Doktor Faustus kan lære os om humanismens sprængte himmelhvælving

For præcis 70 år siden udkom Thomas Manns sene hovedværk ”Doktor Faustus”, som i al sin dysterhed skildrer, hvordan små kulturelle og værdimæssige forskydninger kan resultere i et omfattende kulturelt kollaps. Vi kan lære af romanen i dag

FOR 70 ÅR SIDEN, den 29. januar 1947, lagde nobelprisvinderen Thomas Mann (1875-1955) sidste hånd på sit store alderdomsværk, ”Doktor Faustus”. Skrevet over en fireårig periode med den lyseblå californiske himmel som baggrund og i den stærkest tænkelige kontrast til den Europas totale formørkelse, romanen skildrer.

Det er et værk, der emmer af tragedie, død og undergang, og som også var tæt på at blive den aldrende Thomas Manns egen død. Men også et lærerigt værk, der i al sin dysterhed fortæller historien om, hvordan små kulturelle og værdimæssige forskydninger med ét kan resultere i et omfattende kulturelt kollaps.

NETOP MØRKET er romanen blevet kritiseret for. Dens iscenesættelse af nazismen som den tyske kulturs endegyldige sammenbrud og af landets udvikling fra begyndelsen af 1900-tallet som en djævlepagt, et forbund med det onde, har eftertiden haft det svært med. Ikke mindst set i lyset af de seneste 70 års tyske historie, etableringen af et af Europas mest vellykkede demokratier, den tyske genforening og disse års Tyskland som den egentlige forsvarer af Europas lange humanistiske og demokratiske arv.

Men det interessante for et nutidigt blik er ikke det totale mørke, romanen ender i, men vejen derhen. Fortælleren, filologen og ærkehumanisten Serenus Zeitblom, nedfælder historien i første del af det tidsrum, hvor Mann faktisk nedfældede den, fra maj 1943 til maj 1945, men den egentlige handling med Zeitbloms barndomsven komponisten Adrian Leverkühn i centrum foregår fra omkring århundredskiftet og frem til 1930 – den periode, hvor alle de åndelige forudsætninger for nazismen udviklede sig og faldt på plads.

Denne iscenesættelse er typisk for Mann. For han interesserer sig ikke så meget for de faktiske begivenheder som for deres åndelige form og forudsætninger. Han har et skarpt blik for den proces, hvor åndelige og psykologiske forandringer i et individ, i dets måde at opfatte, forstå og retfærdiggøre verden på, resulterer i opkomsten af et nyt samfund og nye kulturelle forudsætninger.

DET ER ALTID DENNE PROCES, vi følger hos Mann. Idéernes forskydning og forandring. Og det er altid det samme kulturelle paradigme og de samme værdier, der går under: det tyske borgerskabs samfund, en af oplysningstidens og civilisationstankens tidligste frugter, hvor verden genskabes med den sekulære, menneskelige fornuft som arkitekt. ”Doktor Faustus” er ingen undtagelse. Den handler om, hvordan en kultur, der havde de bedste forudsætninger for at udvikle en dyb humanisme, i stedet skabte det værste barbari.

Serenus Zeitblom beretter parallelt om Leverkühns kunstneriske gennembrud som følge af en djævlepagt og et borgerligt miljø i 1920’ernes München, der i foruroligende grad kombinerer en udlevet moralsk dekadence med udviklingen af reaktionære, voldelige tanker om en reorganisering af samfundet efter middelalderligt-teokratisk snarere end humanistisk forbillede.

De to ting – Leverkühns gennembrud og münchenborgerskabets forfald – hænger sammen, som ting kun kan hænge sammen i litteraturens verden, det vil sige metaforisk. Leverkühn er kun perifert en del af dette miljø, og han præger det på ingen måde. Men hans djævlepagt og det kunstneriske skabelsesgrundlag, han og Djævelen i fællesskab fastlægger (Djævlen dikterer, Leverkühn har allerede selv tænkt de samme tanker) er et aktivt og bevidst villet udtryk for de åndelige tendenser, der mere ureflekteret gør sig gældende i det borgerlige miljø.

