Som patient er jeg vred over forholdene i psykiatrien

Forældre går på gaden, når børn svigtes i institutionerne. Pårørende til ældre råber højt om uspiselig mad og mangelfuld rengøring. Men der er aldrig nogen, der går på gaden for de psykisk syge og de forhold, de lever under, skriver kronikøren

Som patient er jeg vred over forholdene i psykiatrien
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Angsten har de seneste måneder været min faste følgesvend. Angstanfald, angst og depressive tanker har invaderet min krop og mit sind. Det er ikke bare sindet, der rammes af den form for sygdom, kroppen lider ligeledes og rammes af ekstrem inaktivitet, spændinger, stress og nedbrud. For at skabe et billede af, hvor pinefuld angst er, vil jeg påstå, at jeg hellere tager en fødsel end et angstanfald. En langt ude sammenligning, men ikke desto mindre realistisk for mig, som har prøvet begge dele.

Der er skrevet og talt meget om angst, depression og andre psykiske lidelser de senere år, personlige beretninger såvel som diagnostisk viden, og jeg hilser det meget velkommen. Da jeg for 22 år siden første gang befandt mig på bunden, og intet lys nåede mig, fandt jeg ingen trøst eller viden nogen steder. Der var ikke noget internet, og informationssøgning foregik på biblioteket, hvor jeg kun fandt nogle gamle fagbøger, men intet, jeg kunne spejle mig i – eller identificere mig med.

Nu i 2020 er det meget nemmere at søge viden, den er blot et klik væk, og det kaldes ikke længere ”dårlige nerver”, ”neurose” og ”ungdomssløvsind”. Heldigvis har oplysninger gennem de senere år også gjort delvist op med fortielsen og skammen ved at fejle noget psykisk. Diagnoserne er blevet så godt som almenviden, og jeg vil derfor ikke videre uddybe, hvad angst og depression er. Mit ærinde er et andet.

Jeg har været patient, og jeg har fået og får megen hjælp. Det er komplekst at behandle psykiske lidelser. Menneskets hjerne og følelsesliv er stadig, langt hen ad vejen, ukendt land, og i sidste ende er terapi, medicin og tålmodighed måske vejen til bedring eller i allerbedste fald – helbredelse.

Jeg er taknemmelig for, at når jeg nu engang er patient, at jeg så er det i Danmark, men det gør mig til stadighed vred og indigneret, når jeg tænker på, hvilke forhold der er i psykiatrien og socialpsykiatrien.

Det er helt utrolig svært at rekruttere psykiatere. Psykiaterfaget er tilsyneladende uden prestige. De får i hvert fald ikke hjertekirurgens flotte omtale. Tal for 2017 viser, at alle fem regioner mangler psykiatere. Region Hovedstaden, som jeg bor i, mangler 15-20 psykiatere, men værst ser det ud for Region Midtjylland, som mangler 25 psykiatere. Et bud er, at tallene ikke er bedre i dag. Jeg mistænker også, at det skyldes, at psykiatrien har været underfinansieret og udsultet gennem årtier.

Jeg er ikke velbevandret inden for lobbyarbejde og interesseorganisationer, men Sind markerer sig sjældent i debatterne og har temmelig få medlemmer.

I den offentlige debat hører vi igen og igen om børn, som svigtes i institutionerne. Deres forældre går på gaden og taler om tabet af fremtidens generation. Pårørende til ældre i plejesektoren råber højt om uspiselig mad og mangelfuld rengøring. Vi hører om kræftbehandling, som ikke overholder behandlingsgarantien og så videre, men det er godt nok sjældent eller aldrig, at nogen går på gaden for de psykisk syge og de forhold, de lever og behandles under. Når vi hører om manglende sengepladser og problemer i psykiatrien, er det, fordi en stærkt paranoid sindslidende har begået et groft overfald. Omtale, som ofte er misvisende og kun har givet de paranoide grund til at være paranoide.

I sommer var jeg indlagt på psykiatrisk afdeling i fem dage og efterfølgende på orlov i en uge. Derefter udskrevet. Jeg bor alene med mine to børn, og jeg har ikke partner eller familie i nærheden. Jeg har gode venner, og det var dem, som ikke længere kunne tage ansvar for det, de så og hørte, og de kørte mig derfor på skadestuen.

