Prøv avisen
Kronik

Som homoseksuel var jeg uønsket som præst

Hans Krab Koed

Hans Krab Koed, Lektor ved Læreruddannelsen, UC Syd

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I torsdags sagde Præsteforeningens formand: ”Vi har aldrig modtaget henvendelser om kønsdiskrimination”. Ja, så bliver jeg altså noget provokeret. Jeg bad om råd tilbage i 1982 længe før krænkelseskultur og flydende kønsidentiteter, skriver Hans Krab Koed

”MEN PRÆST BLEV HAN ALDRIG.” Sådan skrev Kristeligt Dagblad i et portræt af mig ved min 60-årsfødselsdag i 2010. Det har jeg det egentlig helt fint med, men når så Præsteforeningens formand i torsdags siger i selvsamme avis: ”Vi har aldrig modtaget henvendelser om kønsdiskrimination”, ja, så bliver jeg altså noget provokeret.

Jeg tænker, at Per Buchholdt Andreasen, som jeg udmærket kender, nok ikke ved det. Men jeg skrev altså i 1982 (tror jeg det var) og bad om råd og hjælp, da jeg som homoseksuel hele tiden blev fravalgt. Svaret var, at jeg burde få en anden uddannelse. Måske har I stadig brevet. Mit brændte i 1997.

Det var jo længe før al krænkelseskultur og mange flydende kønsidentiteter. Længe før ægteskaber mellem homoseksuelle og homoseksuelle præster i folkekirken. Dengang var homoer helt nyt. Bøsser – eller homofile, som vi kaldtes dengang. Tiderne har sandelig forandret sig, men Præsteforeningen bør vide, at så længe man officielt støtter den diskrimination med manglende ligestilling mellem mænd og kvinder i præsteembeder, ja, så er der også åbnet op for alle mulige andre områder af diskrimination. Det kan være svært at håndtere.

Det ser vi for tiden i Kolding med balladen omkring Kristkirken. Selv er jeg teologisk forsvarer af forkyndelsesfriheden og vil til enhver tid forsvare præsters ret til at være imod ægteskab mellem homoseksuelle og kvindelige præster, men jeg mener, det er rigtig dårlig teologi, og at det ikke hører hjemme i et samfund som det danske med oplyst ligestilling. Det er simpelthen ikke god luthersk teologi.

Jeg havde virkelig glædet mig så meget til at blive præst, og er stadig helt vild med at være teolog, er stadig medlem af Præsteforeningen og læser hver uge stillingsopslag med mere i Præsteforeningens Blad.

DA JEG BLEV CAND.THEOL. i 1981, troede jeg naivt, at jeg havde gode chancer for en god stilling, og vidste nok, at jeg burde søge i de større byer. Min baggrund var ligesom optimal, gårdmandssøn fra en grundtvigsk højskoleorienteret familie, en god uddannelse, mit speciale var blevet rost af selveste Niels Thomsen. Jeg var i Studenterkredsens bestyrelse. Havde som nu et stor netværk inden for teologien og kirken. Hvad kunne dog gå galt!

Jeg søgte i København, præsenterede mig for biskop, provst og menighedsrådsformand. Alt gik så fint, syntes jeg. Formanden inviterede mig efter samtalen på værtshus, og da hun spurgte hyggeligt ind til min familiære status, fortalte jeg trygt om Klavs. Min mand, som jeg havde mødt fem måneder tidligere. Jeg var jo og er forelsket. Totalt lykkelig, det må have lyst ud af mig.

Nå, men jeg hørte efterfølgende ikke mere, førend jeg så, at stillingen var genopslået. Fluks ringede jeg til biskoppen, som så skældte mig ud og sagde blandt andet, hvad bilder du dig ind. Når du siger noget sådant, ja, så...! Kan ikke rigtig huske, hvordan jeg fik afsluttet den samtale. Efterfølgende søgte jeg nok godt 100 stillinger, besøgte bisper, provster og menighedsrådsformænd i det ganske land. I de fleste ansøgninger skrev jeg om min baggrund fra landet, det grundtvigske, og at jeg levede sammen med min ven, en arkitekt. Klavs studerede nemlig arkitektur, og selvfølgelig skulle han være den, der stod for alt det med indretningen af en præstegård.

