Stat, kirke og lukkelov

Først i det nye år skal Folketinget i gang med at diskutere ændringer af lukkeloven. Dele af erhvervslivet går stærkt ind for at liberalisere den eller måske endda helt afskaffe den. Man har en hel lobbygruppe i gang med dette arbejde, og man laver forskellige happenings, sidst med Føtex i Roskilde, der hævdede at den var en del af banegården og derfor skulle have del i de særlige regler, der gælder her. Roskilde Station fik ved denne lejlighed lagt flere alen til sin vækst. I debatten er der flere bolde i luften: hensyn til HK-ansatte, konkurrence mellem forskellige firmaer og kæder. Den lille købmand kontra de mægtige supermarkeder etc. Den nødvendige modernisering og liberalisering for ikke at lægge handelen hindringer i vejen. Et hensyn hører man ikke meget til, og det er til kirken. Og det er dog det, som er grundlaget for, at vi overhovedet har en lukkelov. Kirken er godt nok ikke nævnt i den nuværende »Lov om butikstid«, som den hedder efter den sidste ændring. Kirken er faktisk slet ikke »forhandlingsberettiget partner«, og det til trods for at det 3. af de 10 bud siger »kom hviledagen i hu at du holder den hellig«. Det er, som om man ikke forbinder andet med lukkeloven end butiksåbningstid. Men der står jo meget mere på spil. Dels beskyttelse af kirkens gudstjeneste, hvilket nu er reduceret til, at man ikke må lave larm uden for kirken i gudstjenestetiden, hvorfor den kirkelige lukkelov er blevet en del af straffeloven. Og dels står vor identitet som nation på spil. Man kan ikke blive ved med at være en nation, hvis ikke man har fælles fodslag på en række områder. Det skal jeg vende tilbage til om lidt. Det er så meget vigtigere, som det er et af de få områder, hvor kirken støttes af staten, som den skal ifølge Grundloven. Her står der i ¤ 4, at »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«. Lad os forlade lukkeloven lidt og se, hvor det er, kirkens støttes af staten. Mange tror, at denne støtte er økonomisk. Det er den ikke. Kirke og stat har forskellige økonomiske mellemværender med hinanden, men skiftende finansministre gør, hvad de kan for at klæde den stakkels kirke af til skindet. Man giver ganske lidt med den ene hånd, men tager det mange gange igen med den anden hånd. Staten forærer således kirken 40 procent af de fleste præsters lønninger, hvilket drejer sig om ca. 400 millioner årligt. Resten, knap fem milliarder, betales af medlemmerne over kirkeskatten. Denne dækker også den civile registrering, f.eks. også indførelsen af den »elektroniske kirkebog« til et par hundrede millioner. Det er dog småpenge i sammenligning med, hvad kirken bruger til at vedligeholde nationalskatten i form af kirkebygninger fra fortiden. Uden vore kirkebygninger ville Danmarkshistorien bygningsmæssigt være 600 år kortere. Langt det meste af det, der er overleveret os fra middelalderen ud over kirkens huse, er i knæhøjde eller derunder. Stort set alt, hvad der er tag på, holder kirken i stand, og det er dyrt. Alt efter, hvordan man regner, når man her til et beløb på mellem en og to milliarder, som man må gå udfra, at staten ville have påtaget sig, hvis der ikke havde været en folkekirke. Anlæg og bemanding af de fleste kirkegårde hører hjemme i samme skuffe. Hertil kommer, at kirken i modsætning til alle andre statsinstitutioner betaler moms. Altså hver gang kirken vedligeholder et nationalmonument på hele samfundets vegne, så får den lov at svare moms oveni. Af og til kan man godt blive meget misundelig på valgmenigheder, frikirker, andre kirkesamfund som baptister og katolikker, som modtager enorme statstilskud, fordi deres kirkekontingent er eller kan gøres fradragsberettiget. Jeg går udfra, at det samme gælder muslimer og andre ikke-kristne kirkesamfund. Nå, det bør ikke ligge til kirkens folk at være smålige, beregnende eller misundelige, og jeg nævner da også dette blot for at skyde den and ned, der fortæller, at staten støtter kirken. Nej, staten læner sig op af kirken, og tager hende kærligt i favn med den ene hånd og stikker samtidig den anden ned i hendes lommer og tømmer dem. Af og til kan man godt komme i tvivl, om det er en rigtig ven, kirken har fundet sig her. Hvilke måder støtter staten ellers kirken på? Den stiller nationalmuseets eksperter til rådighed for kirken, når værdifulde kirker, klostre og andre bygninger eller inventar skal restaureres. Det er vigtigt, at vi har den højeste sagkundskab ved vor side, og det er pænt af staten, at den ikke tager sig betalt. Men det er nu også kun håndører. En anden støtte består i, at staten sørger for at uddanne præsterne på Århus og Københavns universiteter. Det er et vigtigt håndslag. Vi skal ikke have private uddannelser, som mere eller mindre sektagtigt eller fundamentalistisk indoktrinerer de kommende præster med en bestemt måde at tolke Biblen på. Her skal råde videnskabelig frihed, og det er universiteterne garanter for. Staten støtter også kirken ved at fastholde, at der skal være kristendomsundervisning i skolerne. Den er godt nok blevet meget udvandet i den sidste generation, men der