Afsættet er begge steder en borgerlig kultur, der er blevet træt af sig selv. Som har mistet følingen med sig selv; den intuitive begejstring og forståelse for sit eget værdigrundlag. Fraserne om frihed kan ikke længere få en kat til at reagere, som en af Leverkühns medstuderende siger tidligt i romanen.

I stedet skal Leverkühn kaste sig over det, der længe ikke har været prøvet – urbegejstringen, rusen, knægtelsen af subjektet, et nyt verdensbillede, der bygger på magi og overmenneskelig rationalitet.

Han skaber kunst, der på én gang er ultramoderne og arkaisk, præcivilisatorisk. Ultramoderne fordi det musikalske formsprog er nyskabende, og arkaisk fordi de musikalske fortællinger henter deres stof i præmoderne forestillinger om offerkult, djævelskab, naturmystik, hekseri, trolddom og magi. Men også arkaisk, fordi hans værker tilslutter sig en fornuft, der ikke er det borgerlige samfunds skabende, humanistiske fornuft, men en verdensfjern, kold rationalitet, der undertrykker i stedet for at frisætte.

OGSÅ I DET BORGERLIGE miljøs tanker smelter fortid og fremtid sammen. I centrum for deres diskussioner står den franske politiske filosof, marxist og senere fascismesympatisør Georges Sorels ”Refleksioner om vold” fra 1908.

Her fastslår Sorel, at debat og parlamentarisk diskussion er ganske uegnede politiske værktøjer i det 20. århundrede, massernes tidsalder, og at den politiske viljesdannelse tværtimod må finde sted ved at masserne løbende forsynes med bestemte mytiske fiktioner og fortællinger. Som det hedder i den lidt bedagede danske oversættelse:

”Dette var i realiteten denne bogs krasse og hidsende profeti: at populære eller snarere de for massen acceptable myther fremtidig ville være den politiske bevægelses vehikel – fabler, illusioner, hjernespind, der overhovedet ikke behøvede at have noget med sandhed, fornuft og videnskab at gøre for at være skabende, bestemme liv og historie (...).”

Hvis Leverkühn reaktiverer forældede myter i kunstnerisk sammenhæng for at skabe en ny musik, så repræsenterer münchenborgerskabet et ønske om, at disse tanker skal gøre sig gældende på et bredere kulturelt, samfundsmæssigt plan, og Hitlers regime må så – bogens fortællestruktur taget i betragtning – være virkeliggørelsen af et mytologisk fundament under såvel kultur som politik.

Og på alle tre niveauer er der tale om en faustisk ligegyldighed over for de etiske implikationer af sådanne myter, en ligegyldighed over for deres latente, voldelige karakter – en manglende forståelse for ”livets alvorlige førelse, det etiske, der i så høj grad falder sammen med det borgerlige (...) den sans for livspligter, uden hvilken driften til at yde, til det produktive bidrag til livet og udviklingen, overhovedet mangler,” som Mann formulerer det i talen ”Lübeck som åndelig livsform”.

Kunst og ikke mindst den store verdenslitteratur er mange ting. Et spejlkabinet, der lader nutid og fortid møde hinanden, et ur, der går forud, som Kafka skrev, en leg med tanker og standpunkter uden at binde sig til nogen af dem – for frihed er digterens ilt, som Strindberg sagde.

Men én ting er kunst ikke: Det er ikke en manual for, hvordan hverken kultur eller politik skal udvikle sig, men nok et eftertænksomhedens sted, der tydeliggør bestemte kulturelle sammenhænge.

HVAD FORTÆLLER ”Doktor Faustus” os i dag? At vejen tilbage er kort. At det reaktionære er en del af det moderne. At det postfaktuelle samfund altid er en trussel. At kulturelle og politiske mytologier – uanset om de er funderet i religion eller nationalisme – hurtigt kan føre til et større kulturtab end de små omvæltninger, vi efterspørger.

Eller med et af romanens tankevækkende billeder, der vel passer særligt godt til 2017: Reformationen er en bro, der ikke blot fører fra middelalderen til renæssancen, oplysningen og den moderne, frie verden, men også tilbage igen.