Sommervisit hos Johannes Jørgensen

Den danske digter Johannes Jørgensen fik en mærkelig og ufortjent skæbne i dansk kultur, hvor han blev stemplet som »dårlig dansker«. Johannes Jørgensen måtte rejse ud for at finde hjem, og han var og blev længslens digter

Torvet i Svendborg vrimler med turister bevæbnede med paraplyer. Sløjt sommervejr. De fleste har denne særligt slentrende gang, der signaler, at de ikke har travlt, at de trods alt har ferie. Jeg er selv én af flokken, selv om det er med et bestemt formål, jeg er kommet til byen.

Jeg skal besøge det hus, hvor digteren Johannes Jørgensen levede det meste af sin barndom, og som han vendte tilbage til efter at have været bosat i Italien i næsten 40 år. Der er indrettet museum i huset, og da jeg kommer langvejs fra og på et skævt tidspunkt, har jeg telefonisk aftalt en tid med en bibliotekar fra Svendborg Bibliotek (der har tilsyn med huset) om at låse op og vise rundt. Huset ligger i Fruestræde, en af de krogede og stejle gader bag kirken, der hører til byens ældste kvarter.

Det er ikke svært at finde gaden og heller ikke huset. Jeg genkender det fra en beskrivelse i Emil Frederiksens bog om Johannes Jørgensen, hvor han i 1946 skrev: »Morsomt nok frembyder Fruestræde endnu Skuet af Nyt og Gammelt. Hans Barndomshjem er et uskønt Murstenshus af røde Sten med nogle graa Cementpilastre, der ikke smykker det, og foran Døren en lille graa Stentrappe uden saa meget som et prydeligt Rækværk.

Huset er bygget i 1868. Men lige ved siden af ligger der endnu et ældre Hus med okkerfarvede Vægge mellem sorttjæret buet Bindingsværk. Engang gik Johannes Jørgensen med en Ven gennem Strædet og pegede paa det grimme Sted: »Ja - dér er det altsaa, men med Tiden vil man nok blive enige om at sige, det er Simonsens Hus, det kønne romantiske, og det passer jo ogsaa meget bedre!«

Sådan ser det også ud anno 2000. Det gamle bindingsværkshus, der støder op til familien Jørgensens hus, er stadig gult, og det sorte, knortede bindingsværk er friskmalet. Men decideret grimt er det røde hus nu ikke. Vi, der har været vidner til 1960'ernes bulldozersyge, er måske mere taknemmelige.

Svendborg Kommune købte huset i begyndelsen af 1950'erne, og i 1953 vendte den alderstegne digter hjem fra Assisi. Møblerne, bøgerne og de mange tegninger og malerier fulgte med og blev nu placeret i det gamle barndomshjem.

Johannes Jørgensen opnåede at blive en levende legende. Alligevel var og blev han en fremmed fugl i dansk kultur. Selv om hans internationalt berømte helgenbiografier gør ham til en af de mest oversatte danske forfattere, har der været underligt stille omkring ham herhjemme. Sekundærlitteraturen kan tælles på en hånd. Og i skrivende stund er der kun to af hans bøger at få i boghandelen. Måske skyldes denne manglende interesse et lille sprogområdes begrænsede muligheder, eller også lider den gamle digter stadig under det eksilkompleks, det er svært af forvinde i provinsielle kulturområder. Han er stadig katolikken og den fremmede.

Sandheden er, at han i sin tid flygtede fra Danmark primært af to grunde: Et radikalt, personligt og gennemgribende opgør med kredsen omkring Georg Brandes og med selve det moderne gennembruds grundtanker - og bruddet med hustruen.

Han bosatte sig fra 1914 permanent i Italien. Det blev til en slags dobbelt skilsmisse, der længe havde været undervejs. Allerede i 1896 konverterede Johannes Jørgensen til katolicismen, og hans religiøse livssyn kolliderede med grundideen i det moderne gennembrud. Han havde selv været blandt de særdeles aktive i dette gennembrud, der var et opgør med det gamle Danmark på godt og ondt.

Kirken, kunsten, samfundet - på alle niveauer skulle der nu fejes med nye koste. Og i kunsten skulle der arbejdes med nye emner og med et nyt formsprog, inspireret af de moderne strømninger i Europa. Det var her den unge Jørgensen gjorde sig særligt bemærket.

Han var ildsjælen bag tidskriftet »Taarnet«, hvor især de symbolistiske franske digtere blev introduceret. Jørgensen forsøgte selv at føre fransk symbolisme over i dansk digtning med et resultat, der blev banebrydende for dansk lyrik.

Problemet for ham var, at det nye formsprog også krævede brud og ændring i stemningsliv og livsholdning. Det krævede et radikalt opgør med den indre romantiker, for hvem længsel og erindring er den egentlige livsnerve. Til syvende og sidst betød den litterære modernitet et spring eller en sprængning, Johannes Jørgensen ikke var i stand til at foretage. Sandsynligvis ville det have ødelagt ham.

I stedet bevægede han sig ind i religionen. Det gik ikke stille for sig. Han havde et hidsigt gemyt, og han både bed og kradsede, da det gik op for ham, at hans vej ikke gik gennem det moderne gennembrud, men nærmest i den modsatte retning. Han ville frem til en livsholdning, der var etisk og religiøs, og som vennerne omkring ham anså for at være et tilbageskridt, en bekræftelse af alt det, de hidtil havde bekæmpet. Intetsteds er dette skisma beskrevet bedre end i Pontoppidans »Lykke-Per«.

