DANMARK ER BLEVET et anerkendt trossamfund rigere. Spiritismens trossamfund bygger på den type kendskab til åndeverdenen, som vi allerede i 1800-tallet fik herhjemme. I 1920’erne skulle der således have været 23 ”spiritistforeninger” i København, og syv i Aarhus.
Spiritismen kendes ved en tro på, at menneskets ånd efter den fysiske død er kontaktbar. Spiritismens trossamfund fortæller på deres hjemmeside, at de ved deres seancer ønsker at ”skabe et kærligt og fredfyldt mødested, hvor vi mennesker fysisk kan mødes samt se, mærke, høre og tale med vores kære, der er ’gået over på den anden side’”. Man må forestille sig, at der blandt trossamfundets 250 medlemmer er mennesker, som i Danmarks Værdiundersøgelse fra maj i år ville blive kategoriseret som enten ”spirituelle” (11 procent af befolkningen) eller ”alternativt gudstroende” (24 procent af befolkningen).
Domprovst Hans Martensen-Larsens bog ”Spiritismens blændværk og sjælelivets gåder” (1922) var et tidligt forsøg på en forklaringsnøgle til at forstå datidens spiritistiske manifestationer. Han mødte imidlertid modstand fra bland andre Emma Mathiesen, som var søster til Johanne Agerskov. Agerskov var medium og havde ved en række seancer frembragt det, der blev til bogen ”Vandrer mod Lyset”, som indeholder et voldsomt korrektiv til klassisk kristen troslære. Mathiesen skriver i en replik til Martensen-Larsen: ”Et meget ensidigt Synspunkt er det, naar Domprovsten skriver: ’Vi hverken trænger til eller har Brug for en ny Aabenbaring.’ – Et Menneske, der er saa lykkeligt at have nok i det gamle, kan ikke dømme uhildet. – Trossag er ikke Viljessag; man kan saa gerne ville og dog komme til kort.”
Mathiesen har til fælles med mange af nutidens åndeligt nysgerrige, at erfaringen er ledestjerne for en forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Troen er ikke en viljessag. Det gør, at læresætninger og dogmer let kan fremstå som udvendige, døde kategorier.
ALLE UNDERSØGELSER FORTÆLLER, at der i Vesteuropa i disse år foregår en bevægelse fra det religiøse til det spirituelle. De etablerede institutioner repræsenterer det ubevægelige, mens spiritualiteten ses som garant for det åbne. Her er der plads til, at erfaringen kan forme tanken og troen. Kirkerne forstås som dogmatisk stivnakkede rum, hvor erfaringen skal knægtes og virkeligheden benægtes for at man kan passe ind. Mange synes at tænke, at rummet i kirken for erfaringen af en åndelig virkelighed er ganske begrænset. Dette kan synes paradoksalt. Er kristentroen ikke åndelig – er kristen spiritualitet da ikke spirituel?
For den, der er gået erfaringsvejen til sin livstydning, vil troen derfor være den overbevisning, man udvikler over tid for at skabe mening i en oplevet åndelig virkelighed. I sagens natur må givne dogmer dermed blive sekundære – med mindre de erfares.
Erfaringen af, at afdøde sjæle kan kontaktes, må være det, der udgør en lim i Spiritismens trossamfund.
Her transcenderer erfaringen altså individet og bliver til en fælles oplevelse. Den fælles oplevelse har vi også, når vi i kirken knæler ved alterbordet. Skrankens tynde polstring, de knirkende knæ, smagen af vin, oblatens karakteristiske tørre knæk og, ja, foreningen med Kristus erfarer vi hver for sig, men sammen. Men vores blufærdighed og frygten for at blive udskammet som bindegale gør måske, at vi derudover har svært ved at tale sammen om vore oplevelser, som Charlotte Rørth kalder det. Hun mødte uinviteret Jesus i et kapel i Spanien, og hendes fortælling har ansporet mange til at fortælle om det, de har erfaret. Rørths ligefremme undren over sin egen oplevelse har legitimeret at tale om det, der måske med en vis skamfuldhed betragtes som privat.
