig om at generhverve den. Hvordan generhverver vi den? Ved at lade os erindre om den. Når vi er klar til at åbne vort skatkammer af erindringer, kan vi begynde at leve vort egentlige liv. Vor skolegang er absolveret, vi har forstået sandheden, vi er frie.

Der er jeg ikke nået til endnu. Jeg går stadig i skole. Al min tid går med at studere livets kemi, livets love, livets sprog. Og ét er sikkert: Jeg bliver ikke færdig med studiet i dette jordeliv! Så jeg fortsætter i det næste. Alle andre mennesker på kloden er mine klassekammerater og medstuderende. Der er mange klasser og mange skolegårde i denne skole. Og godt for det. Det er derfor, vi kan berige hinanden. Og udfordre hinanden.