Johannes Jørgensen holdt på sit, og vennerne faldt fra. Og endelig konverterede han så i 1896 til katolicismen. Også i ægteskabet knagede det i furerne. Kreditorerne bankede ofte på døren hos familien Jørgensens, og til sidst blev nervepresset for stort.

Et par år efter ankomsten til Italien i 1914 påbegyndte Johannes Jørgensen sin selvbiografi med titlen »Mit Livs Legende«. Her fortæller han historien om sin dobbelte skilsmisse fra det moderne gennembrud og fra hustruen. Den udkom som syv enkelte bind i perioden fra 1916 til 1928. Så vidt det kan vurderes, er det en meget redelig skildring. Ofte meget selvanklagende, og diskussionen med hustruen blev af og til så tydelig, at den var gefundenes fressen for de københavnske skandaleblade. Her fik Jørgensen råt for usødet. Han fik at føle, hvad det vil sige at træde ved siden af i en bornert og provinsiel kultur.

Som så mange andre fik han stemplet »dårlig dansker«, et stempelpræg, der blev sat så hårdt og skråsikkert, at det lige siden har været en del af digterens image. Det kan f.eks. studeres meget tydeligt i de forskellige redigeringer af Dansk Biografisk Leksikons artikel om ham op igennem dette århundrede.

Den hårde medfart i den danske offentlighed er sandsynligvis årsagen til, at Johannes Jørgensen valgte at standse sine erindringer netop med ankomsten til Assisi i 1914. For os er det ærgerligt. »Mit Livs Legende« er spændende læsning, og netop det nye liv i Italien havde det været interessant at læse noget mere om. Vi kan blot håbe på en eller anden form for udgivelse af hans talrige dagbøger, der først bliver tilgængelige i 2006.

Men i Fruestræde står hans barndomshjem altså endnu. Det er dog noget. Og selv om det ikke er så romantisk som det gule bindingsværkshus ved siden af, så har Svendborg Kommune holdt det fint og pænt og har sørget for, at der er adgang til mindestuerne, hvor Johannes Jørgensen bøger og billeder kan ses.

Indenfor får jeg straks øje på en stumtjener henne ved vinduet til gaden, hvor Johannes Jørgensens karakteristiske hat hænger. Endnu er der lidt af dens grønne farve tilbage. Sammen med stokken, der hænger ved siden af, har den sikkert ledsaget digteren og helgenbiografen på hans vandringer i det elskede toscanske landskab.

Jeg ser lidt nærmere på stokken, hvor der er fastgjort små messingskilte. »Svendborg«, »Salzburg«, »Vadstena«. På en lille kuffert er det sidste synlige mærkat fra hovedbanegården i Stockholm. I al stilfærdighed fortælles der her uden ord beretningen om sidste del af en moderne pilgrims liv.

Men stokken og hatten fortæller også en historie om et liv, hvor vandringer og landskaber spillede en særlig rolle. Det var en passion, der startede i bakkerne og skovene omkring Svendborg, og som siden blev fortsat i Italien.

Udtrykket »den hvide vej« skulle blive en vignet og et længslens ledemotiv i den modne Johannes Jørgensens lyrik og prosa. Og vandringen ad støvhvide italienske veje blev sammen med den katolske, kristne tro de oaser, der reddede ham fra et totalt kollaps i det kulturfænomen, der for andre forekom som et moderne gennembrud.

Johannes Jørgensen måtte rejse ud for at finde hjem. Han var og blev længslens digter. I indledningen til »Mit Livs Legende« skriver han:

»Og jeg staar paa Sienas Vold og ser den hvide Vej forsvinde - saa længselsfuldt som jeg hjemme i Svendborg fra Gavlkamret i Fruestræde 15 saa den hvide Nyborg Landevej forsvinde ud over Landet, ud mod det ensomme Træ pa Højden mellem Troldeskoven og Forriderbakkerne (...) Den hvide Vej er den samme - det solklare blæstkolde, støvende Foraar om mig er det samme - jeg er den samme. Alt er sket, og det er, som om intet er sket. Ahasverus blev pilgrim, men ophørte aldrig med at være en Fremmed.«

Den venlige bibliotekar fra Svendborg Bibliotek har fundet de rigtige nøgler i det righoldige bundt, der hører til Fruestræde 15 og viser nu vej op til kvisten. Jo, der er stadig god udsigt fra gavlkamret, men Nyborg Landevej kan ikke længere ses.

I lejligheden nedenunder står næsten alt, som da Johannes Jørgensen levede. Efter hans død i 1956 sørgede enken fra hans andet ægteskab i mange år for, at det hele forblev så godt som uforandret. Væggene er tæt besatte med billeder og malerier.

Især en vidunderlig akvarel fanger min opmærksomhed. Den forestiller Johannes Jørgensen liggende i højt græs på en bakketop, seende ud over et italiensk landskab. I baggrunden en enkelt cypres. Det er malet af Andrée Carof, en yngre fransk kvinde, som Johannes Jørgensen i mange år levede sammen med i Assisi. Selv om det vel er irrelevant for moderne mennesker, kan der næppe herske tvivl om, at forholdet var platonisk, et venskabs- og kærlighedsforhold, hvor parrets katolsk-religiøse interesse har været af afgørende betydning. Og hun havde sandsynligvis stor indflydelse på hans arbejde i de mange år, de kendte hinanden.

Jeg siger tak for rundvisningen og går atter ud i de krogede og stejle gader. Og jeg føler mig bekræftet i, at Johannes Jørgensens hvide veje stadig findes i åndens verden og kan betrædes. Også selv om jeg ikke kunne se Nyborg Landevej fra gavlkamret.