I EN ARTIKEL i Kristeligt Dagblad den 19. november i år advarer Dansk Sprognævns formand, Niels Davidsen-Nielsen, om, at fransk og tysk nedprioriteres i uddannelsessystemet. I Danmark har vi således i de seneste år kunnet konstatere et nærmest frit fald i forhold til sprogfagene fransk og tysk hele vejen igennem det danske uddannelsessystem.
Mens engelsk vinder større indpas bliver fransk og tysk nedprioriteret, og gymnasierne oplever eksempelvis, at man må opgive at tilbyde fransk på højniveau, fordi man simpelthen har svært ved at fylde hold. Vi bevæger os således mod en dansk-engelsk sprogkultur, hvor andre sprog kommer til at få en status som eksotiske fremmedsprog.
I debatten omkring denne udvikling i vores sprogkultur betones især uddannelsespolitikken, som for eksempel gymnasiereformens øgede valgfrihed, og nedlæggelsen af sprogfag på gymnasierne. I debatten overses imidlertid ofte de kulturelle aspekter herunder især tv-mediets betydning for sprogkulturen som ofte ligger højere oppe i fødekæden, når vi taler om sproglige kompetencer.
Vi lever i en mediekultur, hvor medierne spiller en stadig vigtigere rolle for opretholdelsen af sproglig og kulturel mangfoldighed. I Danmark har de elektroniske medier således præget sprogkulturen siden begyndelsen af det 20. århundrede, blandt andet ved en homogenisering af sproget via Statsradiofoniens betoning af korrekt sprogbrug (rigsdansk) og senere med udbredelsen af engelsk på bekostning af fransk og tysk.
Denne globale homogenisering af sproget med institutionaliseringen af engelsk som verdenssprog er et forholdsvist nyt fænomen blandt andet skabt på baggrund af mediernes stigende betydning i kulturen.
Medierne bidrager til angliseringen af den globale kultur i og med, at engelsk er det dominerende sprog i underholdningsindustrien og det dominerende metasprog, når vi taler om it og teknologi.
En af årsagerne til, at engelsk efterhånden opfattes som vores andet hovedsprog, er således, at sproget er allestedsnærværende: i musik, i biograferne, på internettet og på tv. Betydningen af dette elektroniske sprogtapet har ofte været præget af myter og formodninger men de sidste 40 års forskning om sproglig tilegnelse peger temmelig entydigt på betydningen af input fra tv i forbindelse med indlæring af sprog.
DET STORE POTENTIALE i forholdet mellem sprog og tv illustreres vel bedst med den betydning, som eksponeringen af tv fra Danmarks nabolande har for danske skoleelevers lyst til at lære sprog. En hel generation, som er vokset op med tysk tv, ved således, hvad det betyder at være flasket op med tyske tv-show og synkroniserede film. Det er vel først nu, hvor amerikansk tv i så høj grad dominerer sendefladen, at man er blevet bevidst om tysk tvs store betydning for vores sproglige og interkulturelle kompetencer.
Tv giver ikke kun adgang til informationer og nyheder, men også til kulturelle værdier og miljøer herunder sproget i dets autentiske sammenhænge. En eftermiddag i selskab med tysk tv-sport kan således give et bedre billede af tysk kultur og det tyske sprogs sprognuancer end alverdens demografiske fakta.
Tv er på denne måde også et fremragende redskab i forbindelse med sprogundervisning, men mediets potentiale har dog lidt under fordomme og manglende viden. Tv er derfor et lidt overset læringsmedie især i en tid, hvor også uddannelsesverdenen domineres af de mere farverige og højt profilerede it-medier.
UNDERVURDERINGEN AF TV har blandt andet baggrund i en efterhånden lang tradition i kultur- og mediekritikken for at nedvurdere tv som kulturbærende medie. Denne tankegang kender vi i populær form fra blandt andet Jerry Mander, Hans Magnus Enzensberger og Neil Postman. I Amusing ourselves to death argumenterer Neil Postman således for, at tv kun kan underholde og aldrig kan anvendes til at skabe refleksion. Mange trendforskere har ligeledes peget på, at unge i stigende grad vender ryggen til de store, gamle medier.
