Spørgsmålet om Tysklands krigsgæld til Danmark spøger igen. Udenrigsministeren erklærede for nylig, at spørgsmålet stadig er uafklaret.
USA, England og Frankrig bad i september 1945 Danmark om at opgøre sine erstatningskrav til Tyskland. Det var ikke et problem at opgøre de konkrete skader, men det var svært at vurdere de økonomiske følger af skaderne. I oktober fremsendte Udenrigsministeriet en opgørelse over "Den ved den tyske besættelse af Danmark forvoldte skade, herunder Danmarks tilgodehavender på den dansk-tyske clearingkonto og den såkaldte værnemagtkonto". Danmarks krav var 11,6 milliarder kroner. (208 milliarder nutidskroner):
A. Militære udgifter: 1,786 milliarder kroner,
B. Tab af menneskeliv og helbred: 168 millioner kroner.
C. Omkostninger ved den tyske okkupation: 9,216 milliarder kroner,
D. Andre krav: 454 millioner kroner.
Under A var opført de tab, der var påført hæren og flåden ved aktionen den 29. august 1943 og forskellige udgifter i forbindelse med frihedskampen. Under B var anført udgifter på grund af deportationer, henrettelser og nedskydninger. Hovedbeløbene under C var værnemagtkontoens og clearingkontoens saldi i Nationalbanken på henholdsvis 4,8 og 2,9 milliarder kroner. Clearingkontoen var anvendt til varer, mens værnemagtkontoen var brugt til besættelsesmagtens udgifter i Danmark, herunder opførelse af bunkers og befæstningsanlæg langs den jyske vestkyst samt bygning af veje og flyvepladser. Endvidere var der under C opført diverse materielle tab til et samlet beløb på 1,4 milliarder kroner.
Danmark deltog i konferencen i Paris, hvor opgørelsen på 11,6 milliarder kroner blev lagt til grund for forhandlingerne om Danmarks andel i de tyske erstatninger. I februar 1946 underskrev regeringen en aftale, der fastsatte den danske andel til 0,25 procent (dog skulle Danmark modtage 0,35 procent af industrianlæg og skibe).
Danmarks krav var blandt de absolut mindste i Paris. Derimod skruede de fleste lande deres krav op for at få tilkendt så store erstatninger som muligt. Det kan nævnes, at Paris-aftalen gav USA og England hver 28 procent, Frankrig 16 procent, Holland 3,9 procent og Norge 1,3 procent af de tyske erstatninger.
I aftalen forpligtede landene sig til ikke at forfølge individuelle erstatningskrav mod tyskerne. Paris-aftalen gjorde det muligt for de enkelte lande at beslaglægge tyske værdier på eget territorium, og i Danmark vedtog Rigsdagen i marts 1946 en lov om konfiskation af tysk ejendom. Denne lov indbragte i de følgende år værdier for 156 millioner kroner. Regeringen var utilfreds med tyskernes langsomme afhøvling af krigsgælden, og Udenrigsministeriet udarbejdede derfor et bemærkelsesværdigt memorandum af 31. januar 1947. Regeringen konstaterede heri, at "Danmark under den tyske besættelse var genstand for systematisk udsugning, under hvis følger Danmarks økonomi nu lider". Den understregede, at de erstatninger, man hidtil havde modtaget, var "ubetydelige". Derfor håbede regeringen at få erstatninger fra den løbende produktion i Tyskland.
Udgifterne til tyske flygtninge i årene efter krigen kom oven i krigsgælden og var et massivt, økonomisk problem. Regeringen forsøgte at drøfte spørgsmålet på London-konferencen i 1952-1953, men fik at vide, at man skulle forhandle direkte med Tyskland.
Danmark udregnede flygtningeudgifterne til 429 millioner kroner, men dette beløb blev drastisk nedskåret i forhandlingerne med tyskerne. Først blev opgørelsen formindsket med 25 procent, og derefter blev en stribe af fradrag inddraget for at reducere den danske regning yderligere.
Beløbet til Danmark landede på 163 millioner kroner og dette beløb blev afrundet nedad til 160 millioner kroner. Tyskerne skulle afdrage beløbet rentefrit over 20 år med otte millioner kroner om året. Regeringen måtte leve med det pauvre resultat, men den danske forhandlingsleder trøstede sig med, at Danmark kunne få "de udækkede poster betalt ved den endelige fredsslutning med Tyskland".
På konferencen i London i 1953 blev der truffet afgørende beslutninger om de tyske erstatninger. De deltagende lande, herunder Danmark, halverede den tyske krigsgæld og spredte restgælden over de næste 30 år.
