Prøv avisen

Sorgen er livets og kærlighedens dyre pris

Biskop Søren Lodberg Hvas holdt en prædiken ved mindehøjtideligheden for tsunamiens ofre. Ved samme lejlighed talte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). -- Foto: Scanpix.

KRONIK Lørdag den 16. april var lidt over 200 pårørende til ofrene for tsunamien samlet i Khao Lak i Thailand til en mindehøjtidlighed. Kristeligt Dagblad bringer den prædiken, som biskop Søren Lodberg Hvas holdt ved højtideligheden

Denne solfyldte morgen er vi samlet her på stranden i Khao Lak for at mindes vore kære, de døde og de savnede efter flodbølgekatastrofen den 26. december – anden juledag – 2004. Det var her, det skete, og rundt langs Det Indiske Oceans kyster. Det er derfor også her, vi i fællesskab skal forsøge at finde hvile og trøst, nyt håb og livsmod. Det er her, vi markerer det sidste farvel, så livet herfra kan begynde på ny. Det er tungt, og det er smerteligt. Hver af jer har sin sorg at bære.

Findes der ord, som kan hamle op med det, I har oplevet, og det forfærdelige, som er sket? Hvorfor skulle det ramme vore kære og os? Hvad i alverden er meningen med det hele? Og hvor er Gud henne midt i det alt sammen?

De spørgsmål har I stillet jer selv og hinanden eller råbt til himlen: hvorfor, hvorfor?

Der findes ingen nemme forklaringer eller sikre svar. Men der findes gode og stærke ord fra Gud og fra mennesker. Jeg tror, at ethvert godt og kærligt ord kommer fra Gud. Det tror jeg, fordi Jesus fra Nazaret er Guds levende ord til os, menneskeord og Gudsord i én og samme person. Jeg vil nævne sådanne gode ord fra Johannesevangeliet, hvor Jesus taler trøst til sine modløse disciple den sidste aften, han er sammen med dem før sin død:

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! (Joh. 14,26-27)

Alt, hvad Jesus har sagt, kan sammenfattes i ordene: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer ... Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Om ikke andet kan vi høre, at her taler Jesus om det, vi længes efter og leder efter: fred i stedet for den hvileløse uro; tro og håb i stedet for fortvivlelse og forfærdelse; livsmod i stedet for modløshed.

Katastrofen den 26. december sidste år har vist os, hvor sårbare og udsatte, vi er i vort liv, hvor skrøbeligt livet er. Det er en gammel, men ofte glemt visdom. Vi vil helst fortrænge den og lade, som om vi er usårlige. Måske fordi vi er bange for, at denne indsigt vil formørke livet? Men det forholder sig lige modsat. Visheden om, at vort liv er skrøbeligt, og at døden altid er i et øjebliks afstand – den vished giver vort liv intensitet og nærvær, alvor og glæde. Derfor gælder det om at være opmærksomme, taknemmelige, kærlige. Set i dette perspektiv bliver de tre store ord: tro og håb og kærlighed de tre hjørnestene, som ligger fast, når alt opsluges og bliver til intet.

I dette lys bliver sorgen ikke bare en meningsløs tilfældighed. Sorgen er livets dyre pris, kærlighedens pris, taknemmelighedens pris, prisen for alt, hvad vi har delt med hinanden af frydefuldt og godt, mens livet formede sig som én lang solskinsferie, afbrudt af gode hverdage i arbejde og familieliv.

Vi skal tage sorgen til hjerte, græde med hinanden og trøste hinanden, tale sammen med gode ord om de kære mennesker, vi har mistet – en far og mor, en ægtefælle, børn og børnebørn, en slægtning, en ven – alle gode navne, som bedst vi ved. Det er hemmeligheden i Søren Kierkegaards ord om den "kærlighedens gerning at erindre en afdød".

Taknemmelighed er den mildhed i sorgen, som giver sorgen en skabende kraft i sindet.

Som én af jer pårørende har udtrykt det i et avisinterview:

"Vi er fattige, at vi har mistet vores kære, men vi er rige, at vi har haft dem" (Kristeligt Dagblad den 23. marts 2005).

Sådan er sorgens modsætningsfyldte virkelighed, som spejler den kristne tros livsbillede i brydningen mellem modløshed og håb. Sorg og lidelse hører med til menneskelivets vilkår:

Alle har sit,

stort eller lidt,

Himlen alene for sorgen er kvit.

(DDS 46,3)

Frtvivlelsens modbillede er tro.

Håbløshedensmodbillede er håb.

Trøstesløshedens modbillede er

kærlighed.

Derfor: Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Disse Jesus-ord er ikke letkøbt snak. Jesus kom selv ind i det dybeste mørke, hvor Gud blev borte for ham. Det er vist os i et billede, så vi aldrig kan glemme det:

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" – det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"(Mark. 15,33-34)

Det er Jesu råb fra korset, lige før han udstødte et højt skrig og udåndede.

I sit nødskrig fornægter Jesus ikke Gud. Han råber på Gud. Han håber på Gud. Men Gud er fraværende. Det er mørkt i hans sjæl og omkring ham.

I skriget efter Gud gør Jesus sig til ét med det lidende menneske. Det er i Jesus, vi kender Gud, ser og hører Gud. Han er Guds nærvær, også når vi ikke erfarer andet end Guds fravær.

Det endte ikke med skriget på korset. Det ender ikke med dødens forfærdelse. Gud svarede påskemorgen, da budskabet lød fra den tomme grav:

Vær ikke forfærdede. I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået,

han er ikke her ... Han går i forvejen for

jer –"

(Mark. 16,6)

Jesus er ikke begravet i fortiden. Han kommer til os fra fremtiden. Han møder os i sit ord, som Ånden gør nærværende for os og lægger os på sinde: Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Det er i troen på Jesus Kristus, jeg tør stole på, at hvert eneste menneske er til for Gud, er kendt af Gud, elsket af Gud, dyrebart og umisteligt for Gud – lever for Gud, også når det dør. Det ubegribelige er ikke, at Gud er til – men at vi og vore døde er til for Gud, lever for Gud.

I denne tro mister forfærdelsen sin magt over hjerterne, og vi kan trøste hinanden i troen og håbet og den indbyrdes kærlighed.

Det er det eneste alternativ til tomheden og håbløsheden. Og det er et vidunderligt alternativ: Jesus Kristus er opstanden. Vi er ikke overladt til os selv i vor sorg og vor nød. Gud er for os. I liv og i død. I tid og i evighed. Amen.

Søren Lodberg Hvas er biskop over Aalborg Stift og for Danske Sømands- og Udlandskirker

Læs kronikken på mandag:

"Tyrkiets jøder har det godt"

af lærer og foredragsholder

Frede Hansen