Læs også: Specialhistorien"Russerne ønskede enrevolution– men ikke den, de fik"
I ÅR ER DET 100-ÅRET for det vildeste eksperiment, vi kender: forsøget på at skabe en ny mennesketype. Det begyndte med den såkaldte Oktoberrevolutionen i Rusland, der efter europæisk tidsregning fandt sted den 7. november 1917. Sovjetborgerne – som russerne kom til at hedde – skulle leve i en verden, hvor det hierarkiske tsar- og godsejerrige gav vej til den klasseløse kommunistiske civilisation.
Den kommunistiske utopi var bundet op på fremskridtsidealet. Sovjet skulle være morgendagens land; drømmesamfundet, hvor borgerne levede og åndede for staten. Religion og etniske forskelle skulle udraderes i sovjetimperiet, der blev verdens arealmæssigt største land.
Efter syv årtier er det slut. Sovjetunionen kollapser under sin egen vægt i 1991, da generalsekretær Mikhail Gorbatjov forsøger at reformere det synkefærdige imperium. Revnerne i skroget sprækker åben.
Stater er gået under før. Historien om det forliste sovjetimperium kunne være reserveret til historienørder, men det bør den ikke. Omskabelsen af mennesket er altid relevant. I dag står vi over for et mindst lige så stort menneskeligt værdiopbrud, men mere om det senere.
SIDSTE EFTERÅR UDKOM TO BØGER, der fortæller om hverdagslivet i det gigantiske laboratorium. Den danske historiker Erik Kulavig analyserer i ”Vi river himlen ned på jorden” sovjetstatens dramatiske fødsel. De nye ledere – bolsjevikker kaldte de sig – med Vladimir Lenin og Leon Trotskij i spidsen nærer vage idéer om, hvordan sovjetstaten skal opbygges. Kaosset kommer til at vare årtier. Regimet annullerer den private ejendomsret til landbrugsjord, men snart glider Vladimir Lenins tanke om, at de fattige bønder selv kan indse, at det er til deres eget bedste, når de rige mister alt, i baggrunden. Bønderne mødes med krav om at levere mad til industriarbejderne i byerne uden kompensation, hvilket afføder protester, sabotage og arbejdsnedlæggelser. ”Naivitet, barnlig råhed, den totale mangel på forståelsen af, at det uegennyttige arbejde for morgendagens samfund er nødvendigt, dovenskab og endelig den totale mangel på evne til at forstå nye tanker,” kendetegner bønderne, klager Lenin. Gid befolkningen kunne byttes.
Hungersnød følger, og landbruget bliver en skygge af sig selv. Undslår folket sig at blive statister i bolsjevikkernes drømmeverden, må de rette ind. Jernnæven med speciale i terror hedder Tjekaen (senere KGB). Sikkerhedstjenesten får en sådan betydning, at dens ledere ved flere lejligheder spiller op mod det almægtige bolsjevikparti. I Sovjet bliver overvågningen af civilsamfundet mere ekstrem end nogen andre steder, inklusive Nazityskland. Det resulterende sovjetmenneske er næppe det, bolsjevikkerne ønsker – men det er det, de får.
DEN HVIDERUSSISKE FORFATTER Svetlana Aleksijevitj tilhører menneskearten ” Homo sovieticus”. Hovedsporet i interviewbogen ”Secondhand-tid” er den årtilange bearbejdning af chokket, efter at imperiet forsvinder som dug for solen. Verden efter sovjetimperiets fald er som et fattigt genskin af tiden før. Nu hersker en mareridtsversion af kapitalismen, hvor mafiametoder har gode tider.
Få forstår, hvad der sker. Almindelige mennesker bliver tabere. Mange mister deres job og må tage til takke med, hvad de finder. Litteraturprofessoren bliver skopudser. Det er dem, mere tilpasningsdygtige russere kalder ”sovjetspader”. Olesja Nikolaveja, der var undersergent i politiet i 28 år, fortæller:
”Hele mit liv har jeg været stolt af at være et sovjetmenneske, men nu er det, som om det er noget skamfuldt, som om man er en mindreværdig person. Før havde vi kommunismens idealer, nu har vi kapitalismens: ’Skån ingen, thi ingen skåner dig.’”