er dog stadig en bekendtgørelse, som kan være et godt grundlag for undervisningen i kristendom, og i de større klasser også i andre religioner. Desværre håndhæves den ikke mange steder, fordi timerne i religion inddrages til andre formål. Det er uholdbart. Måske skulle man snarere skyde lidt på kommunerne i denne sag. En del af statsstøtte kommer til udtryk i lukkeloven, som tidligere var en del af helligdagslovgivningen. Alle religiøse samfund har love, der skal beskytte de vigtige tider i gudsdyrkelsen. Indtil midten af forrige århundrede lå det direkte i lovgivningen, at man skulle bruge fridagen til at gå i kirke. Mod slutningen af århundredet kom også andre hensyn ind, først og fremmest arbejderbeskyttelsen i det fremvoksende industrisamfund. Herefter havde man ret til at holde fri, men ikke pligt til at bruge fridagen til noget bestemt. Alligevel er det jo klart kirken er stærkt interesseret i, at der er frihed og fritid til at gå til gudstjeneste o.a. Efter reformationen indskrænkede man antallet af helligdage betragteligt, men fastholdt naturligvis højtiderne, jul, påske og pinse, samt nogle andre dage og først og fremmest søndagen. Her skulle man komme hviledagen i hu og gå i kirke og finde sig selv og sin Gud. For at få tid til det skulle man ikke foretage sig andre offentlige ting, heller ikke handle. Lukkeloven er altså langt fra kun et spørgsmål om beskyttelse af HK-medarbejdere eller at begrænse ublu konkurrence. Det er statens grundlovssikrede og -bestemte støtte til kirken, der bl.a. kommer til udtryk herigennem. Gudstjenesten forudsætter, at man kan lade ro falde på sit forstyrrede sind og i rimelig uforstyrrethed skænke Gud og næsten en tanke og lade sig opbygge af Guds ord. Derfor er det ikke blot et spørgsmål, om der er stille i kirketiden, men om man lever i en rytme, hvor der er forskel på arbejdstid og frihed, på hverdag og søndag eller festdag. Gudstjenesten hører kun vanskeligt hjemme sammen med alle mulige trivielle gøremål. Sættes den sammen med disse så forudsætter det, at den bliver en spændende forestilling, som holder tilskuerne åndeløst fast. Men sådan er en gudstjeneste ikke. Her hører man på, hvad Vorherre vil sige til én, og det behøver ikke at leve op til spændingskrav, man stiller til en tv-serie. Men det er vigtigt, hvad der bliver sagt. Det er jo de ord og den poesi, hvorigennem vi gennem flere tusind år har mødt Gud og os selv. Nu kan kirken ikke løsrives fra stat eller samfund, og derfor bør man også medtage en samfundsmæssig synsvinkel, som ofte er overset. Hvad vil det sige at være en nation? Det er ikke blot at bo det samme sted, men det er også at have fælles historie, måske også fælles sprog (det er nu ikke noget absolut must, selvom Grundtvig troede det), fælles erfaringer etc. Det er kort sagt at gå i takt. Og en meget vigtig ting er årets begivenheder og ugens dage. Man kan nok have undtagelser, dvs. nogen, der ikke går i takt. Men man kan dårligt tænke sig en sammenhængende kultur, der ikke har visse generelle skillelinjer mellem arbejde og hvile. På mange måder har vi glemt dette. Vi har så travlt med at holde snuden nede i det spor, vi forfølger, og har ikke tid til at løfte hovedet og se os længere omkring. På mange måder har vi opløst de gamle skel, og det har givet os mere frihed til at løbe, hvorhen vi vil. Vi bor i huse, der kun lader os ane årstidernes skiften. Vi spiser nu mad, der ikke længere hører den oprindelige årstid til. I øvrigt spiser vi mad fra hele verden. Og på samme måde er vi også nu i stand til at rejse efter vejret. Industrialiseringen har frigjort os for naturens tvang. Meget af dette må vi hilse meget velkomment, men det bør ikke få os til at glemme de faktiske forhold i jernindustrien. Ellers ender vi en kulturel »Søvnløshed«, som Erik A. Nielsen kaldte det med en genial titel på sin bog om emnet. Der er jo en rytme indbygget i os mennesker. Vi skal sove hver 16. time og helst i en periode på otte timer. Vi kan ikke arbejde hele tiden, men de fleste bliver også utilpasse, hvis de aldrig laver noget. Der er en tid til at blive træt og en tid til at lade op. En tid til at være alene og en tid til at være sammen med andre. Et samfund fortæller sin historie og markerer sin rytme på mange måder. Helligdage som de kirkelige, som 1. maj, 4. maj, som grundlovsdag 5. juni viser dels, hvad der vigtigt for os i fællesskab - nemlig at der er et fællesskab. Og dels skaber de den fælles rytme, der sammen med etik, sprog og historie er limen i et samfund. Ellers er vi ikke »samfund« - ordet betyder jo, at vi har fundet sammen. Og følges ad. Og er i takt og kontakt med hinanden. Vi kan lave om på meget og indgå i mange forskellige rytmer, men at der overhovedet er en rytme, synes at være en nødvendighed. Hvis ikke der var det, ville vi lide af evig jetlag, fordi vi altid ville være foran eller bagefter vor »naturlige« tid. Lad os håbe at Folketinget ikke blot giver os Lov 2000-11-08 nr. 841 om butikstid, men også »en søndagsstille ro mellem træ'r og tage«, som Garff digter i sin septembersang. Vi trænger til det. n biskop