Kirkeligt Centrum: En ny oprørsk generation bør udfordre ”det bestående” i teologien

1960’ernes teologiske opbrud satte blivende spor både blandt præster og i det bredere kirkelige liv. Man kan spørge sig selv, om ikke vi kunne trænge til en ny oprørsk generation, der tør sætte spørgsmålstegn ved ”det bestående” i teologi og kirkeforståelse

1960’ernes teologiske opbrud satte blivende spor både blandt præster og i det bredere kirkelige liv – ja, helt ind i folkekirkens strukturdebat og udviklingen af en masse nye folkekirkelige initiativer fra 1970’erne og fremefter, skriver dagens kronikører.

1968 BLEV DET MAGISKE ÅR, ungdomsoprørets år. I en række artikler har Kristeligt Dagblad givet læserne oversigt over og analyser af fænomenet ”68”. Professor Kurt Larsen har således givet os et indblik i de teologihistoriske konsekvenser af 68-oprøret, og han nævner godt nok den politiske teologi, men uden nærmere at gå ind på dens anliggende.

I begyndelsen af 1960’erne var en politisk teologi ved at blive formuleret i både Latinamerika og i Sydafrika. I 1964 udkom Jürgen Moltmanns bog om håbets teologi (”Theologie der Hoffnung”). Kristendommen rummer et revolutionært potentiale: håbet om Guds rige.

I Kirkernes Verdensråd kom ”revolutionsteologien” på dagsordenen. Og en ”horisontal” opfattelse af frelse blev afgørende for Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala i 1968. Den igangværende studenterrevolte og Vietnamkrigen satte sit stærke præg på konferencen. Verden var ustabil. Martin Luther King, som skulle have holdt prædikenen ved indledningsgudstjenesten, var få måneder forinden blevet myrdet. Temaet ”Se, jeg gør alting nyt” førte imidlertid til stærke teologiske brydninger mellem en ”horisontal” og en ”vertikal” forståelse af evangeliet. Men det blivende indtryk af generalforsamlingen var, at det nu er verden, der skriver kirkens dagsorden.

Tyske Dorothee Sölle blev 1960’ernes mest omdiskuterede teolog i det protestantiske Europa. Hun var stærkt påvirket af eksistentialisme og nymarxistisk tænkning. Mennesket lever i det 20.

århundrede uden identitet, det er tingsliggjort og fremmedgjort. Det er reduceret til et nummer og en manipuleret genstand. Evangeliet er, at Kristus har overtaget denne tingsliggørelse.

Og i en identifikation med den Kristus, der gav totalt afkald, ligger bruddet med det moderne vesteuropæiske samfunds undertrykkelsesmekanismer. Teologien må således gennem ideologikritik og med inddragelse af sociologi, psykologi og moderne digtning afsløre den samfundsmæssige virkelighed og frigøre til ny handling. Karakteristisk for hendes tankgang er afslutningen i bogen ”Politische Theologie”:

”At Gud elsker os alle, ja hver enkelt af os, er en almen teologisk sandhed, som uden oversættelse bliver til en almen løgn. Oversættelsen af denne sætning er ensbetydende med den verdensforandrende praksis. De kræver anskuelighed for ikke at forblive indholdsløs.”

Sölle blev en af de mest læste teologer i 1960’erne og frem i 1970’erne. Ikke mindst kendt blev hun for sine politiske aftenandagter i forbindelse med de store Vietnam-demonstrationer i Köln 1968. Tilsyneladende ville de teologiske fakulteter ikke vide af hende. Men i 1975 fik hun ansættelse ved Union Theological Seminary i New York. Sölle synes nærmest glemt i dag.

Måske var hendes teologi for tidsbundet og førte aldrig til et selvopgør i den tyske evangeliske kirke. Det samme gælder den politisk engagerede teolog Helmut Gollwitzer, der ellers hørte til de mest betydende teologer efter Anden Verdenskrig. Som professor ved Det Frie Universitet i Berlin forholdt han sig positivt til studenteroprøret: ”Studenterne går ikke på gaden for at afskaffe demokratiet,” sagde han, ”men for at opretholde og videreføre det.”

