Som at tilstå et mord

Darwin var opmærksom på, at selve idéen, at arter ikke var uforanderlige og skabt én gang for alle af en almægtig Gud, truede det verdensbillede, der herskede i samfundet

Første gang, Darwin løftede sløret for sine revolutionerende tanker om, hvordan livet har udviklet sig på Jorden, var i et brev til hans ven og kollega Joseph Hooker i 1844.

I årevis havde han grublet over fordelingen af dyr og planter på kloden, og i årevis havde han undret sig over, hvordan nærtstående arter var tilpasset forskellige måder at leve på. Langsomt var brikkerne faldet på plads, og han begyndte at ane et mønster i det virvar af organismer, der var på Jorden. Her til sidst er der kommet et glimt af lys, skrev han til Hooker om det arbejde, han var i gang med, og jeg er næsten overbevist om (stik imod den opfattelse, jeg begyndte med), at arter ikke er (det føles som at tilstå et mord) uforanderlige.

At arterne ikke var uforanderlige, var i sandhed en revolutionerende tanke, og Darwin ventede da også noget utålmodigt på svar fra Hooker. Ville han slå hånden af ham og erklære ham for latterlig, eller havde han fundet en åndsfælle blandt victoriatidens lærde og religiøse? Hooker var længe om at svare, og Darwin måtte sende ham et nyt brev, før der kom svar. Da svaret endelig kom, var det behersket, men Hooker afviste på ingen måde tanken. Faktisk havde der efter hans opfattelse været hele serier af oprindelser på forskellige steder og også en gradvis ændring af arterne, skrev han til Darwin. Jeg vil da blive glad for at høre, hvordan De forestiller Dem, at disse forandringer er foregået, skrev Hooker udfordrende til Darwin, da ingen forklaringer angående dette helt tilfredsstiller mig.

Darwin havde en forklaring, og enkelheden i forklaringen er måske det mest fantastiske i evolutionsteorien. Det er naturen selv, der foretager en udvælgelse blandt de mange forskellige varianter, der findes inden for hver eneste art. Det er denne naturlige udvælgelse, der er drivkraften i evolutionen. Udviklingen af arter behøvede således ingen Gud som forklaring, naturen klarede det helt selv. Arterne er ikke skabt én gang for alle og på det samme tidspunkt, de udvikler sig fra fælles stamformer, og i sidste ende er alt liv på Jorden forbundet med hinanden via en fælles stamform.

Artiklen fortsætter under annoncen

Darwin var godt klar over, at hans tanker og teori ville røre ved selve fundamentet for menneskets forståelse af naturen og ikke mindst dets egen rolle i verden. Da han havde sat det sidste punktum i det, han kaldte sin skitse over evolutionsteorien, skrev han et brev til sin hustru, Emma, hvor han bad hende om at sørge for, at det blev udgivet, hvis han skulle gå hen og dø. Det var en vigtig opdagelse, og skulle det værste ske, skulle opdagelsen ikke gå i graven med ham.

Herefter skulle man måske tro, at han skyndte sig at sætte sig ned for at skrive det store værk, som han havde i tankerne skulle følge skitsen. Det var imidlertid ikke det, der skete. Der skete faktisk absolut ingenting på dette område de næste 15 år. Denne tøven er af eftertiden blevet tolket på forskellige måder. Var han bange for modtagelsen af sine tanker? Frygtede han kirkens og det religiøse establishments repressalier? Eller var han nervøs for sin religiøse hustrus reaktion?

Selvom han selvfølgelig har været bevidst om disse forhold, er det nok imidlertid ikke nogen af delene, der afholdt ham fra at publicere sine tanker med det samme. Han var en grundig mand, og da han var fuldt ud klar over, hvor vidtrækkende hans tanker var, ville han være helt sikker på, at hans argumentation var underbygget og baseret, ikke alene på tanker, men også på observationer, som han indsamlede fra hele verden. Der var også et andet problem. Selvom han nok var respekteret som den mand, der havde sejlet Jorden rundt med Beagle, og selvom han havde skrevet en glimrende rejseberetning fra ekspeditionen, så havde han egentlig ikke slået sit navn fast som videnskabsmand endnu. Han indså, at det var nødvendigt. Hvis man skal hive tæppet væk under hele den del af videnskaben, der beskæftiger sig med arter, er man i det mindste nødt til at være respekteret som videnskabsmand inden for dette område. Og det krævede, at han skrev et egentligt værk, hvor han fordybede sig i de taksonomiske discipliner.

