Som aktivistisk præst havnede jeg i Stasis arkiv

Berlinmuren faldt den 9. november for 30 år siden. Sognepræst Kaj Bollmann var aktivist, mens jerntæppet delte verden i øst og vest. Han besøgte kristne i DDR, hvor de udvekslede idéer og drømme. Men Stasi fulgte med i alle hans besøg i DDR

Da Kaj Bollmann søgte aktindsigt i stasi-arkivet, afslørede dokumenterne, at han ikke blot var blevet overvåget i DDR, men også i præstegården på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter, hvor de havde taget bilnumre og fotos af helt sagesløse besøgende i præstegården i en periode. Foto: Leif Tuxen

I begyndelsen af 1980’erne oprustede Sovjet og USA med mellemdistance-atomraketter på hver sin side af jerntæppet mellem øst og vest. En betydelig del af de vesteuropæiske fredsbevægelser var domineret af kommunister og begrænsede derfor deres modstand til de amerikanske raketter. Jeg var med i en bevægelse – Nej til Atomvåben – der ikke fandt Sovjets atomvåben mere fredelige end de amerikanske. Vi mente også, at arbejdet for menneskerettigheder og demokrati i Østeuropa var en del af fredsprocessen, og derfor søgte vi kontakter med de kirkelige kræfter i DDR, som arbejdede med fred og menneskerettigheder i delvis opposition til DDR-styret.

Det var naturligt, at jeg som præst gik ind i det arbejde, og i 1983 var jeg for første gang i DDR som en del af en meget officiel økumenisk delegation, men jeg pjækkede en dag fra programmet i Østberlin for at besøge Rainer Eppelmann – i mange år en ledende skikkelse i den systemkritiske del af DDR-kirkerne.

Vi havde en lang og spændende samtale på hans kontor. Det viste sig efter Murens fald at være fuldt af stasi-aflytningsudstyr. Alle hans samtaler fra begyndelsen af 1980’erne blev aflyttet. Fra det øjeblik var jeg i Stasis arkiv, og alt, hvad jeg foretog mig i DDR i årene fra da og indtil Murens fald, blev registreret.

Jeg havde den opgave at finde ud af, om det var muligt at invitere Eppelmann til et kirkeligt fredsmøde på Ryslinge Højskole. Det viste sig helt urealistisk. Kirkeledelsen turde ikke indstille ham til godkendelse hos myndighederne. De ville ikke spolere ”freden” mellem stat og kirke ved at indstille en så kontroversiel person.

Eppelmann forsynede mig med nogle kontakter i det nordlige DDR, som var til at nå med et dagsvisum, som kunne købes på færgen mellem Gedser og Warnemünde. Så kunne jeg nå ud og hjem på en dag, og dagsvisum behøvede ikke at søges i forvejen. Jeg måtte ikke skrive navnene og adresserne ned, men skulle huske dem i hovedet. Det hindrede dog ikke, at Stasi var fuldt orienteret om hver eneste rejse i de kommende år. Og de lod mig det vide. Som diabetiker var jeg nødt til at have en madpakke med, og jeg oplevede, at grænsekontrollen skilte min sammenklappede leverpostejmad ad for at se, om jeg havde skjult mikrofilm i leverpostejen. Det havde jeg ikke. Jeg undgik omhyggeligt at foretage mig noget ulovligt for ikke at få ”Einreiseverbot”, som flere af mine venner havde fået. Der skulle ikke meget til.

Jeg var dengang præst ved Kapernaumskirken i Københavns Nordvestkvarter. Den var bygget af Kirkefondet og havde 90-årsjubilæum i 1985. Ad forskellige veje kom vi i kontakt med en menighed i Østberlin, hvis kirke, Opstandelseskirken i arbejderkvarteret Friedrichshain, fyldte 90 år samtidig.

Vi lavede en uofficiel venskabsmenighedsaftale. Vi kunne besøge dem, det modsatte naturligvis ikke. En gruppe på fem-seks stykker fra Kapernaumskirken tog ned og deltog i deres jubilæum. Officielt var vi på DSB-ferierejse til Østberlin. Det hele var lidt tys-tys.

Men også her vidste Stasi naturligvis det hele. Sommeren efter, at muren var faldet, kom en gruppe fra venskabskirken til København. Da var ikke alt rosenrødt: Det havde vist sig, at to ud af syv menighedsrådsmedlemmer og flere af de ansatte var Stasi-informanter, så menigheden var i krise.

