Enhver religion har et sæt af grundlæggende forestillinger. De er kernen i religionens betydningsunivers. Det er dem, man bekender og lægger krop til i ritualer. Man kan tænke på den betydning, tanken om syndernes forladelse har i kristendommen. Den er ufravigelig og en uomgængelig del af det kristne symbolsystem, som det fremsiges i Den Apostolske Bekendelse: ”Vi tror på syndernes forladelse.” Forestillingen finder udtryk i dåb og nadver, hvor ritualdeltagerne ved at lægge krop til påstanden giver den fysisk udtryk. Det lyder ved dåbens indledende takkebøn: ”Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden, med syndernes forladelse og det evige liv.” På samme måde skænkes syndsforladelse i nadveren: ”Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.”
Den amerikanske antropolog, kultur- og samfundstænker Roy Rappaport kaldte sådanne fundamentalforestillinger USP’er: Ultimate Sacred Postulates, det vil sige endegyldige, hellige påstande. Vel kan meget ændres i religioner, men ikke deres USP’er. De er uforanderlige, ukrænkelige og urokkelige. At ændre dem er vold mod den pågældende religions DNA. Det er imidlertid ikke kun religioner, som rummer USP’er. Det gør også ideologier, som ligger til grund for samfundsdannelser.
Den danske Grundlov rummer en række USP’er, der sammenfatter de basale forestillinger og værdier, vi bygger vort samfund på. I 1849-grundlovens paragraf 84 lød det, at ”Ingen på grund af sin Troesbekjendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt”. Paragraffen er selvsagt bevaret, om end i anden ordlyd som paragraf 70 i 1953-grundloven.
Om man er romersk-katolsk, jøde eller muslim, har ingen betydning i forhold til éns grundlæggende ret til at tage del i det politiske liv og nyde samme borgerlige rettigheder som ethvert medlem af den evangelisk-lutherske folkekirke. Som i religionernes verden har vi i det verdslige samfund ritualer, hvor vi hylder og legemliggør de USP’er, der udgør samfundets bærende værdier. Grundlovsdag er det nationalt mest kollektive ritual, hvor Grundlovens USP’er bekræftes og får fysisk karakter gennem ritualiseringen, som den for eksempel kommer til udtryk i afsyngelse af fædrelandssange, grundlovstaler og flagsymbolik.
Selvsagt udvikler kultur og samfund sig. Vi er i dag i en anden situation end i 1849. I grundlovene af 1849 og 1866 havde kun mænd over 30 år med egen husstand stemmeret. Siden 1915 har også kvinder haft stemmeret, ligesom den almindelige valgretsalder i 1978 blev sænket fra 20 til 18 år. Der er på mange områder blevet ændret i lovgivningen, så den løbende har kunnet tilpasses det aktuelle samfund. Men læg vel mærke til, at man ikke har forandret Grundlovens USP’er: Ytrings-, trykke-, forsamlings- og trosfrihed står uantastet, ligesom det gælder princippet om lighed for loven. Man har løbende måttet udmønte lovgivning, så den for eksempel tog højde for indføring af nye teknologier, men på intet tidspunkt har man sat spørgsmålstegn ved de basale grundlovssikrede rettigheder udtrykt som USP’er i 1849-grundloven. Som i religionernes verden er det danske folkestyres USP’er ukrænkelige og hellige. Begynder man at pille ved dem, er fanden løs. Det er desværre den aktuelle situation.
Inger Støjberg (V) er en populær minister, som har en betydelig del af befolkningen bag sig. Hun samler den del af befolkningen, der uanset partiskel har en restriktiv opfattelse af, hvordan Danmark skal forholde sig til immigranter og ikke mindst muslimer. Man kan være enig eller uenig i den førte politik, men har som dansk statsborger en grundlovssikret ret til at gøre sin indflydelse gældende ved at gå ind i politik eller påvirke situationen gennem valgdeltagelse. Alt tyder imidlertid på, at vi har en minister, som for at komme en barnebrudsinstitution til livs har sat sig over loven og administreret imod en fundamental borgerrettighed som partshøring og dermed USP’en om lighed for loven.
Alligevel har et folketingsflertal hidtil valgt at slå ring om ministeren. For hun har blot handlet i overensstemmelse med befolkningens ønsker, lyder det. Borgerlige politikere som De Konservatives Naser Khader og Venstres Jan E. Jørgensen har i dagbladet Politiken undskyldt hende. Den første henviser til et lukket møde med minister og departementschef. Khader har fået indtryk af, at fejlen ligger hos ministeriets embedsmænd. Skal vi stille os tilfreds med den forklaring? Den anden fører forsvaret videre: Støjberg har erkendt sin fejl og undskyldt for det. Det skal jeg huske den dag, jeg måtte bryde loven.
Enkelte kommentatorer har under påberåbelse af at være borgerlige slået til lyd for en folkeafstemning (Søren Hviid Pedersen i Berlingske Tidende) eller uden skelen til basale grundlovssikrede rettigheder argumenteret for, at lovgivning som skreven lovtekst må bringes i overensstemmelse med loven som de faktiske regler, der nyder befolkningens opbakning (Rune Selsing i Morgenavisen Jyllands-Posten). Som om det handlede om Folketing over for jura og domstole.
Det drejer sig om Grundlovens helt fundamentale rettigheder formuleret som USP’er. At argumentere for, at man nu kan købslå og tinges om dem og så kan kalde sig borgerlig, vidner ikke alene om en grundlæggende mangel på indsigt i liberal og konservativ historie, men også om en eklatant misforståelse af relationen mellem Grundlov, den dømmende og den lovgivende instans, ligesom det udtrykker fundamental uvidenhed om USP’ers betydning.
Det har altid været et borgerligt adelsmærke, at man uden tøven bakkede op om lovgivning og de fundamentale principper, den hviler på. Det er der gode grunde til. Det er et værn, men desværre ingen endegyldig sikring mod kollektivt hysteri, som vi for eksempel så det i 1930’ernes fascistoide og nazistiske bevægelser. Hvis politikere sætter sig over demokratiets grundlæggende principper for at løbe efter skiftende folkestemninger, kan det blive svært at bevare retsstaten og folkestyret over tid. Uanset hvor forblændet et flertal i en befolkning en periode måtte blive, tjener USP’er til at holde politikere fast på fundamentale værdier og undgå pøbelvælde. Derfor har vi en Grundlov, som også Folketingets politikere er forpligtet på at overholde, uanset hvor meget et givet flertal i en periode måtte være imod dele af den.
Ethvert fornuftigt menneske er selvsagt imod barnebrude, men det har intet med sagen at gøre. Den drejer sig om en ministers selvbestaltede sætten sig ud over landets love og misrøgt af en fundamental USP i ethvert oplyst demokrati: lighed for loven. Borgerlige politikere har her og nu travlt med enten at tie eller forholde sig passivt til sagen. For hvem har lyst til at stikke en kæp i hjulet for en populær minister?
Enhver borgerlig politiker burde som mindstemål kræve den pågældende minister til ansvar for et muligt lovbrud uanset popularitet. Alternativet er et flertalsstyre dikteret af dagen og vejen og uden forpligtelse på fundamentale fælles grundsætninger. I det oplyste demokrati står og falder samfundets USP’er ikke med folkelig opbakning. ”Folkets gunst er idel dunst”, står der i Vandrehallen på Christiansborg, for som politiker er man forpligtet på mere grundlæggende principper. Det trænger borgerlige politikere og kommentatorer til at lægge sig på sinde frem for at så tvivl om folkestyrets bærende USP’er.