Han valgte at se nærmere på en gruppe af krebsdyr, rankefødderne, hvis slægtskabsforhold ikke var helt velbeskrevne. Det blev de. Men det kom til at tage meget lang tid, hvor Darwin stort set ikke bestilte andet end at sidde fordybet over et mikroskop og kigge på rankefødder. Først otte år senere kunne han ranke ryggen og sætte det sidste punktum i et firebindsværk om nulevende og uddøde arter af rankefødder. Alligevel skulle der gå endnu fem år, før verden blev bekendt med hans tanker om livets udvikling.

Da det store værk Arternes oprindelse endelig udkom i 1859, vakte det, som Darwin havde forudset, betydelig furore. Selvom værket ikke indeholdt en eneste bemærkning om livets opståen, kun dets udvikling, efter at det var opstået, og selvom Darwin omhyggeligt undgik at komme ind på menneskets oprindelse, var indholdet potentielt sprængfarligt. At alle organismer kan trække deres historie tilbage til en fælles stamform, som det havde udviklet sig fra, stod i skærende kontrast til skabelsesberetningens fortælling om Jordens og livets opståen og udvikling. Og selvom Darwin ikke kom ind på menneskets afstamning i Arternes oprindelse, kom diskussionen alligevel meget hurtigt til at handle om netop dette. Hvis mennesket nedstammede fra aberne, betød det jo, at mennesket blot var et dyr, en del af naturen, og ikke et særligt udvalgt væsen, skabt i Guds billede.

Selvom bemærkningen i brevet til Hooker om at det føles som at tilstå et mord formentlig er ment spøgefuldt, fortæller den også, at Darwin var opmærksom på, at selve idéen, at arter ikke var uforanderlige og skabt én gang for alle af en almægtig Gud, truede det verdensbillede, der herskede i samfundet. Hvis han havde ret, betød det jo, at det var en naturlov, der helt uafhængigt af en Gud regulerede livet på Jorden.

Darwin selv var ikke troende. Som ung havde han været det, og det havde været hans ambition at blive præst, men efterhånden som han blev ældre, forsvandt troen for ham. Det første, der forsvandt, var uden tvivl den dogmatiske udlægning af Jordens og livets opståen, som det er beskrevet i Det Gamle Testamente. Jorden var ældgammel, mange millioner år (faktisk flere milliarder, men det vidste Darwin ikke på det tidspunkt), og den måde, fossiler var aflejret på, fortalte tydeligt, at livet og arterne havde udviklet sig; de var ikke skabt på én gang. Fossiler af fugle og pattedyr fandtes kun i det allerøverste og yngste lag de var med andre ord kommet meget senere end for eksempel fisk, der lå længere nede i lagene, og fisk var kommet senere end bløddyr som muslinger og blæksprutter, der lå endnu længere nede.

Men resterne af hans tro forsvandt også lidt efter lidt. Overbevisningen om, at der ikke findes en Gud, krøb langsomt ind over mig og var til slut komplet, beskriver han det relativt udramatisk i sine erindringer.

Den værste konfrontation med det religiøse establishment kom i 1860 umiddelbart efter udgivelsen af Arternes oprindelse. Biskoppen Samuel Wilberforce leverede på årsmødet i The British Association for Science i Oxford et frontalt angreb på Darwin og især på idéen om, at mennesket nedstammer fra aberne, men lidt efter lidt lagde dønningerne sig, og da Darwin døde i 1882, fik han en statsmandsbegravelse og blev begravet i Westminster Abbey side om side med Newton. Selv i det konservative og victorianske samfund erkendte man, at selvom man var troende, betød det ikke nødvendigvis, at ethvert ord i Bibelen skulle tages bogstaveligt. Det var muligt at bibeholde sin tro, samtidig med at man erkendte, at naturen havde sine egne love.

Paradoksalt nok har der, samtidig med at videnskaben de seneste 150 år har tilføjet det ene fund efter det andet, der støtter evolutionsteorien, udviklet sig en stærkere og stærkere modstand fra forskellige religiøse sider. Især i USA har stærke kristne kræfter arbejdet på enten at få fjernet undervisning i evolutionsteorien fra skolerne eller få det sidestillet med en bibelsk fremstilling. Siden den første retssag i USA om dette i 1925 har de kristne evolutionsmodstandere dog tabt hver eneste af disse retssager. Den bibelske skabelsesberetning er tro, ikke videnskab, siger dommene.

Hanne Strager er cand.scient. i biologi og formidlingschef ved Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet. Hun er også forfatter til bogen Som at tilstå et mord. Darwin og idéen der forandrede verden, der netop er udkommet.