Spænder normer ben for det familieliv, du ønsker?

Mange småbørnsforældre ønsker mere tid til at tage sig af børnene, men bliver hæmmet af ønsker om selvrealisering og frygt for, at deltid i en periode kan ødelægge karrieremuligheder. Måske behøver det ene ikke at udelukke det andet, foreslår dagens kronikør

Spænder normer ben for det familieliv, du ønsker?
Foto: Privatfoto.

DA JEG I EFTERÅRET færdiggjorde mit speciale om forældreroller i forhold til pasning af 0-2-årige, slog det mig, at mine interviewpersoner talte om deres ønsker for familielivet som drømme – som en urealiserbar utopi, der blev omtalt med et skævt smil, som om de godt vidste, at det var lidt fjollet. Det, der var fjollet, var deres gennemgående drømme om deltidsarbejde, at kunne passe de små helt selv, mindre stress og jag i hverdagen og mere tid sammen i familien i stedet for hver for sig.

I modsætning hertil stod interviewpersonernes ønsker for deres arbejdsliv. Her blev ønskerne set som konkrete mål, der skulle arbejdes hen imod. Når der kom en karrieremulighed, som forhindrede dem i at indrette hverdagen, som de ønskede, kom karrieren i første række, fordi der var en bekymring for, at en lignende mulighed ikke skulle vise sig i fremtiden. Denne bekymring var sandsynligvis velbegrundet – det var dog interessant at observere, at det ikke på samme måde bekymrede, hvor hurtigt barndommen forsvinder, og at det at være sammen med sine små børn heller ikke er en mulighed, der kommer igen.

Når jeg spurgte forældrene om, hvorfor de ikke havde det familieliv, de ønskede sig, satte det hos mange af dem tydeligt gang i en refleksion, de ikke tidligere havde haft. Flere af dem, der ikke var bekymrede for deres økonomi, begyndte at reflektere over, hvor meget samfundsnormerne og omgangskredsens handlinger påvirkede dem selv, og indrømmede, at det ikke var noget, de for alvor havde overvejet.

Men for mine interviewpersoner var der også noget andet på spil: selvrealisering. Arbejdet blev klart koblet til muligheden for at realisere sig selv og få noget tid, hvor det handlede om ens egne behov – og det uanset om de behov blev italesat som karrierepleje, et socialt liv med andre voksne eller, som én formulerede det, simpelthen at slippe for ansvaret for sine børn lidt. Der var endda en, der paradoksalt nok i løbet af samme interview både italesatte arbejde som ”at gøre noget godt for sig selv” og samtidig beklagede sig over elendige arbejdsforhold og jobbet som kilde til stress og manglende overskud, når hun kom hjem.

DET VAR EN FASCINERENDE observation, at selvfølgeligheden i, at vi realiserer os selv gennem arbejdet, er så stærk, at den stadig står som en indlysende logik hos nogen, som i næste åndedrag forklarer, at arbejdet gør dem dårlige. Hos dem, hvor forståelsen af arbejdet som selvrealiserende ikke stod i lige så skarp kontrast til virkeligheden, var der dog stadig et paradoks: at deres arbejdsliv forhindrede dem i at realisere deres familielivsdrømme.

Det er egentlig en skræmmende tanke, at hvis vi realiserer vores familielivsdrømme og måske endda gør, som de fleste psykologer anbefaler, og passer vores børn selv de første par år, så udsætter vi måske os selv for total isolation for ikke at tale om et tilbageskridt på karrierestigen. Er det umuligt at kombinere de mindste børns behov med forældrenes? Er arbejdet for eksempel den eneste kilde til socialt samvær eller et øjebliks ansvarsfritagelse fra børnene? Er der virkelig ikke andre fællesskaber?

Et væsentligt spørgsmål er, hvorfor denne debat næsten ikke findes blandt de politiske partier. Man skal lede længe for at finde politikere, der taler om familiepolitik eller de mindste børns behov. Hvis børneliv endelig bliver taget op politisk, så handler det næsten altid om udsatte børn. Når folk prøver på at tale om pressede børnefamilier, bliver det enten sagt, at folk må prioritere deres tid, eller også bliver der foreslået skattelettelser, så forældre bedre kan bruge deres fritid på fornøjelser frem for for eksempel rengøring, som man så hyrer folk til. Man får måske ikke mere tid sammen, men mere kvalitetstid sammen, forstås. Dermed også forstået, at der ikke er kvalitet i at have tid til at inddrage de små i hjemmets praktiske opgaver.

Burde en familiepolitik ikke fokusere på tiltag, der reelt gavner børnene og familielivet? Måske kunne man forestille sig politiske tiltag, der understøttede fællesskaber uden for arbejdsmarkedet. Måske kunne man forestille sig politiske tiltag, der gjorde det muligt for småbørnsforældre (eller måske bedsteforældre?) at skrue gevaldigt ned for arbejdsblusset i en periode uden at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken for at lave denne slags politik – vi kan for eksempel lade os inspirere af vores svenske naboers familiepolitik eller finde rapporten frem fra vores egen Familie- og Arbejdslivskommission, som kom med en masse fremragende forslag til familiepolitik tilbage i 2007. Det må kunne gøres anderledes, uden at landet går fallit – der er trods alt ingen andre lande, der har samme grad af institutionalisering af de 0-2-årige som Danmark. Men der er andre lande, der også er velstående.

MAN KAN GODT SIGE, at den enkelte kan prioritere – men nogle ting bliver med lovgivning og politiske diskurser nemmere at vælge til end andre. Når for eksempel længden på forældreorloven passer med, at barnet er 11 måneder, når den slutter, vælger de fleste forældre at starte børnene op i institution på det tidspunkt.

Længden på orloven har intet med psykologiske anbefalinger at gøre, men er resultatet af politiske forlig. Og når der for eksempel laves lovgivning om at tvinge ”ghettobørn” i institution 30 timer om ugen fra de fylder ét år, sender det så ikke et signal til hele befolkningen om, at det er udansk og uhensigtsmæssigt ikke at sende sit barn i institution på det tidspunkt? Normaliserer loven ikke et ganske højt ugentligt timetal i institution for étårige?

Engang diskuterede man i Danmark børns behov for at være sammen med deres familie. Her i det nye årtusinde er det særdeles svært at finde politiske udmeldinger, der handler om børns behov, medmindre man taler om børnenes behov for læring, så de kan klare sig i konkurrencesamfundet. Læringsbehovet bliver brugt som begrundelse for institutionalisering, hvor logikken er, at småbørn har brug for omgang med professionelle voksne for at blive udviklet – en forståelse som også havde manifesteret sig hos flere af de forældre, jeg interviewede. Imidlertid peger psykologisk og biologisk forskning på, at det, der udvikler de mindste børns hjerner, er samværet med nogle tætte voksne, der elsker dem og har overskud til dem. Som almindelig, velfungerende forælder behøver du altså ikke være bange for, om du uden en pædagogisk uddannelse kan give din etårige den ”rette” stimulering.

Det behøver med andre ord ikke at være ”fjollet” at ønske sig et anderledes familieliv end det, man har. Det, der får det til at se ”fjollet” ud, er ikke andet end samfundsnormer. Disse normer har ikke altid været, som de er i dag – de er ikke uforanderlige, og man behøver ikke lade dem diktere sit liv.

Og hvad med dig? Skal dine ønsker for familielivet vige til fordel for normer og en usammenhængende og ensidig konkurrencestatslogik