I ”I Mesterens Lys” har vi i snart 25 år arbejdet på at bygge bro mellem kirken og åndeligt nysgerrige. Vi møder mange mennesker, som har gjort sig åndelige erfaringer, og som af denne grund umiddelbart konkluderer, at kirken ikke er et sted for dem. Transcendenserfaringen understreger på den ene side kirkens påstand: at der er mere ved menneskelivet end det, der kan ses med det blotte øje, men den afslører for nogle også, at kirken måske til en vis grad selv har glemt dette. Professor Dorthe Jørgensen udtrykte i Kristeligt Dagblad det således: ” Men når teologien (…) ikke (…) tør begynde i menneskers transcendenserfaringer af Guds nærvær, får den svært ved at sige noget om noget, der rækker ud over det, verden er reduceret til i de moderne videnskabers blik på den.”
Hvis vi i kirken vil forkynde trøst, hvile og vej for mennesker, må vi genfinde et sprog for den åndelige erfaring, som er grundfæstet i den virkelighed, som Bibelen beskriver. Hvis vi ønsker at forkynde Kristus som frelser og Herre, må vi også stå turde tale om, hvad dette betyder for menneskelivet og for os selv. Når vi putter med vores fromhed (hvordan end den så ser ud), fremstår vi lukkede, selvretfærdige, måske endda uåndelige.
FOR GODT ET ÅR SIDEN skrev forfatter Lars Muhl i en kronik her i Kristeligt Dagblad: ”Når vi læser Det Nye Testamente, står det klart, at Jesus var tidens ypperste mystiker, healer, spirituelle vejleder, historiefortæller, samfundskritiker og profet. Hvad blev der af alt det i folkekirken? For de er der jo, mystikerne, healerne, vejlederne, historiefortællerne, samfundskritikerne og profeterne.” Her satte Muhl ord på en længsel som deles af mange.
Troen må godt betyde noget og kunne ses. Den må godt have udtryk og konsekvenser, der rækker ud over det forklarlige. Er man ikke vokset ind i søndagshøjmessens rige liturgi, kan den virke som kaudervælsk. Men erfaringen kan viske alle fordomme ud og bringe liv ind i det, man ikke forstod. Sådan har Muhl selv oplevet sit møde med Jesus-skrifterne, og sådan blev Rørths Jesus-erfaring en ny pejling i livet. Muhl spørger, hvor de er, som ser verden som Kristus så den, og lever i den virkelighed.
Hvordan gør man kristendom i dag? Hvad gør kristentroen ved os? Martensen-Larsen leder i sin snart 100 år gamle bog efter tilknytningspunkter hos spiritisterne for at formidle evangeliske pointer. Leviterede Jesus, da han for til himmels? Var det klarsyn, da han så Filip under figentræet? Hvad var vandringen på søen og opstandelserne fra de døde? Bibelens verdensbillede rummer mere end det, vi kan tage og føle på. Martensen-Larsen stiller sig på undringens side; det er som om, at han i opdagelsen af det, han kalder for ”spiritismens blændværk”, har fået øjnene op for, at den kristne tro præsenterer en opfattelse, hvor erfaringer af mærkværdig karakter bedst forklares åndeligt.
I kirkens historie har det ofte været sådan, at karismatiske erfaringer og nådegaver har været henvist til mindre reservater. Rationalismen, som i sagens natur ikke har haft meget til overs for sværmeriske oplevelser, har tilsyneladende ikke luget ud i disse – folk får dem endnu. For teologien har ”afmytologiseringen” medvirket til, at spørgsmålet om tro alene synes at være blevet en kognitiv sag, og kirken opleves lukket for den, der sanser sin verden.
Måske nutidens spiritister og andre åndeligt nysgerrige har noget at lære de af os, der står i kirken. Noget, der handler om at turde se på verden med et blik, hvor rationalismens briller er taget af, og hvor vores systematiske teologi ikke står i vejen for anerkendelsen af en virkelighed, som møder os åndeligt.
Noget, der handler om at genfinde den spiritualitet, som er kirkens, og som har dybe rødder i den virkelighed, Bibelen beskriver.