Jeg var ”heldig” at blive indlagt, for det er ellers svært og ligeledes svært at få lov at forblive indlagt, til man er i bedring. At blive indlagt forudsætter ikke bare, at man har selvmordstanker, man skal have udførlige selvmordsplaner. Og de planer bliver man grundigt spurgt ind til af flere læger. Først når de er forsikrede om, at man vil udføre planerne, kan man blive indlagt. Jeg er chokeret over, at det skal være så svært at blive indlagt i en så akut, alvorlig og livstruende situation. Trods min sygdom er jeg stadig veltalende og -argumenterende, men kan man forlange det af en syg? At man skal kunne tale godt for sig for at få den rette behandling?

Desværre er der for mange historier om folk, som bliver sendt hjem med en recept på sovepiller og besked om at gå til egen læge, hvorefter de kan komme på venteliste til en psykiater, som gennemsnitlig er på 32 uger (tal fra 2017).

Hvis man som en stor del af befolkningen bor alene, skal man så bare klare ærterne selv? Når det at være i live er en uoverkommelig opgave i sig selv. Og hvis man er så heldig at have en partner, er det partnerens ansvar at passe den syge. Det er noget af et ansvar at lægge på skuldrene af en eventuel ægtefælle. Det er ikke som at passe en patient med halsbetændelse. Den nuværende regering har ikke præsenteret os for nedskæringer, tværtimod, men jeg skal se det, før jeg tror det.

Sygehusene er i dag så pressede, at selv overlægerne blander sig i debatten eller siger ligefrem op. Sygehusene har fået tilført flere penge, men det svarer slet ikke til udgifterne. Effektivitetskrav på to procent, øget dokumentation og klikkeri i Sundhedsportalen, medicinpriser, og lønninger til alle djøf’erne overstiger fuldstændig det spinkle budget. Og hvor er det lettest at spare? På de ”varme hænder”. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne så sparekniven skåret ved djøf’erne. Jeg har intet at udsætte på sundhedspersonalet. De arbejder under urimelige vilkår, men gør deres absolut bedste.

Jeg opsøgte på egen hånd socialpsykiatrien efter min udskrivning fra hospitalet. Jeg vidste, at jeg ikke straks kunne vende tilbage til mit job som underviser, men vidste også, at jeg ikke skulle hjem og sidde alene på min landejendom og stirre ud på mit æbletræ.

Tæt på, hvor jeg bor, opsøgte jeg Fontænehuset – et sted, hvor psykisk sårbare mennesker kan komme og være en del af et fællesskab. Folk her er i ressourceforløb, på førtidspension, fleksjobbere eller arbejdsløse. Nogle kan kun overskue at komme et par dage om ugen, andre hver dag. De har åbent alle ugens hverdage, og dagligt kan man for få penge få sund morgenmad og frokost.

Huset har betydet og betyder uendelig meget for mig og andre at være en del af et fællesskab, hvor der er hjertevarme, overskud og rummelighed. Med et personale, som hver dag ser dig og sætter pris på dit fremmøde. De ser dine ressourcer og får dig sat i gang med et eller andet, som både du og huset kan drage nytte af.

Men der gik ikke lang tid fra min ankomst, til kommunens budgetberegninger præsenterede Fontænehuset for en eventuel lukning. I sidste budgetforhandling kom kommunen ”heldigvis” frem til at spare andre steder, så Fontænehuset ikke skulle lukke. Med lettelse blev beskeden modtaget. Næste år skal Fontænehuset dog igennem samme mølle. Der skal spares et eller andet sted, hvor det kommer til at gøre ondt.

Jeg håber selvfølgelig selv på at få det bedre, meget bedre. Så jeg igen kan være mor, arbejde og leve et rigt liv med min familie og venner. Jeg ved, det tager tid, og jeg ved også, at risikoen for fremtidige tilbagefald er stor.

Jeg og mange andre psykisk sårbare kæmper hver dag en kamp, men vi har brug for hjælp, og derfor er den nuværende situation uværdig. Danmark skal ikke være et land, hvor det kræver, at du er rask for at være syg.