DET HAR VÆRET TRIST AT SE, hvordan teologer, biskopper og præster har nedskrevet opstandelsen til noget begribeligt, til livspoetisk humanisme om, at ”ordet” opstår, at der er en poetisk sandhed og mening og så videre. For det, som lyser ud af disse teologiske overvejelser, er, at man gør Kristus mindre og sig selv og sin filosofi større.
Karakteristisk i denne nyere teologi er, at man i forhold til Jesus på korset fæstner sig ved det håbløse, (som Lars Sandbeck), ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”, men skærer Salme 22's egentlig mening om opstandelse og frelse væk. Man gør Guds søn, der er en evig frelser, til et veluddannet vestligt menneske anno 2015 og må følgelig kalde Jesu løfte til røveren på korset om, at han i dag skulle være med ham i Paradis, for en nødløgn (medmindre man simpelthen hævder, at det kan han ikke have sagt), der skulle få røveren til at føle sig bedre og mere tryg i de sidste timer på Golgata.
Men Bibelen er den historiske kilde, der er de klude, som Kristus er svøbt i, og mennesker har skrevet deres beretninger om Kristus ud af tro, fordi de så, mødte, spiste med og stak fingeren i siden på Kristus. Vi kan selvfølgelig vælge at gøre os selv større og sige, at de lyver eller har set fatamorganaer, for den slags kan man ikke bilde en biskop i København eller en teologisk professor ind anno 2015. ”Hvorfor i alverden skal denne begivenhed fanges ind af fysik og biologi”, spørger biskoppen den 21. januar i Kristeligt Dagblad, fordi Gud skabte en fysisk og biologisk verden og vil genløse den, fordi vi skal være Jorden tro og ikke lade billederne danse i det, der ikke bliver til andet end en fantasifuld bekræftelse på tidens humanisme.
Kristus opstod og talte som ven til ven, som menneske i kød og blod til menneske i kød og blod i denne verden af kød og blod, vand, luft, ild og jord. Man kan ikke komme uden om de fuldstændig klare vidnesbyrd om, hvad disciple, kvinder og apostle så og vidnede, men man kan selvfølgelig afvise dem.
Luther og Reformationens mennesker kendte også fristelsen til at omtolke og afvise det, man ikke kunne forstå, men Luthers gode skriftprincip er måske endnu mere nødvendigt i dagens danske folkekirke end tidligere. Luther anbefalede, at, var man i tvivl om, hvad Skriften betød, her opstandelsen, så skulle man læse den sådan, at man gjorde sig selv mindre og Kristus større.
Det er ikke sket i særlig stort omfang i denne debat, man har tværtimod gjort sig selv større ved at svinge med de for tiden gældende hermeneutiske og filosofiske moderetningers palmer ud fra den præmis, at jo længere vi kommer fra begivenhederne omkring opstandelsen, jo klarere kan vi se, hvad de betyder i virkeligheden, for vi ved jo bedre som oplyste vestlige mennesker, der har gået på universitetet.
Tag dog anfægtelsen af disse kilder alvorligt! For de er de klude, vi møder Kristus indhyllet i. De må, kan og skal ikke fejes af bordet. Derfor læser vi dem ved hver gudstjeneste - og fordi biskoppen i København ikke kan forstå eller tro på kødets fysiske opstandelse, hvad Markus, Paulus og Johannes klart vidner om, betyder det jo ikke, at det er usandt.
Vi er alle anfægtede af den trosgrund, som kødets opstandelse fra de døde udvirker i et menneskes sind. Det er ikke noget nyt, som man foregiver. Der har altid været afvisning af opstandelsen fra de døde fra antikken til i dag, men det er vores trosgrundlag i den danske folkekirke, vores udgangspunkt, som vi får at vide er et glædeligt budskab fra Gud, givet for at vi skal forkynde det videre som det glædelige budskab om kødets opstandelse og det evige liv.
SOM DEN GAMLE reformationsbiskop Niels Palladius skriver ud fra Melanchthons overvejelser om kødets opstandelse til det anfægtede menneske, der siger: ”Kan ske, når jeg er død og rådnet op i jorden, at jeg står aldrig op igen af de døde? Men hertil skal man dels svare med en række bibelsteder om opstandelsen og dels huske på, at 'kunne Gud ikke gøre større ting, end vi kunne begribe, da var han ikke Gud“ O Herre Kriste, du sagde på korset til røveren, i dag skal du være med mig i paradis, und også mig at være i det evige Paradis. O Herre, du sagde på korset, Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd, ligeså befaler jeg nu min arme sjæl i dine hellige hænder'.”
Når man taler om ”fysisk opstandelse” med foragt, så er det ens indsigt i det moderne naturvidenskabelige univers, man roser sig af over for Skriftens vidnesbyrd. Det er ens egen bedre indsigt i moderne fysik og biologi end den, Johannes, Markus og Paulus havde, som er autoriteten for, hvad der kan tros. Hvem andre end Per Ramsdals teologiske mentor, Theodor Jørgensen, bringer fysikken ind som moderne trumf, når han understreger, at Kristus ikke kunne gå gennem lukkede døre, hvis han var fysisk opstået fra de døde? Men den trumf betinges af, at fysikken og naturvidenskaben anno 2015 er sandheden og alt, hvad der kan vides om den sag.
Vores udgangspunkt i folkekirken er bekendelsesskrifterne. Det er derfor, vi aflægger løfte på dem. Når vi bekender, vi tror på kødets opstandelse, og at Thomas stak sin finger ind i såret i Jesu side, så giver det ingen kristelig mening at tale om ikke at ville forstå det fysisk, men som metafor. Det er jo netop det, kødets opstandelse betyder: Han, som den han var, er og kommer, når vi skal dø, er i sandhed opstået for os, derfor døbes vi til Kristi død og opstandelse.
At benægte det vil jo svare til, at man hævdede, at Kristus, der kunne skabe det fysiske univers, ikke lavede vand til vin fysisk, men at gæsterne ved brylluppet i Kana bare troede, at det postevand, de fik, var vin. Jesus som nødløgner eller hypnotisør, der får en fra publikum til at tro, han er på Hotel Dagmar til middag, til latter for det øvrige publikum.
Men Johannes kalder både dette mirakel, Lazarus' opvækkelse og korsfæstelsen for tegn på, hvem Jesus virkelig er, nemlig den opstandne almægtige Guds søn. Hvis vi ikke tror på opstandelsen som kødets opstandelse, så er vores egen død det sidste ord, der er at sige om os, og så er der ikke mere at sige om os, end at vi er en mindre form for samme religiøse livspoesi, som Jesus var udtryk for - uanset hvor fantasifulde vi er.
DET ER KLART, at biskop Peter Skov-Jakobsen ikke kan genopstå fysisk, når han dør, uanset hvor meget han prøver, og at hans ord og betydning derfor godt kan leve videre alligevel, men at lægge de samme begrænsninger ned over Guds søn, som har været med ved skabelsen af det fysiske univers, forekommer lettere storhedsvanvittigt.
Når evangeliet gør en pointe ud af, at Jesus gik på vandet, men Peter sank i på grund af manglende tro, så kan denne pointe passende sættes ind i den nuværende diskussion om opstandelsen, hvor man vitterlig ser mange præster, biskopper og teologer synke i, når de gør sig selv større og Kristus mindre i tolkningen af kødets opstandelse og det evige liv.
Torben Bramming er sognepræst i Ribe og Seem