ALLE BISKOPPER var ret ubehagelige bortset fra Georg S. Geil i Viborg, paradoksalt nok, for han var sikkert den biskop, der mest tydeligt var imod homoseksuelles muligheder for ligestilling. I det hele taget var det et meget ubehageligt emne dengang – noget, man helst ikke skulle tale om i de kredse. Man skulle ikke gøre opmærksom på sig selv. Det var for provokerende.

Især var jeg skuffet i Haderslev. Biskoppen dér kendte min familie, og han var grundtvigsk. Det hjalp heller ikke. Jeg var efterhånden kendt som ham den homofile ansøger, som man ikke behøvede at forholde sig til. Af en eller anden grund kom jeg til prøveprædiken i Åbyhøj. Samtalen efterfølgende var så trist.

Muligheden for at lade, som om jeg var hetero, prøvede jeg af en enkelt gang i København. Til en samtale med menighedsrådsformanden tog jeg Klavs’ søster med. Provsten fortalte efterfølgende, de havde været meget interesserede. Jeg trak min ansøgning. Den bedste samtale, jeg havde, var hos provst Bartolin på Langeland. Jeg søgte dog ikke stillingen.

Muligheden for at skjule og tie stille var ikke til stede for mig. Dels var og er jeg jo helt vild med min mand, Klavs, dels havde jeg kæmpet en sej kamp med mig selv, indtil jeg endelig turde stå ved mig selv som homoseksuel i 1978. Turde tro på, at jeg kunne blive lykkelig sammen med en mand uden muligheden for børn, og hvad dette yderligere medførte.

JEG HAVDE ENDDA SKREVET DIGTE om min kærlighed og fået et par udgivet i Information i juli 1980. For eksempel digtet ”Solen Moder”:

”Sig mig, mor, hvorfor står solen op, sig mig, mor, hvorfor blæser vindene, hvorfor græder du så stille… hvorfor er jeg bøsse, hvorfor er jeg ikke normal… søde mor jeg er så træt, helt alene og meget bange, men hvis jeg må elske… for jeg elsker en mand… derfor står solen op hver morgen.”

Takket være gode folk som for eksempel Jan Lindhardt fik jeg arbejde som langtidsledig på Det Teologiske Bibliotek i Aarhus. Et drømmejob, som jeg havde ad flere omgange, i alt i tre år, mens jeg var arbejdsløs i otte år.

Samtidig fik jeg heldigvis mulighed for at studere videre, og det var skønt at komme i gang med religionsvidenskab og danskstudier. Det blev afsluttet i 1989, og jeg har haft vidunderligt arbejde i læreruddannelsen lige siden.

FOLKEKIRKEN HOLDER JEG stadig meget af, har været i to menighedsråd i alt 19 år og heraf otte år som formand.

En spændende rejse, men det var mest synd for mine forældre. Det var især hårdt for min mor, at hendes elskede søn, som hun havde satset så hårdt på, ikke kunne blive præst og ovenikøbet skulle være arbejdsløs. Det kendte vi så sandelig ikke til i vores familie.

Men som skrevet endte det hele godt, og min mor nåede at opleve min søster blive præst, og hun ville have glædet sig saligt over, at barnebarnet Isak også er præst.

EN LANG HISTORIE om en mand og hans kærlighed til en mand, teologien og kirken. Men der skal stadig kæmpes en kamp for ligestilling, og nu ikke kun for to køn, men for alle køn. Noget, som burde være sagen uvedkommende. Efter min bedste overbevisning er det ikke Jesu budskab, hvilket køn og/eller identitet vi mener vi har, men hvordan vi opfører os over for hinanden.

Det er efter min opfattelse samfundsnedbrydende, hvis alle os med forskellige identiteter ikke forstår, vi er totalt afhængige af fællesskabet og dets accept.

Derfor var velsignelsen i Sankt Nicolai Kirke i 2015 ved vores sølvbryllup det største, jeg har oplevet. Det var så vigtigt og afgørende, at min kirke kan vise, at den kan rumme mig, og at jeg også er Guds barn, når jeg elsker en mand. Kan i den forbindelse slet ikke forstå, at nogen ønsker bryllup privat og uden for kirken, fællesskabet og samfundet. Men de har nok ikke prøvet, hvad det vil sige at være ekskluderet.

Gad nok vide, om formanden for Præsteforeningen i 1982 også ville have udtalt sig sådan: ”På den anden side må vi sige, at vi aldrig har modtaget henvendelser om denne slags sager.”