Prøv avisen
Kronik

Wicki mistede to børn: Jeg arbejder på at afvikle min skyldfølelse

Wicki Bergholdt Burkal er jordemoder. Foto: Privatfoto

Man kan have brug for at finde en årsag og en syndebuk, når der sker ubærlige ting. Dagens kronikør er ikke troende nok til, at hun kunne blive vred på Gud, da hun med fem års mellemrum mistede sine to børn

Behovet for at placere skyld er dybt forankret i den menneskelige natur, ligesom det at føle skyld synes uundgåeligt for stort set alle mennesker. Når der sker ubærlige ting, kan man have brug for at finde en årsag, og det indebærer indimellem, at man finder en skyldig, en syndebuk.

Nogle mennesker bliver vrede på den Gud, der har svigtet, andre på lægen, der er ude af stand til at hjælpe, andre igen på de nærtstående, som ikke forstår deres smerte. De fleste mennesker har også oplevet at have rettet vreden mod sig selv med følelsen af skyld til følge.

Jeg har oplevet flere nuancer af vrede og skyld i forbindelse med de sorgprocesser, jeg gennemgik, da to af mine børn døde med fem års mellemrum.

Første gang ét af mine børn blev diagnosticeret med en meget alvorlig hjertefejl, stillede jeg mig selv det uundvigelige spørgsmål: Kunne jeg gennem min levevis som gravid have forårsaget sygdom hos mit barn? Kunne jeg have ladet min krop påvirke af farlige stoffer i fødevarer eller husholdning? Min fornuft forsøgte at tale mig fra disse tanker, men i min afmagt afsøgte jeg alle muligheder.

Anden gang tragedien ramte, stod det klart, at der måtte være en genetisk årsag, og min skyldfølelse svandt betydeligt.

Da lægerne valgte at lægge min lille søn i respirator, fordi han brugte for mange kræfter på at være ved bevidsthed, skulle jeg gå den tunge vej tilbage til patienthotellet. Alene, fordi min mand var taget hjem for at være lidt sammen med vores store søn. Det var sen aften, og der var ikke mange mennesker på sygehusets lange gange.

Jeg kan huske, at jeg blev frygteligt vred på en dame, som slentrede af sted på én af gangene. Jeg undrede mig over, at hun havde tid til at gå og slentre, nu hvor verden var gået i stå og i stykker. Lidt efter mødte jeg en ældre herre, der sad i en kørestol. Han lignede ikke et menneske, der havde passet godt på sig selv og sit legeme. Ham blev jeg også vred på, for hvorfor skulle han dog have lov til at blive så gammel, når min lille tre måneder gamle søn lå og kæmpede for sit liv. Jeg følte, at manden var skyldig i at misligholde sin krop.

Min søn var ikke skyldig i noget som helst. Jeg oplevede det så umådeligt hårdt at være vred, og i min sorg kæmpede jeg imod vreden, og jeg satte alt ind på at ekskludere den fra min sorg. Jeg følte, det var enormt ukonstruktivt og nærmest skamfuldt at være vred, og jeg følte mig mere rigtig, når jeg blot var ked af det. Jeg reflekterede ikke dengang over, at vrede faktisk bare er en naturlig del af sorgfølelsen.

Mange måneder efter at min søn døde, stod det klart for mig, at min sorgbearbejdning var ufuldendt. Jeg opsøgte derfor en psykolog, og det viste sig, at den følelse, som jeg ikke selv havde været i stand til at slippe, og som derfor fortsat pinte mig, var skyld.

Jeg fik til opgave at finde de mest smertefulde øjeblikke, som jeg så dem nu, for disse minder skulle bearbejdes. Disse værste øjeblikke indbefattede en situation, hvor jeg af en sygeplejerske fik besked på ikke at tage min søn op, selvom han græd. Hun forklarede, at han som hjertebarn havde bedre af at blive liggende i sin seng. Hele min krop skreg på at få lov at tage ham i mine arme og trøste ham, men jeg lod ham ligge. Nu var han borte, og derfor ville det ikke have gjort nogen forskel, om jeg havde taget ham op dengang. Jeg gjorde, som jeg havde fået besked på, fordi jeg stolede på eksperten, men jeg følte virkelig, at jeg havde svigtet mit barn på det grusomste.