Mange interviewede skummer af raseri over de nyrige, der rager til sig, hvad Homo sovieticus har opbygget med møje. Disse banditter fremviser skamløst deres ”succes” ved smagløs luksusforbrug. At være vidne til, at de boltrer sig, er som at gnide salt i et væskende sår. I sin 550 sider lange bog interviewer Svetlana Aleksijevitj kun en, der ubetinget har godt at sige om tiden efter 1991, undtagelsen, der bekræfter reglen. Vrangbilledet er den delvist anonymiserede Aliza Z, der er reklamechef. Hun har ingen tid til familie, men har til gengæld flere kærlighedsforhold til nyrige, gifte mænd bag sig. Karrieren og rigdommen betyder alt. Hun lever alene. Man skal være moralsk forkrøblet for at få succes i det nye Rusland, antyder Aleksijevitj.
Stemningen i ”Secondhand-tid” er nostalgisk. I vestlige ører lyder det forrykt, at man kan savne Sovjet, men efterkrigstidens Sovjet var et normaliseret land, hvis dette udtryk giver mening. Terror, Gulag-lejre og hungersnød var fortid, så det har kun få af dem, hun interviewer, oplevet selv.
OVERVÅGNINGEN OG den ideologiske ensretning af befolkningen levede videre. Frygten for repressalier ved mindste mishagsytring lærte folk at indrette sig. Forfatteren Leif Davidsen, der har boet i Moskva, skriver, at russerne kunne manøvrere i det kommunistiske system via overlevelsesvåbnet vranjo – halve sandheder, gode miner til slet spil, tomme ansigter udadtil og forstillelse.
Omvendt lyttede styret indimellem til befolkningen. Uroligheder i mange større byer omkring 1960 tvang den politiske ledelse til at blive lydhør og imødekommende. Urbaniseringen af industrilandet betød, at protester nemmere kunne sprede sig.
Resultatet blev en såkaldt fattigmandsvelfærdsstat med social sikring og pensioner, børnehaver, arbejde til (næsten) alle, boligbyggerier, forbedret adgang til uddannelser samt en grad af ligestilling mellem kønnene, som vestlige kvinder drømte om. Velstandsniveauet var lavt sammenlignet med Vesten, men sammenlignet med alle samfund tre-fire generationer tidligere repræsenterede Sovjetunionen et enormt materielt fremskridt. Kulturmedier som film og litteratur fik friere tøjler, og en mild form for samfundskritik opstod. Kommuniststyret oplevede folkelig legitimitet.
Livet var andet end vranjo; dans, musik, motorcykler, bøger, datjaer (sommerhuse), venner, familie, kærlighed. Det skinner igennem ”Secondhand-tid”, at mange savner dette privatliv. Jobsikkerhed og gode pensioner er andre årsager til de positive tanker om fortiden. Blandt mange ældre er det, som om det virksomme voksenliv med livet foran sig bliver lig med landet, de dengang levede i. Indhold og ramme flyder sammen. De almindelige sovjetborgere var nogenlunde lige dårligt stillet uanset profession, og denne lighed er savnet. Mange har svært ved at forstå, hvorfor alle partout skal være deres egen lykkes smed.
Begge bøger cirkler om værdisæt, der brutalt vendes på hovedet. Det er dér, hunden ligger begravet. Taberne var de fleste, vinderne kun få, herom fortæller både Svetlana Aleksijevitj og Erik Kulavig fra hver sin ende af Sovjetunionens historie.
I dag truer utopiske ideologier ikke vores civilisation. Den tid er forbi. Nu lurer den fjerde industrielle revolution med selvtænkende robotter. I første omgang er perspektivet tilforladeligt, da robotterne kan udføre de fleste typer arbejde, så vi bliver fri. I dag er det især de fysisk opslidende jobs, men snart følger andre erhverv med. Hvad menneskehedens udsigter er, hvis Homo faber (det skabende menneske) uddør, kan vi kun gisne om, men der bliver næppe mange vindere. Glem alt om spillefilmsmareridt om den grumme robotstyrede fremtid som i Hollywood-spillefilmene ”Terminator”, ”Blade Runner” og ”The Matrix”. Udfordringen gælder menneskets sjæl – ligesom i Sovjetunionen.