Mine besøg fortsatte med jævne mellemrum op gennem 1980’erne. I 1988 med deltagelse i et – uofficielt – sommerseminar i en nedlagt præstegård i Mecklenburg for kirkelige græsrodsaktivister. Der skulle også have været et par hollændere med, men de blev stoppet ved grænsen og sendt retur. Deltagerne var vidt forskellige, fra unge flippere til seriøse, sammenbidte systemkritikere, der både havde oplevet fængsel og chikane, for eksempel Ulrike og Gerd Poppe, et intellektuelt par, der havde deres børn på fem-otte år med – børn, hvis tegninger var dystre og afspejlede angst og usikkerhed med politi og bomber.

Deltagernes drømme og visioner for en fremtid handlede ikke om indlemmelse i den kapitalistiske forbundsrepublik. De ville ”en tredje vej”, hverken kapitalisme eller statskommunisme, men et blødt, økologisk, græsrodsdemokratisk, mildt socialistisk utopi-samfund, der naturligvis var helt urealistisk og blev væltet over ende af det store flertals ønsker om og kansler Kohls løfter om biler, bananer og udlandsrejser. Senere afsløredes det, at i hvert fald to af deltagerne på seminaret var i Stasis tjeneste. Den ene begik selvmord et par år senere.

Før rejsen, der kom i stand via en fup-invitation fra en ikke-deltager i seminaret, blev jeg kontaktet af en ung medarbejder på DDR’s ambassade, der gerne ville ”diskutere fredsspørgsmål” med mig. Han kom ud i præstegården et par gange og begyndte langsomt at spørge, om jeg ikke havde lyst til at få nemmere visum-muligheder? I tilbuddet lå – usagt – at så kunne jeg jo nok gøre dem et par tjenester til gengæld.

Jeg spillede dum og sagde, at jeg var tilfreds, som det var. Han og konen inviterede også os på middag – en invitation, vi tog pænt imod, for parret var sådan set meget sympatisk. Men vi gik ikke ind i nogen form for nærmere kontakt. Sommeren efter genforeningen bankede de en dag på døren. De kom ind og fortalte, at de var på rundtur i Danmark for at tale med dem, som ambassadesekretæren var blevet sat til at spionere på og prøve at lokke til at blive informanter. Heriblandt altså mig. Han kom for at lægge kortene på bordet og beklage. Det tog jeg hatten af for.

Jeg søgte om aktindsigt i mine stasi-akter, da det blev muligt. Der var en ordentlig bunke, der blandt andet afslørede, at jeg ikke blot var blevet overvåget i DDR, men også i præstegården på Svanevej, hvor de havde taget bilnumre og fotos af helt sagesløse besøgende i præstegården i en periode. Det var udtryk for den paranoia, der rammer et system, der er bange for sine egne borgere. Hverken vi få besøgende kontakter eller de aktivister, vi mødte, var i udgangspunktet en reel trussel for systemet. Vore besøg var vigtige for dem, fordi vi var en livline til det Vesten, der ikke kunne besøges, en mulighed for at udveksle tanker og idéer og drømme i frirummet inden for kirkernes rammer.

Den dybe årsag til DDR’s sammenbrud var Sovjetunionens fald og DDR-styrets økonomiske og politiske kollaps. De store mandagsdemonstrationer og hele protestbølgen og udrejsebølgen i 1988-1989 betød meget for både håbet og modet og for omverdenens pres. I september 1989, hvor jeg besøgte DDR for sidste gang inden murens fald til et teologisk seminar, troede ingen af deltagerne, at regimet ville give op frivilligt. Snarere frygtede de et militærkup. Det kom heldigvis ikke. Muren faldt, fordi en DDR-politiker kom til at give en forkert melding. I sommeren derefter strømmede vores kontakter til København og slog telte op i præstegårdshaven for at opleve friheden.

I juni 1990 blev der holdt konference for sikkerhed og samarbejde i København. Den var del af Helsinki-processen, der var et vigtigt element i afspændingen mellem vest og øst. Jeg var så heldig at deltage som repræsentant for Det Økumeniske Fællesråd – det, der nu hedder Danske Kirkers Råd. Jeg traf i forhallen pludselig en, jeg kendte: Markus Meckel, en af de præster, jeg havde truffet flere gange i DDR som aktivist. Jeg spurgte, om vi skulle spise frokost sammen. Han svarede, at det kunne han desværre ikke. Han skulle på talerstolen lige om lidt, for han var sådan set blevet DDR’s udenrigsminister. Han var på få måneder gået fra at være mistænkelig systemkritiker til udenrigsminister i den regering, der blev DDR’s sidste.