Da jeg mistede min yngste søn, opstod der nye værste øjeblikke, og som før var det nødvendigt at få dem bearbejdet. Nu omhandlede ét af de værste minder min ældste søn, som stod på skolen og ventede på at blive hentet af sin far, for at de sammen kunne køre på sygehuset og se den nye lillebror. I stedet kom hans sønderknuste morfar med besked om, at lillebror, far og mor var blevet kørt til Skejby Sygehus, fordi lillebror var blevet født med samme hjertefejl som den bror, han allerede havde mistet.

Hertil kom mine selvbebrejdelser over ikke at insistere på at blive kørt hurtigt på børneafdelingen efter mit kejsersnit, selvom hverken lægerne eller jeg havde mistanke om, at min søn kunne være så alvorligt syg. Jeg følte, at jeg svigtede både min mand og mit barn ved ikke at være til stede, mens børnelægerne undersøgte og behandlede min søn.

Jeg nåede ikke engang at være med, da børnehjertelægen endelig stillede diagnosen. Det var forfærdeligt hårdt at bære på skylden over disse værste øjeblikke, og det hjalp mig usandsynligt meget at slippe den. Det krævede kompetent og empatisk professionel hjælp for mit vedkommende.

Jeg er ikke troende nok til at kunne blive vred på Gud. Jeg har alligevel valgt at tænke, at jeg ikke er et offer for Guds vrede, for det ville være for voldsomt. Jeg har ikke helt kunnet undgå at føle vrede mod de læger, som i flere timer undlod at indse, at min yngste søn måtte være født med samme hjertefejl som sin afdøde storebror. De kunne dog ikke have iværksat nogen behandling, som havde gjort en forskel for hans udkomme, og jeg kan ikke tro andet, end at den viden gør sorgen lettere at bære. Jeg aner ikke, hvordan det er muligt at leve med et tab, hvor tragedien kunne være undgået.

Jeg deltog engang i et kursus, hvor kursuslederen talte om vigtigheden af, at man tog sin skyld på sig. Man skulle ikke overtage andres skyld, men det var vigtigt, at man forholdt sig til og påtog sig sin egen. Jeg kan huske at jeg tænkte, at det egentlig var rigtigt, omend en smule kynisk, eftersom jeg mange gange i mit liv havde oplevet et behov for, at nogen hjalp mig af med min skyld.

Ikke for at lægge den over på andre, men fordi det kan være hårdt at leve med de fejl, man begår, ofte endda i forsøget på at gøre det bedste for andre. I disse situationer føler jeg, at det kan være nødvendigt at få hjælp til at fjerne skyldfølelsen. Desuden sker der nogle gange frygtelige ting, som ikke er nogens skyld. Og så giver det selvfølgelig ingen mening at forsøge at gøre skylden op i egen og andres.

Jeg har indimellem følt skyld over ikke at besøge kirkegården ofte nok. Sandheden er, at jeg holder meget af kirkegården, men det føles fuldstændigt uoverskueligt og uoverkommeligt at skulle besøge to gravsteder. Jeg har derfor besluttet, at jeg ikke skal føle skyld. Jeg sørger ikke mere eller mindre af at tage på kirkegården, og hvis mine drenge kunne kigge ned fra oven, ville de vide det.

Engang følte jeg mig forpligtet til at gå med en halskæde, som jeg havde købt i forbindelse med den ene af mine sønners død. Jeg fik dårlig samvittighed, hvis jeg en dag valgte ikke at tage den på. Senere besluttede jeg, at jeg ikke ville tillægge materielle ting for stor værdi, for jeg ønskede ikke at komme til at føle, at jeg manglede respekt for eller kærlighed til giveren, hvis jeg kom til at ødelægge en arvet genstand. Det ville helt bestemt heller aldrig være i giverens ånd.

Jeg har givet mig selv lov til at tænke, at det ikke er brugen af en halskæde eller antallet af besøg på kirkegården, der afgør, hvor meget jeg savner eller sørger, og det hjælper mig på den måde at kunne afvikle min skyldfølelse.

Når det kommer til følelsen af vrede, kan jeg selvfølgelig ikke beslutte, at jeg aldrig mere vil være vred. Det ville være både unaturligt og sikkert også usundt. Det hjalp mig dog meget, da jeg lærte, at vreden var en naturlig del af min sorg, for så fik den lov at eksistere, men ikke til at overtage mit følelsesliv.