Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Som niårig faldt jeg i armene på spiseforstyrrelsen

Cathrine Knoth Sørensen

Cathrine Knoth Sørensen, 14-årig skoleelev, Svendborg

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg spiste ingenting og lå bare i min seng. Anoreksien ødelagde mit liv, og ingen så det. Jeg så det ikke. Men pludselig faldt hammeren, og min far gav mig to muligheder. Det blev et vendepunkt for mig, skriver 14-årige Cathrine Knoth Sørensen

MIN MAVE TRÆKKER SIG SAMMEN, jeg føler mig svimmel og har ikke kræfter til at rejse mig op. Jeg har lyst til mad. Jeg har lyst til pizza, chokolade og sodavand, men bare tanken om det gør mig tykkere.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har spist. Hvornår jeg sidst mærkede mæthedsfornemmelsens tyngde lægge sig i min mave.

Men det er okay. Jeg skal bare klare mig igennem endnu en dag uden mad, så får jeg det bedre.

HVIS MAN HAR HAFT ANOREKSI, kender man nogle af de tanker. Det er hæsligt at være i og slet ikke det værd. Mit liv tog en uventet drejning, og jeg kom heldigvis tilbage på det rette spor igen.

Det hele begyndte, da jeg var ni år. Jeg var meget usikker som lille og ville altid gøre alting til punkt og prikke. Så selvfølgelig skulle jeg falde for de nye træningstrends og populærdiæter.

Jeg sammenlignede mig med de muskuløse, men magre modeller, som udstrålede perfektion.

Når jeg kiggede mig selv i spejlet og så en lav pige med røde æblekinder, hvalpefedtet på maven – og som slet ikke var så flot, som fitnessmodellerne på billederne – blev jeg ked af det og tænkte, at det måtte der gøres noget ved.

Efter det ene forkerte skridt faldt jeg lige så stille længere ned ad trappen. Ned i armene på spiseforstyrrelsen. Orthorexia nervosa fik fingrene i mig først. Ortho, som betyder ”korrekt”, og orexis, som betyder ”spisning”. Sygeligt korrekt spisning.

Fra en lang periode i total madkontrol ændrede spiseforstyrrelsen karakter og blev til anoreksi.

En sygdom, som forårsager markant vægttab, begrænset madindtag og øget fysisk aktivitet. Jeg ødelagde min krop dag efter dag med tanken om, at det var sundt og helt normalt.

Det er som et varmt tæppe, du svøber dig ind i på en afslappet dag. Det får dig til at føle dig varm og sikker. Du bliver vant til det. Når vejret så ændrer sig, opdager du, at tæppet sidder fast. Du får en følelse af at være indespærret og handlingslammet. Hvad der engang ”hjalp” dig, holder dig nu fanget.

NU TÆNKER DU SIKKERT: Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Hvorfor satte mine forældre ikke en stopper for det indlysende? Sandheden er, at jeg var perfekt. Hjælpsom derhjemme, velset i skolen, havde nok venner og gik til fritidsaktiviteter.

De lagde ikke mærke til de små ændringer. For eksempel droppede jeg fritidsaktiviteter og lavede i stedet træning derhjemme. Jeg mistede kontakten til mine venner og blev ekstremt interesseret i sund mad.

Til sidst var jeg bare pigen, der var der, men som ingen rigtig lagde mærke til. Den ødelagde mit liv, og ingen så det. Jeg så det ikke. Jeg havde ingenting spist, bare ligget i min seng. De eneste pauser var de jævnlige panikanfald.

Hammeren faldt pludselig, og min far gav mig to muligheder: Enten spiste jeg noget, eller også kom jeg på sygehuset og fik proppet en sonde i mig.

Okay, det kom alligevel bag på mig. Jeg vidste godt, at jeg opførte mig unormalt i forhold til mad, men det var aldrig faldet mig ind, at jeg var blevet en anorektiker.

En anorektiker, som ovenikøbet behøvede sondemad, hvis jeg ikke gjorde en drastisk ændring i min livsstil.

Fra den dag begyndte små positive ændringer at ske. Både psykisk og fysisk. Det var små ændringer, som var svære at se i starten, men som efterhånden blev tydeligere.

Skridt for skridt kæmpede jeg mig op ad trappen igen. Men det var svært, og jeg mener virkelig svært.

Ligesom ved alle andre afhængigheder vil man få tilbagefald. For eksempel hvis man skal stoppe med at ryge. Når det er svært, vil man falde tilbage i sine gamle vaner og tage en cigaret eller to. Man ved, det vil ødelægge kroppen i sidste ende, men det giver tryghed og ro i pressede situationer.

JEG VIL IKKE FREMSTÅ, som om jeg klarede det hele på egen hånd. For det ved vi alle er fup. Mange hjalp mig på vejen ud af spiseforstyrrelsens labyrint.

Odense børne- og ungdomspsykiatri hjalp mig et godt stykke i starten. Først var jeg meget modvillig og tænkte: ”Hvad ved de egentlig om, hvad der foregår i mit hoved!”. Men lidt efter lidt begyndte jeg at lytte til deres forslag. For eksempel en madplan, som gjorde, at jeg ikke behøvede at tænke på mad 24/7. Lige så stille begyndte jeg at få styringen over mit eget liv og min egen krop igen.

Da jeg var rask nok, til at de kunne slippe mig i Odense, fik jeg efterfølgende samtaler med psykologer. De hjalp med at genfinde min sociale side af mig selv. Jeg har fået nogle tætte veninder, som jeg aldrig vil kunne skilles fra, og jeg har endelig fået øjnene op for, at livet handler om mere end at være perfekt.

Men den største hjælp af alle var min families erkendelse af, at sygdommen var der. Og at der skulle findes en fælles løsning på problemet.

Jeg kæmper stadig med spiseforstyrrelsens rester, men kampene er blevet betydeligt mindre – og livsglæden større. Men hvad med dem, som ikke opdager sygdommen i tide? Dem, hvis forældre ikke accepterer, at deres barn har en spiseforstyrrelse, som skal behandles? Dem, som lader det forblive usagt, og som i stedet kører videre i deres dagligdag, som den altid har været?

Så mange ser det ikke, før det har mærket den spiseforstyrrede for resten af livet, fordi det foregår i hovedet.

Øvrige kronikker kan læses på

”Jeg kæmper stadig med spiseforstyrrelsens rester, men kampene er blevet betydeligt mindre – og livsglæden større,” skriver Cathrine Knoth Sørensen. – Modelfoto. Foto: Laurence Mouton/ Ritzau Scanpix