Tyskland havde frem til London-konferencen betalt omkring 200 millioner kroner i erstatninger til Danmark. Det vil sige, at Tysklands krigsgæld på det tidspunkt var cirka 11,4 milliarder kroner. Da Danmark renoncerede på halvdelen af den tyske krigsgæld, altså cirka 5,7 milliarder kroner, var Tysklands resterende krigsgæld på cirka 5,7 milliarder kroner. Tysklands sidste afdrag på gælden blev betalt i 1983. I 1959 havde Tyskland betalt 16 millioner D-mark til ofrene for den nazistiske terror.
Det er et mysterium, hvorfor Danmark gik med til at halvere den tyske krigsgæld. Man kan dog pege på nogle grunde. For det første var Vesttyskland en vigtig handelspartner (nr. 2 efter England). For det andet ønskede Danmark at inddrage tyskerne i NATO på grund af den kolde krig. For det tredje er der ingen tvivl om, at Vestmagterne lagde hårdt pres på Danmark. Og endelig troede Danmark, at Vesttyskland ikke havde råd til at betale sin krigsgæld, hvis landet skulle på økonomisk fode igen.
Men Vesttyskland kunne nemt have indfriet sine gældsforpligtelser til Danmark. Den økonomiske fremgang i landet det såkaldte Wirtschaftswunder var godt i gang i begyndelsen af 1950'erne, og Adenauer gav et gigantisk pengebeløb til de Holocaustoverlevende i Israel i 1952 (den såkaldte Wiedergutmachungs-aftale).
Har Danmark krav på tyske erstatninger? Det er et kompliceret og yderst følsomt spørgsmål. Det kan diskuteres, om Danmark formelt og juridisk har krav på tyske erstatninger. Det var jo Danmark selv, der gav afkald på halvdelen af den tyske krigsgæld i London i 1953.
Der er imidlertid aldrig holdt en fredskonference for de lande, der deltog i Anden Verdenskrig. I forbindelse med Tysklands genforening i 1990 pressede flere lande, først og fremmest Holland og Italien, på for at afholde en fredskonference, hvor alle spørgsmål, herunder især krigsskadeserstatninger, skulle drøftes. Den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher torpederede imidlertid det hollandske og italienske initiativ med de berømte ord: "You are not part of the game!"
Man holdt en "2+4"-konference, der blot inkluderede de to Tysklande, USA, Sovjetunionen, England og Frankrig, og denne konference betegnede deltagerne som den "endelige fredskonference".
Det var en utilfredsstillende måde for Danmark at løse de problemer, der var opstået som følge af Anden Verdenskrig på. Den uheldige håndtering af fredskonference-spørgsmålet legitimerer indkaldelsen af en konference, hvor alle deltager, og hvor alle spørgsmål diskuteres. Holland har for eksempel bare fået betalt under fem procent af sine erstatningskrav til Tyskland.
Man kan argumentere for det synspunkt, at det vil være etisk og moralsk mest rigtigt, hvis Tyskland betaler hver en øre af sin oprindelige krigsgæld til Danmark og dermed også det kæmpebeløb, som Danmark eftergav tyskerne. Adenauer anerkendte Tysklands gældsforpligtelser fuldt ud, og derfor er det kun ret og rimeligt, at Tyskland betaler for alle de skader, som Hitlers krig forvoldte i Danmark.
Danmark eftergav Tyskland cirka 5,7 milliarder kroner på et forkert økonomisk grundlag og efter pression fra Vestmagterne. Det forekommer ikke rimeligt, at Danmark skal miste så stort et beløb, når man tager omstændighederne i betragtning. Der er også flere poster i forbindelse med Tysklands krigsgæld, der ikke er betalt. Det gælder især omkostningerne i forbindelse med flygtningene, men også udgifterne til ofrene, blandt andet til jøderne. Hvis ikke spørgsmålet om den tyske krigsgæld løses tilfredsstillende, vil dette spørgsmål altid give anledning til kontroverser mellem Danmark og Tyskland.
Det vil være en flot gestus, hvis Tyskland frivilligt betaler den del af den tyske krigsgæld på 5,7 milliarder kroner (102 milliarder nutidskroner), som Danmark gav afkald på i London i 1953. Det kan formelt ske under henvisning til den såkaldte Bundesrückerstattungs-gesetz. Denne lov er blevet anvendt i lignende sager, for eksempel i forbindelse med frivillige tyske betalinger af krigsgæld til Holland.
En del af de 102 milliarder kroner kunne bruges til at finansiere en større tysk betaling af Femern-broen!
Peter Sørensen er seniorforsker, cand.phil. i historie og tidligere lektor ved Handelshøjskolen i Århus