Han stod Rudi Dutschke meget nær og havde dennes amerikanske hustru, Gretchen Klotz, som studerende. Det var da også Gollwitzer, der efter attentatet på Rudi Dutschke skaffede denne asyl i Danmark. Gollwitzer var særdeles kritisk over for det det nye Vesttysklands oprustning og den vestlige kapitalisme. Han havde gennem sit liv udviklet sig fra konservativ luthersk teolog (opvokset i et bayersk præstehjem), gennem inderkredsen i den tyske bekendelseskirke i 1930’erne og krigsfangenskab i Sovjetunionen til større og større interesse for dialog mellem kristendom og marxisme. ”Den helt anderledes Gud vil et helt anderledes samfund” er den Gollwitzer-sætning, der måske bedst tegner hans teologiske holdning.

Men havde dette opbrud så indflydelse på dansk teologi og kirkeliv? De teologer og præster, der i forvejen var engageret i økumenisk teologi, fulgte naturligt med i ”opbrudsteologien”. I 1968 fik Johannes Aagaard idéen til et ”Mini-Uppsalamøde”, idet man kunne ”fange” nogle af foredragsholderne fra generalforsamlingen i Uppsala på deres vej hjem og få dem til at holde oplæg i Has-lev. Mødet i sommeren 1968 blev bakket op af en række frie kirkelige organisationer, især spejderbevægelsen/FDF og KFUM/KFUK, samt en række missionsselskaber. Det blev så startskuddet til de kirkedage, der med års mellemrum blev afholdt de næste årtier. Indre Mission og Kirkeligt Samfund (nu Grundtvigsk Forum) ville ikke stå som medindbydere – og det stort set med samme argument, nemlig at kirkedagene var økumeniske.

Det er ikke for meget at sige, at kirkedagene blev et ”laboratorium” for de forsøg på fornyelse af gudstjenesten, der blomstrede gennem 1970’erne og 1980’erne. Samtidig gav kirkedagene også inspiration til at opfatte selve kirken på en ny måde. Der blev gjort op med den kirkelige torumstænkning og den af Tidehverv og grundtvigianismen fastlåste tolkning af Luthers toregimentelære, altså, at der er totalt lukkede skodder mellem politik og kirke. Kirken skal forstås som en borgerlig ramme omkring evangeliets forkyndelse til den enkelte til tro, var det gentagne mantra.

På de teologiske fakulteter slog 68- inspirationen også igennem – ikke mindst i Aarhus, hvor en teologisk ”Fagkritik-gruppe” fra 1972 lagde sig i kølvandet af lignende grupper på andre fag og krævede ideologikritik af den ”borgerlige teologi” og samfundsrelevante studier. Bogen ”Teologi og samfund” fra 1974 blev gruppens manifest. Op gennem 1970’erne var gruppen meget aktiv både for at anlægge nye vinkler på de teologiske fag, inspireret af de marxistiske metodiske tilgange, og for at introducere de politiske teologer, som er nævnt ovenfor i studiet.

Også en del af lærerne på Aarhus-fakultetet blev inspirerede af de nye strømninger: Jørgen K. Bukdahl introducerede Habermas, Marcuse og andre nymarxistiske filosoffer. Knud Münster skrev licentiatafhandling (ph.d.) om seksuel lykke som menneskeret – temmelig revolutionerende på et teologisk fakultet i Danmark i midten af 1970’erne.

Og Anna Marie Aagaard introducerede både Sölle, Moltmann og Gollwitzer. Selv i Det Nye Testamente blev tyske Gerd Theissen, som arbejdede med en sociologisk tilgang til urkristendommen, og franske strukturalistisk-marxistiske forskere, taget op. Fakultetet i København, der havde langt færre yngre lærere og en måske mere konservativ studieordning, var måske ikke helt så direkte berørt af oprøret, men her blev til gengæld hurtigt lavet teologiske kvindegrupper, der ville befri teologien fra den traditionelle maskuline dominans.

1960’ernes teologiske opbrud satte blivende spor både blandt præster og i det bredere kirkelige liv – ja, helt ind i folkekirkens strukturdebat og udviklingen af en masse nye folkekirkelige initiativer fra 1970’erne og fremefter. Selv Menighedsfakultetet er næppe tænkeligt uden inspiration fra studenteroprørets opgør med ”professorvældet” og øgede selvbevidsthed blandt de unge. Selvfølgelig var der meget, der kan sættes spørgsmålstegn ved i bakspejlet. Men der er endnu mere, der skabte en helt nødvendig fornyelse i teologien og i kirkelivet.

Mange af 68-oprørets udfordringer er stadig aktuelle om end med nye navne, og man kan spørge sig selv, om ikke vi i virkeligheden kunne trænge til en ny oprørsk generation, der tør sætte spørgsmålstegn ved ”det bestående” i teologi og kirkeforståelse.