Imidlertid viser undersøgelser, at unge ikke skelner mellem gamle og nye medier, og at radio og tv stadig er populære medier blandt unge. Dette skyldes blandt andet, at tv-mediet præget af den nye teknologi også bevæger sig mod en højere grad af brugerinvolvering og en højere grad af kulturel diversitet i programudbuddet.
Profilen på den moderne seer er da også en person, som ikke bruger tv primært som afslapning, men i højere grad er selektivt og kritisk opsøgende. Der ligger derfor et stort potentiale i tv-formidling af kultur, kunst og underholdning båret af kvalitet, alsidighed og de klassiske public service-dyder.
Endvidere ser mange også unge mennesker det som et potentiale, at tv-kiggeri stadig har en kollektiv kvalitet (det er ikke sjovt at have set noget, som andre ikke har set). Tv-kiggeri er ganske vist ikke længere lig med det nationale fællesskab omkring Statsradiofoniens udvalgte programmer som vi eksempelvis kendte det fra Matador i 1980erne men der opstår stadig situationer, hvor store befolkningsgrupper synkroniserer deres tv-kiggeri. Tv er derfor stadig et umådeligt vigtigt medie, når vi taler om kulturformidling og kulturel selvforståelse.
Tv har været det vigtigste medie i den såkaldte medialisering af samfundet, hvor vi forstår vores kultur gennem mediernes udtryk. Tv har desuden historisk set været et vigtigt medie i formidlingen af og holdningen til kunst og populærkultur. Mange tidsfæster simpelthen opløsningen af skellet mellem finkultur og populærkultur til en mærkedag i tv-historien: The Beatles optræden i The Ed Sullivan Show i 1964.
Beatles indtog verden takket været dette show, og da de to år senere udgav Revolver inspireret af avantgarde, klassisk musik, blues og rock var skellet ikke længere muligt at se. Vi lever derfor i dag i det, som mange har betegnet som en postmoderne kultur, hvor vi kan nyde South Park på lige linje med Mozart og Picasso.
HVOR KULTURFORMIDLING tidligere blev formidlet i koncertsale, museer og gallerier, har tv skabt det, som Andre Malraux engang har betegnet som Et museum uden vægge. Tv er dog under forandring, og der ligger i denne sammenhæng et stort ansvar på de, der skal vælge, hvad vi skal se, så længe ikke al verdens tv kan komme ind i stuen til os. Et af de vigtige parametre i denne sammenhæng bør være det kulturelle og sproglige udsyn.
Selvom dansk kultur- og mediepolitik i høj grad har handlet om at værne om dansk og europæisk kultur, er vores tv-blik i dag rettet stift mod vest. Vi ved derfor forbavsende lidt om vores naboer, i og med at tv-landskabet i dag er præget af engelsksprogede kanaler.
Mange frygter endvidere, at denne tendens vil blive forstærket, når det gamle analoge tv i 2009 helt vil blive erstattet af digitalt tv. Dette giver ganske vist muligheder for at tænke tv ind i helt nye formidlingssammenhænge (blandt andet rendyrkede undervisningskanaler), men i relation til europæisk fjernsyn risikerer seerne at få færre kanaler. Den nye tv-struktur med paraboler, digitalt tv og så videre truer således den elektroniske forbindelse til blandt andet Tyskland og Frankrig, i og med at europæiske kanaler ofte vælges fra til fordel for amerikansk tv.
Tv spiller en stor rolle for vores vidensdannelse og læreprocesser, og mediebilleder må derfor som et naturligt aspekt indgå i debatten om sproglige og kulturelle kompetencer. Et indsnævret kulturelt perspektiv i det, som mange har kaldt fjernsynets parallelle skole vil ikke kun svække incitamentet til at lære andre sprog, men også betyde, at færre danskere vil være rustede til at møde globaliseringens udfordringer.
Hans-Christian Christiansen er ph.d. og kommunikationsansvarlig ved Copydan AVU-kopier